“The Handmaid’s Tale” af Margaret Atwood


“The Handmaid’s Tale” af Margaret Atwood, fra forlaget Ballantine Books, udgivet i 1987 (org. udgivet i 1985).

Offred er en tjenestepige i Gilead. Én gang dagligt må hun forlade Den Øverstebefalende og hans kone, for at gå sig en tur på market, hvor ordene på skiltene er udskiftet med billeder, fordi det ikke længere er tilladt kvinder at læse. Hun må lægge sig hos Den Øverstbefalende én gang om måneden og håbe på, at han gør hende gravid, fordi fødselstallene er lave, og kvindernes værdi i Gilead ligger i deres evne til at blive gravide. Offred kan dog stadig huske årene inden hendes verden blev hengemt bag love og frihedsberøvelse, hvor hun levede min sin mand, Luke, i en tilværelse af trygge rammer, med hvem hun havde en datter og rettigheden til at tjene og spendere penge, til at vælge sig en tilværelse og med viden i sin hånd. Men det er alt sammen længe siden… “The Handmaid’s Tale” af Margaret Atwood er en uhyre interessant historie om et dystopisk samfund, hvor et mandsdomineret hierarki, hvor kvinden befinder sig i bundens dybeste afkrog, hengemt bag de trammer, som udgør deres daglig, og som også danner rammerne for en fængslende tilværelse uden nogen form for rettigheder, end ikke bestemmelsen oversin egen krop. Som moderne feminist opslugte Atwoods verden mig hurtigt, og jeg fulgte ivrigt med romanens protagonist, Offred, rundt i hendes trivielle tilværelse med flygtige minder om fortidens favntag, hvor hun havde egen selvbestemmelse, og var sin mand lige.

“But who can remember pain, once it’s over? All that remains of it is a shadow, not in the mind even, in the flesh. Pain marks you, but too deep to see. Out of sight, out of mind.”

Atwoods verden var ikke det eneste, som opslugte mig; det samme gjorde hendes fagre sprog, der på kønneste vis beskriver de inhumane aspekter af en undertrykt tilværelse, der søger at reducere enhver kvinde til værdien af hendes evne til at blive frugtbar. Sproget balancerer yndefuldt mellem at være poetisk om ting, der er meget lidt poetiske, og søge at fremkalde det poetiske i en dagligdag, hvor poetik ikke gør sig gældende; en opgave der umiddelbart synes fejlslået på forhånd, men som Atwood formår at vække til live. Sproget bliver romanens knudepunkt, samt et billede på, at sproget ikke kan underlægges alskens love og regler, for det vil altid være frit og flygtig, og det var i portrætteringen af dette, at protagonisten vandt indpas i mit hjerte. Offred kæmper imod samfundets undertrykkelse i form af hendes minder om fortiden, som holder hende i live, og som får hende til at stille spørgsmålstegn ved sin samtid omskiftelighed og resultatet deraf. På listefod indtager hun en farlig position, hvor hun sætter sig på tværs af loven, hvor hendes hjerte gives ud efter sine følelser, som på trods af sine spæde skidt gør hende til en tavs oprør blandt sine ligestillede undertrykte. På trods af sine relevante tematikker, er det ingen letlæselig bog; den bryder tids- og stedsmæssige dimissioner, som gør det til en lang bog at læse, selvom hvert et ord er indbydende af poetiske eller politiske årsager, og bogen er således blevet til en af mine største forståelsesmæssige udfordringer, omend jeg nød dens fulde længde.

“We were the people who were not in the papers. We lived in the blank white spaces at the edges of print. It gave us more freedom. We lived in the gaps between the stories.”

Atwoods fortælling er efter min mening lige så indsigtsfuldt et kig ind i en mulig fremtid, som George Orwells “1984”, der også handler om menneskerettigheder og undertrykkelse i et overvåget samfund. Selvom Atwoodsfremtidsroman er ekstrem, så er det også den af de to, der er allermest relevant for mange problematikker, som gør sig gældende på verdensplan i forhold til måden hvorpå diverse samfund dikterer urimelige normer, og henleder de, der ikke indordener sig under disse et en tilværelse i mindreværd og tvivl. Romanen bliver derfor en bekræftigelse af ordsproget om at “overdrivelse fremmer forståelse”, der dog aldrig går hen og bliver urealistisk. Romanens sprog blev derfor dens største overraskelse, tildeles fordi det indhyllede en grå verden i farver, og tildeles på grund af dens symbolik: tankerne kan ikke underligges love eller straffes med domme, fordi disse vandrer til den fjerneste ende af verden ufrivilligt, som gør menneskets sind til en fugl, der kan flyve, når kroppen er fængslet i et bur af andres magt. Sindet er den frie ånd, der holder os i live med vores håb og drømme, og det er på baggrund af dette, at jeg med lethed kan se mig selv genlæse bogen til dens sider bliver nusset og dens ord falmer, men herligheden bevares.

Reklamer

4 thoughts on ““The Handmaid’s Tale” af Margaret Atwood

  1. Gitte Tofte

    Jeg elsker denne bog – Atwood er min absolut yndlings forfatter. Dejlig anmeldelse – bliver nødt til at læse bogen igen.

    Har du læst andet af Atwood?

    1. Anne Nikoline

      Godt du kunne lide den. Jeg har læst hendes “Oryx and Crake” men det er efterhånden nogle år siden. Har du læst den?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s