“Whenever you read a good book, somewhere in the world a door opens to allow in more light.”


Maj måned har været fuld af solskin og glade mennesker, alt imens jeg selv har siddet indenfor, travl beskæftiget med en eksamensopgave i postkolonial litteratur, som jeg netop satte punktum for i går. Selvom meget af min måned er gået foran computerskærmen, har jeg alligevel fundet søgte solskinstunder i græsset med bøger langt fra pensum. Maj var også måneden, hvor jeg mødte forfatter, Donna Tartt, der gjorde, at jeg søgte mod København, og forvildede mig ind i bogforretninger med tårnhøje hylder, fulde af alskens vidundere. Ugen efter gjorde udforskede jeg Aarhus’ litterære indkøbsmuligheder, og blev et par bøger rigere, og selvom mine bogindkøb har været få, har mine indkøb været præget af længselsfulde blik i de udvalgte bøgers retning; bøger jeg længe har ville forevige i min samling, og som nu er blevet det.

Selvom eksaminerne forsat af mange, kribler det i fingerne efter at tage hver og en af de nyelig erhvervede bøger ned, og fordybe mig i dens saglige ro, og på nuværende tidspunkt, bedst som vi sætter punktum for måneden, har jeg allerede læst tre af de i alt otte bøger, som jeg har købt mig. Min begejstring vil ingen ende tage. Hvordan balancerer i mellem jeres bogindkøb i forhold til at få dem læst? Og har I købt bøger denne måned, som I ikke kan vente med at læse? Måske endda nogle af de samme, som jeg har købt i den forgangende måned?

“Moby Dick” af Herman Melville


“Moby Dick” af Herman Melville, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 1999 (org. udgivet i 1851).

Romanens protagonist, Ishmael, tager hyre på hvalfangerskibet ‘The Peqoud’ for at opleve livet på havet og ryste bylivet af sig; det er et skip, som ledes af den maniske kaptajn Ahab, der har mistet sit ene ben til en mytiskstor hval. Nu, endnu drevet af hævntørst mod den hvide kaskelothval, sejler Ahab og hans besætning tværs over atlanten i søgen efter Moby Dick. Ishmaels fortælling er fuld af fængslende forrykt, og fortæller en langt dybere historie end kampen mellem en mand og en hval; det bliver en dybsindig fortælling om galskab af ideologiserendekarakter, og et opgør med denne, der tilstødes af fortællende-eksperimenter og talrige kapitler om hvalers anatomi.

Dette er en fortælling fuld af digressioner, der underminerer den egentlig handling, og får den til at drukne i bølgerne fra et hav af sidespring og pludselig indfaldsvinkler. Herman Melville har med “Moby Dick” skabt en uhyre vanskelig fortælling, der både er svær at tolke på, men også at læse; bogens præmis er håndgribeligt, men på grund af sine mange digressioner, omlægger handlingen konstant kurs og sejler mod fjerne have i et viltre eller monotomt tempo; der er ingen middelvej. Der er ikke kun plottet, der forsvinder undervejs, det samme gør fortællerstemmen, der til tider ikke lader høre fra sig i mange kapitler; bogen er sommetider skrevet fra Ishmaels synspunkt, andre gange med en lektionsstemme i form af sine opslaglignende-kapitler om hvaler, og slutteligt favner bogen en tredjepersonsfortæller, der sætter punktum for denne evige klassiker.

“It is not down on any map; true places never are.”

Bogens præmis har jeg altid fundet tiltalende og dragende; den næsten legendariske fortælling om en forskruet kaptajn, der ønsker at hævne sig på den kæmpemæssig hvid hval, men sagen er den, at udførelsen af dens præmis altid gør mig søsyg; det er ikke første gang, at jeg læser Melvilles tunge klassiker, og selvom min forståelse af bogen altid udvides, så er læseoplevelsen stemningsmæssigt altid den samme; jeg kan ikke lide “Moby Dick”, og det smerter mig at skulle indrømme, fordi den er så vigtig en perle i litteraturhistoriens skattekiste, for slet ikke at tale om den stemme, den har været med til at etablere den amerikansk litteratur og give den en stemme.

Det er alt det andet i “Moby Dick”, som gør Melvilles klassiker til en oplevelse og en udfordring at læse; for “Moby Dick” er en bog, der kræver tålmodighed af sin læser, for Melville ville det hele, uden at ville helheden eller det formfuldt afrundede værk. Melville blander genrer i ét væk, og meget af bogen minder næsten om et opslagsværk med hvaler som fokus, samt et skuespil med regibemærkninger og sand. Jeg har aldrig oplevet noget lignende; uanset hvor jeg kiggede hen fandt jeg en underspillet humor og en konstant bagvedliggende absurditet, og jeg både grinte og græmmede mig.

“There are certain queer times and occasions in this strange mixed affair we call life when a man takes this whole universe for a vast practical joke, though the wit thereof he but dimly discerns, and more than suspects that the joke is at nobody’s expense but his own.”

