“100 års ensomhed” af Gabriel Garcí­a Márquez

“100 års ensomhed” (org. titel “Cien años de soledad”) af Gabriel Garcí­a Márquez,, fra forlaget Rosinante, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1967) Læst på dansk – originalsproget er spansk.

I den fiktive landsby, Macondo, følger handlingen familien Buendía på godt og ondt, når de udfolder sig på tilværelsens tragikomiske scene. Selvom slægens uundgåelige skæbner langsomt tager form, er udfaldene mangfoldige, farvige og fantastiske, selvom de alle er determineret af tidens evige tikken. Macondo er en by, hvorfra en broget skare af mennesker og personligheder spire under den strålende sol; lidenskabelige kvinder og eventyrlystne mænd, pjaltede sigøjnere og hvileløse ånder. Med lukkede øjne drages byens mænd mod slægtens kvinder samtidig med, at udefrakommende tiltag langsomt trænger ind i byen, og trækker den med sig ned i afgrunden.

Gabriel Garcí­a Márquez er en vigtig forfatter af mange grunde, men særligt fordi han var med til at etablere magisk realisme som genre. Magisk realisme er en spidsfindig genre, der hverken er eventyr, fantasy eller fantastisk litteratur, fuld af drager og trolddom, men hvor grænserne alligevel er flydende og svære at tydeliggøre. Det er en genre, der blander elementer fra andre genre som realismen og det fantastiske, for således at rumme elementer af det hele. Det magisk realistiske i “100 Års Ensomhed” afspejler sig i sin elysiske leg med tiden som begreb, der spire fra tanken om den iboende ensomhed i menneskets sind og skæbne.

“Han havde oplevet døden, men han var vendt tilbage, fordi han ikke kunne udstå ensomheden.”

Magiske realisme er en genre, som jeg endnu har til gode at lade mig opsluge af. “100 Års Ensom” ændrede heller ikke på den lidt flade fornemmelse, sådan som slægsromaner ofte lader mig tilbage med, noget der måske skyldes romanens beskæftigelse med en række slægtsled, som jeg sjældent føler, at jeg kommer til at kende, og det gjorde også, at den magiske realisme blegnede. I dette tilfælde skyldes det måske det, at mange af personerne deler navne med hinanden, og derfor bliver endnu svære at genkende i vrimlen af fiktive ansigter, selvom sproget er både indtagende og flydende i sine vældige beskrivelser; på nethinden blomstre farverige og fortryllende billeder af landsbyens idylliske omgivelser, sigøjnernes eksotiske tilværelse og det sorte uvejr i horisonten, der langsomt drev mod byen med stor hast. Eksempelvis har Colonel Aureliano Buendia med sytten kvinder, sytten sønner, der alle hedder Aureliano. Landsbyen, Macondo, bliver også en fremtrædende og mærkbar karakter i sig selv, da også den rummer en begrænset levetid og en grundlæggende ensomhed.

Handlingen er fuld af drømme logik, bemærkelsesværdige hendelser, som der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved. Dette ses eksempelvis ved, at et tvillingpar menes at have byttet identitet, men ingen i byen er sikre, og det er tvillinger heller ikke selv, en pige stiger til vejrs og flyder mod himlen, og en mand lever langt længere end han burde. Handlingen forsvinder ind i en drømmelignende tilstand, hvor alt kan lade sig gøre inden for rimlighedens og realismens grænser; det bryder med virkelighedens grænser og tillod mig at træde ind i mellemlandet mellem søvn og den vågne tilstand, hvor selv de mest underfulde ting fremstår ganske naturlige. At begive sig rundt i denne drømmeagtige tilstand, var både forvirrende og forunderlig, nøjagtigt som en drøm.

Hun havde for længe siden forstået omfanget af sit hovmod, men hun kunne ikke se hvordan hun skalle afhjælpe det, for jo mere hun tænkte på mulige læsninger jo mindre fornuftige forekom de hende.”

Romanen, der er konstrueret som en drøm, er mangelful såvel som mageløs i selv samme; den gør det utænkelige muligt, og skubber grænserne ned i samme afgrund, som handlingen sidenhen også styrter ned i. Ligesom med drømme, er det derfor vanskeligt at skelne mellem fantasi og virkelighed, som uden forårsagede den rundtossethed, som gjorde mig svimmel, da jeg lukkede bogen, og som samtidig gjorde det svært at nyde bogens fulde potentiale. Gabriel Garcí­a Márquez har med “100 Års Ensomhed” ikke kun indskrevet sig i verdenslitteraturen, men også formået at skabe en måde, hvorpå læsningen skal opleves igennem sensuelle sansninger af tilværelsens ulidelighed på grænselandet mellem drøm og virkelighed.

4 thoughts on ““100 års ensomhed” af Gabriel Garcí­a Márquez

  1. Hvad synes du om slutningen? Nu er det længe siden jeg har læst denne roman, men selve bogen synes jeg er fantastisk, men slutningen var virkelig skuffende. Dog er den helt klart anbefalelsesværdig. :)

    1. Den forekom mig en smule brat, men jeg kunne nu godt lide den allersidste sætning i romanen. Mest fordi den relatere sig til dens titel. Jeg synes også, at den er værd at læse, selvom den udentvivl ikke er for alle.

  2. Åh, det er sådan en god bog, selvom jeg nok elsker “Kærlighed i koleraens tid” lidt højere. Márquez var sådan en enestående historiefortæller, og hvor ville jeg dog ønske, han stadig var iblandt os.

    1. Du har så evigt ret; det er synd, at han ikke længere er i bladt os. Jeg glæder mig dog meget til at dykke dybere ned i hans forfatterskab, særligt med hans roman “Kærlighed i koleraens tid”, som du også nævner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.