“Cranford” af Elizabeth Gaskell


“Cranford” af Elizabeth Gaskell, fra forlaget Oxford, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1853).

Livet i den søvndøsige landsby, Cranford, er præget af teselskaber og kvindesladder. Fortalt med en mild ironi og kærlighed humor, fortæller en ung kvinde om Cranford fra en nærliggende by. Fordi hun er udefrakommende kan hun lettere se igennem den illusionære virkelighed, som snobberiet har kastet over byen. Hendes relation til et par af kvinder i byen trækker hende dog ind i et spind af et mandehadsk samfund af enker og pebermøer af det bedre borgerskab. Da flytter kaptajn Brown til byen, og udfordre kvindernes stædig opfattelse med sin naturlige godhed og hjælpsomhed.

“Cranford” af Elizabeth Gaskell er en bemærkelsesværdig roman af flere årsager: først og fremmest er dens struktur plotløs, og består snarere af episoder af komiske dimensioner end en egentlig rød tråd. Episoderne udgør en mosaik af det rolige dagligliv ned i den mindste detalje, og rummer ikke megen ydre spænding med enkelte dramatiske undtagelser i form af en tryllekunstners ankommer til landsbyen, og en forsvunden bror, der pludselig dukker op. I stedet er episoderne præget af dagligdagsdrama.

“A little credulity helps one on through life very smoothly.”

Gaskell viser sit værd som observatør med blikfang for detaljer. Hendes fiktive skildringer tegner et gennemført landsbysamfund, hvor en række kvinder sætter dagsorden hvad angår påklædning og indkøb af perfekte silkekjoler. Selvom kvinderne svælger i hinandens selskab over bundløse kopper med te, er frygten for ægteskab og mænd gennemtrængende hos dem alle, og det gør romanen atypisk og original for sin samtid, samtidig med at forfatteren behandler industrialiseringens påvirkning af tilværelsen, der i dette tilfælde omfatter et indgroet landsbysamfund.

Gaskell allierer sig med romans fortællerstemme i form af en erindringsbog; relativt lidt afsløres om fortælleren selv, der dog gradvist blotter sig selv igennem sine episodiske fortællinger, som romanen skrider frem. Sammen udforsker de traditionerne i et fattigfint miljø, hvor pengene er små hos mange af kvinderne, og tilbagevigen af disse skikke til fordel for fremtidens usikre og banebrydende skrid. Fuld af liv og anekdoter, formår Gaskell at fortælle en opløftende og munter historie om tilværelsens medgang og modgang i et landsbysamfund, hvor reglerne er lige så gamle, som dens indbyggere.

“I’ll not listen to reason… reason always means what someone else has got to say.”

Romanen tager sin spæde skridt med en distanceret fortæller, og begge formår at blomstre med tiden og modnes på samme vis som livet i den søvndøsige landsby. Gaskell fortæller med satirisk humor om en række af hverdagsdramatiske episoder, der henligger landsbyen i lystig sladder og irettesættende moraliseringer kvinderne imellem. På trods af sin korte længde, tog romanen mig alligevel tid at forsvinde ind i, fordi dens tempo er lige så roligt som Cranfords beboer, samtidig med at strukturen er handslingsnedtonet og i stedet en pragtfuld mosaik, der giver genskind i sollyset med sine mange anekdoter. Resultatet er lattermildt og nydelsesværdigt.

Reklamer

“Fear and Loathing in Las Vegas” af Hunter S. Thompson


“Fear and Loathing in Las Vegas” af Hunter S. Thompson, fra forlaget Flamingos, udgivet i 1998 (org. udgivet i 1971).

I sin semibriografiske fortælling om hårde stoffer og endeløse landeveje, begiver den fiktive amerikanske journalist Raoul Duke, i skyggen af Hunter S. Thompson selv, der har til opgave at dække et ørkenmotorcykelløb og narkotikakonference i Las Vegas. Med sig har han sin advokat, der jager den amerikanske drøm. Det bliver en antiklimakstisk rejse, der tegner et brogede portræt af det amerikanske samfund, som udfolder sig i Las Vegas’ lys og liv og skyggefulde og melankolske tomhed.

