“Peter Pan and Wendy” af J.M. Barrie


“Peter Pan in Kensington Gardens & Peter and Wendy” af J.M. Barrie, fra forlaget Oxford University Press, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1911).

Wendy Darling og hendes brødre Michael og John, får en sen aften besøg i børneværelset; den besøgende flyver stilfærdigt ind gennem vinduet, da hans skygge forlader hans fødder, og en højlydt jagt igennem børneværelset tager form. Lysvågne og fortryllet af den skyggeløse dreng, Peter Pan, som fortæller dem om et fjernt sted ude bag stjerner og mælkeveje, hvor pirater plyndre, havdruer synger og ingen behøver at blive voksen. Bønfaldende beder de tre børn om at komme til Ønskeøen, og ved hjælp af tryllestøv, sætter de alle af fra vinduskarmen i børneværelset, og flyver mod horisonten, noget der bliver startskuddet på et fantastisk eventyr med en vigtig morale.

“All children, except one, grow up.” sådan begynder J.M. Barrie uddødelige fortælling, om drengen, der ikke ville vokse op, en historie, som han skabte i begyndelsen af 1900-tallet det, der sidenhen skulle blive en af de vigtigste og mest nostalgiske børnebøger i litteraturhistorien. Barries letsindige ord er belagt med tryllestøv, der ved hver genlæsning gør mig let om hjertet og fremkaldte barnet i mig, der længtes mod en fjerne afkroge af universet, bag morgenstjernen og forbi mælkevejen. Sproget er et under i sig selv, skrevet som delikate dekorationer, der får beundringsværdige suk til at undslippe min læber ved brugen af de fantasifulde forklaringer og den mageløs metaforik.

“When the first baby laughed for the first time, its laugh broke into a thousand pieces, and they all went skipping about, and that was the beginning of fairies.”

Ønskeøen er en perfekt illustrering af et barns fantasifulde sins; hvor eventyrene er mange, fulde af feer og havfruer, pirater og indianer, og hvor enhver voksen, der i dette tilfælde omfatter Kaptajn Klog og hans besætning af pirater, fremstår som værende latterlige skikkelser; de kan ikke flyve, fordi de er fantasiforladte, og de er uforstålige og bedrageriske, noget ethvert barn kan relaterer til på den ene eller anden måde. Forfatterens evne til at indfange og nedfælde børnesind så lysende klart er beundringsværdigt og forbløffende, eftersom at Barrie skrev historien som voksen.

Det selv samme afspejler dog også en gennemtrængende melankoli i historien; Peter Pan er på mange måder en tragisk karakter, da hans længsel efter en mor og hans mangel på et tilhørsforhold og tilknytning gør ham til den mest ensomme dreng i verden. “Peter Pan” er derfor mere end en godnathistorie; under det tykke lag af glitrende festøv, afspejler der sig en kompleks historie fuld af tristesse og vildfarelse, og som henvender sig i lige så høj grad til voksne læsere som til børn. Dens mange tematikker og mangfoldige moraler favner både børn og voksne med vigtigheder om at tro det magiske i tilværelsen, om at lade fantasien få frit løb for at vi overhovedet kan blive fri, men også vigtigheden af at blive voksen, for at undgå samme isoleret skæbne som Peter Pans.

“To die would be an awfully big adventure.”

J.M. Barrie var en magiens mester, der kastede tryllestøv over manges opvækst, gjorde den magisk og fantasifuld, samtidig med at den fastholder tilværelsen uundgåeligheder i form af det, at blive voksen eller forblive et barn i ensomhedens skygger. Wendy Darling bliver det bindeled, der fastholder læseren til den voksende og virkelig verden; uden hende ville vi blive opslugt af Ønskeøens mange eventyr, og glemme alt om vores forældre og forpligtigelser derhjemme. Det at blive voksen er ikke en selvfølge, men snarer et valg; Wendy beslutter sig for at blive voksen i stedet for at blive på Ønskeøen, modsat Peter, der i afmagt over sin egen historie, vælger ensomheden frem for voksenlivet. At blive voksen er ikke uundgåeligt, men at træffe valget mellem det og barndommens eventyr er, og det endelige valg er naturligvis præget af konsekvenser.

