“Frenchman’s Creek” af Daphne du Maurier


“Frenchman’s Creek” af Daphne du Maurier, fra forlaget Virgo”Frenchman’s Creek” af Daphne du Maurier, fra forlaget Virage Press udgivet i 2012 (org. udgivet i 1941).

Lady Dona St. Columb lever en kedsommelig og trættende tilværelse i London fuld af selskaber og ansigter, i et kvælende ægteskab med den alkoholiserede Sir Harry. I søgen efter et øjebliks fred og idyl, rejser Dona til Cornwall med sine børn, for at fylde tilværelsen på ny. Kort efter sin ankomst erfarer hun, at Cornwalls kyst er domineret af plydrende pirater med franske Jean Aubrey i spidsen. Modvilligt vikles hun ind i deres kriminelle og eventyrlige affære, som er så fjern fra hendes forudsigelige hverdag, som ikke kun vækker eventyren i hende, men også kærligheden.

Daphne du Maurier har en beundringsværdig evne til at formidle sig i et simpelt sprog, der dog afspejler store armbevægelser. Hendes skildringer af omgivelserne og naturen er fortryllende, og i takt med at læseren træder ind mellem siderne, rækker handlingen ud og vækkes til live; det salte havvand bruser i hørergangen, vindens leg i buske og trætoppe giver genlyd over de ridslende bække og den lyse fuglekvidder. Handlingen fortælles fra Donas synspunkt uden at blive fortalt af hende selv; alligevel er hendes skikkelse gennemtrængende i bogen, og giver en høj gennemklang.

“The birds were astir again, after their noonday silence, and the silent butterflies danced and fluttered, while drowsy bumblebees hummed in the warm air, winging their way to the topmost branches of the trees… and there, suddenly before her for the first time was the creek, still and soundless, shrouded by the trees, hidden from the eyes of men. She stared at it in wonder, for she had had no knowledge of its existence, this stealthy branch of the parent river creeping into her own property, so sheltered, so concealed by the woods themselves. The tide was ebbing, the water was oozing away from the mudflats, and here, where she stood, was the head of the creek itself, for the stream ended in a trickle, and the trickle in a spring. The creek twisted around a belt of trees, and she began to walk along the bank, happy, fascinated, forgetting her mission, for this discovery was a pleasure quite unexpected, this creek was a source of enchantment, a new escape, better than Navron itself, a place to drowse and sleep, a lotus-land.”

Dona er selvbevidst om manglerne i sin tilværelse, men hun er også en anstændig kvinde, der i sidste ende indordener sig under sin tids normer; imellem disse formår forfatteren at portrættere ægteskabet som en kynisk og hindrende instans, der ligger bånd på de involverede og undertrykker indre behov. Donas tilværelse i Cornwall bliver derfor et pusterum fra tidens traditioner og forventninger, som giver hende mulighed for at skubbe sig selv og bryde med disse på den mest sublime måde, der i form af pirateri besidder stor gennemslagskræft. Pirater er noget, jeg ofte forbinder med eventyr og fiktion, selvom de er lige så virkelige som du Mauriers roman, og derfor kastes der et tyndt klæde af farlige og fantasifulde eventyr over handlingen.

Bogen bliver på mange måder et en vellykket kombination mellem storromaner som “Treasure Island” af Robert Louis Stevenson og Gustave Flauberts “Madam Bovary”, der fortælles med et levende sprog, der får ordblomster til at spire mellem siderne. Modsat Emma Bovary, der anses som en tragiske heltinde, synes Dona at kende sine begrænsninger, og stoppe imens legen endnu er god; Maurier skriver en slutning, der satte sejl i brystet på mig, og som aldrig overskred sine egne grænser, og det beundre jeg virkelig forfatteren for; hun kunne med lethed havde skabt en oversødet fortælling, men i hendes ambitioner med bogen er større end det, som planter ideologiske, politiske og filosofiske frø mellem de velvalgte ord.