Thompsons bevidst konfronterende væsen viger aldrig tilbage i forhold til stofferne og provokationerne; hans skildringer er kalejdoskopiske billeder, der hele tiden forandre sig alt efter perspektivet, og som fik det til at svimle med farver for øjnene af mig. Skrivestilen er vulgær og provokerende, men samtidig også nøgtern omend den er subjektiv fortællende; forfatteren giver en stemme til den journalistiske fortællestil, som han blander med forskellige genretyper, og resultatet er hudløst ærligt. Denne oprigtighed afspejler sig i måden, hvorpå bogen emmer af alkohol og berøringen af dens sider gjorde mig euforiseret, som var jeg selv vildfaren i en skyggeverden af stoffer og sprut, samtidig med at den udvasker grænserne mellem fakta og fiktion.

“No sympathy for the devil; keep that in mind. Buy the ticket, take the ride…and if it occasionally gets a little heavier than what you had in mind, well…maybe chalk it off to forced conscious expansion: Tune in, freak out, get beaten.”

Fordi handlingens faktiske virkelighed og fiktive aspekter blandes og udvasker en ellers klar grænse, gør det også Raoul Duke til et mismask af en fortæller; på den ene side er han utroværdig, fordi grænserne i hans fortælling ikke er lysende klare, men samtidig er hans også frimodig, når han åbner for en verden af hallucinationer og vrangforestillinger under indflydelse af stoffer. Det er en næsten umulig balancegang, som bedst lader sig gøre på romanens præmis. Det er fortælling, der ikke nødvendigvis har noget egentlig formål, men som skal opleves for sine viltre beskrivelser og kommentering.

Forfatterens frenetiske skrivestil veksler mellem syrede hallucinationer, hvor han forsvinder i sine egne vrangforestillinger, og lange passager af uhyggeligt klarsyn, hvor han kommenterer på landets politiske omstændigheder og samfundsmæssige situation. Raoul Dukes verden er fjern fra min, og selvom jeg var fascineret af hans tilgang til tilværelsen og syn herpå, havde jeg ofte svært ved at hengive mig til hans gradvise vandvid, men samtidig er portrættet af overgangen fra de glade 60’er til 70’ernes tungsindige melankoli mesterligt og mangelfuldt, nøjagtigt som perioden selv.

“Every now and then when your life gets complicated and the weasels start closing in, the only cure is to load up on heinous chemicals and then drive like a bastard from Hollywood to Las Vegas … with the music at top volume and at least a pint of ether.”

Bogen er fuld af ambivalens, der ikke kun afspejler sig i dens strukturelle udformning og i fortællerens troværdighed, men også i form af Thompsons forhold til sit eget land, der på den ene side hylder det frie initiativ og individ og på den anden side tvinger de selv samme i knæ. Thompsons roman bliver derfor ikke kun en skildring af livet på eurofiserende stoffer, men også en kommentering af tilværelsens dobbelthed i landet af muligheder og frihed, hvor den amerikanske drøm er en forhistorisk myte, men som landets indbygger forsat jager med stor opstemthed. Det er en bog, der gjorde mig rundtosset, men som samtidig også blotlage en af Amerikas skyggesider, som strækker sig langt tilbage i fortiden og helt ind i nutiden.

“Fragile Things” af Neil Gaiman


“Fragile Things” af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow Paperbacks, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2006).

At læse “Fragile Things” er som at begive sig ned af en sti af krogede træer og en susende vind ved nattetid; hvad der er i vente er kun det uforusigelige. Fuld af dystre historier om et mystisk og mørkt cirkus, der forsvinder med natten, hvor harlequindukker spiser menneskehjerter og gargoiler vækkes til live, er dette også en antologi med kritisk læsning i form af en behandling af Susan Pevensie, den eneste af Pevensie-familien, der ikke trådte endegyldigt igennem Narnias nostalgiske porte, men også litterærbeundring i form af en bemærkelsesværdig sag, der på mest beundringsværdige måde, følger i Sherlock Holmes’ fodspor igennem Londons tåge.

