Om børnelitteratur


Det startede hverken med “War and Peace” af Leo Tolstoj eller “Les Misérables” af Victor Hugo, det startede et helt andet sted, det startede som så mange nostalgiske begivenheder har gjort det siden tidernes morgen. Det startede med “Der var engang…”; en evig sød melodi i mine ører, der får spændingen til at sitre i kroppen på mig på samme måde, som den gjorde det for så længe siden, da jeg var langt yngre. Selvom eventyr og folkeviser er genrer, der frembringer lyksalige smil på læberne, er det også svært ansete genrer, der får mange voksne, uudannede såvel som akademikere, til at rynke på næsen ved lyden af disse sagnomspundne historier om magiske bønner, der vokser sig helt op i himlen, prinsesser i nød og hengemte pandekagehuse. Som litteraturstuderende bevæger jeg mig endeløst mellem tidsløse fortællingere, men aldrig i børneafdelingen, som om det ikke er rigtig litteratur. At hævde sådan, er for mig det samme som at sige, at børn ikke er rigtige mennesker; nok er børnelitteratur ofte reviderede historier om voksentematikker, der søger at gå i øjenhøjde med det yngre publikum, sådan som det er tilfældet med “Tusind og én Nats Eventyr”, som oprindelig er fortællinger for voksne om lyster og begær, der sidenhen er ladet et magisk slør falde over sig, så fortællingerne er blevet mere orienteret mod det eventyrlige, fordi børn har andre behov end voksne — også hvad andgår litteratur!

Mange af de historier, som er blevet tidsløse klassikere, har dybe rødder i gamle eventyr, myter og folkeviser, fordi enhver idé udspringer fra en anden. Jane Austens “Pride and Prejudice” ligner i høj historien om Askepot; en pige af lav social stand møder en mand af høj stand til et bal, komplikationer opstår og sidenhen får de hinanden. Ganske vist går Austens en række omveje før den lykkelige slutning sætter det sidste punktum i romanen, men det ændrer ikke på, at historiens grundtræk i høj grad ligner Askepots, der er blevet genfortalt så mange gange igennem så mange år og kulturer, at dens ophav ikke kendes. Da jeg først læste romanen forstod ikke dens satiriske rammer, men jeg knuselskede den alligevel, måske fordi jeg ubevidst allerede kendt historien fra eventyrene, der blev mig fortalt i min barndom; sidenhen er min kærlighed til både Austen og hendes roman vokset i takt med at jeg selv er det, fordi min forståelse er det, fordi jeg som voksen kan se bogens flersidighed.“Fairy tales are more than true: not because they tell us that dragons exist, but because they tell us that dragons can be beaten,” har Neil Gaiman sagt.

I dag læser jeg børnelitteratur af flere grunde, først og fremmest fordi det vækker en nostalgisk følelse fra mit inderste hjertekammer, som spreder sig ud i hver en fiber af min krop, og fylder mig med en lysende glæde, men jeg læser også børnelitteratur, fordi jeg kan se det enorme potentiale i dem, og det enorme tidsmæssige tæppe, som litteratur sidenhen har indhyllet sig i. Børnelitteratur er for mig vigtig, fordi det, som Neil Gaiman så smukt siger det i ovenstående citat, fordi det ikke nødvendigvis handler om drager og feers eksistens, men at forhindringer kan overvindes, og at der altid er hjælp at finde, og det er vigtige budskaber, som ikke kun er en kærlig påmindelse for børn, men i ligeså høj grad — hvis ikke mere — for voksne. Børnelitteratur er ikke mindre værd som litteratur, fordi den søger et yngre publikum; den behandler langt hen ad vejen de samme tematikker, som voksenlitteraturen gør, men den gør det gradvist og nænsomt.

Børnelitteratur er en hybid størrelse, fordi den som genre behandler tungsindige emner, der i samme grad henvender sig voksne som til børn, men som ofte fortælles igennem en eventyrsverden med overnaturligheder eller talende dyrelignende skikkelser, som er noget, der findes med børn, en konklusion jeg finder en smule forhastet. Tove Janssons bøger om Mumitroldene er velansete børnebøger, selvom de i højgrad handler om eksistentialisme og filosofiske betragtninger på lige fod med Kierkegaard, Satre og Heidegger, som ikke er noget et letsindig emne eller lettilgængelig tænkere for børn at skulle forstå eller forholde sig til. Bøgerne om Mumitroldene rækker derfor for mig længere ud end i den kategoriserende placering som børnelitteratur, som de har fået. Børnelitteratur skal ikke undervurderes, alene fordi det henvender sig til yngre læsere eller anvender andre elementer i sit forsøg på at formidle væsentlige og vigtige budskaber. I min barndom red jeg på hesteryg med Pippi Langstrømpe, vandrede Hundredmeterskoven tynd med den gule plys-bjørn, af hjertet kunne jeg en perlerække af både H.C. Andersens og Brødrene Grimms mange eventyrer udenad; noget jeg vedligeholder og værner om, fordi er den mest værdifulde del af min litteræreskattekiste.

Hvordan har I det med børnelitteratur; er det noget, der er forbeholdt jeres opvækst, eller har det forgrenet sig ind i jeres voksenliv, og af hvilken årsag tror I?

Reklamer

4 thoughts on “Om børnelitteratur

  1. Piskeriset

    Der er bestemt stadig plads til børnelitteratur hos mig – ikke mindst fordi en del børnelitteratur sagtens kan (og bør?) læses af voksne. De bøger, du viser i indlægget, er fine eksempler på sådanne bøger, ligesom Astrid Lindgrens bøger og Harry Potter-bøgerne også rummer så mange fine og eviggyldige pointer, at voksne bør læse dem, hvis de ikke allerede gjorde det som børn.

    Jeg har i øvrigt tænkt mig at genlæse Narnia-bøgerne til december – og muligvis Harry Potter-bøgerne til næste år :-)

    Hav en god weekend!

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Anne Nikoline

      Du har så ret i, at der er en perlerække af børnebøger, der i høj grad bør læses af voksne. Jeg har også svært ved at se HArry Potter som en børnebog, da den har så alvorlige og seriøse virkelighedkomponent, der ligger i skyggen af hvert et ord. Bøgerne jo ikke bare om tryllerier, sjov og ballade, men om mishandling, det at føle sig forkert eller udenfor og sågar livstruende sygdomme med fordomme i form af Lupin!

      Det lyder som en god plan at genlæse Narnia-bøgerne. Det er så gode bøger! De rummer jo også forskellige perspektiver, alt efter øjnene der læser, og bøgerne kan jo læses utroligt religiøst.

      God weekend til dig også!

  2. Ann-Kristine

    Jeg har det på samme måde – jeg læser det for nostalgiens skyld. Jeg er i gang med at læse Mary Poppins bøgerne, da jeg kun læste den første da jeg var yngre (min mor har en version med billeder fra filmen i). Det er hyggeligt at læse børnebøger som voksen- også dem man ikke læste som barn. En af bøgerne på mit sengebord er Matilda af Roald Dahl, som jeg aldrig har fået læst, så det glæder jeg mig til :)
    God weekend.

    1. Anne Nikoline

      Mary Poppins er også sådanne dejlige bøger – det ville være synd og skam at skulle lægge dem langt væk alene af den grund, at man ikke længere er barn. ‘Mathilda’ kan du godt glæde dig til, hvis du kan lide god, klassisk børnelitteratur – den er formidabel!

      God weekend til dig også, og god læselyst!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s