“…she had known then that this was to happen, nothing could prevent it; she was part of his body, and part of his mind, they belonged to eachother, both wanderers, both fugitives, cast in the same mould.”

Daphne du Maurier balancerer hele tiden på grænsen mellem det fortalte og det mytiske; læseren får ganske lidt at vide om den franske pirat, der får hjertet til at slå på ny i protagonistens bryst, og på grund af hans profession på kant med loven, henlægges han i en mystisk atmosfære, som understreger det eventyrlige i romanen. Bog opholder sig derfor ikke kun på grænselandet mellem det faktiske og mystiske, men også mellem flere genre som harlequin romanen, realistisk fiktion og eventyret. Kombinationen af disse er fagrende, men velovervejet på samme måde som sproget er velskrevet.

“Rebecca” er Daphne du Maurier helt store værk, men at sidestille disse to romaner med hinanden vil jeg ikke, fordi “Frenchman’s Creek” i høj grad er en anti-Rebecca fortælling. Selvom den også har det pessimistiske syn på ægteskabet, er atmosfære langt mindre mørk end i “Rebecca”, selvom det på ingen måde er en solskinshistorie, da den omhandler et menneskets trang til at brede sine vinger ud og kaste sig mod himlens uendelige blå grænser, men som aldrig søger mod enden af disse, og i stedet må betragte dem på afstand. Bogen handler i høj grad om eskapisme, og jeg vil utvivlsom gense Dona i et forsøg på at undslippe hver vores tilværelse, når den synes bleg og ligegyldig.

“Education is not preparation for life; education is life itself.”


Verden er fuld af viden i et omfang, der umuliggøre fordybelse i det hele, hvor meget lysten ellers er til det. Som et hvert andet menneske, er jeg begrænset af en dødelighed, der får presset til at melde sig i forlængelse af verdensurets lydløse tikken som en konstant rungende for ørerne. Det kan måske synes ligegyldigt at lære sig en masse, når det sidenhen vil forsvinde sammen med livet, men det er også de ting, som tilføjer tilværelsen mening og fylde. Jeg har derfor indset, at det, der gør det muligt for mig at stå op om morgen, er viden og lærdom, og derfor fylder jeg min hverdag med så meget, som mit hovedet kan rumme, for det er, hvad der gør mig let om hjertet.

Litteraturen fungerer således for mig ikke kun som en flygtig eskapisme fra hverdagens trivialiteter og kedsomhed, men også som en udvidelse af mig selv og mine horisonter. Mit studie på litteraturvidenskab er en daglig berigelse med alskens viden, og jeg nyder hver sekund; alligevel strækker jeg mig, som en solsikke efter solens stråler, efter mere viden. iTunes U er en tjeneste, der giver adgang til en lang række forelæsninger verden over med fokus på alskens tematikker. For tiden fordyber jeg mig i lektioner hos David Beagley fra La Trobe University i Australien om børnelitteraturs tilblivelse og udvikling, et emne, der står i forlængelse af mit eget studie, såvel som en voksende litterære interesse. Kurset består af en række lektioner på godt og vel en times tid, som gennemgår myters opstand og historiske funktion i form af Æsops fabler, Brødrene Grimms fortællinger og Disneys eventyrlige fortolkninger.

Kurser på iTunes U er fremragende, fordi de er udstyret med en pauseknap og en hastighedsfunktion, som gør det muligt at tage tingene i eget tempo, og som ikke alene med sit indhold udvider mine videnshorisont, men som også får mit akademiske engelsk til at blomstre. Der er ingen forpligtigelser i forhold til kurserne, der udelukket baserer sig på lysten til at lære, som forgrene sig ud i andre studier som historie, antropologi og filosofi, tilgange der anvendes på kendte eventyr. Fordi der er ingen forpligtigelser er, er der heller ikke noget pensum, selvom jeg alligevel forventer at læse med til lektionerne om J.M. Barries “Peter Pan”, for at se hvordan de mange elementer manifesterer sig i romanen. Min spirende viden skal bruges til glæde og gavn for mig selv, til at give mit liv mening og motiverer mig til at udvikle mig selv og min menneskelige snæversynethed, og at det kan gøres med af en kop kaffe og en berøring af en afspil-knap virker næsten magisk, som det indhold, der forsøder min tilværelse.

