Fødselsdagskonkurrence


Forleden flydte Windblown Pages et år, en begivenhed og vigtig milepæl i mit femårig forløb som blogger, der har beriget mig med nogle af de bedste læseoplevelser og bekendskaber med andre bloggere og samarbejdspartnere. For at fejre bloggen føler jeg, at jeg også bør fejre jer læsere, fordi i udgør så vigtig en del af det at blogge og boganmelde. Derfor har jeg i samarbejde med forlaget Rosinante&Co, vil jeg give jer chancen for vinde en af mine yndlinsbøger. Bogen er Fjodor Dostojevskijs klassiske mesterværk “Forbrydelse og Straf”, og den åbnede i sandhed mine øjne for russisk litteratur, som jeg har knuselsket lige siden. Dens handling lyder som følger:

“Rodion Raskolnikov er en fattig student. I en blanding af fortvielse, overmod og kedsomhed beslutter han sig for at skaffe penge ved at myrde en pantelåner, som ingen alligevel bryder sig om. Men spørgsmålet er, om han kan slippe af sted med forbrydelsen. Og om hans samvittighed kan bære at have begået et mord? Forbrydelse og Straf er Fjodor Dostojevskij mesterlige skildring af forbrudelsens natur. Det er en medrivende kriminalroman og en dybdeborende portræt af den menneskelige bevidsthed og moral.”

For at deltage i konkurrencen skal I blot skrive en kommentar til dette indlæg og fortælle, om en bog, der har en ganske særlig plads i jeres hjerte, sådan som “Forbrydelse og Straf” har det hos mig. Husk at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 1/5, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder på bloggen, samt kontakter vinderen på mail. Endnu en gang af hjertet tak, fordi I læser med.

Reklamer

Dewey’s Read-a-Thon


På lørdag er det tredje gang, at jeg deltager, og glæden er stadig lige så stor, som den var første gang jeg deltog i Dewey’s Read-a-Thon. 24 timers læsning kan virke hovedpinefremkaldende og trættende, men selvom det er et døgn, der gradvist gør øjenlågene tunge, og overanstrengte, så er det også magiske timer, hvor hundredevis af læsere over hele kloden forsvinder ned i alskens bøger, drikker te i massevis med fiktive skikkelser og fare vild i litterære titler i et virvar af hektiske timer. Selvom døgnet tager udgangspunkt i hver enkle læsers egne præferencer, så handler døgnet også om læsefælleskab på kryds og tværs af valgte titler og verdensdele. Diverse socialemedier vil blive et samlingspunkt for de deltagende, og vil ihærdigt blive opdateret om fremgang og tiltagende træthed, og det er en evig fryd at få lov til at samles om noget, man elsker.

Når klokken bliver 14, vil jeg sammen med Rikke synkronlæse Anne Brontës “Agnes Grey”, en bog vi begge før har læst, og sammen vil vende tilbage til med dens ynde og finhed. Bagefter vil jeg synke ned i F. Scott Fitzgeralds forunderlige, samlede noveller, der tålmodigt har samlet støv på hylden, og hvor denne litterære begivenhed giver perfekt lejlighed til at ændre derpå. Til mit første readathon i april, læste jeg 1585 sider, imens jeg i oktober vendte 2050 læste sider. I år håber jeg på en fin mellemting, da min læsning sidste gang simpelthen var så overvældende at det gik ud over læsningen. Ligesom jeg tidligere har gjort, vil jeg på lørdag oprette et opdateringsindlæg her på bloggen, hvor I kan følge mit læsedøgn minutiøst. Jeg håber naturligvis, at vi læses ved!

Planlægger I også at læse lørdagen bort med Dewey’s Read-a-Thon? I så fald, hvad håber I på, at få læst i den forbindelse, og hvordan holder I jer vågen til det?

“100 års ensomhed” af Gabriel Garcí­a Márquez

“100 års ensomhed” (org. titel “Cien años de soledad”) af Gabriel Garcí­a Márquez,, fra forlaget Rosinante, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1967) Læst på dansk – originalsproget er spansk.

