“The Goddess and the Thief” af Essie Fox


“The Goddess and the Thief” af Essie Fox, fra forlaget Orion, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2013).

Alice Willoughby er blevet fordrevet fra sit hjem i Indien, og er derfor opvokset hos sin spirituelle tante i Windsor, England. Østens mange hemmeligheder krydser grænserne ved at antage mange former; en af dem er den mystiske Mr Tilsbury, samt den uvurderlige Koh-i-Noor diamant, som han ihærdigt leder efter. Alice forvilder sig ind i et net af følelser og farer, da hun akkompagnerer Tilsburys søgen efter østens diamant, som det britiske imperium fastsatte rettighederne til i slutningen af anglo-sikh krigen.

Koh-i-Noor diamanten er dog ikke blot en glisende og uvurderlig sten; den siges at velsigne såvel som forbande sin ejermand. Af samme årsager søger en anden ung mand, den afsatte maharaja, at genvinde sin trone i form af den magt, som diamanten besidder. Samtidig søges den også af en enke dronning, der håber at kunne finde sin afdøde mands ånd ved hjælp af diamanten, og midt i et kapløb mod tiden, må Alice finde en måde at genvinde kontrollen over sit liv og skæbne.

“Much later, when ht ehouse awas still, when the greyness o night crept thought the room, I heard the ring of the front door bell, then outside my door some shuffling steps, and some breaks from the attic boards above. But nothing more disturbed my sleep, which from once was epty of any dreams – until I was jolted to consciousness, when my eyes snapped open to stare through the darkness, and my mind was flurrying panic of: What was that sound? What woke me?”

Essie Fox er en forfatter, jeg trofast følger på grund af hendes evne til at kombinere atmosfærisk historisk fiktion samt et overdådigt sprog, der er præget af lange beskrivelser og metaforik, der søger mod verdens ende i sin udstrækning. Hendes evne til at male med ordene er beundringsværdig, og hun etablerer hurtigt et sansefuldt billede af Indien i “The Goddess and the Thief”; den bagende sols hede mærkedes på min pande, og den grålige tåge i England fik hårene på mine arme til at rejse sig. Der tegner sig derfor hurtigt et kontrast billede ikke bare geografisk i romanen, men også rent stemningsmæssigt, noget som Fox formår at leverer uden at forvirre eller skabe kaos.

Alice er en naiv protagonist, hvis tiltro til sine omgivelser ofte efterlader hende i vanskeligheder både fysisk såvel som emotionelt. Sammen med handlingen ender hun ofte i bindgyder og sidegader, som ikke alene ændre handlingen, men som også gradvist ændrer hende, hvor hun til sidst formår at finde sig selv i en kaosfyldt tilværelse og handlingen kulminerer herved. Alice kom vanskeligt fra start hos mig, grundet hendes naivitet, som gjorde, at hendes udsagn ofte fremstillede hende klynkende, men fordi hun gennemgår en række udfordringer, som former hende, bliver hun i sidste ende til en solid og troværdig karakter, omend hun ikke efterlod noget synderligt indtryk på mig.

“I ran past her, I ran past him, on down the iron balcony steps and across the lawns towards the walls. But they were too high, too slimed and wet. My fingers found no purchase there, or else were stabbed by vicious thorns. And, in no time at alle I was drenched to the skin, my clothes all sodden, clinging, cold – as ruined and filthy as I felt.”

Handlingen udspiller sig sandkorn for sandkorn, som tiden i et timeglas; det hele udlægges i fragmenterede brudstykker af småhandlinger, der langsomt flettes sammen, sådan at forholdet mellem Alice og Tilsbury bliver en parallel til forholdet mellem guderne, Parvati og Shiva i en sideløbende historie. Romanen opholder sig derfor på grænselandet mellem to poler, hvor grænsen er hårfin inden for romanens rammer, samtidig med at drømme og opium misbrug yderligere slører grænserne mellem virkeligheden og fantasien. Romanen bevæger sig i en gotisk tid med et mysterium som plot, der ikke alene manifesterer sig herved, men også i form af den tredje dimension, som romanen får ved at balancerer mellem virkelighed og fantasi.

Samtidig bevæger den sig også i modsætninger i sin fremstilling af Indien og England, og i forlængelse af sproget bliver det en stemningsfuld læsning, der grådigt fik mig til at sluge hvert et ord med øjnene. På trods af sine mange spændende afspekter og tiltalende og detaljerede forside, som virkelig komplimenterer dens indhold, havde jeg ofte svært ved at fastholde fokus på handlingen, der på mange måder ligner det rolige tempo, der ses i Foxs tidligere værker, der til tider kan synes stillestående med sine overdådige beskrivelser. Alligevel forestiller jeg mig, at det er en bog, jeg vil vende tilbage til, når vinden vender og bliver kold, og jeg mangler mystik og solskin i min hverdag.

Reklamer

“Bitter Greens” af Kate Forsyth


“Bitter Greens” af Kate Forsyth, fra forlaget Allison & Busby, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012).

