“Inkspell” (Inkworld, #2) af Cornelia Funke


“Inkspell” af Cornelia Funke (org. titel “Tintenblut”) fra forlaget The Chicken House, udgivet i 2006 (org. udgivet i 2005) Læst på engelsk – originalsproget er tysk.

Et år er gået siden Meggie Folchart åbnede en særlig bog blandt mange, og adskillige eventyrelementer faldt ud af bogens sider og ind i hendes verden, inklusiv sin egen mor. I et forgangende år, er der ikke gået én dag, hvor Meggie ikke har tænkt på Inkheart-bogen og sin enestående evne til at vække bøgers indhold til live den blotte bevægelse af sin tunge. Meggie er ikke den eneste, der længes efter det fiktive land, Dustfinger, en litterærkarakter fra selv samme bog, ænges efter sin tilværelse mellem bogens sider, og sætter sig for endelig at vende tilbage, men en sort skæbne følger ham. Meggie må rejse efter ham, og det bliver en farefuld og ikke særlig eventyrlig rejse. Der er en gennemtrængende længsel i Meggies sind, der får hende til at nedskrive ord, der bliver portaler mellem virkelige og fiktive verdener, som trylleformularer af eventyrlig karakter. Der er en lignende længsel at spore hos læseren, der ligesom bogens protagonist ønsker at betræde de grønne græsmarker i Inkheart, hører omkringflyvende feer hviske lokkende ord i øregangen, og udforske hver en krog af det vældige kongedømme; selvom det er dumdrist at forlade den trygge idyl mellem bøgerne, for at rejse ind i dem, så er det et beslutning, der resulterer i denne efterfølger, som rækker endnu længere end sin forgænger med sin originalitet.

“Stories never really end…even if the books like to pretend they do. Stories always go on. They don’t end on the last page, any more than they begin on the first page.”

Hvor “Inkheart” tager udgangspunkt i nostalgisk sødme i form af kendte eventyr af både Brødrene Grimm, H.C. Andersen og Oscar Wilde, som danner grobund for en stor del af bogens handling, udfolder Cornelia Funke et tæppe af ukendt grund i “Inkspell”, som afspejler de eventyr, hun hylder og beundre ved et hvert af de indledende citater, som hvert kapitel starter ud med. Ink-verden er opdelt i middelalderlige kongeriger omkranset af spudlende landsbyer og mørke skove. På overfladen er det et idyllisk og eventyrligt sted, imens det trækker op til storm i horisonten med politiske sanktioner, der truer kongedømmernes sikkerhed, og hvor evne til at levenliggøre ord skrevet med blæk, bliver en farlig evne, der leder til et gradvist forfald af landet. Cornelia Funke hylder uden tvivl bøgernes verden, men hun formår også på realistiskvis af fremvise deres potentiale som knusende i form af Meggies far, Mo, der opsluges af den fiktive rolle, som tilskrives ham i Ink-verdenen, der separerer ham fra den virkelige verden. Derved viser forfatteren bøgers potentiale til både at opbygge og ødelægge mennesker i en yndig og nervepirrende ballet på grænsen mellem fantasi og virkelighed, liv og død. Det samme fremstilles ved Meggies evne til at læse karakterer ind og ud af bøgerne efter eget ønske, en evne som enhver læseglad person har ønsket sig, men Funke viser også, hvordan sådan en evne manipulerer med ødelæggende grænser.

“Isn’t it odd how much fatter a book gets when you’ve read it several times?” Mo had said…”As if something were left between the pages every time you read it. Feelings, thoughts, sounds, smells…and then, when you look at the book again many years later, you find yourself there, too, a slightly younger self, slightly different, as if the book had preserved you like a pressed flower…both strange and familiar.”

Bogens perspektiv springer mellem dens mange karakterer, som tillader et glimt af indblik i deres tanker, og i forlængelse af sit smukke sprog, hæver bogen sig til en kompleks børnebog, der sigter breder end øjenhøjden til sin egentlige målgruppe, og alligevel tager denne kærkommen i hånden, når Meggie oplever den spirende kærlighed og sit første kys. At følge Meggies gradvise udvikling er frydeligt og fornøjeligt hvad end hun udforsker litteraturens endeløse bredder eller voksenlivets gradvise tiltagen, der ikke kun på det tematiske plan er tiltalende, men også i forhold til bogens sproglige plan, der efterlader læseren med en længsel efter at kunne vække Funkes famøse have af ord til live og selv indtræde mellem siderne for at forblive mellem deres sødme og varme. “Inkspell” af Cornelia Funke leder op til en famøs afslutning der utvivlsomt vil krydse strenge grænser mellem lys og mørke, og som kun finde sted inden for litteraturens fiktive rammer. Det er en fortælling, et episk prosadigt til læsningen og læserne, der vækkes til live med et væld af fiktive karakterer, der bidrager med et selvstændigt aspekt til perspektivet af bogen, og som skaber en farvestrålende mosaik af levende stemmer, der hvisker ud mod læseren fra hvert et blækskrevet ord, og som gang på gang overtaler mig med sin lokkende velskrevethed til at træde ind mellem disse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s