I den fiktive landsby, Macondo, følger handlingen familien Buendía på godt og ondt, når de udfolder sig på tilværelsens tragikomiske scene. Selvom slægens uundgåelige skæbner langsomt tager form, er udfaldene mangfoldige, farvige og fantastiske, selvom de alle er determineret af tidens evige tikken. Macondo er en by, hvorfra en broget skare af mennesker og personligheder spire under den strålende sol; lidenskabelige kvinder og eventyrlystne mænd, pjaltede sigøjnere og hvileløse ånder. Med lukkede øjne drages byens mænd mod slægtens kvinder samtidig med, at udefrakommende tiltag langsomt trænger ind i byen, og trækker den med sig ned i afgrunden.

Gabriel Garcí­a Márquez er en vigtig forfatter af mange grunde, men særligt fordi han var med til at etablere magisk realisme som genre. Magisk realisme er en spidsfindig genre, der hverken er eventyr, fantasy eller fantastisk litteratur, fuld af drager og trolddom, men hvor grænserne alligevel er flydende og svære at tydeliggøre. Det er en genre, der blander elementer fra andre genre som realismen og det fantastiske, for således at rumme elementer af det hele. Det magisk realistiske i “100 Års Ensomhed” afspejler sig i sin elysiske leg med tiden som begreb, der spire fra tanken om den iboende ensomhed i menneskets sind og skæbne.

“Han havde oplevet døden, men han var vendt tilbage, fordi han ikke kunne udstå ensomheden.”

Magiske realisme er en genre, som jeg endnu har til gode at lade mig opsluge af. “100 Års Ensom” ændrede heller ikke på den lidt flade fornemmelse, sådan som slægsromaner ofte lader mig tilbage med, noget der måske skyldes romanens beskæftigelse med en række slægtsled, som jeg sjældent føler, at jeg kommer til at kende, og det gjorde også, at den magiske realisme blegnede. I dette tilfælde skyldes det måske det, at mange af personerne deler navne med hinanden, og derfor bliver endnu svære at genkende i vrimlen af fiktive ansigter, selvom sproget er både indtagende og flydende i sine vældige beskrivelser; på nethinden blomstre farverige og fortryllende billeder af landsbyens idylliske omgivelser, sigøjnernes eksotiske tilværelse og det sorte uvejr i horisonten, der langsomt drev mod byen med stor hast. Eksempelvis har Colonel Aureliano Buendia med sytten kvinder, sytten sønner, der alle hedder Aureliano. Landsbyen, Macondo, bliver også en fremtrædende og mærkbar karakter i sig selv, da også den rummer en begrænset levetid og en grundlæggende ensomhed.

Handlingen er fuld af drømme logik, bemærkelsesværdige hendelser, som der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved. Dette ses eksempelvis ved, at et tvillingpar menes at have byttet identitet, men ingen i byen er sikre, og det er tvillinger heller ikke selv, en pige stiger til vejrs og flyder mod himlen, og en mand lever langt længere end han burde. Handlingen forsvinder ind i en drømmelignende tilstand, hvor alt kan lade sig gøre inden for rimlighedens og realismens grænser; det bryder med virkelighedens grænser og tillod mig at træde ind i mellemlandet mellem søvn og den vågne tilstand, hvor selv de mest underfulde ting fremstår ganske naturlige. At begive sig rundt i denne drømmeagtige tilstand, var både forvirrende og forunderlig, nøjagtigt som en drøm.

Hun havde for længe siden forstået omfanget af sit hovmod, men hun kunne ikke se hvordan hun skalle afhjælpe det, for jo mere hun tænkte på mulige læsninger jo mindre fornuftige forekom de hende.”

Romanen, der er konstrueret som en drøm, er mangelful såvel som mageløs i selv samme; den gør det utænkelige muligt, og skubber grænserne ned i samme afgrund, som handlingen sidenhen også styrter ned i. Ligesom med drømme, er det derfor vanskeligt at skelne mellem fantasi og virkelighed, som uden forårsagede den rundtossethed, som gjorde mig svimmel, da jeg lukkede bogen, og som samtidig gjorde det svært at nyde bogens fulde potentiale. Gabriel Garcí­a Márquez har med “100 Års Ensomhed” ikke kun indskrevet sig i verdenslitteraturen, men også formået at skabe en måde, hvorpå læsningen skal opleves igennem sensuelle sansninger af tilværelsens ulidelighed på grænselandet mellem drøm og virkelighed.

“The Princess Bride” af William Goldman


“The Princess Bride” af William Goldman, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1973).

