Forfatterinterview med Juliet Marillier


Hvad anser du som god skrivning?
For fiktion mener jeg, at noget, der er skrevet godt, er en kombination af fremragende håndværk og gode færdigheder i hvad angår historiefortælling. Ingen mængde af litterære dygtighed gør dig til en dårlig historie, og en fantastisk historie kan miste værdi ved et klodset sprog. De forfattere, som jeg mest beundrer er fremragende til begge. For mig gælder denne regel i enhver genre. Et eksempel på en litteratur, der indeholder en overbevisende historie er i Donna Tartts “The Secret History”. Et eksempel på en fantasy-roman, der viser et fremragende håndværk er Joe Abercrombies “The Heroes”.

Hvorfor tror du, at historiefortælling er vigtigt?
Historier i den mundtlige tradition, har tjent som retningslinjer for det daglige liv, siden mennesket sad omkring bålet og fortalte dem. Disse traditionelle historier er fulde af visdom (såvel som at være sjove, skræmmende, rørende og underlige), og indeholder spor og eksempler til at håndtere livets udfordringer. Disse historier ændret lidt hver gang nogen fortalte dem, så de holdt trit med ændringerne i det samfund, de tilhørte. Dette mønster blev brudt, når folk begyndte at skrive dem ned (det er et stort emne til en anden gang), men vi finder stadig styrke fra historier, mundtlige såvel som skriftlige. De er gode værktøjer til undervisning og heling. Især dem, der indpasses i denne åre gammel visdom, som er kommet til os gennem myter, legender, folkeviser og eventyr.

Hvilken er din yndlingsbog uden for din genre?
“Women Who Run with the Wolves” af Clarissa Pinkola Estes, en jungiansk psykolog og historiefortæller. Det er en non-fiktion bog om en undersøgelse af kvinders rolle i de traditionelle historier. At læse bogen var en livsændrende oplevelse for mig.

Adskillige af dine bøger fokuserer på Keltiske traditioner. For at kunne skrive om disse, måtte du da gøre dig et større researcharbejde?
Jeg forsker en del for hver roman, jeg skriver. Med historisk fantasy, skal den historiske del være korrekt, selv om den magiske eller fantastiske del harfundament i virkeligheden. Historien i mine tidligere bøger var temmelig fejlbehæftet, fordi jeg ikke på det tidspunkt var klar over, hvor meget historisk nøjagtighed betød noget for læserene i denne genre. Nogle af mine romaner, for eksempel “Wolfskin” har en enorm mængde historisk forskning bag dem. Andre, såsom Shadowfell-serien, er i vidudstrækning fantasi, selvom de udspiller sig i det gamle Skotland. Serien har en masse folkeventyr gemt i sig og ingen virkelig historie. Jeg har studeret den keltiske tradition det meste af mit liv, der bygger på en barndomskærlighed til skotsk og irsk mytologi og folkeeventyr.

Fandt du det vanskeligt, at overfører “Daughter of the Forest” fra idé til papir?
“Daughter of the Forest” var min første roman og var ikke skrevet med udgivelse for øje. Da den først blev udgivet for 15 år siden (jeg er nu på min 18. roman) er det ganske svært at huske, hvordan det føltes at skrive den. Jeg arbejdede på fuld tid, og måtte skrive om natten eller i løbet af weekenden, men jeg synes at kunne huske, at det var rimeligt let at sætte overfører historien til papir, fordi jeg allerede havde de nødvendige skrivefærdigheder. Manuskriptet havde overraskende lidt redigering før sin udgivelse. (Ikke at det er gældende for mine senere bøger!)

Som voksen, finder du det da vanskeligt at skrive fra unges synsvinkler?
De dygtige forfattere kan formidle stemmen af ​​en yngre eller ældre person, eller en person, der er i modsætning til sig selv – det er et krav for at skrive fiktion. Faktisk skriver jeg meget sjældent med en ungdommelig stemme – jeg har gjort det kun i korte historier. Hovedpersonerne i mine romaner er ofte unge, men det er fordi bøgerne er sat i en tid og kultur, hvor folk gjorde tingene i en yngre alder (såsom at blive gift, få børn, udkæmpe krige og blive leder) Ungdoms skikkelser fra andre historiske tidspunkter gør det, som dagens læseren ville se som voksne beslutninger. De er unge mennesker i deres egen tid og sted, ikke den moderne verden. De fleste af mine romaner (Sevenwaters serien, Bridei Chronicles, Wolfskin og Foxmask, Heart’s Blood) er for voksne læsere. “Wildwood Dancing” og “Cybele’s Secret” blev skrevet som unge voksne bøger. Shadowfell-serien, hvoraf den tredje bog, “The Caller”, kommer ud i midten af ​​2014, er en crossover-serie , som lige så godt kan læses af voksne som unge læsere.

