“The Canterbury Tales” af Geoffrey Chaucer


“The Canterbury Tales” af Geoffrey Chaucer, fra forlaget Penguin, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1390).

En række brogede pilgrimme samles på en kro på vej til Canterbury, og skiftevis fortæller historier i en konkurrence. Historierne varierer mellem et hav af tematikker såsom høvisk kærlighed, forræderi og griskhed, men har menneskets natur, fejl og mangler som overordnede ramme, samtidig er det også en vekslen mellem genre, der inkluderer fabler, prædiken og grove humoristiske fortællinger. Imens nogle fortællinger er alvorlige, er andre langt mere satiriske og direkte komiske, og det skaber rammerne for en lang aften i historiefortællingens tegn.

Canterbury fortællingerne er ikke alene et virvar af historier og fortællinger, men udgaven fra Penguin formår at indfange og fastholde bogens flygtigheder i nænsomme deltajer, der er en evig fryd for øjet. At se de enkelte historiefortællere gengiver på bogens omslag komplimenterer dens indhold, samtidig med at teksturens grovhed afspejler en fjern tid, noget der skaber en gennemgående sammenhæng, som gør, at bogens indhold rækker ud over sine sider og favnede mig som læser.

“People can die of mere imagination.”

Geoffrey Chaucers rammefortællinger er en perle i den britiske litteraturs skattekiste, som har inspireret et væld af forfattere op igennem tiderne og frem til i dag, noget som jeg finder særligt dragende. Fortællingernes længde er lige så variererende som de er af indhold, hvor flere trækker i langdrag, er andre ovre før de dårligt nok er begyndt. Den første fortælling i rækken er lang og endeløs, og sproget bærer præg af sin sammentids yndefulde formuleringer, men som i moderne sammenhæng ofte var tunge og tidstagende at komme igennem, selvom dens elegance fik mig til at sukke. Det hændte dog også, at mine suk blev afløst af en irriterende knurren over flere af historiernes længde og langtrukkethed, som mest af alt føltes som at være faret vild i en tåge af ligegyldigheder. Heldigvis blev de fleste af disse tilfælde hurtigt opfyldt af spændende tiltag, der atter fik mig til at sukke, denne gang tilgivende og overbærerne.

Handlingens sagte tempo efterlod sig dog dybe spor i min læsning, og selvom jeg ofte bestræbte mig på at være tålerendt og tålmodig, så kan jeg ikke sige det fri for at have påvirket helheden af min læsning. Rammefortællinger, ligesom novelle- og digtsamlinger, er skønne ved, at man som læser kan ligge dem fra sig efter et fragment af fortællingen er læst, og vende tilbage til den samme historie, men et nyt sted. Chaucer legendariske historier krævede et afbræk og et pusterum, og tog derfor en rum tid at læse, selvom min beundring for bogen er vedblivende og bestandig, for uanset dens mangler og fejl, så er det et værk af yderste litterære vigtighed.

“In the good old days, in the time of blessed King Arthur, this island was filled with spirits. It was a magical land. The queen of the fairies danced over green mead and meadow, with all her elves and pixies in attendance. That was what people believed, in any case. It must have been hundreds of years ago, by my reckoning. Now we live in the modern world. We no longer see fairies. Do you know why? They have been chased away by monks and friars who are forever purifying and sanctifying the different parts of the country.”

Hver historie indledes af en prolog til den pågældende fortæller, og jeg fandt særligt kvindernes vulgære og sjofle beretninger underholdende, da det ligeledes bidrager med en anden dimension romanen såvel som til kvinden. Flere af fortællingerne trækker dybe rødder til antikke myter, som gjorde, at jeg ikke altid kunne strække mig til så langt forståelsesmæssigt, som bogen ønskede det af mig, omend jeg gerne ville det. Af samme grund var det noget, der prægede min læsning, selvom jeg er kendt med en lang række af græske og romerske myter.

Fortællingerne er lige så broget som de, der fortæller dem; flere af dem opslugte mig fuldkomment, og efterlod ekkoer af grin på min læber, imens andre fik øjnene til at klø af træthed, når de tunge ord begyndte at vugge mit blik i søvn. Det er anden gang, at jeg hengiver mig til bogen, der gradvist har vundet indpas i mit hjerte, der rækker ud over min ærefrygt for bogens storhed. Det er en bog, der forsvinder fra mine tanker, i det jeg læser det sidste punktum, men som jeg alligevel vender tilbage til, fordi dens kyniske humor og moralsk løftede pegefinger er alt overdøvende og evigt overraskende.

Reklamer

2 thoughts on ““The Canterbury Tales” af Geoffrey Chaucer

    1. Anne Nikoline

      Tak fine, det synes jeg også selv. Det skal forestille de pilgrimme samlet rundt om kroens bord, hvor de udveksler deres historie. Det er ret fint.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s