“The Secret History” af Donna Tartt


“The Secret History” af Donna Tartt, fra forlaget Penguin, udgivet i 1993 (org. udgivet i 1992).

Da Richard Papen kommer ind i en elitær og lukket kreds af græskstuderende på et universitet i Vermont, ændres hans liv radikalt på måder, som han ikke kunne have forestillet sig; gruppen ledes af en mystisk lærer, der dyrker de den klassiske græske kultur og begynder at føre studierne over på virkeligheden i dionysiske orgier. Et gammelt ritual bringes brutalt til live med fatale konsekvenser for en af gruppens medlemmer, som bliver offer for den hemmelige historie og et koldblodigt mord på selv samme, og langsomt begynder gruppen at gå i opløsning.

Donna Tartt har med sin “The Secret History” skabt en mesterlig fortælling om en række grufuldheder, hvor den ene leder til den næste, der bliver ledt af idealiserende overbevisninger om skønhed og levevis; et glansbillede, der brister. Romanen er en balancegang mellem et akademisk refleksion og et mordermysterie, som sammenkædes med ynde og lethed i form af Tartts velovervejede ord, der pryder hver en side; Tartt er omhyggelig med sine beskrivelser, som hun nøjsomeligt vækker til live med sine ord igennem sin protagonist, Richard Papen. Richard er en sublim fortællerstemme, der hele tiden er mærkbar i romanen, selvom jeg ikke altid fandt hans person mærkbar; selvom handlingen er hans subjektive udlægning, så er jeg ikke sikker på, at jeg rigtig kender Richard Papen, selvom han blotlage sin verden for mine øjne.

“I suppose at one time in my life I might have had any number of stories, but now there is no other. This is the only story I will ever be able to tell.”

Handlingen begynder, hvor et liv ender; igennem mordet på et af gruppens medlemmer, frisætter Richard Papen for første gang sin og sine venners fortælling, som en tungsindig byrde, der falder fra hans skuldre, da gruppens gerninger slippes fri fra hans læbers fængsel. Herfra vendes der tilbage til længe før det sortnede for hans øjne, hvor forfatterens fremstilling af det akademiske liv er dragende og betagende; takket være mit studium i litteraturvidenskab, kunne jeg med ubesværet bevæge mig i de mange abstrakte go filosofiske tankegangen, der har rødder i den græske antik, og af samme årsag var det let for mig at give mig hen til bogens akademiske præmis. Romanen hæver sig derfor til et niveau, der langt overgår den forudsigelige krimi, og den gennemskuelige ungdomsroman. I stedet skaber forfatteren et psykologisk drama med en sådan udførlighed, at det grænser sig til en mareridtagtige uvirkelighed, der langt fra er fantasi.

Romanen udforsker menneskets evige ønske om tilhørsforhold igennem sin fiktive universitetsstuderende, hvor den lille gruppe balancerer på kanten af fine fornemmelser og arrogance, afskåret fra den resterende verden, og på en måde, der dog alligevel er tiltalende, fordi deres verden er så isoleret; her råder ældgamle tankegange, og fortidige livsanskuelser, som gør, at gruppen bliver offer for en enerådig melankoli, der gradvis tynger dem ned i en bundløs afgrund af evig mørke. Selvom gruppen er determineret af sine medlemmers intellekt og arrogance, er de ikke dårlige mennesker — heller ikke, da mordet på et af gruppens medlemmer indtræder; sammentømret forsøger de at bevare gruppen og dens sociale funktion, noget de klynger sig til, som gjaldt det liv og død, på så ekstremvis, at de ser sig nødsaget til at eliminere et medlem.

“Some things are too terrible to grasp at once. Other things – naked, sputtering, indelible in their horror – are too terrible to really grasp ever at all.It is only later, in solitude, in memory that the realization dawns: when the ashes are cold; when the mourners have departed; when one looks around and finds oneself – quite to one’s surprise – in an entirely different world.”

Imens mordet danner fundamentet for Tartts roman, er det efterdønningerne, der bærer den; i håbet om en forløsning for den skyldige gruppe, fastholdt handlingen mig på kanten af spændingen og adskillige gisp undslap mine læber, som bevarede min koncentration til allersidste punktum, hvor jeg blev efterladt med en følelse ambivalent følelse af at være fyldt til bristepunktet og samtidig fuldkommen tom. Tartt har skrevet en fremragende roman, som fortæller en fantastisk sørgelig historie, som udforsker og udfordre satiriskfremstillede stereotyper i et social-konstrueret drama, der henledes på diskussionen om antikkens idealer om ære, retfærdighed og skønhed i moderne tid.

“The Secret History” er en roman, som jeg vil ønske, at jeg kunne læse for første gang endnu en gang. Det er en ubønhørlig fortælling, af den salgs vanskeligeheder, der er svære at redegøre for, uden at blotlægge handlingen; den fyldt til bristepunktet med sving og drejninger og en gennemtrængende sørgmodighed, der hele tiden synker dybere og dybere ind i menneskets koldeste og mest ensomme afkrog, hvor det dømmes til at forblive for tid og evighed. Det er en bog, hvor cigaretrøgen indhylder siderne i en tåge, og hvor alkohollen og de hårde stoffer sløre ordene og får dem til at danse på nethinden under den evigt skyldige nattehimmel, der perfekt afspejler Richard og hans gruppes indre mørke med glimt af håb og drømme i form af de funklende stjerne.

Reklamer

4 thoughts on ““The Secret History” af Donna Tartt

  1. cinderellllla

    Jeg er så glad for, du har læst den fantastiske bog og nydt den. Man kan jo næsten ikke andet. <3 Åh, Donna Tartt er SÅ dygtig.

    Og ps, henrivende billeder!

    1. Anne Nikoline

      Ih, tak skal du have, fine! Jeg er simpelthen også så glad for, at du anbefalte mig bogen.Den skal uden tvivl genlæses mange gange i fremtiden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s