Er der en af ​​dine karakterer, som du især kan forholde dig til, eller en, som du især vil elsker at være?
Der er altid en karakter i en af de bøger, som jeg skriver! Jeg kommer meget tæt på dem, og finder det svært at sige farvel til dem, når historierne er færdige.

Hvad arbejder du på i øjeblikket?
Jeg har netop afsluttet manuskriptet til “Dreamer’s Pool”, den første roman i en ny fantasy-serie til voksne læsere. Serietitlen er “Blackthorn & Grim”. Bøgerne har et mystisk element som fundament, og den er mørkere end mit tidligere arbejde. Jeg håber, at læserne vil elske de! “Dreamer’s Pool” vil blive udgivet af Pan Macmillan Australien og Penguin USA i november 2014.

Reklamer

“Scent of Magic” (Healer #2) af Maria V. Snyder


“Scent of Magic” af Maria V. Snyder fra Mira Books, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2012).

Da den sidste Healer i De Femten Riger, Avry af Kazan, befinder sig i en særlig position, hvor hun ikke længere forventes at være i live af hverken sine fjender og medsammensvorne. Avry lever og ånder stadig for at se kong Tohon falde, så der atter kan herske fred i kongerigerne, men det er et ønske, som hun alene må søge at bringe til opfyldelse, da hendes medsoldater indkaldes til kamp i deres eget land. I skjult, gør hun sit for at støtte Tohons modstandere ved blandt andet at infiltrere en hellig hær, ndsamle sin egen hær og lære dem magiske egenskaber, der skal styrke dem mod magiske opsporer, der er i hælene på dem og i ledtog med kongen, hvis seneste træk af at forstyrre de evigt sovende, og gøre dem til en del af sin kampklare hær. Krigen kommer og Avry er alene. Medmindre hun ud af at gøre det umulige … igen.

“’You had me tied in knots. You saved Belen’s life, and I wanted to kill and thank you all at the same time. And during those nights when we didn’t know if you’d live or die, I went from being angry, to worried to frustrated to scared all within a single heartbeat. If you had die, I would have killed you.’”

“Scent of Magic” tager de handlingsmæssige tråde op, som dens forgænger efterlod sig, der synes mere tilbageholdende end hos sin forgænger, hvor tempoet var højt. Avry, seriens protagonist, oplever tilbageslag, og et dårligt stillet udgangspunkt med en minimal hær, som hun må fralærer sine magiske evner, alt imens kongen gradvist vinder indpas i styrke og land. Fordi så stor en del af bogen beskæftiger sig med hærens gradvise opstandelse, sættes handlingen til side til fordel for et indblik i den magi, som Snyder har skabt sit fiktive univers omkring, som er kompleks og næsten grænseløs. Min beundring for Maria V. Snyder ligger i hendes evne til at fremmane stærke og selvstændige kvindelige protagonister, der ikke har i sinde at affinde sig med den givne situation, men i stedet agter at kæmpe imod dem med livet som indsats og mod alle odds for at retfærdigheden skal sejre. Snyders sprog er flydende og medrivende, uden at det giver mig en trang til at understrege hendes ord og forevige dem i mit hjerte, fordi sproget er langt mere orienteret omkring protagonistens subjektive forholdelse til krigssituationen, og som driver handlingen fremad snarer end at beskrive den.

“’Quain, let go,’ Belen said. ‘You’re hurting her.’ He dropped my arms, pushing me away. ‘She’ll heal.’ His cold words were like a slap in my face.”

