“Cranford” af Elizabeth Gaskell


“Cranford” af Elizabeth Gaskell, fra forlaget Oxford, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1853).

Livet i den søvndøsige landsby, Cranford, er præget af teselskaber og kvindesladder. Fortalt med en mild ironi og kærlighed humor, fortæller en ung kvinde om Cranford fra en nærliggende by. Fordi hun er udefrakommende kan hun lettere se igennem den illusionære virkelighed, som snobberiet har kastet over byen. Hendes relation til et par af kvinder i byen trækker hende dog ind i et spind af et mandehadsk samfund af enker og pebermøer af det bedre borgerskab. Da flytter kaptajn Brown til byen, og udfordre kvindernes stædig opfattelse med sin naturlige godhed og hjælpsomhed.

“Cranford” af Elizabeth Gaskell er en bemærkelsesværdig roman af flere årsager: først og fremmest er dens struktur plotløs, og består snarere af episoder af komiske dimensioner end en egentlig rød tråd. Episoderne udgør en mosaik af det rolige dagligliv ned i den mindste detalje, og rummer ikke megen ydre spænding med enkelte dramatiske undtagelser i form af en tryllekunstners ankommer til landsbyen, og en forsvunden bror, der pludselig dukker op. I stedet er episoderne præget af dagligdagsdrama.

“A little credulity helps one on through life very smoothly.”

Gaskell viser sit værd som observatør med blikfang for detaljer. Hendes fiktive skildringer tegner et gennemført landsbysamfund, hvor en række kvinder sætter dagsorden hvad angår påklædning og indkøb af perfekte silkekjoler. Selvom kvinderne svælger i hinandens selskab over bundløse kopper med te, er frygten for ægteskab og mænd gennemtrængende hos dem alle, og det gør romanen atypisk og original for sin samtid, samtidig med at forfatteren behandler industrialiseringens påvirkning af tilværelsen, der i dette tilfælde omfatter et indgroet landsbysamfund.

Gaskell allierer sig med romans fortællerstemme i form af en erindringsbog; relativt lidt afsløres om fortælleren selv, der dog gradvist blotter sig selv igennem sine episodiske fortællinger, som romanen skrider frem. Sammen udforsker de traditionerne i et fattigfint miljø, hvor pengene er små hos mange af kvinderne, og tilbagevigen af disse skikke til fordel for fremtidens usikre og banebrydende skrid. Fuld af liv og anekdoter, formår Gaskell at fortælle en opløftende og munter historie om tilværelsens medgang og modgang i et landsbysamfund, hvor reglerne er lige så gamle, som dens indbyggere.

“I’ll not listen to reason… reason always means what someone else has got to say.”

Romanen tager sin spæde skridt med en distanceret fortæller, og begge formår at blomstre med tiden og modnes på samme vis som livet i den søvndøsige landsby. Gaskell fortæller med satirisk humor om en række af hverdagsdramatiske episoder, der henligger landsbyen i lystig sladder og irettesættende moraliseringer kvinderne imellem. På trods af sin korte længde, tog romanen mig alligevel tid at forsvinde ind i, fordi dens tempo er lige så roligt som Cranfords beboer, samtidig med at strukturen er handslingsnedtonet og i stedet en pragtfuld mosaik, der giver genskind i sollyset med sine mange anekdoter. Resultatet er lattermildt og nydelsesværdigt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s