“Frenchman’s Creek” af Daphne du Maurier


“Frenchman’s Creek” af Daphne du Maurier, fra forlaget Virgo”Frenchman’s Creek” af Daphne du Maurier, fra forlaget Virage Press udgivet i 2012 (org. udgivet i 1941).

Lady Dona St. Columb lever en kedsommelig og trættende tilværelse i London fuld af selskaber og ansigter, i et kvælende ægteskab med den alkoholiserede Sir Harry. I søgen efter et øjebliks fred og idyl, rejser Dona til Cornwall med sine børn, for at fylde tilværelsen på ny. Kort efter sin ankomst erfarer hun, at Cornwalls kyst er domineret af plydrende pirater med franske Jean Aubrey i spidsen. Modvilligt vikles hun ind i deres kriminelle og eventyrlige affære, som er så fjern fra hendes forudsigelige hverdag, som ikke kun vækker eventyren i hende, men også kærligheden.

Daphne du Maurier har en beundringsværdig evne til at formidle sig i et simpelt sprog, der dog afspejler store armbevægelser. Hendes skildringer af omgivelserne og naturen er fortryllende, og i takt med at læseren træder ind mellem siderne, rækker handlingen ud og vækkes til live; det salte havvand bruser i hørergangen, vindens leg i buske og trætoppe giver genlyd over de ridslende bække og den lyse fuglekvidder. Handlingen fortælles fra Donas synspunkt uden at blive fortalt af hende selv; alligevel er hendes skikkelse gennemtrængende i bogen, og giver en høj gennemklang.

“The birds were astir again, after their noonday silence, and the silent butterflies danced and fluttered, while drowsy bumblebees hummed in the warm air, winging their way to the topmost branches of the trees… and there, suddenly before her for the first time was the creek, still and soundless, shrouded by the trees, hidden from the eyes of men. She stared at it in wonder, for she had had no knowledge of its existence, this stealthy branch of the parent river creeping into her own property, so sheltered, so concealed by the woods themselves. The tide was ebbing, the water was oozing away from the mudflats, and here, where she stood, was the head of the creek itself, for the stream ended in a trickle, and the trickle in a spring. The creek twisted around a belt of trees, and she began to walk along the bank, happy, fascinated, forgetting her mission, for this discovery was a pleasure quite unexpected, this creek was a source of enchantment, a new escape, better than Navron itself, a place to drowse and sleep, a lotus-land.”

Dona er selvbevidst om manglerne i sin tilværelse, men hun er også en anstændig kvinde, der i sidste ende indordener sig under sin tids normer; imellem disse formår forfatteren at portrættere ægteskabet som en kynisk og hindrende instans, der ligger bånd på de involverede og undertrykker indre behov. Donas tilværelse i Cornwall bliver derfor et pusterum fra tidens traditioner og forventninger, som giver hende mulighed for at skubbe sig selv og bryde med disse på den mest sublime måde, der i form af pirateri besidder stor gennemslagskræft. Pirater er noget, jeg ofte forbinder med eventyr og fiktion, selvom de er lige så virkelige som du Mauriers roman, og derfor kastes der et tyndt klæde af farlige og fantasifulde eventyr over handlingen.

Bogen bliver på mange måder et en vellykket kombination mellem storromaner som “Treasure Island” af Robert Louis Stevenson og Gustave Flauberts “Madam Bovary”, der fortælles med et levende sprog, der får ordblomster til at spire mellem siderne. Modsat Emma Bovary, der anses som en tragiske heltinde, synes Dona at kende sine begrænsninger, og stoppe imens legen endnu er god; Maurier skriver en slutning, der satte sejl i brystet på mig, og som aldrig overskred sine egne grænser, og det beundre jeg virkelig forfatteren for; hun kunne med lethed havde skabt en oversødet fortælling, men i hendes ambitioner med bogen er større end det, som planter ideologiske, politiske og filosofiske frø mellem de velvalgte ord.

“…she had known then that this was to happen, nothing could prevent it; she was part of his body, and part of his mind, they belonged to eachother, both wanderers, both fugitives, cast in the same mould.”

Daphne du Maurier balancerer hele tiden på grænsen mellem det fortalte og det mytiske; læseren får ganske lidt at vide om den franske pirat, der får hjertet til at slå på ny i protagonistens bryst, og på grund af hans profession på kant med loven, henlægges han i en mystisk atmosfære, som understreger det eventyrlige i romanen. Bog opholder sig derfor ikke kun på grænselandet mellem det faktiske og mystiske, men også mellem flere genre som harlequin romanen, realistisk fiktion og eventyret. Kombinationen af disse er fagrende, men velovervejet på samme måde som sproget er velskrevet.

“Rebecca” er Daphne du Maurier helt store værk, men at sidestille disse to romaner med hinanden vil jeg ikke, fordi “Frenchman’s Creek” i høj grad er en anti-Rebecca fortælling. Selvom den også har det pessimistiske syn på ægteskabet, er atmosfære langt mindre mørk end i “Rebecca”, selvom det på ingen måde er en solskinshistorie, da den omhandler et menneskets trang til at brede sine vinger ud og kaste sig mod himlens uendelige blå grænser, men som aldrig søger mod enden af disse, og i stedet må betragte dem på afstand. Bogen handler i høj grad om eskapisme, og jeg vil utvivlsom gense Dona i et forsøg på at undslippe hver vores tilværelse, når den synes bleg og ligegyldig.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s