Kaptajn Ahabs hævntogt mod den hvide hval har mytiske dimensioner, og slutsspurten er altid den mest fornøjelige af hele romanen; kursen sættes ind på den hvide hval, Ahabs galskab tager gradvist til, og pludselig kulminerer det hele i store og opslugende bølger. Kaptajnen har altid været en af de mest interessante litterære karakterer i min optik; hans figur er først og fremmest formet i billedet af de centrale diskurser, der understøttede og forenede datidens Amerika; en nation der bærer præg af en rodløshed, der figurativt ses ved kaptajnens forestilling om at kunne skabe mening ved at stifte orden i vildnisset i troen på individets en muliggørelse af frihed og uafhængighed, som den amerikanske kultur er kendt for. Melvilles optik om den amerikanske myte er dog dybtgående og forbløffende klarsynet, når han folder sig ud med sine flerfarvet ord.

Melville fortæller nuanceret om det menneskelige sind og det mørke, der kan hvile deri, og selvom jeg ofte og hurtigt mistede pusten med den tunge bog, har den også meget at byde på; den blander stilarter, genrer og temaer i ét værk, i sin søgen efter sin egen individualitet. Udfaldet er broget og meget subjektiv, og fik det til at veje tungt på min læber. Bogen er fuld af skinnende og smukke øjeblikke, men drukner hurtigt i en indforstået hvalsnak med maritime diskurs, som gjorde, at jeg som læser følte mig en ekskluderet mellem besætningens mandskab, og det var ikke noget, en genlæsning på de blågrønne bølger og mange sider ændrede meget på.

“Vejene” af Jack Kerouac


“Vejene” (org. titel “On the Road”) af Jack Kerouac, fra forlaget Rosinante&co, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1957) Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

At være beat er at være slået ud; en underliggende følelse af at rejse sig efter en årrække præget af krig og krise, og som lagde navn til en hel generation i 1950ernes Amerika; en generation, der udgjorde det spirende ungdomsoprør, som satte spørgsmålstegn ved den politiske dagsorden i Amerika, og Jack Kerouac var en blandt mange; med sin autobiografi udfolder han det amerikanske landskab og går på opdagelse i sig selv og sit land. I en litterær rus på tre uger, nedskrev han det oprindelige manuskript, der blev afvist lige så hurtigt, som det blev skrevet. Nu, mange år efter sin revision, med tilføjede pseudonymer til bogens karakterer, er læsningen af det oprindelige manuskrip en anden.

Handlingen er simpel; den funderer i den samme fascination af den amerikanske drøm, som meget anden amerikansk litteratur bygger på, en drøm der funkler på den fjerne nattehimmel, hvis glimt virker inde for rækkevidde, som kunne man række ud efter det og røre det. Hvor det første udgivet udkast kan læses mere fiktivt med underliggende toner af en bagvedliggende autobiografi, er denne, det oprindelige manuskript, udelukket autobiografisk i sin mangel på korrektur og struktur; det er en en ærlig og oprigtig fortælling af sand karakter, der tog mig igennem et virvar af følelser på godt og ondt.

”Men dengang hoppede de bare ned ad gaden som gummibolde, og jeg sjoskede bagefter, sådan som jeg har gjort hele mit liv efter mennesker, der interesserer mig, for de eneste, der siger mig noget, er dem, der er skøre, dem der er skøre efter at leve, skøre efter at snakke, skøre efter at blive frelst, og som vil have det hele på én gang, dem der aldrig gaber eller siger noget banalt, men som brænder, og brænder og brænder som fantastiske gule romerske lys, der eksploderer som edderkopper ud over stjernerne, og inde i midten kan man se det blå lys eksplodere og alle mennesker siger: – Åhh!”

Jack Kerouac gjorde sig med denne roman sig til sin tids fortaler for de unge og eksistentielt søgende amerikanere, der efter mange år med krig og krise og den illusoriske amerikanske drøm i baghovedet, havde svært ved at finde sig til rette i det amerikanske landskab. Med en rastløshed i krop og sind, fortæller “Vejene” om Kerouacs rejse tværs gennem det støvede land i jagten på roen, en rejse der tager ham til enhver afkrog af Amerika, og som involverer en række ansigtsløse skikkelser, hvor de fleste passerer forbi i forbifarten på de store landeveje. Disse veje er både velsignet og forbandet, og gør, at den unge hovedperson drøner forbi livet i søgen efter det; den evige jagt grænser sig til tider til det kedsommelige og uforanderlige, selvom jeg bliver mere og mere overbevidst om, at netop er pointen.

