“The Dud Avocado” af Elaine Dundy


“The Dud Avocado” af Elaine Dundy, fra forlaget Virago, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1958).

Den unge amerikanske Sally Jay Gorce søger med udstrakte arme at omfavne hele verden i ét favntag; det fører hende til Paris og Spanien i 1950’erne i et forsøg på at erobre byen på godt og ondt. Som aspirerende skuespillerinde, er det at slå igennem i skuespillerbranchen ikke uden problemer, som hun troede, og hendes egen naivitet leder hende i armene på en række elskere og vilde fester fra solopgang til solnedgang. Alt sammen med et spinkelt håb om, at det kan frigøre hende fra den tidsbegrænsning, der konstant tynger hendes unge hjerte, men i stedet komplicere hendes længsel efter frihed.

Edith Wharton og Henry James skrev begge om en ung piges rejse til udlandet fra en udefrakommende vinkel med afstand til begivenhederne. Elaine Dundy, derimod, skriver om hvordan dannelsesrejsen føltes og forholdte sig med protagonistens egne ord og på nært hold. “The Dud Avocado” adskiller sig derfor på mange måder fra tidligere klassiske dannelsesromaner som “The Custom of the Country” og “Daisy Miller” ved sin struktur, der starter ud med at ligne en eventyrfortælling om en piges søgen efter at finde sig selv i en kaotisk verden, men som i stedet ender ud realistisk og satirisk. Vejen til dannelse er brolagt med forhindringer i form af protagonistens egen naivitet; Sally Jay Gorce ønsker at svælge i champagnebobler og elskere, noget der på overfladen virker usammensat, men som viser sig at komplicere hendes liv yderligere.

“The world is wide, wide, wide, and I am young, young, young, and we’re all going to live forever!”

Sally Jay Gorce er en simpel hovedperson, der ufrivilligt komplicerer sin egen tilværelse, på grund af sin unge alder, som hun forsøger at søde med romantiske forestillinger om et liv i Paris. Hun er på intet tidspunkt ubegavet, selvom hendes overbevisninger om en simpel tilværelse i romantikkens hovedstad forhindre hende i at se sin tilværelse i et klare lys. Hendes opfattelse er ikke ar rokke med, og hun forsøger sit ypperste for at gøre dem virkelige, selvom hun må sande sit glansbilledes falskhed, som en skrøbelig sæbeboble, der nødvendigvis brister mellem sine hænder.

Noget, der derimod forekommer langt klar i mine erindringer, er Elaine Dundys gradvise udlægning af Paris’ gader, som er både overbevisende og detaljerede. Selvom Sally ændre kurs et utal af gange i løbet af bogen, så er Paris uforanderlig og bestandig i sin udformning og struktur; gaderne forbliver de samme hele vejen igennem, selvom der hele tiden udspiller sig forskellige begivenheder i dem og en endeløs række af mennesker slentre igennem dem i forskelligt tempo og i forskellige retninger. Atmosfæren er, ligesom beskrivelserne af byen, afbilledet med stor troværdighed og overbevisning, som vælter ud mellem siderne, og indhyllede mig i sin stemning.

“The vehemence of my moral indignation surprised me. Was I beginning to have standards and principles, and, oh dear, scruples? What were they, and what would I do with them, and how much were they going to get in my way?”

Sallys rejse til Paris udvides sidenhen til Spanien, hvor hendes kamp for at finde sig selv forsætter i andre omgivelser, der ikke havde samme stærke virkning på mig; hvor Frankrig lage sig for mine fødder i al sin pragt, forekom Spanien mig en smule forhastet, som også leder til bogens hurtige slutning, der ikke var overraskende, da hele romanen har satiriske undertoner i forhold til dannelsesromaner. Satiren afspejler sig også i dialogerne, der er vittige og skarpe såvel som realistiske, og resulterede ofte i, at et grin undslap mine læber, eller jeg rystede smilende på hovedet over Sallys skarpe tunge. Selvom jeg sjældent forstod hendes drastiske og dramatiske beslutninger, fulgte jeg lystigt med, og lukkede øjnene for hendes valg, når ligegyldigheden i dem meldte sig; de fører til en masse sving ned af sidegader, der ofte ender blindt, og hvor den videre handling virker besværet af de mange unødvendige blindgyder.

Rejsen til Paris bliver en lang omvej i et tidsløst portræt af en kvindes beslutning om at leve livet, en rejse der bugter sig igennem Paris’ gader og historie, som blotlægges for de læsende øjne som et kort, der gradvist udfoldes. Dog er det ikke en roman, der efterlod noget større indtryk på mig hvad andgår handling og karakterer, selvom dens rammer er letgenkaldelige. Romanens udlægning virker næsten som et pseudonym for forfatterens eget memoir, som også afspejler den rodede struktur, da minder netop er ufuldkomne hvad andgår struktur; de afspejler livet, og livet er ofte rodet, men det er også en struktur, som sjældent klæder en roman.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.