Historien om Peter Pan er ligeså udødelig som Peter selv, og historien prydede selvsagt også min barndom og opvækst; jeg satte ofte af fra vinduskarmen med gladetanker i hovedet, og drog med Peter til de glemte drenge, hvor eventyrene er endeløse, som dagen er lang, men samtidig voksede jeg også op ligesom Wendy. Siden da har mit hjerte nostalgisk banket for den stædig dreng, der nægtede at blive voksen, og som jeg en dag håber, at kunne introducere for min egen datter, der vil tage med Peter til Ønskeøen og berige ham og feerne med utallige historier.

“All children, except one, grow up. They soon know that they will grow up, and the way Wendy knew was this. One day when she was two years old she was playing in a garden, and she plucked another flower and ran with it to her mother. I suppose she must have looked rather delightful, for Mrs Darling put her hand to her heart and cried, ‘Oh, why can’t you remain like this for ever!’ This was all that passed between them on the subject, but henceforth Wendy knew that she must grow up.

Read-a-thon: en minutiøs afrunding #3


Fireogtyve timer har tikket forbi i et virvar af litterære værker, der startede ud som en ydmyg stak, og med timerne voksede sig højere og højere. Jeg har genset Anne Brontës kære “Agnes Grey”, dykkede ned i intet mindre end 49 af F. Scott Fitzgeralds noveller fordel over tre bøger “The Short Stories og F. Scott Fitzgerald”, “All the Sad Young Men” og “Tales of the Jazz Age”. Omkring klokken halv fire om morgen, havde jeg læst mig igennem den sparsomme staks mange ord, og jeg udvalgte mig derfor straks en ny bog. I Essie Foxs “The Somnambulist” vandrede jeg igennem et victoriansk London fuld af skyggefulde gader og mærke hemmeligheder, og som afslutning på et perfekt læsemarathon, hengav jeg mig til Thomas Hardys mesterlige ord i “Jude the Obscure”.

Sammenlagt har jeg på fireogtyvetimer, kun afbrudt af to timers søvn, formået at læse 1852 sider, hvis man ser bort fra den håndfuld af Fitzgeralds noveller, som jeg af selv samme grund valgte at springe let og elegant hen over til fordel for uudforskede historier. Nu sidder jeg tilbage med træthed malet i ansigtet, men med et stort smil på læberne; det har været fornøjeligt at synkronlæse med Rikke, sludre på kryds og tværs med andre deltagere, og holde hinanden muntre og vågne. Fællesskabet har været stort, og jeg glæder mig allerede til efterårets læsemaraton. Nedenfor kan I se en stemningsvideo af mine fireogtyve timer. Hvordan gik jeres readathon?

Read-a-Thon: En stille opdatering #2


Klokken 14:00: jeg har sat mig til rette med en kande te, og med en masse frugt og nødder inden for rækkevidde, er jeg klar til at genlæse Anne Brontës “Agnes Grey” sammen med Rikke, imens vi diskuterer passager og persongalleri, og holde ros opdateret om den andens læsning. Sammen genoplever vi bogens sødme.

Klokken 15:50: Jeg har netop afsluttet “Agnes Grey” af Anne Brontë med et smil på læbende; jeg sukkede dybt over Edward Westons person, Agenes vedblivende kærlighed til dyr og den gradvist spirende kærlighed, som indrammede bogens sider. At dele genlsæningen med Rikke var fornøjeligt. Den næste bog i rækken er “All the Sad and Young Men” af F. Scott Fitzgerald, hvis forside er særligt indbydende.

Klokken 17:42: Den sidste side i “All the Sad and Young Men” af F. Scott Fitzgerald endte alt for hurtigt; jeg sad tilbage og knugede bogen ind til brystet, for at oplevelsen skulle vare ved. Selvom jeg knuselsker Fitzgerald, så overraskes jeg altid over hans fortryllende sprog, der bærer skygger af melankoli. For at vedblive i den atmosfære, dykker jeg nu dybere ned i hans forfatterskab med “The Short Stories of F. Scott Fitzgerald”, en murstensbog på næsten 800 sider, der skal udgør de sene aftenstimer.

