Om læsetidspunkter og tidsprioritering


Det kommer helt naturligt til mig; når lejligheden summer med en uspolereret ro, slipper jeg favntaget i søvnen og står op til en verden, der endnu ikke er. Selvom jeg bor alene, bevæger jeg mig rundt på listefødder, træder varsomt i den saglige stilhed, som om mine knirkende fodtrin ville vække hele verden. Med en kop kaffe, kryber jeg under et tæppe i min lænestol, og lader en fiktive verden mellem hænder vågne; selvom klokken næppe er mere end fem, og de kommende timer forsat vil være fulde af ro, glider jeg med søvnen forsat siddende i øjnene hen i litteraturen.

Der er noget ved den ro, som jeg netop finder beroligende; min hverdag er fuld af gøremål, deadlines og kære ansigter, og derfor nyder jeg ethvert stjålent øjeblik med en bog, også når det betyder, at det bliver før solen har kysset verden godmorgen. Min læselister er lange, og de kalder fra mine mange hylder, for at blive læst; og jeg indarbejder derfor små pusterum til den fordybelse, de kræver af mig. Læsningen er derfor aldrig et spørgsmål om at have tid; snarere et spørgsmål om at finde tid. Et af de spørgsmål, som jeg får oftest er, hvordan jeg får tid til at læse så meget, og svaret er altid den samme monotoni; jeg tager mig tid. Tid er en mærkelig variabel og afhænger meget af omstændighederne, og det er derfor ikke hverdag, at jeg lader mig vække af den nedgående måne, i grænselandet, hvor solen påbegynder sin langsomme opstand. Det er dog samtidig noget, som jeg gladelig gør fra tid til anden, hvis hverdagen er hektisk og derfor tilsidesætter litteraturen, for jeg kan ganske enkelt ikke undvære den.

Mit studie tillader mig heldigvis at fordybe mig i en lang stribe af bøger, som jeg også har personlig interesse i at læse, og samtidig med at det er et studium der er tidsmæssigt fleksibelt, finder jeg også den fornødne tid til en lille pause i det litterære. Læsning bliver således en selvfølgelig del af min hverdag, der ikke blot manifestere sig i forhold til det studiemæssige aspekt. Jeg hungre dog også efter læsning ud fra egne valg, jeg bliver rastløst i tørkeperioder, hvor lysten er reduceret på grund af travlhed og lignende. Når jeg er alene hjemme, er det derfor ikke fjernsynet, der tændes, men derimod en bog, der vælges, og jeg holder af at starte mine morgener ud solidt; og det sker gerne med en bog i lyset fra den gryende sol. På samme måde holder jeg af at runde dagen af.

Hvordan finder I tiden til litteraturen? Har I foretrukne læse-tidspunkter som jeg, eller benytter I jer ganske enkelt af de lejligheder, der byder sig i løbet af dagen?

“I Stålstormen” af Ernst Jünger


“I Stålstormen” (org. titel “In Stahlgewittern”) af Ernst Jünger, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1920) Læst på dansk – originalsproget er tysk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Ernst Jünger lægger med “I Stålstormen” sine erindringer fra første verdenskrig i hænderne på verdens læsere, med langt mindre tysk patriotisme end den han drog i krig med; i midten af tyverne iførte han sig kærligheden til fædrelandet og svor at kæmpe for det, uvidende og blind over for barske virkelighed, der lå bag det romantiserede glansbillede, som fik mange mænd til at slutte sig til krigen. Romanen bestod af hans redigerede dagbogsoptegnelser som tysk soldat ved Vestfronten under første verdenskrig i diverse skyttegraves evige mørke, og tværs igennem Europas landskaber.

Krigslitteratur der baserer sig på faktiske begivenheder, får altid hårene til at rejse sig på mine arme, og “I Stålstormen” er ingen undtagelse; dens nøgterne observationer af begivenhedernes gang under første verdenskrig er skræmmende ærlige; læseren drager sammen med en unge Jünger i krig med en romantisk forestilling om storhed, og i takt med at projektilerne farer forbi de mange soldater, og falder som regn over skyttegravene, falmer den patriotiske forestilling og blæses bort af den tørre vind. Jüngers fortælling er atypisk, fordi den skildre krigen fra en tysk soldats synspunkt, en blind vinkel i verdenslitteraturen, som Jünger formåede at synliggøre i form af sine smukke ord, og som gjorde, at den nu regnes for en af de suverænt fornemmeste skildringer af skyttegravskrig og refleksioner over krigens væsen.

