“Good Omens” af Terry Pratchett og Neil Gaiman


“Good Omens” af Terry Pratchett og Neil Gaiman, fra forlaget Gollancz, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1990).

Jorden er en kaotisk slagmark, hvor et slag mellem det gode og det onde udspiller sig. Imens tikker dommedagsuret hurtigere og hurtigere og når sit nulpunkt den kommende lørdag. ”Good Omens” fungerer derfor som en nedtælling til det endelige og afgørende slag mellem engle, dæmoner og djævle. Alle ser de frem til at få afgjort den evige strid med undtagelse af to; den bogsamlende ærkeengel Aziraphale og den bilglade dæmon Crowley sætter sig på tværs af denne kamp, fordi tilværelsen på jorden behager dem. For at sætte en endelig stopper for opgøret, beslutter de at dræbe Antichrist, problemet er bare, at han er blevet forlagt i mellemtiden.

Neil Gaiman og Terri Pratchett er begge lystige forfattere med hovederne fulde af fantasifulde påfund, der muliggøre en komisk fremstilling af dommedag; et scenarie der indebærer en gruopvækkende frygt, men i et skørt samarbejde mellem romanens forfatterduo bliver dommedagsscenariet en noget useriøs kamp, der lader sig afhænge af en ganske lille og ordinær dreng. Sammen formår de at vende vrange på langt de fleste dommedagsscenarier og til fordel for en tør humor af morbid karakter; romanen emmer af sine britiske forfatters baggrund, hvis sortsynede humor muliggøre en så absurd fortællings tilblivelse, hvor resultatet heraf samtidig er velfungerende.

”DON’T THINK OF IT AS DYING, said Death. JUST THINK OF IT AS LEAVING EARLY TO AVOID THE RUSH.”

Romanen er opbygget af hav af karakterer, der farer fortvivlet rundt mellem hinanden med en sådan hast, at det ofte forekom mig vanskelig at skille dem fra hinanden; ikke fordi karakterne ikke bærer egne særpræg, men ganske enkelt fordi, der er alt for mange at holde styr på, der alle er sammensatte er finurligheder, som trak bogen ud på et skråplan for mig, hvor jeg ikke kunne følge med dens ihærdige tempo. Selvom bogen er fulde af fornøjelig og forvirrende påfund, er det også en fortælling, hvor det umulige muliggøres; venskabet mellem en ærkeengel og en djævelsk dæmon realiseres, fordi de samles om et fælles ønske: at bibeholde deres menneskelige tilværelse på jorden.

At følge disse to på deres færd mod en triviel tilværelse er forunderlig og bemærkelsesværdig bizar, samtidig med at det er uhyre vanskelig at genfortælle romanens egentlige handling, fordi den er konstrueret om så mange bittesmå detaljer, som udjævner plotlinjens synlighed til fordel for det humoristiske, som er at finde i dens skæve særpræg. At sige, at bogen udelukket beskæftiger sig med jordens ventende undergang vil kun være halvdelen af sandheden; det er i høj grad også en historie om menneskehedens vidtrækkende egenskaber, som enhver er i besiddelse af, og som i høj grad problematiserer spørgsmålet om det gode og onde.

“It may help to understand human affairs to be clear that most of the great triumphs and tragedies of history are caused, not by people being fundamentally good or fundamentally bad, but by people being fundamentally people.”

Neil Gaiman og Terri Pratchett er en forrygende forfatterkombination, hvor de hver især går godt i spænd med hinanden. Det er hverken en bog, der føles mere som den enes end den andens; det er et ligeværdigt samarbejde, som jeg finder særligt beundringsværdig. Sammen formår de at skabe klare toner af optimisme i en historie om jordens undergang, der ellers kaster mørke skygger af sig med forudanelser og en overvældende frygt. Prachett og Gaiman formår at bringe en vigtig morale om mennesket menneskelighed frem i lyset, om at ingen er fuldkommen onde eller gode, men snarer at begge dele er iboende i mennesket, for det gør os netop til mennesker.

Min endelig mening om bogen er stadig ufuldbar; jeg ved ganske enkelt ikke, om jeg forstod bogen, sådan som jeg ønskede at forstå den; om jeg følte den, sådan som jeg ønskede at føle den. Jeg er flyvsk omkring min egen læseoplevelse, fordi jeg lod mig forsvinde ind i en verden vendt på hovedet med en type humor, som jeg holder himmelhøjt af, men samtidig bar min læsning også præg af problemer; det forekom mig vanskelig at danne mig et overblik over dens bredde persongalleri, og af og til forsvandt plottet for mine øjne og efterlod mig irriteret og ukoncentreret. Det er en bog, som jeg ønsker at elske, men som jeg endnu ikke gør; det er en bog, som jeg ønsker at vende tilbage til i håbet om, at dens humor vil kilde mit synsfelt med sine fine og finurlige ord.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s