Charlotte-Rose de la Force er blevet forvist af kong Ludvig XIV til en tilværelse i et nonnekloster efter en skandaløs kærlighedsaffære, hvor hendes pompøse kjoler og smukke hatte fratages hende. Hun finder trøst hos Søster Seraphina, der fortæller hende historien om en ung pige, som hundrede år tidligere, blev solgt af sine forældre for en håndfuld bitre bønner fra heksen Selena Leonelli, der holder sig ung med unge rødhåret pigers blod. Da den ille pige fylder syv, kommer Selena, der også kaldes La Strega Bella, for at tage hende med sig til et tårn langt borte, hvor hun kun kan drømme om frelse…

Dette er en fortælling, der feltter tre kvindeliv sammen i en mageløs fortælling som Rapunsels lange hår, om netop selv samme eventyr, den genfortælles med med høj røst. Romanens er bygget op om et æskesystem, hvor den første historie leder til den anden, den anden til den tredje, for slutteligt at binde en sløjfe på fortællingerne ved at vende tilbage til den første. Det resulterer i en lang og smuk fletning af sprog og komposition, der med sine spæde begyndelse går hen og bliver fuldendt og prægtig.

“I had always been a great talker and teller of tales. ‘You should put a lock on that tongue of yours. It’s long enough and sharp enough to slit your own throat,’ our guardian warned me, the night before I left home to go to the royal court at Versailles… I just laughed. ‘Don’t you know a woman’s tongue is her sword? You wouldn’t want me to let my only weapon rust, would you?’”

Kate Forsyth leger med ord, som hun leger med historie, og sammen skaber det grundlaget for en solid fortælling af genkendelighed i form af det klassiske eventyr om Rapunsel, såvel som tilværelsen i både renæssancen såvel som regeringstiden i Frankrig under Ludvig XIV, og den franske forfatter og poet, Charlotte-Rose de la Force, der skrev historien “Persinette”, der er forløber til eventyret om Rapunsel. Ved at sammenflette så mange historiske faktiskheder såvel som den fiktionalitet, som binder værket sammen, kan der ikke herske tvivl om, at forfatteren har gjort sit forarbejde.

Sproget er levende, selvom historien er gammel; og forfatteren formår at binde, hvad der ligner fragmenterede fortællinger, sammen til en sammenhængende historie om kærlighed i dens mange former; herunder spirende kærlighed mellem to parter, en families sammenbindende kærlighed til hinanden og kærligheden til ordenes dannen af historier. Det er en fortælling, der væver adskillige sammen til et billede, der efterlod mig med et beundrende udtryk i øjnene; at tage en så kendt fortælling og tage den op på ny er en svær balance gang, fordi der knytter sig så meget nostalgi dertil, men Forsyth formår at bevæge elegant igennem de svære hindrene der er herved, og stadig bibevære den nostalgiske fortælling, som har præget manges opvækst.

“Each word was shaped with certainty, and I felt, more strongly than ever before in my life, that I had at last found my true path. I knew the story would change as I told it. No one can tell as tory without transforming it in some way; it is part of the magic of storytelling. Like the troubadors of the past, who hid their messages in poems, songs and fairy tales, I too would hide my true purpose […] It was by telling stories that I would save myself.”

Samtidig giver forfatteren anledning til at lade Charlotte-Rose de la Force komme til orde med sin fortælling, hvis brudstykker tager sig tid til at lade sig udfolde uden afbrydelser eller indskud fra de andre fortællinger. Læseren får derfor mulighed for at dykke ned i hver af de tre kvinders liv fra flere forskellige vinkler med det resultatet af persongalleriet springer til live efter hvert kapitel, og hvis udfoldelse synes endeløs. Måden hvorpå historierne væves sammen på gør, at det svært at fortælle hvor den ene fortælling begynder og hvor den anden ender; de er så indgroet i hinanden, dog med en uforligneligt selvstændighed som gør værket beundringsværdigt. Fordi jeg ikke var bekendt med historiens oprindelse, krævede det lidt at komme ind i romanen, hvorefter den opslugte mig fuldkomment, og hvor mine sultne øjne ikke kunne finde en tilfredsstillende mæthed i de ellers mange ord på mange sider. “Bitter Greens” er derfor en historie, der har dybe rødder i min barndom, og som nu forgrener sig ud i mit voksenliv i form af den kærlighed til mundtlige overleveringer og sidenhen nedskrevne ord, som jeg på ingen måde ville have været foruden.