“Den skulle i øvrig følge os gennem hele krigen, denne faren sammen ved enhver pludselig og uventet lyd. Om et tog skramlede forbi, en bog faldt på gulvet, eller der lød et skrig i natten – hjertet stoppede altid et øjeblik ved følelsen af en stor og ukendt fare. Det er vilkårene, når man befinder sig fire år i dødens slagskygge.”

Romanen behandler ikke fiktive begivenheder, men med ord der er ligeså ærlige som smukke; forfatterens mange og lange beskrivelser af krigens altødelæggende omfang på mennesket og landskabet er fængslende fortalt, og billederne bliver klare i form af de mange smukke ord, som Jünger formår at koble på så grusomme hændelser. Selvom bogen er konstrueret omkring forfatterens dagbogsoptegnelser, forfalder beskrivelserne aldrig til sentimentalitet, og distancen til krigen, på trods af at forfatteren befandt sig midt i dem, understreger måden, hvorpå soldaterne måtte tackle situationen — selv længe efter er distancen stadig en gennemtrængende kulde.

Soldaterne lever et muldvarpeliv i et rædselsvækkende kraterlandskab, der er pløjet op af granater, og hvor kammeraterne falder døde om som fluer; tilværelsen i det mudrede ingenmandsland er præget af en uigenkaldelig liglugt, svære lemlæstelser, der får døden til at hænge over dem som den eneste nåde i deres umenneskelige situation. Den verden forfatteren beskrive føles fiktiv, fordi beskrivelserne er så klare og levende, men hvilket de er, fordi de er genkaldelser af en lang række minder, der atter pustes liv.

“Forladtheden og den dybe tavshed, af og til afbrudt af den dumpe lyd fra artilleriet, blev forstærket af det sørgelige indtryk af ødelæggelsen. Sønderrevne tornystre, knækkede geværer, trævler af mundering, indimellem et stykke børnelegetøj som grufuld kontrast, tændsatser, dybe kratere fra eksploderede projektiler, flasker, høstredskaber, lasede bøger, ituslået husgeråd, huller, hvis hemmelighedsfulde mørke dækkede over en kælder, hvor flokke af usædvanlig aktive rotter måske gnavede i ligene af husets ulykkelige beboer, et ferskentræ, der var blevet berøvet sin støttende mur og strakte sine arme ud efter hjælp […] alt dette gennemtrykket af en halvt sammensunken løbegrav og omgivet af en lugt af brand og forrådnelse.”

Jünger var en bemærkelsesværdig soldat; på trods af sin tyske baggrund og kærlighed til fædrelandet, skriver han, at han altid bestræbte sig på at betragte fjenden uden had og værdsætte manden for hans mod og samtidig opsøge ham i kampen for at slå ham ihjel og forventer heller ikke andet af ham. Forfatteren formår ikke alene at fortælle sin historie til verden, men formår at vise den for de læsende øjne; effekten af de gruopvækkende billeder fik mig ti lat krumme tæer og holde mig for øjnene, fordi jeg ikke ønskede at se en brøkdel af de rædsler, som Jünger så nænsomt gengiver.

Den tyske synsvinkel i “I Stålstormen”, tilføjer en ny og hidtil undladt dimension af første verdenskrig, som skaber et langt mere fyldestgørende billede af krigshistoriens inferno, hvorfra stanken og de visuelle rædsler bliver synlig og følbare. Euforien for krigen, som er romanens og Jüngers eget udgangspunkt, gør, at hans syn på krigen før, imens og undervejs bliver forståeligt, selvom begivenhederne er urimelige at skulle anerkende, men som nødvendigvis må blive det i forståelsen af første verdenskrig og de mange dystre begivenheder, der fulgte efter.