Hvilken rolle spiller litteraturen i jeres dagligdag? Fungerer den som eskapisme eller som evig udvikling af enten jer selv eller jeres viden, eller måske begge dele?

Om bogæstetik


Inden for de seneste år har jeg læst en række tekster om æstetik skrevet af både Kant, Heidegger og Hegel, lige fra antikkens Platon til den modernitetens Baudelaire, og alligevel vakler jeg om det æstetiske spørgsmål om bøgers stand. Det er et ømtåligt emne og en svær balancegang, der er op til den enkelte at definerer. Bøger med rygknæk og krøllede sider er smukke på en måde, som bøger, der ser uåbnet og ulæste ud, ikke er og omvendt. For mig repræsenterer det to vidt forskellige ting, men er begge mindst lige så betinget af læsekærligheden, som jeg ikke mener nødvendigvis skal være visuel. Min lejlighed er fyldt til randen med bøger, stablet i vindueskarmene i høje rækker, på ethvert møbel i min stue, sågar på badeværelset! De mange stakke, selvom de hverken har knæk eller krøl, er i sin samlethed et visuelt billede på min kærlighed til læsningen.

Størstedelen af mine bøger er i en stand, der skaber en illusion af at de er ulæste, urørte og fylde af uudforskede historier, der bare venter på mine fingres berøring, selvom det kun omhandler 90 ud af 400 bøgerne i min samling, jeg endnu ikke har åbnet. Dog ser mange af disse særligt læste ud på grund af slid i ryggen, smudsede kanter og de gullige siders gradvise falmen, som havde solen kysset hver en side. Nogle af mine vigtigste litterære milepæle ser sådan ud, og er noget af de smukkeste jeg ved, fordi de er fulde af synlig nostalgi; Harry Potter-bøgerne på dansk, som jeg voksede op med har rygge, der buer på samme måde, som de mange smil bøgernes indhold har efterladt på min læber, og ryggene er fulde af knæk. De er smukke i mine øjne, fordi de netop afspejler den læseglæde, som mange forbinder med rygknæk og krøllede sider. Sidenhen har jeg købt bøgerne på engelsk, og de bærer hverken præg af krøl eller knæk, på trods af at de er blevet læst mindst lige så mange gange som min barndomsudgaver af serien.

Mine genbrugsfund bærer ofte præg af tidligere læsning, og det elsker jeg dem for, men når jeg køber nye bøger, vil jeg gerne, at de skal afspejle min læsning og historie med bøgerne, og derfor behandler jeg dem anderledes end de bøger, som andre har læst før mig; jo flere gange jeg læser dem, selvom standen på nuværende tidspunkt ser ny ud, vil de med årene bære præg af genlæsning og de vil således blive tilføjet endnu en historie, som jeg har skrevet sammen med dem på siderne og omsalgene. Det handler derfor ikke om fine fornemmelser, når jeg bladre nænsomt i mine bøger, ligesåvel som æselører ikke gør en bog mindre æstetisk i sit udtryk; det er to vidt forskellige udtryk, som for mig er svære at sidestille, måske fordi der heller ikke er noget endegyldig svar på spørgsmålet om bogæstetik fra filosoffer, der stadig søger at definerer kunstens skønhed.

Hvordan holder i jeres bøger og af hvilken årsag? Synes I at læseglæden bedst afspejler sig i det visuelle, og hvad er bogskønhed i jeres øjne?

“Animal Farm” af George Orwell


“Animal Farm” af George Orwell, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2000 (org. udgivet i 1945).

