“Fear and Loathing in Las Vegas” af Hunter S. Thompson


“Fear and Loathing in Las Vegas” af Hunter S. Thompson, fra forlaget Flamingos, udgivet i 1998 (org. udgivet i 1971).

I sin semibriografiske fortælling om hårde stoffer og endeløse landeveje, begiver den fiktive amerikanske journalist Raoul Duke, i skyggen af Hunter S. Thompson selv, der har til opgave at dække et ørkenmotorcykelløb og narkotikakonference i Las Vegas. Med sig har han sin advokat, der jager den amerikanske drøm. Det bliver en antiklimakstisk rejse, der tegner et brogede portræt af det amerikanske samfund, som udfolder sig i Las Vegas’ lys og liv og skyggefulde og melankolske tomhed.

Thompsons bevidst konfronterende væsen viger aldrig tilbage i forhold til stofferne og provokationerne; hans skildringer er kalejdoskopiske billeder, der hele tiden forandre sig alt efter perspektivet, og som fik det til at svimle med farver for øjnene af mig. Skrivestilen er vulgær og provokerende, men samtidig også nøgtern omend den er subjektiv fortællende; forfatteren giver en stemme til den journalistiske fortællestil, som han blander med forskellige genretyper, og resultatet er hudløst ærligt. Denne oprigtighed afspejler sig i måden, hvorpå bogen emmer af alkohol og berøringen af dens sider gjorde mig euforiseret, som var jeg selv vildfaren i en skyggeverden af stoffer og sprut, samtidig med at den udvasker grænserne mellem fakta og fiktion.

“No sympathy for the devil; keep that in mind. Buy the ticket, take the ride…and if it occasionally gets a little heavier than what you had in mind, well…maybe chalk it off to forced conscious expansion: Tune in, freak out, get beaten.”

Fordi handlingens faktiske virkelighed og fiktive aspekter blandes og udvasker en ellers klar grænse, gør det også Raoul Duke til et mismask af en fortæller; på den ene side er han utroværdig, fordi grænserne i hans fortælling ikke er lysende klare, men samtidig er hans også frimodig, når han åbner for en verden af hallucinationer og vrangforestillinger under indflydelse af stoffer. Det er en næsten umulig balancegang, som bedst lader sig gøre på romanens præmis. Det er fortælling, der ikke nødvendigvis har noget egentlig formål, men som skal opleves for sine viltre beskrivelser og kommentering.

Forfatterens frenetiske skrivestil veksler mellem syrede hallucinationer, hvor han forsvinder i sine egne vrangforestillinger, og lange passager af uhyggeligt klarsyn, hvor han kommenterer på landets politiske omstændigheder og samfundsmæssige situation. Raoul Dukes verden er fjern fra min, og selvom jeg var fascineret af hans tilgang til tilværelsen og syn herpå, havde jeg ofte svært ved at hengive mig til hans gradvise vandvid, men samtidig er portrættet af overgangen fra de glade 60’er til 70’ernes tungsindige melankoli mesterligt og mangelfuldt, nøjagtigt som perioden selv.

“Every now and then when your life gets complicated and the weasels start closing in, the only cure is to load up on heinous chemicals and then drive like a bastard from Hollywood to Las Vegas … with the music at top volume and at least a pint of ether.”

Bogen er fuld af ambivalens, der ikke kun afspejler sig i dens strukturelle udformning og i fortællerens troværdighed, men også i form af Thompsons forhold til sit eget land, der på den ene side hylder det frie initiativ og individ og på den anden side tvinger de selv samme i knæ. Thompsons roman bliver derfor ikke kun en skildring af livet på eurofiserende stoffer, men også en kommentering af tilværelsens dobbelthed i landet af muligheder og frihed, hvor den amerikanske drøm er en forhistorisk myte, men som landets indbygger forsat jager med stor opstemthed. Det er en bog, der gjorde mig rundtosset, men som samtidig også blotlage en af Amerikas skyggesider, som strækker sig langt tilbage i fortiden og helt ind i nutiden.

Advertisements

2 thoughts on ““Fear and Loathing in Las Vegas” af Hunter S. Thompson

  1. Ida Thordis

    Åh, dette er en af mine absolut yndlingsbøger. Jeg er så vanvittigt forelsket i Thompsons verdenssyn og levestil, og Fear and Loathing bragte mig så mange intense øjeblikke; både ubehagelige, euforiserende og bizarre, men også humoristiske og fantastiske. Jeg var flad af grin over deres biljagt efter flyet ;-)

    1. Anne Nikoline

      Det er ganske enkelt en finurlig bog fuld af skøre påfald. Jeg nød at læse den, selvom dens euforiserende og bizarre aspekter, som du selv påpeger, også er meget overvældende i længden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s