“Autobiography” af Morrissey


“Autobiography” af Morrissey, fra forlaget Penguin, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2013).

Steven Patrick Morrissey, der er medstifter af den britiske rockgruppe, The Smiths, har på 457 tætskrevne sider og uden kapitelinddeling, dokumenteret sin tilværelse lige fra gaderne og stræderne i Manchester, hvor han voksede op, og gradvist opdagede musikken sideløbende med at en tiltagende dysterhed satte sine spidsfindig fingre i ham. Det er en detaljeret fortælling om en historie, der er forsat, og som ikke ender med bogens sidste punktum, men i stedet tillader læseren at træde ind i en kompleks mands verdensanskuelse med udsyn fra scenekanten, der er omringet af skrigende fans, der strækker sig til enden af evigheden på samme måde som hans bitterhed.

Biografier forekommer mig altid svære at anmelde, mest af alt når den, som indholdet afspejler, selv har skrevet bogen; at vurdere et andet menneskets liv virker på mange måder urimeligt, selvom holdningerne til bogens litterære aspekter ikke er færre af den grund. Morrisseys selvbiografi er udgivet hos det anerkendte forlag Penguin i serien, “Pengiun Classics”, der ellers er kendt for kun at indeholde storklassikere skrevet af forlængst afdøde forfattere, et projekt der afspejler Morrisseys person, der er gjort af et paradoksalt og myteskabende stof, samtidig med at forlaget tog omdiskuteret chance i beslutningen om at udgive bogen som en klassiker, længere før den har set dagens lys.

“I shake like a ship in a storm. It is a fact that even warming moments overwhelm me with despair, and this is why I am I.”

Morrisseys selvbigrafi er et småpræsentiøs oplæg, der ikke rigtig styrer i nogen konkret retning, men som alligevel er en musisk tidsrejse igennem hans liv og karriere, såvel som hans tanker og følelsesliv. Bogens første del omhandler hans opvækst og karrieretiltag i form af stiftelsen af The Smiths, som er smukt skrevet med velovervejede ord, alt imens anden halvdel virker mangelfuld, som om Morrissey har opbrugt sit ordforråd i forrige del. Samtidig er forfatterens pointer noget nær identiske og repeterende, og som afspejler manglende redigering såvel som en manglende akademisk baggrund hos Morrissey; alligevel er jeg ambivalent herom, da disse mangler netop afspejler hans person, og som netop er formålet med den biografiske genre. Morrisseys kompleksitet afspejler sig også i bogens underliggende humor, der snor sig igennem hans beretninger, på trods af at han ellers er en bitter mand fuld af foragt for verden.

Beskrivelserne af opvæksten i et trøstesløst Manchester i tresserne og halvfjerdserne får gaderne og stræderne til at synes klare, og Morrissey formår virkelig at tage tingene i et roligt tempo, for at lade sin barndomsverden opsluge læseren helt; i løbet af et par sider forsvandt jeg fra min lænestol, og slentrede ned af støvede gader af Morrisseys barndom. Hans beskrivelser er poetisk dvælende og konkrete på en harmonisk og autentisk måde. Morrissey udtalte en gang, at alt det, som er værd at vide om ham, er at finde i hans sangtekster, og efter at have læst hans autobiografi forstår jeg endelig fuldt ud, hvad han mener; der er så meget af hans person i sangteksterne, både hvad andgår ideologier, holdninger og synspunkter såvel som dybe fragmenterede følelser fra hans inderste verdenskrog, noget der bliver en ækvilibrisme mellem at skræmme og beundre.

“It was probably nothing but it felt like the world.”

Bogens struktur minder på mange måder om det menneskelige sind; tankerne flyder hæmningsløst og rodet, og ofte afbryder Morrissey sin egen fortælling med indskudte anekdoter og sidebemærkerninger, før han afslutter sin egentlige fortælling. Samtidig er struktureren, selvom den er flyvsk og fri også ærligt og oprigtigt, på samme måde, som forfatteren selv er det; der bliver sjældent lagt fingre imellem hans synspunkter hvad end det omhandler menneskeheden eller konkrete individer. Slutning, derimod, føleles en kende forhastet, som om hans vældige ord i biografiens begyndelse endelig er udrandt, og det sidste punktum må sættes, selvom det snarer føleles som et komma, en pause, fordi d er er mange aspekter, som Morrissey ikke kommer omkring, og som uden tvivl havde styrket bogen, og alligevel taler det undladte for sig selv som en forstemmende ekko, der langsomt svinder ud i evigheden, hvor Morrisey har uddødeliggjort sig.

Denne selvbiografi er langt fra perfekt; i stedet er den fuld af mangler i form af redigering og formål, og jeg forestiller mig af samme grund, at bogen bedst egner sig for inkarneret fans The Smiths og særligt Morrissey, fordi det da ellers forekomme mig vanskeligt at være så overbærende med de mange mangler, selvom det er begavet og berigende læsning, der er fyldt med filosofiske overvejelser og fragmenterede sangtekster, som er fulde af en nostalgisk melankoli, som fik det til at synge for mine ører. Hvad end verden har at sige om Morrissey, så elsker jeg og beundre ham for hans dybtfølthed, hans gennemtrængende melankoli og hans ensom i en overbefolket verden.

Reklamer

4 thoughts on ““Autobiography” af Morrissey

    1. Anne Nikoline

      Jeg er glad for, at du nød anmeldelsen. Det er virkelig en kringlet bog på godt og ondt, men jeg nød den virkelig som fan af både Morrissey og The Smiths. Hvis du også er storfan, så kan jeg varmt anbefale bogen. Den er næsten et must.

    1. Anne Nikoline

      Mine kinder er nu lysende fyrtårn af at rødme sådan over dine rosende ord. Tak, Ida!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s