“I Stålstormen” af Ernst Jünger


“I Stålstormen” (org. titel “In Stahlgewittern”) af Ernst Jünger, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1920) Læst på dansk – originalsproget er tysk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Ernst Jünger lægger med “I Stålstormen” sine erindringer fra første verdenskrig i hænderne på verdens læsere, med langt mindre tysk patriotisme end den han drog i krig med; i midten af tyverne iførte han sig kærligheden til fædrelandet og svor at kæmpe for det, uvidende og blind over for barske virkelighed, der lå bag det romantiserede glansbillede, som fik mange mænd til at slutte sig til krigen. Romanen bestod af hans redigerede dagbogsoptegnelser som tysk soldat ved Vestfronten under første verdenskrig i diverse skyttegraves evige mørke, og tværs igennem Europas landskaber.

Krigslitteratur der baserer sig på faktiske begivenheder, får altid hårene til at rejse sig på mine arme, og “I Stålstormen” er ingen undtagelse; dens nøgterne observationer af begivenhedernes gang under første verdenskrig er skræmmende ærlige; læseren drager sammen med en unge Jünger i krig med en romantisk forestilling om storhed, og i takt med at projektilerne farer forbi de mange soldater, og falder som regn over skyttegravene, falmer den patriotiske forestilling og blæses bort af den tørre vind. Jüngers fortælling er atypisk, fordi den skildre krigen fra en tysk soldats synspunkt, en blind vinkel i verdenslitteraturen, som Jünger formåede at synliggøre i form af sine smukke ord, og som gjorde, at den nu regnes for en af de suverænt fornemmeste skildringer af skyttegravskrig og refleksioner over krigens væsen.

“Den skulle i øvrig følge os gennem hele krigen, denne faren sammen ved enhver pludselig og uventet lyd. Om et tog skramlede forbi, en bog faldt på gulvet, eller der lød et skrig i natten – hjertet stoppede altid et øjeblik ved følelsen af en stor og ukendt fare. Det er vilkårene, når man befinder sig fire år i dødens slagskygge.”

Romanen behandler ikke fiktive begivenheder, men med ord der er ligeså ærlige som smukke; forfatterens mange og lange beskrivelser af krigens altødelæggende omfang på mennesket og landskabet er fængslende fortalt, og billederne bliver klare i form af de mange smukke ord, som Jünger formår at koble på så grusomme hændelser. Selvom bogen er konstrueret omkring forfatterens dagbogsoptegnelser, forfalder beskrivelserne aldrig til sentimentalitet, og distancen til krigen, på trods af at forfatteren befandt sig midt i dem, understreger måden, hvorpå soldaterne måtte tackle situationen — selv længe efter er distancen stadig en gennemtrængende kulde.

Soldaterne lever et muldvarpeliv i et rædselsvækkende kraterlandskab, der er pløjet op af granater, og hvor kammeraterne falder døde om som fluer; tilværelsen i det mudrede ingenmandsland er præget af en uigenkaldelig liglugt, svære lemlæstelser, der får døden til at hænge over dem som den eneste nåde i deres umenneskelige situation. Den verden forfatteren beskrive føles fiktiv, fordi beskrivelserne er så klare og levende, men hvilket de er, fordi de er genkaldelser af en lang række minder, der atter pustes liv.

“Forladtheden og den dybe tavshed, af og til afbrudt af den dumpe lyd fra artilleriet, blev forstærket af det sørgelige indtryk af ødelæggelsen. Sønderrevne tornystre, knækkede geværer, trævler af mundering, indimellem et stykke børnelegetøj som grufuld kontrast, tændsatser, dybe kratere fra eksploderede projektiler, flasker, høstredskaber, lasede bøger, ituslået husgeråd, huller, hvis hemmelighedsfulde mørke dækkede over en kælder, hvor flokke af usædvanlig aktive rotter måske gnavede i ligene af husets ulykkelige beboer, et ferskentræ, der var blevet berøvet sin støttende mur og strakte sine arme ud efter hjælp […] alt dette gennemtrykket af en halvt sammensunken løbegrav og omgivet af en lugt af brand og forrådnelse.”

Jünger var en bemærkelsesværdig soldat; på trods af sin tyske baggrund og kærlighed til fædrelandet, skriver han, at han altid bestræbte sig på at betragte fjenden uden had og værdsætte manden for hans mod og samtidig opsøge ham i kampen for at slå ham ihjel og forventer heller ikke andet af ham. Forfatteren formår ikke alene at fortælle sin historie til verden, men formår at vise den for de læsende øjne; effekten af de gruopvækkende billeder fik mig ti lat krumme tæer og holde mig for øjnene, fordi jeg ikke ønskede at se en brøkdel af de rædsler, som Jünger så nænsomt gengiver.

Den tyske synsvinkel i “I Stålstormen”, tilføjer en ny og hidtil undladt dimension af første verdenskrig, som skaber et langt mere fyldestgørende billede af krigshistoriens inferno, hvorfra stanken og de visuelle rædsler bliver synlig og følbare. Euforien for krigen, som er romanens og Jüngers eget udgangspunkt, gør, at hans syn på krigen før, imens og undervejs bliver forståeligt, selvom begivenhederne er urimelige at skulle anerkende, men som nødvendigvis må blive det i forståelsen af første verdenskrig og de mange dystre begivenheder, der fulgte efter.

5 thoughts on ““I Stålstormen” af Ernst Jünger

  1. Synes virkelig det er en skræmmende bog, Jüngers syn på krigen er simpelthen så vildt specielt, det her med den nye soldat i form af stålhjelmen osv. Det er en bog som jeg er så glad for at have arbejdet med under eksamenerne, fordi den er vildt interessant!

    1. Hov – tilføjelse :D
      Specielt i forhold til den meget mere kendte og læste “Intet nyt fra Vestfronten” af Remarque, der jo selvfølgelig er fra samme “side” (Tyskland) men som maler et helt andet billede i forhold til helteskikkelsen og venskab osv. Virkelig spændende! :D

      1. Det er virkelig en skræmmende bog på mange måder, men det er også en forrygende en af salgsen; jeg nød i hvert i stor stil at læse den, med dens mange makabre detaljer og scenebeskrivelser. “Intet nyt fra Vestfronten” af Remarque har jeg faktisk købt i forlængelse af dette anmeldereksemplar, fordi jeg længe har ville læse den, og fordi jeg tror (og håber på) at den ligesom “I Stålstormen” kan give et mere detaljeret blik på verdenskrigen. Gik det i øvrigt fint med din opgave om selv samme? Spændende lød det i hvert fald…

    1. Tak, kære. Det er virkelig nogle grumme beretninger om krigen, der er at finde i bogen. Det er direkte modbydeligt, men sproget synes jeg, blev et lyspunkt i krigens mørke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.