Konkurrence: lydmæssig litteratur


Sommervarmen er over os, og selvom jeg for tiden skriver løs på diverse eksaminer og forbereder mundtlige oplæg, forsøger jeg dagligt at tiltuske mig en stjålen stund under den strålende sol. Det er dog ikke altid lige så let at koncentrere sig med solen over sig, og slet ikke når pensumsrelaterede bogstakkene tårne sig op inden døre, selvom min lyst til læsningen ikke mindskes. Hver sommer omkring denne tid lader jeg bøgerne ligge og samle spænding, og hengiver mig i stedet til et par lydbøgers søde i min øregang. I denne anledningen har Bechs Forlag været så søde, at give én af jer søde læsere muligheden for forsødet sommerstunder i litteraturen.

Bøgerne er “Alice I eventyrland” af Lewis Carroll med sin mærkværdig verden af boblende glæde og forvirring, og varer 2 timer og 30 minutter. Den anden er den ærke-amerikanske “Mus og Mænd” af John Steinbeck på 3 timer og 11 minutter,og den tredje lydbog varer 7 timer og 51 minutter. Det er en bog, der er fuld af litteratur samtidig med at den i sig selv er en litterær milepæle i litteraturhistorien; “Nothanger Abbey” er skøn bog, og et godt sted at starte, hvis ikke man er kendt med Austens satiriske tone. Alle bøgerne oplæses på dansk. For at deltage i konkurrencen, skal I blot skrive en lille kommentar, om hvilke bøger I planlægger at læse under sommerdagene, samt huske at skrive jeres e-mail adresse, så jeg kan kontakte vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 23/6, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør vinder.

Fars dag: fædre i litteraturen


Litteraturen er fulde af fædre og i dag er således fulde af mange værdsættende lykønskninger til en endeløs række af fædre, deriblandt min egen, som jeg har ringet op med en påmindelse om, hvordan han er den eneste vedblivende mand i mit liv, en evig klippe i min vindblæste tilværelse. Min litterære skattekiste af ord, er også fuld af fader figurer, nogle der har gjort særligt indtryk mig, og til min egen overraskelse, var der flere beundringsværdige fædre i min samling, end der var mødre. Nedenfor har jeg samlet en liste over de litterære fædre, der fortjener et helet særligt fars dagskort.

  • Atticus Finch fra “To Kill a Mockingbrid” af Harper Lee: Atticus er ikke alene en hengiven far, men også en beundringsværdig rollemodel for sine børn i en tid, hvor han modsætter sig samfundets normer i sin søgen efter næsekærlighed.
  • Mo Folchart fra Ink-trilogien af Cornelia Funke: Mo har altid været den fiktive far, som jeg har beundret med lange sukkende blikke på grund af hans erhverv som bogbinder; han fylder sit og sin datters liv med bøger og fortællinger, binder store stakke af de smukkeste bøger i læder, og lader historierne råde i dagligdagen.
  • Jean Valjean fra “Les Misérables” af Victor Hugo: Valjean er adoptivfar, som elsker Cosette med en endeløs hengivenhed; han afgiver et løfte om at beskytte hende, et løfte som han formår at følge til dørs med masser af kærlighed.
  • Arthur Weasley fra Harry Potter bøgeren af J.K. Rowling: Mr. Weasley er lattermild og elskværdig for sin kejtethed og hengivenhed til det atypiske. Han er en del af en verden fuld af magiske fænomener, og alligevel fylder han den med menneskelige dimser og dingenoter, som gør, at de er langt mere accepterende end mange andre troldmandsfamilier.
  • Steve Miller fra “The Last Song” af Nicholas Sparks: Ronnies far tog mig med storm fordi han var lige så fejlfuld, som han var fuld af kærlighed til sine børn; på trods af modgang, opgiver han aldrig håbet, og trods et utal af afvisninger fra sin datter, vedbliver han standhaftig; karaktertræk man kun kan beundre.

Der findes utvivlsomt endnu flere fædre i litteraturen, som min hurtige gennemgang har overset, og jeg vil derfor rigtig gerne høre, hvilke fiktive fædre, der har gjort et indtryk på jer hvad end det så er godt eller skidt?