Om at ændre mening


Nogle gange sker det, at jeg forblændes af min egen ivrighed; min evige trang til at elske de bøger, som finder vej til min hoveddør og efterfølgende mit favntag; en fuldkommen romantisk illusion, som ofte braser som en skrøbelig sæbeboble, når jeg har fået en bog på afstand og overvejet den. Nogle bøger kan være svære at vurderer lige efter, de er læst; nogle gange kræver en bog at blive vendt og drejet tankemæssigt, nogle sætter ikke umiddelbare spor, og sådan nogle bøger pryder min reoler på godt og ondt.

Første gang jeg læste “North and South” af Elizabeth Gaskell rynkede jeg på næsen over bogen, og jeg vandt den vanskelig at komme igennem. Den dag i dag er den blandt de bøger, jeg har kærest. Min læsning af bogen var tynget af den periode, hvor jeg læste den; i tidsrummet prægede en lang rækker eksaminer min dagligdag, og gjorde at mit hoved var fuld af fagligespekulation, som vanskeliggjorde det at nyde bogen. Sidenhen har jeg genlæst den et par gange, og anden gang det skete, var det som om, at jeg læste en helt andet bog; den tyngende hverdag var blevet erstattet af frihed, og bogen vandt omgående indpas i mit hjerte. Andre gange sker det, at jeg forblændes af en bog, hvorefter min litterærehorisont er blevet udvidet, og min vurdering af bogen falmer og bliver kun til en skygge af sig selv, eller fordi bogen ganske enkelt ikke tåler en genlæsning; noget jeg har oplevet det, med meget af den ungdomslitteratur.

Måske skylde det, at min mening ændrer sig, fordi jeg selv gør det. I grunden tror jeg også, at en vurdering af en bog bestemmes af tidspunktet hvor den læses; hvis en bog læses i en presset periode, er risikoen for, at det vil afspejle sig i vurderingen af bogen højere, end hvis den læses i et tidsrum, der ikke er fuld af flyvske tanker. Ligesåvel som en genlæsning kan være en risiko for at ændre mening af en bog til det værre, kan det også blive til det bedre, og derfor er genlæsning også en risiko, jeg gerne løber.

Har I også oplevet, at en bog I havde en klar vurdering af pludselig ændrede sig? Tror I, at genlæsning bøger, også er at løbe en risiko i forhold til vurderingen af en bog?

“The Little Friend” af Donna Tartt


“The Little Friend” af Donna Tartt, fra forlaget Bloomsbury Publishing, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2002).

I en lille støvet by i Mississippi, vokser tolvårige Harriet Cleve Dusfresnes op i skyggen af et mordmysterium; en varm sommer dag i et split sekund, hvor ingen kigger, synderrives hele familiens fredsfyldte hverdag, da den niårige Robin Dusfresnes hænger død fra et træ i haven. Morderen blev aldrig pågrebet, og har i stedet henlagt byen i et uafsklaret mysterium. Harriet, der er vokset op med en forestilling om hvordan sin bror var, vælger at drage ud for at finde moderen, med en masse eventyrer i baghånden skrevet af Stevenson, Kipling og Conan Doyle, og langsomt forvilder hun sig ind i et mørke snarer end den fantasiverden, der var hendes udgangspunk.

Det er blevet næsten blevet en selvfølgelighed, at tage den talentfulde Donna Tartt ti år om at færdiggøre en roman, noget hun også understøttede med sin anden roman ud af tre, “The Little Friend”, som er en atypisk spændingsroman, der tager afsæt i enhver forældres mareridt, og efterlader siderne kolde af selv samme uhygge. Bogen blev kategoriseret som et mordmysterium på grænsen til en krimifortælling, noget den så langt fra er; det er ikke en roman fuld af svar og afsluttende forløsninger, tvært imod er den ufuldendt og langt fra afrundet. I stedet er det en roman fuld af nænsomme og spektakulære observationer om et barns håndtering af tabet af sin bror.

“Even if it meant that she had failed, she was glad. And if what she’d wanted had been impossible from the start, still there was a certain lonely comfort in the fact that she’d known it was impossible and had gone ahead and done it anyway.”

