“Moby Dick” af Herman Melville


“Moby Dick” af Herman Melville, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 1999 (org. udgivet i 1851).

Romanens protagonist, Ishmael, tager hyre på hvalfangerskibet ‘The Peqoud’ for at opleve livet på havet og ryste bylivet af sig; det er et skip, som ledes af den maniske kaptajn Ahab, der har mistet sit ene ben til en mytiskstor hval. Nu, endnu drevet af hævntørst mod den hvide kaskelothval, sejler Ahab og hans besætning tværs over atlanten i søgen efter Moby Dick. Ishmaels fortælling er fuld af fængslende forrykt, og fortæller en langt dybere historie end kampen mellem en mand og en hval; det bliver en dybsindig fortælling om galskab af ideologiserendekarakter, og et opgør med denne, der tilstødes af fortællende-eksperimenter og talrige kapitler om hvalers anatomi.

Dette er en fortælling fuld af digressioner, der underminerer den egentlig handling, og får den til at drukne i bølgerne fra et hav af sidespring og pludselig indfaldsvinkler. Herman Melville har med “Moby Dick” skabt en uhyre vanskelig fortælling, der både er svær at tolke på, men også at læse; bogens præmis er håndgribeligt, men på grund af sine mange digressioner, omlægger handlingen konstant kurs og sejler mod fjerne have i et viltre eller monotomt tempo; der er ingen middelvej. Der er ikke kun plottet, der forsvinder undervejs, det samme gør fortællerstemmen, der til tider ikke lader høre fra sig i mange kapitler; bogen er sommetider skrevet fra Ishmaels synspunkt, andre gange med en lektionsstemme i form af sine opslaglignende-kapitler om hvaler, og slutteligt favner bogen en tredjepersonsfortæller, der sætter punktum for denne evige klassiker.

“It is not down on any map; true places never are.”

Bogens præmis har jeg altid fundet tiltalende og dragende; den næsten legendariske fortælling om en forskruet kaptajn, der ønsker at hævne sig på den kæmpemæssig hvid hval, men sagen er den, at udførelsen af dens præmis altid gør mig søsyg; det er ikke første gang, at jeg læser Melvilles tunge klassiker, og selvom min forståelse af bogen altid udvides, så er læseoplevelsen stemningsmæssigt altid den samme; jeg kan ikke lide “Moby Dick”, og det smerter mig at skulle indrømme, fordi den er så vigtig en perle i litteraturhistoriens skattekiste, for slet ikke at tale om den stemme, den har været med til at etablere den amerikansk litteratur og give den en stemme.

Det er alt det andet i “Moby Dick”, som gør Melvilles klassiker til en oplevelse og en udfordring at læse; for “Moby Dick” er en bog, der kræver tålmodighed af sin læser, for Melville ville det hele, uden at ville helheden eller det formfuldt afrundede værk. Melville blander genrer i ét væk, og meget af bogen minder næsten om et opslagsværk med hvaler som fokus, samt et skuespil med regibemærkninger og sand. Jeg har aldrig oplevet noget lignende; uanset hvor jeg kiggede hen fandt jeg en underspillet humor og en konstant bagvedliggende absurditet, og jeg både grinte og græmmede mig.

“There are certain queer times and occasions in this strange mixed affair we call life when a man takes this whole universe for a vast practical joke, though the wit thereof he but dimly discerns, and more than suspects that the joke is at nobody’s expense but his own.”

Kaptajn Ahabs hævntogt mod den hvide hval har mytiske dimensioner, og slutsspurten er altid den mest fornøjelige af hele romanen; kursen sættes ind på den hvide hval, Ahabs galskab tager gradvist til, og pludselig kulminerer det hele i store og opslugende bølger. Kaptajnen har altid været en af de mest interessante litterære karakterer i min optik; hans figur er først og fremmest formet i billedet af de centrale diskurser, der understøttede og forenede datidens Amerika; en nation der bærer præg af en rodløshed, der figurativt ses ved kaptajnens forestilling om at kunne skabe mening ved at stifte orden i vildnisset i troen på individets en muliggørelse af frihed og uafhængighed, som den amerikanske kultur er kendt for. Melvilles optik om den amerikanske myte er dog dybtgående og forbløffende klarsynet, når han folder sig ud med sine flerfarvet ord.

Melville fortæller nuanceret om det menneskelige sind og det mørke, der kan hvile deri, og selvom jeg ofte og hurtigt mistede pusten med den tunge bog, har den også meget at byde på; den blander stilarter, genrer og temaer i ét værk, i sin søgen efter sin egen individualitet. Udfaldet er broget og meget subjektiv, og fik det til at veje tungt på min læber. Bogen er fuld af skinnende og smukke øjeblikke, men drukner hurtigt i en indforstået hvalsnak med maritime diskurs, som gjorde, at jeg som læser følte mig en ekskluderet mellem besætningens mandskab, og det var ikke noget, en genlæsning på de blågrønne bølger og mange sider ændrede meget på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.