VMC Designer Collection


Lige så meget som jeg holder af stilrene og simple bøger, holder jeg af gennemførthed, noget som kendetegner VMC Designer Collection. Bogserien er udgivet af forlaget Virago, og består af moderne klassikere skrevet af kvindelige forfattere, imens forsiderne er udarbejdet af kvindelige designere. Mange af mine klassiske bøger er skrevet af mænd, imens kun en sart håndfuld er skrevet af kvinder, og det er her det gennemførte ved VMC Designer Collection findes; bøgernes omslag bærer præg af stilrene linjer, der samtidig tillader fantasien af flyde i motiver, og som pryder boghylden med romantik og regnbuefarver, alt imens det varierende indhold skildre kvindeliv. Flere af bøgerne er skrevet af de samme kvinder, herunder Daphne Du Maurier, Elizabeth Taylor og Angela Carter, men også af en lang række forskellige kvinder, som både tillader et bredt perspektiv såvel som anlæg til at dykke ned i hver enkelte forfatters feministiske verdenssyn igennem flere værker. Bøgerne omhandler alt fra ægteskablige kriser, overgangen fra barn til voksen, til det at genfinde kærligheden inden livet slutter. Samlingen er uden tvivl en af mine største skatte, og som jeg værner om med ømhed.

“Little Dorrit” Af Charles Dickens


“Little Dorrit” Af Charles Dickens, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1998 (org. udgivet i 1857).

Amy Dorrit er det yngste barn af William Dorrit, og er født i gældsfængset Marshalsea, hvor hendes far har siddet inde i 23 år. Om natten bor hun i fængslet sammen med ham, imens hun om dagen går ud for at arbejde som syerske for den ubehagelige Mrs. Clennam. Da hendes søn, Arthur Clennam, vender hjem til England efter mange år i udlandet, begynder han at interessere sig for den sky Amy. Han undrer sig over at hans stædige og afvisende moder har taget pigen under sine vinger, og aner en sammenhæng mellem hr. Dorrits langvarige fængsling og hans egne forældre. Han opdager, at fængslets skygge rækker langt udenfor dets mure og griber ind i mange menneskers liv. “Little Dorrit” Af Charles Dickens er en lang fortælling, der bevæger sig ned af snørklet og snot gange i en mægtig labyrint med tårnehøje hække og et evigt udsyn til en himmel af muligheder; hver gang jeg troede, at jeg havde gennemskuet handlingen, var udfaldet af den altid noget andet, og af samme grund blev romanen en af de mest vældige litterære puslespil, jeg længe har beskæftiget mig med, hvor to brikker sjældent passede sammen, men som alligevel udgjorde ét sammenhængende billede.

“While the flowers, pale and unreal in the moonlight, floated away upon the river; and thus do greater things that once were in our breasts, and near our hearts, flow from us to the eternal sea.”

Charles Dickens er kendt for at fremmane en stribe af fiktive karakterer, der alle er besidder særlige træk eller egenskaber som gør, at de bliver udskilte i forhold til hinanden. Med denne roman er det ingen undtagelse, og jeg mener personligt, at romanen indeholder nogle af Dickens mest mindeværdige karakterer, der umiddelbart kan synes meget sorte og hvide, men uden helt at være det. Selvom jeg nød at følge protagonisterne, Arthur Clennam og Lille Dorrit, der begge er meget retfærdige og retskaffen i deres måde at handle og tænke på, bliver de særligt udskilte i sammenligning med det resterende persongalleri. Deres fremtoning bliver mindre realistisk, og skal måske i virkeligheden læses som idealer snarer end egentlige typer. Fordi Dickens favner så bredt, som han gør, er det ikke altid lige let at holde styr på de forskellige personer og deres relationer til hinanden, på samme måde, som det kan være svært at holde styr på navne over for kælenavne i russiske romaner. At komme ind i en så lang roman som denne, er derfor ikke uden vanskeligheder, og jeg forestiller mig derfor, at den egner sig bedst til de, der har tiden til at sætte sig med den og lade sig opsluge af Dickens fagre sprog, snarer end hvis man ønsker en letsindig læseoplvelse.

“She forgot to be shy at the moment, in honestly warning him away from the sunken wreck he had a dream of raising; and looked at him with eyes which assuredly, in association with her patient face, her fragile figure, her spare dress, and the wind and rain, did not turn him from his purpose of helping her.”

Sproget er åndeløst smukt og dragende, der uden tvivl er den drivende faktor i fortællingen, der med sine kærtegn får siderne i bogen til at vende som en let brise. Men sproget besidder i høj grad også en ambivalens, som er typisk for Dickens, fordi hans sans for deltajer er endeløs, noget der også afspejler sig i hans sprog, der aldrig synes at høre op; han kan bruge sider på at beskrive og male fyldestgørende billeder med store armbevægelser på læserens nethinde, der dog også er mørke, mystiske og melankolske. Samlet skaber det en roman, der både er en satirisk skildring, et mysterium, og en allegori for kærlighed uden at det bliver patetisk og romantisk. Med store armbevægelser er den omfattende “Little Dorrit” en komprimeret gengivelse af alskens tematikker og subplots, der strækker sig langt ud over den overordnede handling. Det er en skildring af livets mørke og lyse sider, der bindes sammen med et pompøst sprog, der gerne svælger i sig selv. Bogens længde er allernådigst intimidererende, og som også vejer tungt mellem hænderne på sin læser, men samtidig er det også en væld fortælling, der kræver den plads, som Dickens har tilladt sig selv at udfolde sig på; den søger at få det hele med, og det er meget vellykket og overdådigt.