Dette er et eventyr om en prinsesses tab af sin elskede, hendes kidnapning af en lejesoldat og hans håndlangere, hvordan hun lod sig redde af en pirat, og tvunget til at indgå ægteskab med prins Humperdinck, for sidenhen at blive reddet af de selv samme soldater, som tidligere kidnappede hende. Det er et satirisk eventyr om mandsmod og en skønjomfru i nød, som i sig selv er en fortælling inden i en fortælling; eventyret om prinsesse Buttercup er en fortælling om Goldman selv og om en bog, hans far læste højt for ham som barn, og som han nu forsøger at overtale sin egen søn til at læse. Da det ikke lader sig lykkes, omskriver Goldman “The Princess Bride” med dens kernehistorie.

William Goldman nedbryder mesterligt muren mellem fantasi og virkelighed med sin endeløse fantasi og fabelagtige ord; hans udgangspunkt er sig selv og begivenheder fra sit eget liv, som han væver sammen med skøre påfund, sludder og vrøvl i form af en historiske med eventyrlige træk. Historiens rammer er velkendte og genkendelige, og alligevel formår Goldman at satirisere dem på sådan vis, at eventyret bliver helt hans eget. Han skaber en ornamenteret rammefortælling, hvor han iscenesætter sit eget navn i den som en fiktiv karakter sideløbende med evetyret, hvis opgave er at videregive en allerede skrevet historie. Det lyder ligeså forvirrende, som det er finurligt, men romanens metafiktive kompleksitet udlægges uhyre simpelt ved at veksle mellem Goldmans fortælling af “The Princess Bride” og handlingen i selv samme.

“Her heart was a secret garden and the walls were very high.”

Goldmans fortælling bliver usigeligt smuk, fordi han ikke alene evner at fortælle en god historie, men også hvordan en god historie har indvirkning på barndommen, der formes af ord og højtlæsning. Kernehistorien bærer derfor præg af afbrydelser og henkastede sidebemærkninger, sådan som det ofte gør sig gældende for højtlæste historier, der atter understreger romanens metafiktive niveau. Selvom Wesley er en storsindet staldknægt, Buttercup en smuk prinsesse og spanieren Inigos komiske hævngerrighed, så er det Goldmans fiktionalisering af sig selv, som er den mest elskværdige karakter i bogen, fordi han hylder en stribe af tematikker, der udspringer af bøger og højtlæsning. Selvom kapitlerne om Goldman udgør en væsentlig bestanddel af romanen, kan disse med lethed springes over, til fordel for kernehistorien alene, selvom det ville betyde, at forfatterens hyldest til læsningen og de skrevne ords magi ville gå tabt.

Kernehistorien der emmer af eventyr og dettes typiske træk i form kongeriger, prinser og prinsesser, såvel som kæmper, pirater og farefulde færd. Selvom disse udgør rammerne for fortællingen, er handlingen langt fra forudsigelig; tempoet er hjertebankende højt, og læserens latter skaber genklang i ordenes udformning, der bærer præg af satirisering af det klassiske eventyr om skønjomfruer i nød, og hvordan de redes af en prins, der blandes med Goldmans egne skøre påfund som den hævnsyge spanier, og den mumlende og næsten uforståelige præst, der snakker som den er lang. “Mawwiage. Mawwiage is what bwings us togethew today. Mawwiage, that bwessed awwangement, that dweam within a dweam. And wove, twue wove, wiww fowwow you fowevah and evah…” Ende til anden er et vidunderligt roderi af kaos og morskab.

“Do I love you? My God, if your love were a grain of sand, mine would be a universe of beaches.”

“The Princess Bride” har i mange år været en af mine absolutte yndlingshistorier, og for hver gang jeg har hengivet mig til Goldmans viltre fantasi, er min kærlighed til den vokset; det er en romanen af en gennemtrængende kompleksitet, der omhandler noget så simpelt som historiefortællingens udøvende kræfter, som formår at indhylle læseren i et magisk univers, som gør, at virkeligheden falder i baggrunden og viskes bort for en tid. Skrivestilen afspejler sig ved at veksle mellem det komplekse og simple, og det efterlader romanen med en storslået gennemførthed, som man kun kan beundre Goldman for. Den balancere yndefuldt mellem et traditionelt eventyr og komisk satire af selv samme. Dette er en roman, som jeg har læst mange gange, og som jeg vil læse mange gange fremover.