Klokken 18:38: Aftensmaden er indtaget, og min elkedel synger lystigt, imens jeg tømmer den ene tekop efter den anden. Min læsning af Fitzgeralds noveller tager spæde skridt, men jeg nyder hvert sekund af oplevelsen, som utvivlsom vil fylde mine nattetimer med 1920ernes atmosfæriske melankoli og sorgløshed til lyden ikonisk jazz.

Klokken 00:14: Jeg er målløs over, hvor stor indsigt “The Short Stories of F. Scott Fitzgerald” gav mig, og hvor mange af hans noveller, der udgøre forløbere for hans senere romaner. Jeg valgte dog at springe de historier over, som var gengangere fra tidligere læst bog, hvilket gjorde den lidt hurtigere at læset, selvom jeg har fået selskab af en buldrende hovedpine. Lidt søvn kan måske afhjælpe tordenbragende…

Klokken 02:26: Uvejret er ovre, og jeg tager nu hul min sidste planlagte bog, som er “Tales from the Jazz Age” af F. Scott Fitzgerald, som er lige så smuk som “All the Sad and Young Men” af udseende og formenetlig også af indhold.

Klokken 03:27: “Tales from the Jazz Age” viste sig at indeholde en lang række noveller, som jeg læste tidligere under marathonnet, hvilket gjorde, at bogen var ovre i løbet af et split sekund. Novellesamlingen viste en anden side af Fitzgeralds forfatter skab i form af blandt andet skuespil og genreskift. Da det var den sidste af mine fire planlagte bøger, har jeg udforsket min bogsamling, og fundet en femte bog at udvide stakken med; valget faldt på “The Somnambulist” af velformulerede Essie Fox.

Klokken 08:25: søvnen kaster tunge skygger af sig under mine øjne, og min læsehastighed bærer også præg deraf. Dog har jeg færdiglæst “The Somnambulist”, som jeg virkelig har ville læse længe. Der er fem timer tilbage af readathon, og jeg forventer således kun at kunne læse én bog mere inden denne gangs afrunding. Jeg har valgt Tohomas Hardys “Jude of the Obscure”, som jeg frygter, vil læst i et kapløb mod tiden.

Klokken 13:44: Den sidste bog i stakken er blevet læst, en masse sider vendt, og fireogtyve timer er ved at være gået. Trætheden sidder i kroppen, og øjnene klør af de litterære indtryk og oplevelser, jeg har gjort mig hen over det sidste døgnstid.

Read-a-Thon: En stille opdatering #1


Klokkens visere har passeret to, og bogbloggerland lægges øde for en stund; verden over trækker mere end 700 deltagere trække sig tilbage med en stak gode bøger. Selv har jeg placeret mig i min lænestol med den første bog i bunken, “Agnes Grey” af Anne Brontë, som jeg synkronlæser sammen med kære, Rikke, en elskværdig tradition. Bogens historie er mig velkendt, men det virker som en perfekt måde at starte readathon på; med en bog, hvis sødme og finhed vil udgøre grobund for spirende læseoplevelser.

To bøger, har taget andel i mine læseforventninger og i min sparsomme bogstak, og gjort den højere og mere indbydende. Ved en nærmere gennemgang af min store samling af F. Scott Fitzgeralds noveller, og to mindre samlinger, “Tales of the Jazz Age” og “All the Sad Young Men” indså jeg, at mange af historierne ikke indgår i den novellesamling, som jeg havde i sinde at fordybe mig i. Derfor har jeg nu tilføjet dem til læsestakken. Ved min side har et udvalg af alskens lækkerier og en kande med dampende te; jeg føler mig i sandhed hjemme blandt de høje stabler af bøger, der tårner sig op omkring mig, og min tredje deltagelse i Dewey’s Read-a-Thon kan for alvor begynde. God læselyst!