“The Princess Bride” af William Goldman


“The Princess Bride” af William Goldman, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1973).

Dette er et eventyr om en prinsesses tab af sin elskede, hendes kidnapning af en lejesoldat og hans håndlangere, hvordan hun lod sig redde af en pirat, og tvunget til at indgå ægteskab med prins Humperdinck, for sidenhen at blive reddet af de selv samme soldater, som tidligere kidnappede hende. Det er et satirisk eventyr om mandsmod og en skønjomfru i nød, som i sig selv er en fortælling inden i en fortælling; eventyret om prinsesse Buttercup er en fortælling om Goldman selv og om en bog, hans far læste højt for ham som barn, og som han nu forsøger at overtale sin egen søn til at læse. Da det ikke lader sig lykkes, omskriver Goldman “The Princess Bride” med dens kernehistorie.

William Goldman nedbryder mesterligt muren mellem fantasi og virkelighed med sin endeløse fantasi og fabelagtige ord; hans udgangspunkt er sig selv og begivenheder fra sit eget liv, som han væver sammen med skøre påfund, sludder og vrøvl i form af en historiske med eventyrlige træk. Historiens rammer er velkendte og genkendelige, og alligevel formår Goldman at satirisere dem på sådan vis, at eventyret bliver helt hans eget. Han skaber en ornamenteret rammefortælling, hvor han iscenesætter sit eget navn i den som en fiktiv karakter sideløbende med evetyret, hvis opgave er at videregive en allerede skrevet historie. Det lyder ligeså forvirrende, som det er finurligt, men romanens metafiktive kompleksitet udlægges uhyre simpelt ved at veksle mellem Goldmans fortælling af “The Princess Bride” og handlingen i selv samme.

“Her heart was a secret garden and the walls were very high.”

Goldmans fortælling bliver usigeligt smuk, fordi han ikke alene evner at fortælle en god historie, men også hvordan en god historie har indvirkning på barndommen, der formes af ord og højtlæsning. Kernehistorien bærer derfor præg af afbrydelser og henkastede sidebemærkninger, sådan som det ofte gør sig gældende for højtlæste historier, der atter understreger romanens metafiktive niveau. Selvom Wesley er en storsindet staldknægt, Buttercup en smuk prinsesse og spanieren Inigos komiske hævngerrighed, så er det Goldmans fiktionalisering af sig selv, som er den mest elskværdige karakter i bogen, fordi han hylder en stribe af tematikker, der udspringer af bøger og højtlæsning. Selvom kapitlerne om Goldman udgør en væsentlig bestanddel af romanen, kan disse med lethed springes over, til fordel for kernehistorien alene, selvom det ville betyde, at forfatterens hyldest til læsningen og de skrevne ords magi ville gå tabt.

Kernehistorien der emmer af eventyr og dettes typiske træk i form kongeriger, prinser og prinsesser, såvel som kæmper, pirater og farefulde færd. Selvom disse udgør rammerne for fortællingen, er handlingen langt fra forudsigelig; tempoet er hjertebankende højt, og læserens latter skaber genklang i ordenes udformning, der bærer præg af satirisering af det klassiske eventyr om skønjomfruer i nød, og hvordan de redes af en prins, der blandes med Goldmans egne skøre påfund som den hævnsyge spanier, og den mumlende og næsten uforståelige præst, der snakker som den er lang. “Mawwiage. Mawwiage is what bwings us togethew today. Mawwiage, that bwessed awwangement, that dweam within a dweam. And wove, twue wove, wiww fowwow you fowevah and evah…” Ende til anden er et vidunderligt roderi af kaos og morskab.

“Do I love you? My God, if your love were a grain of sand, mine would be a universe of beaches.”

“The Princess Bride” har i mange år været en af mine absolutte yndlingshistorier, og for hver gang jeg har hengivet mig til Goldmans viltre fantasi, er min kærlighed til den vokset; det er en romanen af en gennemtrængende kompleksitet, der omhandler noget så simpelt som historiefortællingens udøvende kræfter, som formår at indhylle læseren i et magisk univers, som gør, at virkeligheden falder i baggrunden og viskes bort for en tid. Skrivestilen afspejler sig ved at veksle mellem det komplekse og simple, og det efterlader romanen med en storslået gennemførthed, som man kun kan beundre Goldman for. Den balancere yndefuldt mellem et traditionelt eventyr og komisk satire af selv samme. Dette er en roman, som jeg har læst mange gange, og som jeg vil læse mange gange fremover.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s