“Americanah” af Chimamanda Ngozi Adichie


“Americanah” af Chimamanda Ngozi Adichie, fra forlaget Fourth Estate, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2013).

Situationen i Nigeria er kaotisk; landet er underlagt militærdiktatur, uddannelsessystemet er uorganiseret, og de der kan, rejser væk fra landets grænser. Det samme gør Ifemelu, der hun får chancen for at rejse til USA, selvom hendes hjerte sukker efter at blive hos Obinze, da de er forelskede. På grund af deres kærlighed, forsøger han også at krydse atlanten, men det lykkes ham ikke, og Ifemelu glider længere og længere ud af hans liv, selvom hun forbliver i hans hjerte. USA er et land af muligheder, men også mentale begrænsninger; Ifemelu bliver en succesfuld blogger, der skriver om racisme i USA, altimens Obinze opnår status og formue i Nigeria. Da Ifemelu beslutter sig for at rejse tilbage til Nigeria, krydses deres veje på ny; begge har de ændret sig meget, men kærligheden er den samme overvældende følelse, der spire på ny.

Det er sjældent, at jeg er ladt tilbage tom for ord; Chimamanda Ngozi Adichie er en kvinde, der inspirerer mig meget hvad angår hendes syn på moderne feminisme, men samtidig er hun også en velformuleret forfatter, der fortæller en simpel fortælling med dybe afgrunde af prægtige sprogblomster og relevans, uden at romanen på noget tidspunkt virker moralsk irettesættende. I stedet formår Adichie at gengive et vældig billede af nutiden og dens tendenser hvad angår kultursammenstød og den gråzone, som identitet kan føles som, når man balancerer mellem flere kulturer og tilhørsforhold. “Americanah” tog pusten fra mig og efterlod mig med litteræråndenød.

“Racism should never have happened and so you don’t get a cookie for reducing it.”

En stor del af Adichies roman beskæftiger sig således med identitet og med en moderne form for racisme. Det verdensbillede, som hun forsøger at gengive er en verden, hvor ord og tematikker er tabubelagte, og hvor den menneskelige afholdenhed fra at tage konflikten, i stedet resulterer i flere konflikter; det er en verden, hvor forsøget på ikke at sætte andre i bås, resulterer i selv samme. Adichie observationer i sin fiktive roman er skarpsindige og hendes tunge er knivskarp og ladt med velformulerede og velovervejede ord, der formår at ramme hovedet på sømmet hver eneste gang.

Ifemelus tankestrøm bliver til en dannelsesrejse, der springer i tid og sted, som tillader læseren et dybere indblik i Ifemelus og Obinze enkelte og fælles historie, hvor særlig Ifemelus historie danner en klar kontrast til den vestlige opfattelse, som hun møder, da hun rejser til USA, noget hun vælger at blogge om. Derfor er nogle af kapitlerne uddrag fra hendes blogindlæg om race i USA, og fungerer dermed ved at skabe et formbrud i sin traditionelle roman, hvor tonen er en anden, og hvor Ifemelus kulturelle undren får frit løb uden nogen sinde at løsrive sig fra bogens plotlinje.

“The only reason you say that race was not an issue is because you wish it was not. We all wish it was not. But it’s a lie. I came from a country where race was not an issue; I did not think of myself as black and I only became black when I came to America.”

Selvom handlingen gengiver en væsentlig problematik, der er forsat bestandig i vores samtid om racer og kultur, er “Americanah” først og fremmest en bog, hvis handling er drevet af sin kærlighedsfortælling om to unge elskende, der geografisk glider fra hinanden; deres kærlighed er bestandig, omend til tider hengemt i indre skygger imens kontakten imellem dem ophører fuldkomment, men som en sart blomst, formår den at spire i lyset fra den andens nærvær, og kærligheden vokser sig atter stærk i brystet på dem. Det er på mange måder en medrivende og simpel fortælling, der dog vanskeliggøres med moderne tematikker og verdenssyn om kultur og identitet.

Adichie formår at puste liv i fjerne landskaber, som rejser sig fra de bare sider, og virkeliggøres for de læsende øjne; hun formår at afbillede nutiden med ynde og elegance, selvom billedet i sig selv af problematisk og mangelfuldt, fordi det er fulde af konfliktsky mennesker og ignorance. Selvom historien udspringer fra Adichies egen fantasi, forekommer dens udførelse så virkelig, at det var mig vanskeligt ikke at føle mig tom i brystet, da den sidste side blev vendt. Det er en bog, der imponerede og overvældede mig med sin troværdighed, og det er en roman, som vedblev i mine tanker længe, fordi dens indhold sår undren fra første til sidste side, der spirer til stillingstagende blomster.

2 thoughts on ““Americanah” af Chimamanda Ngozi Adichie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.