Donna Tartt er forbløffende nænsom og detaljeret i sit arbejde, noget der tydligt afspejler sig i hvert eneste valgte ord; hun vender og drejer dem mellem sine hænder et utal af gange, smage let på deres sødme og finder således frem til det helt rigtige ord, den fuldkomne sætning og sidenhen også en fremragende fortælling. “The Little Friend” er ikke alene en velskrevet og omhyggeligt gennemarbejdet bog, men det er også en overordentlig kompleks historie, der i sin umiddelbarhed virker håndgribelig, men som langt fra er det; dens kompleksitet og hendes intelligens, der lyser ud af romanen, formåede jeg ikke altid at se ordene bag; Tartt rager højt på en piedestal af min egen beundring, og også derfor forekommer det mig så vanskelig at skulle retfærdiggøre hendes væsens sammenligenlige talent. Min ærefrygt vil ingen ende tage.

Romanen tager sit udspring med den begivenhed, som igangsætter hele handlingsforløbet, og maler herefter et vældig familieportræt, hvor sorgen tynger hvert et medlem af familien, samt hvordan det influerer deres fælles såvel som individuelle dagligdag. Igennem Harriets øjne, forsøger Tartt at give billede af et barns håndtering af en utrøstelig mor, en far der smækker døren bag sig til fordel for en elsker i en fjerntliggende by; en familie i opløsning. Harriet, der ligesom enhver anden i familien, føler sig alene med den sorg, de alle føler, og i et forsøg på ikke at have det sådan, tager hun sin brors mordsag i egne hænder, sammen med sit barnagtige sind og væbnet med nogle af litteraturens største eventyrfortællinger. Hun håber at finde eventyr med Stevenson, og at løse mysteriet som Conan Doyle, selvom hun gradvist må sande, at virkelighedens verden ikke altid er indrettet derefter.

“’That’s life.’ That’s what they all said. ‘That’s Life, Harriet, that’s just how it is, you’ll see.’ Well, Harriet would not see. She was young still, and the chains had not grown tight around her ankles. Whatever was to be done she would do it. She would strike now–while she still could, before her nerve broke and her spirit failed her–with nothing to sustain her but her own gigantic solitude.”

Selvom min beundring for Tartts talent er stort, er drager hun også fordel af sit sproglige talent i en sådan grad, at det nedtoner spændingen i romanen. I stedet dvæler hun ved enkeltstående begivenheder, der synes mindre betydningsfulde, eller skøre detaljer, der ikke synes at betyde noget for den overordnet handling, og selvom det resulterer i at handlingens tempo til tider går helt i stå, så er resulterer det også i lysende klare billeder, der dansede fuldendte og fantastiske på min nethinde. Det er passager, der helt kunne undlades, fordi de ikke betyder noget for løsningen mordet, men som er essentielle i forhold til det mesterlige billede, som hun maler med sine himmelske ord.

Jeg fandt fortrøstning i Harriets spæde sind, og hendes utrættelige vedholdendehed; hun bevæger sig i grænseland, hvor hun hendes alder ikke afspejler hendes væsen. Siden mordet på sin bror, har hun måtte tage vare på sig selv, finde trøst i litteraturen, fordi den ikke er at finde hos andre i hjemmet, der alle har sorgen siddende i øjenkrogene og trillende ned af kinderne. I et forsøg på at løsrive sig fra de omklamrende skygger i hjemmet, søger hun at sætte et punkt for fortiden, så hun kan leve i nutiden, men sit tolvårige sind spænder ofte ben for hendes standhaftige godhed. “The Little Friend” er om noget en psykologisk spændingsfortælling, der ligger vægt på sin smukke prosa, og som hengiver sig til observationer af selv de mindste detaljer. Min læsning af denne murstenstunge roman var tidskrævende, men også vellykket.

“Kameliadamen” af Alexandre Dumas d.y.


“Kameliadamen” (org. titel “La Dame aux Camélias”) af Alexandre Dumas d.y., fra forlaget Lademann, udgivelses år ukendt (org. udgivet i 1848). Læst på dansk – originalsproget er fransk.

Marguerite Gautier er en kurtisane, der taber kampen til tuberkulose, og danner således rammerne for historiens udgangspunkt, hvor fortælleren forvilder sig ind i Marguerites sygdomsramte og elskovssyge liv. I forbindelse med hendes død, møder den ukendte fortæller en af hendes mest komplicerede elskere, Armand Duval, som fortæller ham sin hektiske historie om forblændende kærlighed og gradvise forfald i forlængelse af Marguerites sidste udånding. Hendes tilværelse er en flygtig affære, hvor hun forsøger at afholde sig fra dødens sidste favntag, men som også er hende uundgåeligt.