Da præmieornen på Grevegården kalder til de resterende dyr til møde, bliver det starten på en revolution mellem dyr og mennesker, og et gradvist forfald for begge; ornen har en drøm om, at menneskene på gården skal forvises, så dyrene er frie og kan leve i fred og harmoni, en drøm som mange af gårdens dyr bakker op om; men drømmen er slet ikke så rosenrød, da den går i opfyldes; i stedet henlægges gården i et kommunistisk styre langt fra de utopiske idealer, der dannede grobund for revolutionen.

Til at begynde med, er “Animal Farm” en sød fortælling om talende dyr med menneskelige egenskaber, dog vendes der ikke mange sider i den ellers korte roman, før udformningens sødme svinder til fordel for noget langt mere ideologisk og satirisk, der baserer sig på virkelighedens historie. George Orwell skrev denne roman under anden verdenskrig som en satirisk allegori over totalitarismen i Sovjetunionen under Stalin; romanen bliver af samme årsag en kritik af Stalins politiske doktrin.

“The creatures outside looked from pig to man, and from man to pig, and from pig to man again; but already it was impossible to say which was which.”

På trods af at dyrene ønsker at leve i harmoni med hinanden, slår kommunismen gradvist rødder i historien, sådan at alle dyr er lige, men nogen er mere lige end andre; i stedet for at bringe dyrene sammen i et fælles bedste, spreder der sig mørke skygger over gården, der bliver henlagt i mord, korruption og modstandstagen. Det er også herigennem, at historiens allegoriske aspekt kommer stærkest til udtryk; romanen er ikke et eventyr, men er snarer en moderne fabel, der gengiver Orwells syn på russiske begivenheder, der er lige så virkelige, som romanen er det mellem læserens hænder.

Historiske personligheder er af samme årsag genkendelige i form af gårdens mange dyr, der strækker sig fra heste, grise, køer og får, men ligeledes kan gårdens mennesker læses som historiske personer i form af den sidste tsar og han og hans families tab af det russiske rige. Selvom bogen med lethed kan læses således, er det ikke alene sin satirske fremstilling af totalitarismen i en faktisk og historisk kontekst, der har uddødeliggjort værket som en klassiker; den kan læses fra forskellige vinkler, og dermed også som en allegori over menneskets, som tilføjer sådanne anskuelser en helt ny vinkel.

“Man is the only creature that consumes without producing. He does not give milk, he does not lay eggs, he is too weak to pull the plough, he cannot run fast enough to catch rabbits. Yet he is lord of all the animals. He sets them to work, he gives back to them the bare minimum that will prevent them from starving, and the rest he keeps for himself.”

George Orwells udformning af sit ellers ambitiøse projekt forekommer derfor at være let og simpelt, og alligevel er udfaldet en kompleks fortælling, der baserer sig på historiske begivenheder, lige såvel som det er er en satirisk fremstilling af netop denne; Orwell bevæger sig yndefuldt mellem genre, og kombinerer dem med lethed, samtidig med at romanens dybde giver ekko i det uendelige. Selvom værket oprindelig havde undertitlen “A Fairy Story” er det langt fra en eventyrlig følelse, jeg sad tilbage med efter dens slutning. I stedet var jeg forpustet på grund af sine mange lag, og linedans mellem genrer og tekniske greb, og mest af alt på grund af den underliggende virkelighed, som hele historien baserer sig på, og som på ingen måde er et eventyr.

“Animal Farm” er en meget velskrevet kritik af, hvordan socialistiske idealer misbruges af magtfulde mennesker, hvordan masserne bliver udnyttet, og hvordan diktatorer eller kommunistiske ledere bliver til kapitalister. Det er et vidunderligt eksempel på, hvor effektivt det allegoriske stil og form kan være, fordi den netop bærer tunge tematikker med lethed. Selv med manglende eller minimalt kendskab til russisk politik under anden verdenskrig, op til og efter, forekommer historien mig underholdende og væsentlig, da mit eget kendskab var sparsomt, da jeg læste bogen, men som sidenhen er vokset på samme måde, som Orwells historie er vokset i betydning for mig.