“House of Many Ways” (Howl’s Moving Castle #3) af Diana Wynne Jones


“House of Many Ways” af Diana Wynne Jones fra forlaget Harper Collins Children’s Books, udgivet i 2008 (org. udgivet i 2008).

Charmain Baker sættes til at holde øje med sin onkel Williams hytte, da han er bortrejst. En opgave, der burde være ganske simpel, hvis ikke onkel William var kendt som den troldmand af det kongelige Norland, og hans hus derfor bøjer tid og rum til ukendelighed; dørene i huset fører til et vilkårligt antal steder uden nogen form for logi, til soveværelserne, køkkenet, hulerne under bjergene og fortiden sågar. Da Charmain åbner en dør, lukker hun en omomstrejfende hund af magisk karakter ind i huset, en forvildet troldmandslærling forvilder sig vej til huset, sammen med en irriterende klan af små blå væsener. Midt i forvirringen møder Charmin endnu en magisk skikkelse i form af Sophie, og hvor hun er, er troldmanden Haolw og ilddæmonen Calcifer også. “House of Many Ways” af Diana Wynne Jones er en selvstændig bog i serien om Howl’s Moving Castle, hvor protagonisten ikke længere er en troldmand, men en ordinær pige, der holder af hengive sig til bøgernes verden. I stedet bliver Howl en biperson som i seriens forgænger “The Castle in the Air”, hvor han dog udgør en væsentlig bestanddelt i forhold til den forløbende handling, selvom hans rolle overskygges en smule af bipersonen Sophie, der har fulgt Howl siden første bog.

“For a long time she had no courage at all. She sat and stared at the clouds piling along the peaks of the mountains, white and purple, making shapes like fat animals and thin swooping dragons. She stared until the clouds had wisped away into nothing but faint mist against a blue sky”

Diana Wynne Jones er en lystig forfatter, der formår at skrive tilgængeligt og forståeligt i sin simplicitet, der også afspejler handlingen; modsat “Howl’s Moving Castle” og “The Castle in the Air” er handlingen i denne tredje roman langt mere nedtonet og præget af fjollerier og nonsens momenter, hvilket efterlod mig med en flad fornemmelse sammenlignet med seriens forrige fortællinger. Bogen er lang for sin korte handling, selvom beskrivelserne bærer præg af grin og forundring fra min side ved synet af Jones evne til at fremsætte de mest beundringsværdige former for magi af simpel karakter, der transportererede mig til et virvar af steder, hvor selv de mest ordinære og magiløse steder blev indhyllet i en fortryllende atmosfære af vittige påfund. Charmain Baker repræsenterer sin læser ved at være værdsætte de skrevne ord i bøger; hun foretrækker sit eget selvskab blandt alskens litterære skikkelser ved pompøse baller, og heltemodige gerninger og farefulde færde, men hun er ligeså forkælet og skånet som hun er belæst, hvilket efterlader hende en vanskelig at holde af, fordi karaktertræk som disse mørklægger hendes person. Ethvert eventyr der imødekommer hende er hun afvisende over for, på trods af at det er eventyr, hun har læst om i et hav af bøger; derfor vokser hun gradvist med disse, selvom hun ikke bifalder deres kommen.

“All she heard next of the strange conversation behind the sofa was Mrs. Pendragon saying something about sending Twinkle (or was his name Howl?) to bed without supper and Twinkle daring her to ‘jutht TRY it.”

Sophie, Howl og Calcifer gør alle deres entre i bogen, men udgør så lille en bestanddel af “House of Many Ways”, de kun syntes som pludselig glimt af en velkendthed, der efterlod mig med afsavn mod første bog i serien, der er så vellykket og eventyrlig, modsat denne, der blegner i sammenligning med sit ufuldendte potentiale og flade fornemmelse, selvom jeg nød at opholde mig i det skøre hus af tidsmæssige muligheder. Påfundet er tilpas skørt, men kræver også en hvis balancegang af koncentration, for ikke at gøre det for skørt; at lege med tiden er en vanskelig affære, specielt når der veksles mellem fortid, nutid og fremtid i en ikke-familiær verdenssammensætning. Såfremt “House of Many Ways” af Diana Wynne Jones er den sidste fortælling om Howl og hans kompagnoner, er det en ufuldendt serie, der ikke yder sine grundkarakterer den retmæssige retfærdighed, eller den mageløse verden af genkendelige eventyrtræk, som Jones har skabt og gradvist udfoldet. Bogen er opbygget om af omfattende beskrivelser, der sommetider står i stedet for en faktisk handling, hvorefter den nedtonet handling blusser op som en mægtig flamme, kun for at udbrænde lige så hurtigt, som den opstod, og det samme gælder for min begejstring for bogen.

2 thoughts on ““House of Many Ways” (Howl’s Moving Castle #3) af Diana Wynne Jones

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.