Alexandre Dumas den yngre, ikke at forveksle med sin far, Alexandre Dumas den ældre, trækker på de store armbevægelser, som sin far er så kendt for, selvom han hengemmes i skyggerne af sin fars enorme succes som forfatter; “Kameliadamen” er en beundringsværdig roman, der fortjener at se dagens lys på lige fod med nogle af sin fars litterære værker; den emmer af endeløse tematikker af relevans, samtidig med at den fortæller en udødelig historie om kærlighedens stigninger og fald, og hvordan den formår at forblænende og destruerer mennesker.

”Idet hun tog min hånd og pressede den mod sit hjerte, så jeg kunne føle det bankehårdt og hurtigt, forsatte hun: Det er fordi jeg kommer til at leve kortere end andre. Derfor har jeg bestemt, at jeg vil leve hurtigt.”

Marguerite Gautier er på overfalden en simpel og udspekuleret kurtisaner-kvinde, der vælter sig i rigdom fra sine elskere. Det er i form af en kameliablomst, der alt efter sin farve angiver hendes position og tilgængelighed over for sine gamle elskere såvel som potentielle nye; men under overfladen balancere hendes smukke ydre og elegance på kanten af et endegyldigt forfald i form af tuberkulosens tag i hende; det ene øjeblik bevæger hun sig fra bal til bal og danser med en lang række mænd, der kun kan drømme om at holde hendes skønhed i armene, og det næste søger hun bag tykke døres lås og slå for at bevare sin fatale hemmelighed fra omverdenen.

Forfatterens ordvalg er rørstrømsk såvel som indtagende; hvert et ord i de sentimentale beskrivelser af romanens voldsomme følelser virker så velovervejet og rigtige i deres anvendelse, at det også afspejler sig i bogens hele; min oplevelse var som en litterær dans på så fintfølende ordblomster, der grænser sig til det lyriske og poetiske. Fortælling er ligeså romantisk som den er dramatisk; den tager afsæt i det simpel og realistiske, men formåede at spille på hver en følelse i mit hjerte; jeg følte en uigenkaldelig vrede over den håbløshed, som Marguerite gang på gang efter Armand med, en underliggende tristhed ved hendes uhelbredelige tilstand og glæden boblede i brystet på mig på triumferende vis, når de elskende atter fandt vej til hinanden arme.

”Jeg kan slet ikke redegøre for de tusinde tanker, der gik gennem mit hoved og sind, og som først udviskedes lidt efter lidt, da jeg henad morgenstunden faldt i søvn. ”

Dens slutning besidder noget uforløsende, der trods sin stikken i brystet og pressende tårerne behagede mig; noget jeg mistænker dens troværdighed; selvom det er en romantisk historie om en kompliceret relation mellem to elskende, så svælger den ikke i sin egen sentimentalitet; den formår både at vise kærligheden og mennesket på godt og ondt, og udkommet er virkelighedstro og oprigtigt. Det er en fortælling, der henlod mine tanker på værker som Goethes “Den Unge Den unge Werthers lidelser” samt Pusjkin “Eugene Onegin”, der indeholder lignende tematikker med Dumas’ “Kameliadamen”, bøger der begge er forrygende og fængslende.

“Kameliadamen” tog mig med storm, og vandt hurtigt indpas i mit hjerte med sit elegante sprog og sine velvalgte ord, der spirrede til smukke blomster mellem siderne, og sidenhen visnede bort i prægtige metaforer om den endelige bortgang og det menneskelige forfald, når følelserne driver os ud på kanten af tilværelsen. Det er dog også en bog, der trods sin korte længde, føltes længere i sin handling, der bestod af et væld af episoder og Marguerite utrættelige sind. Fordi den formåede at vække et hav af følelser i mig, vil det også være en bog, som jeg vil vende tilbage til, men som for en tid må affinde sig med at blive beundret fra sin plads på hylden, fordi jeg endnu forsøger at komme mig over dens smukke ord og dybsindige melankoli.

“Good Omens” af Terry Pratchett og Neil Gaiman


“Good Omens” af Terry Pratchett og Neil Gaiman, fra forlaget Gollancz, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1990).

