“Mumitroldene og tilværelsens gåde” af Jukka Laajarinne


“Mumitroldene og tilværelsens gåde” (org. titel “Muumit ja olemisen arvoitus”) af Jukka Laajarinne, fra forlaget Alfa, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk – originalsproget er finsk.

I sin bog om Mumidalens liv og glade dage, har Jukka Laajarinne fulgt en række underliggende eksistentiastiske spor, som afdækker enhver krog af Tove Janssons højelskede børnebøger, der udspiller sig i den nostalgiske Mumidal. Selvom tilværelsen i dalen er præget af solbeskinnede dage, er tilværelsen for ethvert tænkende væsen ikke problemfrit; også mumitrolde, hemuler og hatifnatter kæmper med tilværelses grundlæggende spørgsmål, noget Laajarinne underbygger med inddragelse af en række teoretikere, herunder Kierkegaard, Sartre og Heidegger.

Ligesom Disney er det for mange, var Mumitroldene også en væsentlig bestanddel af min opvækst, og derfor sukkede jeg længselsfuldt efter at læse Jukka Laajarinnes teoretisere et så nostalgisk element fra min opvækst, noget han gør nænsomt, uden at magien bortfalder. Tove Janssons ikoniske bøger rækker i højere grad ud mod ældre læsere på grund af sine mørke og dystre tematikker, såvel som eksistentielle spørgsmål, som er vage skygger i den ellers hjertevarme tv-serie om de nostalgiske væsner.

“Verden er som Troldkalens hat, hvorfra hvad som helst kan komme op.”

Jukka Laajarinnes egen begejstring for Mumitroldene er hele bogen igennem mærkbar, og når han tager udgangspunkt i Tove Janssons egne betegnelse, kryb, i omtalen af mumierne såvel som mennesker, bliver hans behandling af en så fintfølende nostalgi troværdig og respektfuld. Med Janssons værker i den ene hånd, og aliteret med værker af Heidegger, Kierkegaard, Sartre og Camus i den anden, klarlægger han en stribe af eksistentielle og angstprovokerende valg, som vi alle står over for, og som ikke er en undtagelse for kryb. Laajarinnes filosofiske betragtninger er skarpsindige og indsigtsgivende, og tilføjer en helt ny kompleks demension til Mumidalens simplicitet.

Laajarinne har dog udtalt, at han søgte at skrive bogen så forståelig, at den kunne læses af alle, noget han utvivlsomt som formåede. Spørgmålet derimod er, om den er forstålig for alle; min egen forforståelse var sikret i forlængelse af mit studie, hvor jeg har beskæftiget mig med en lang række tekster af både Heidegger, Kierkegaard og andre af de teoretikere, som Laajarinne har væbnet sig med. Dog forestiller jeg mig, at læsningen vil blive udfordret, hvis ikke læseren er på forkant med de anvendte filosofer, selvom Laajarinne oprigtigt søger at simplificere enhver teoretisk tanke fra fortidens gemmer.

“Som børn var vi klar over, at vi næsten intet vidste om verden. Vi forstod ikke de voksnes snak, vi var måske bange for mørket, og hver dag fandt vi noget nyt og vidunderligt. Barndommen var fuld af eventyr. Men for rejsende til Kongens overraskelsesfest sker det ofte, som det også gjorde for Mumifar, Jokseren, Frederiksen og Mymlens datter: vi vænner os til overraskelserne og bliver upåvirket af de underligheder vi vandrer i blandt. Mange ikke kun vænner sig til det, men glemmer ligefrem, hvor underlig verden er. Vi begynder at tro, at den er pålidelig, velkendt og indlysende.”

Foruden den bagvedliggende nostalgi, er bogen udsmykket med flere af Tove Janssons egne tegninger af mumierne, som forsøder oplevelsen yderligere, imens tekst afsnit indikeres med Mumifars hat. Min begejstring for bogen var så uventet, at jeg bladrede den igennem på ganske få timer uden behovet for et afbræk, og min eneste beklagelse er, at jeg gerne ville have mere; jeg savnede en opsummerende afrunding på bogen overordnet, frem for en konklusion på kapitlet alene, omend det var af særlig vigtighed. Det sagt, var det eventyrligt at vokse sammen med mumitroldene; min forståelse af den ellers så simple verden, som Jansson skabte nænsomt er i højeste grad undervurderet.

“Mumitroldene og tilværelsens gåde” vandt ikke bare plads i min efterhånden omfattende samling af bøger, men også i mit hjerte blandt mine yndlings; Laajarinne har så mange fine og vigtige betragtninger, at jeg oprigtigt tvivler på, at jeg fik dem alle med i første omgang, og bogen er derfor for mig selvskrevet til utallige genlægninger, såvel som en yndig påmindelse om, at selv i fiktionens verden, kan eksistentielle problematikker ikke indgås, og det er uanset om man er mennesket eller mumitrold.

Reklamer

4 thoughts on ““Mumitroldene og tilværelsens gåde” af Jukka Laajarinne

  1. cinderellllla

    Den lyder simpelthen så fin! Jeg så godt, du havde anbefalet mig den på Goodreads, og jeg vil bestemt få den bestilt hjem fra biblioteket! Virkelig interessant læsning :)

    1. Anne Nikoline

      Den er virkelig fin – især med sine mange illustrationer! Jeg vil se frem til din vurdering af bogen, og du skal selvfølgelig være velkommen til at låne min, hvis det er.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s