Om steder til læsning og eskapisme


I virkeligheden læser jeg alle steder; i busser, i toge, mellem lektioner og i venteværelser, hvor jeg træder ind mellem siderne i bogen mellem mine hænder, og omgivelserne bliver blege silhuetter i øjenkrogene. Jeg læser også gerne i min lænestol, men allerhelst læser jeg dog i min seng; her falder jeg bedst ned mellem sidernes, og flyder flyder langsomt væk i en verden af ord. Det er naturligvis altid med fare for at øjenlågene glider i, at vejrtrækningen bliver dyb, og bogen langsomt men sikker forlader mit greb, men på trods af dette ofte hænder, er det alligevel altid her, jeg vælger bevæge mig bort med litteraturen, side for side. Jeg er en librocubicularist; en der læser i sengen.Min seng indbyder ganske enkelt til læsning og eskapisme; over mig er en kunstig stjernehimmel af små lys, der leder mig til søvnens rige, men også ind i fjerne verdener, som Lucy blev ledt ind i Narnia med lyset fra en lygtepæl, eller som den anden stjerne til højre, lige i udkanten af Mælkevejen, som ledte Darling-børnene til Ønskeøen.

At læse i sengen er som at opholde sig i grænselandet mellem drøm og fiktion. Der ligger derfor altid bøger på mit natbord, bøger som jeg griber dagen med, når vækkeuret ringer og søvnen kun sidder tilbage i øjnene, og som jeg lser mig selv i søvn med om aftenen, hvor min natlampe brænder som en ledestjerne i det tiltagende mørke. Ofte vågner jeg op med en bog fra aftenen forinden, der ikke har forladt min side, og som mit hoved har fundet hvile på, som farver mine atmosfæriske drømme som et kalejdoskop. Selvom jeg også holder af at læse i min kære lænestol, der er købt til netop det formål, er det alligevel altid sengen jeg søger mod; dens varme og beroligende effekt er lokkende, og udgør det mest ideelle sted for min læsning; det er her døre til fremmed og uudforskede verdener åbner sig mellem mine hænder, og det er her jeg læser bedst.

Hvor læser I oftest henne? Er I også librocubicularister, der foretrækker at læse i sengens varme, eller har I en helt anden verdenskrog tiltænkt læsningen?

Advertisements

7 thoughts on “Om steder til læsning og eskapisme

  1. Troels

    Personligt er det oftest en god stol hvor ryglænet er lænet godt tilbage der er det bedste sted for mig. Der skal helst være en kop te ved siden af mig, lige til at nå uden at tænke nærmere over det. Jeg sætter også fra tid til anden musik på når jeg skal læse, så kan det sagtens være klassisk musik der kommer ud af højtalerne. Sengen bliver der dog også læst en den i, foretrækker nemlig at læse lidt når jeg går i seng for at få tankerne væk fra den ofte travle virkelighed.

    1. Anne Nikoline

      Det lyder ganske enkelt som et hyggelig scenarium, Troels. Det er alt, hvad god læsning kræver; en god placering og en stor kop te. Selv læser jeg også om aftenen for at få tankerne væk fra hverdagens trivialiteter og samtidig runde den af godt.

  2. Rikke Simonsen

    Jeg læser også for det meste i sengen. Du har helt ret i at øjenlågene på den måde kan risikere at blive tunge – men så tager man bare lige en lille lur inden man fortsætter! ;)

    1. Anne Nikoline

      Det med øjnene er et evigt problem, men som du selv påpeger, så er der intet i vejen for at lukke dem for en kort stund, før man vender tilbage til litteraturen – særligt ikke nu, hvor sommerferien er over os.

  3. Louise H.

    Jeg læser også allerbedst i sengen. Det er som om jeg ikke kan koncentrere mig fuldstændigt når jeg sidder i en stol/lænestol, fordi det aldrig er helt så behageligt som at ligge under dynen. Det eneste tidspunkt hvor jeg er god til at læse siddende, er i toget, hvilket heldigvis er med til at få transporttiden til at gå væsentligt hurtigere

    1. Anne Nikoline

      Hvor er det skønt med så mange librocubicularister! Sengen indbyder bare til læsningen med varme dyner og gode puder.
      Det er også beroligende at læse i toget (hvis der er ro til det), og, som du selv siger, så får det tiden til at gå hurtigere. Det er skønt!

  4. Michella Tora

    Jeg læser også alle steder, dog har jeg en del problemer med at læse i sengen, fordi min krop er så vant til at det er der jeg sover. Ja, min krop er glad for at sove, så ligeså snart jeg lægger mig falder jeg i søvn. Hæ :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s