Jorden er en kaotisk slagmark, hvor et slag mellem det gode og det onde udspiller sig. Imens tikker dommedagsuret hurtigere og hurtigere og når sit nulpunkt den kommende lørdag. ”Good Omens” fungerer derfor som en nedtælling til det endelige og afgørende slag mellem engle, dæmoner og djævle. Alle ser de frem til at få afgjort den evige strid med undtagelse af to; den bogsamlende ærkeengel Aziraphale og den bilglade dæmon Crowley sætter sig på tværs af denne kamp, fordi tilværelsen på jorden behager dem. For at sætte en endelig stopper for opgøret, beslutter de at dræbe Antichrist, problemet er bare, at han er blevet forlagt i mellemtiden.

Neil Gaiman og Terri Pratchett er begge lystige forfattere med hovederne fulde af fantasifulde påfund, der muliggøre en komisk fremstilling af dommedag; et scenarie der indebærer en gruopvækkende frygt, men i et skørt samarbejde mellem romanens forfatterduo bliver dommedagsscenariet en noget useriøs kamp, der lader sig afhænge af en ganske lille og ordinær dreng. Sammen formår de at vende vrange på langt de fleste dommedagsscenarier og til fordel for en tør humor af morbid karakter; romanen emmer af sine britiske forfatters baggrund, hvis sortsynede humor muliggøre en så absurd fortællings tilblivelse, hvor resultatet heraf samtidig er velfungerende.

”DON’T THINK OF IT AS DYING, said Death. JUST THINK OF IT AS LEAVING EARLY TO AVOID THE RUSH.”

Romanen er opbygget af hav af karakterer, der farer fortvivlet rundt mellem hinanden med en sådan hast, at det ofte forekom mig vanskelig at skille dem fra hinanden; ikke fordi karakterne ikke bærer egne særpræg, men ganske enkelt fordi, der er alt for mange at holde styr på, der alle er sammensatte er finurligheder, som trak bogen ud på et skråplan for mig, hvor jeg ikke kunne følge med dens ihærdige tempo. Selvom bogen er fulde af fornøjelig og forvirrende påfund, er det også en fortælling, hvor det umulige muliggøres; venskabet mellem en ærkeengel og en djævelsk dæmon realiseres, fordi de samles om et fælles ønske: at bibeholde deres menneskelige tilværelse på jorden.

At følge disse to på deres færd mod en triviel tilværelse er forunderlig og bemærkelsesværdig bizar, samtidig med at det er uhyre vanskelig at genfortælle romanens egentlige handling, fordi den er konstrueret om så mange bittesmå detaljer, som udjævner plotlinjens synlighed til fordel for det humoristiske, som er at finde i dens skæve særpræg. At sige, at bogen udelukket beskæftiger sig med jordens ventende undergang vil kun være halvdelen af sandheden; det er i høj grad også en historie om menneskehedens vidtrækkende egenskaber, som enhver er i besiddelse af, og som i høj grad problematiserer spørgsmålet om det gode og onde.

“It may help to understand human affairs to be clear that most of the great triumphs and tragedies of history are caused, not by people being fundamentally good or fundamentally bad, but by people being fundamentally people.”

Neil Gaiman og Terri Pratchett er en forrygende forfatterkombination, hvor de hver især går godt i spænd med hinanden. Det er hverken en bog, der føles mere som den enes end den andens; det er et ligeværdigt samarbejde, som jeg finder særligt beundringsværdig. Sammen formår de at skabe klare toner af optimisme i en historie om jordens undergang, der ellers kaster mørke skygger af sig med forudanelser og en overvældende frygt. Prachett og Gaiman formår at bringe en vigtig morale om mennesket menneskelighed frem i lyset, om at ingen er fuldkommen onde eller gode, men snarer at begge dele er iboende i mennesket, for det gør os netop til mennesker.

Min endelig mening om bogen er stadig ufuldbar; jeg ved ganske enkelt ikke, om jeg forstod bogen, sådan som jeg ønskede at forstå den; om jeg følte den, sådan som jeg ønskede at føle den. Jeg er flyvsk omkring min egen læseoplevelse, fordi jeg lod mig forsvinde ind i en verden vendt på hovedet med en type humor, som jeg holder himmelhøjt af, men samtidig bar min læsning også præg af problemer; det forekom mig vanskelig at danne mig et overblik over dens bredde persongalleri, og af og til forsvandt plottet for mine øjne og efterlod mig irriteret og ukoncentreret. Det er en bog, som jeg ønsker at elske, men som jeg endnu ikke gør; det er en bog, som jeg ønsker at vende tilbage til i håbet om, at dens humor vil kilde mit synsfelt med sine fine og finurlige ord.