Skrivestil er præget af sin egen rodløshed og spontanitet, som var en evig balancegang for mine læselystne øjne; første gang jeg gav mig i kast med bogen, havde jeg svært ved at give mig hen til dens struktur, imens jeg nu, på baggrund af mit kendskab til beatgenerationen i langt højere grad nød den flyvske og ufuldendte skrivemåde; for den er langt fra perfekt, men den er perfekt inden for egne rammer. Kerouac skriver tilpas rodet, og fylder sider med én og samme linje, kun afbrudt af et sideskifte, og stilen bugter sig igennem det amerikanske landskab i en bevidsthedsstrøm. Modstykket til denne rastløse skrivemåde, er den poetiske side, som pryder siderne med smukke ord og sproglige glansbilleder, der med den næsten korrekturløse stil gjorde, at jeg blev fortryllet, fjern og forført igen, og rejsen bevægede sig i mit hjerte og balancerede på kanten af kedsomhedens evige monotome følelse.

”Jeg havde ingenting bag mig, alt foran mig, sådan som det altid er på vejene.”

Der er stor forskel på at læse den redigeret udgave, eller det oprindelige manuskript, som min anmeldelse baserer sig på, og jeg har læst begge; det oprindelige manus er en endeløs tekst, en strøm af ord uden kapitler, afsnit og sparsom tegnsætning, der dog alligevel besidder noget forherligende, der sprænger rammerne for sproget og for læseoplevelsen. Jeg synes derfor, at man skal gøre sig nogle overvejelser inden, man beslutter sig for at læse det oprindelige manuskript, fordi det netop er så bevidst uredigeret og tungt at læse, men som samtidig også tillader et langt større indblik i forfatterens liv, hvor den klassiske og reviderede roman kun tillader et hurtigt smugkig.

Forfatterinterview med Marcus Sedgwick

© Kate Christer

Hvordan begyndte at skrive, og hvilken del af det nyder du mest?
Jeg begyndte, fordi jeg ikke ikke kunne begynde. Så simpelt er det! Jeg elsker så mange ting ved at være forfatter; lige fra at rejse, researching, at møde andre forfatter, til at se din bog blive publiseret, måske endda verden over, men mest af alt elsker jeg den spænding og frihed fra når du udvikler på en ny idé.

Hvilket aspekt af en roman vil du mene er vigtigtst: handlingen, persongalleriet eller omgivelserne?
Alle tre er vigtige. Du må nødvendigvis få alle tre til at fungerer godt sammen og indbyrdes for at få bogen til at fungerer. Måske ligger din styrke i en af de tre, og din svaghed i de andre aspekter — derfor har jeg læst at være nøje omkring mine svagheder, når jeg planlægger en idé. For mig er omgivelserne eller et sted en vigtig generator for idéer — og handling og persongalleri udspringer fra et sted. Men ikke altid — der er ingen faste regler herfor.

Hvilken af dine bøger fandt du mest vanskelig at skrive og hvorfor?
Jeg har haft adskillige problemer med mine bøger — en af dem ville være den, du selv nævner nedenfor, “Blood Red Snow White”. Da jeg færdigskrev første udkast, var jeg meget utilfreds med det. Jeg besluttede at smide 80.000 ord ud og starte forfra, hvilket var en meget smertefuld beslutning at tage, men også det værd i det lange løb, tror jeg. Problemet var, at jeg faldt i en fælde, hvor jeg skulle have anticiperet: det at skrive en ‘sand historie’ om en andens liv kan nemt ende ud i en fiktiv biografi — hvilket jeg gjorde i mit første udkast. En roman bør fungerer på anden vis, mener jeg.

Selv nød jeg virkelig at læse “Blood Read Snow White”. Da du skrev det, var det da Arthur Ransome eller Rusland på det givne tidspunkt, der interesserede dig?
For at følge i sporet af mit tidligere svar, må jeg sige, at det var begge. Jeg elskede Ransomes bøger som barn, og da jeg fandt ud af, at han levede et fantastisk dobbelt liv i Rusland under revolutionen, var det simpelhen for god en historie til ikke blive fortalt. Men jeg har altid været fascineret af den russiske revolution, så jeg tror, at det var en kombination af de to, jeg fandt så spændende at arbejde med.

Din “Midwinterblood” er har for nyligt vundet Printz Award 2014. Hvor var du, da du fik nyheden herom?
Jeg var i en taxa klokken seks en mørk morgen i Kuala Lumpur. Jeg havde jetlag og var meget bekymret for at telefonopkaldet med nyheden var noget, jeg havde drømt. Heldigvis viste det sig at nyheden var sand.

Hvordan tror du, at bøger kan ændre verden?
Bøger rummer idéer. Idéer er langt mere magtfulde end våben, fordi de har en kraft, der er deres helt egen. Lige så snart en idé at blevet levenliggjort i ens tanker, kan den med lethed sprede sig til andres. Dette er, hvordan folk, har startet en radikal kæde af begivenheder, der sidenhen ændrede verden. Tænk bare på hvor Ghandi forandret Indien i kraft af ord og fredelige gerninger alene.

Hvad venter dig nu?
Mere skrivning — en roman skulle gerne tage form på et tidspunkt i år, og en hel del rejsning for at promovere mine bøger. Men det er ikke noget, der generer mig — at rejse er en af de fineste ting ved at være forfatter.