Der hersker ingen tvivl om, at Neil Gaiman er en ordtroldmand, hvis skarpe observation og selv de mest saglige og skrøbelige dele af tilværelsen er så ufejlbarligt udarbejdet. Bogens mange beskrivelser grænser sig til det lyriske, og hvert et ord bliver et springbræt til det næste; dens sider tager derfor hurtigt fart i en labyrint af følelser. Effekten af Gaimans simple ord, der alle kaster endnu større skygger af sig, afspejler sig også i enhver af novellerne, hvis simplicitet er overdøvende, men hvor de samtidig synes at rumme noget mere, noget større. Han skrivestil er derfor bedragerisk enkle, fordi det bagvedliggende åbner en helt ny dimension i forståelsen af historier.

“There are so many fragile things, after all. People break so easily, and so do dreams and hearts.”

Gaiman råder ikke kun over fantasifulde fortællinger, men formår også at etablerer sine evner som mesterlig forfatter i novellen, “Other People”, der efterlod mig målløs og med gåsehud; på blot tre sider formår Gaiman at fortælle en ganske simpel fortælling om psykiske og psykologisk smerte, hvor han vender den fuldkommen på hovedet til slut; min egen målløshed gjorde, at jeg ganske enkelt måtte læse historien en gang til, og så endnu en gang til. Denne hårrejsende novelle den antologiske skattekiste over et udsnit af Gaimans forfatterskab, udgør en helt og aldeles uvurderlig perle, som jeg i lang tid vil blive ved med at beundre og anbefale, samt læse med samme forbløffelse.

På simplestevis formår forfatteren af spinde mægtige metaforer om det at vokse op, og det at blive gammel; om livets uundgåligheder og den underliggende mystik, vi alle tryllebindes af, også når er dyster som nattehimlen. Hans ord er velvalgte og fulde af en inderlig magi, der giver mig lyst til at citerer hver eneste sætning; ord om gåpåmod og naturligheden ved at være bange, og hvordan man bedst overkommer den; alt sammen formuleret i et billedesprog om overvindelsen af drager og lignende. Gaimans moralske ord bliver i sig selv et mesterligt eventyr, hvis inderlighed er værd at genfortælle, sådan som han selv påpeger det med velfortalte historier.

“Stories are made up by people who make them up. If they work, they get retold. There’s the magic of it.”

Indholdet af denne antologi er fuld af sælsomme oplevelsee, der er skrevet med ynde og perfektion; den rummer en mørkere side af Gaimans mægtige forfatterskab, et besynderligt aspekt af hans skriveevner, som jeg nød hvert ord af, og er således rig på ord og oplevelser. Det er fortællinger, hvis mørke ikke holdes tilbage af at blive læst under den strålende sol i dagstimerne, og hvis kulde breder sig bedst, når dagen går på hæld. Bogen forsvandt alt for hurtigt mellem mine hænder, sådan som Neil Gaimans bøger så oftest gør det, og den spektakulære oplevelse var over langt før jeg var klar til det, selvom gåsehuden vedblev synlig på min arme længe efter sidste punktum.

Vinderen af lydbogskonkurrencen


Sommeren er et usagt løfte om potentiel læsning; selv tårner mine forventninger til sommerens læsning sig op i en svimlende højde, selvom jeg er fortrøstningsfuld. I forbindelse med sommerferiens kommen, har Bechs Forlag venligst givet en af jer søde læsere muligheden for at tilføje tre yderligere titler til jeres læseliste: Lydbøgerne “Alice I eventyrland” af Lewis Carroll, “Mus og Mænd” af John Steinbeck og “Northanger Abbey” af Jane Austen. Vinden af konkurrencen er fundet ved tilfældig lodtrækning, og vinderen er Irene; en mail er straks blevet sendt af sted, og jeg håber, at bøgerne vil pryde dine sommer dage med ligeså stor fornøjelse, som jeg selv har haft med dem. Et kærligt tak sender jeg til enhver, der har deltaget i konkurrencen.