Avry er også en af Snyders typiske kvindeskikkelser, men hendes person svækkes i denne efterfølger, hvor hendes frygt og godhed konstant står i vejen for handling, og selvom det afspejler menneskelighed, så er det også noget, der tilskriver hende knap så rosende egenskaber. I stedet for at virke handledygtig, snild og stærk, virker hun forvirret, bekymret og tilbageholdende, og som efterlader hende i en skygge af sit tidligere jeg. Min begejstring for bogen var stor, men ikke nok til at overskygge sin forgænger. I stedet kaster den mørke skygger af sig, som kun fremtvinger min frygt, da bogen i højere grad bygger på vedblivende cliffhangere, hvergang historien skifter perspektiv, selvom dette giver mulighed for udvide perspektivet med forskellige vinkler. Det er ikke så meget krigensudfald, som jeg frygter, men snarer måden hvorpå Snyder bøjer almene regler med sine magiske evner, som sætter sig på tværs af dødens regelsæt. Selv i fiktive verdener, hvor regler kan bøjes til ukendelighed, er døden efter min opfattelse et facit, der ikke kan ændres ved, og som samtidig sætter rammerne for for den fiktive verdens grænser, der ellers sagtens kan være vidtrækkende. Når Snyder ofre sine karakterer og sidenhen lader dem genopstå, bryder hun enhver regel i min bog, og min oplevelse af det litterære præges også herefter, selvom jeg nød at læse bogen, besidder den både lys og mørke, der kun afspejler min egen ambivalens i vurderingen.

Læse refleksioner #2: læsemål for 2014


I 2013 havde jeg det ene læsemål, at jeg gerne ville læse “War and Peace” af Leo Tolstoj, som er en ettusindssiders lang roman om kirg og kærlighed, fred og fjendtskab. Den titel er sidenhen blevet krydset af min min endeløst lange liste af doserede læsemål. I år har jeg dog kun i sinde at forsøge mig med to udfordringer, der til gengæld er omfattende. Den første omhandler, at færdiggøre Shakespeares skuespil, hvilket betyder, at jeg har sytten dramaer, komedier og tragedier i vente, og derudover læse Edgar Allan Poes samlede værker, noget jeg gav mig i kast med i det forgangende år i forbindelse med mit studie i litteraturvidenskab, men nu vil jeg for alvor lade mig opsluge af Poes mørke noveller om alskens grusomheder. Noget jeg ser særligt frem til.

Derudover forventer jeg at læse 200 bøger i årets løb, hvor både Poe og Shakespeare skal hjælpe mig på vej; at læse Shakespeare og Poe lyder ikke af meget, men målt i sider, bliver mine to læsemål for 2014 noget mere omfattende end sidste års Tolstoj, der ellers var lang at komme igennem. Alligevel er det med oprejst pande, at jeg vil lade mig syne hen i to vidt forskellige litterære skikkelsers forfatterskaber, noget jeg forventer vil ske gradvist gennem året, sådan at jeg ikke mister pusten ved at skulle læse alle sytten skuespil af Shakespeare fra ende til anden, eller mærke Poes sorte melankoli udvide bogens tykkelse til noget uoverskueligt.

Hvilke læsemål står på jeres liste for dette år?

“The Old Curiosity Shop” af Charles Dickens


“The Old Curiosity Shop” af Charles Dickens fra Wordsworth, udgivet i 1998 (org. udgivet i 1840).

Den stakkels pige Nell, er blevet fordrevet fra sit hjemsted med dens sikre og trygge rammer. Bordrevet fra sin barndom, indtræder Nell i en verden, hvor ondskaben antager mange former og størrelser, hvor hun forvildes ind i et spind af falske forhåbninger og brudte løfter, forræderiske skikkelser og mænd med bagtanker. Historien er derfor langt fra er et gloriøst eventyr om lykkelige slutninger og endeløs kærlighed, men langt mere end virkeliggørelse af den mest dystre side af det viktorianske liv. Charles Dickens er ikke kendt for at skrive kortfattet og komprimeret; i stedet er han kendt for sine stor armbevægelser hvad andgår ord og deres detaljer, som fylder hele sider med fyldige beskrivelser, der sidestiller handlingen en smule. Dette er ingen undtagelse for “The Old Curiosity Shop”, der ligesom mange andre af Dickens litterære værker blev udgivet i brudstykker i aviserne, der uden tvivl har været langt mere spændende at følge med i, end ved at læse bogen fra ende til anden.

“Thus violent deeds live after men upon the earth, and traces of war and bloodshed will survive in mournful shapes long after those who worked the desolation are but atoms of earth themselves.”

Lille Nell er en simple og henrivende protagonist, der bevæger sig fra asken og over i ilden, da hun bortvises fra sin hjemstavn, og må træde ind i en verden fuld af forvirring; hendes naivitet er grænseløs, men troværdig fordi hun ikke har haft nogen at støtte sig til i livets oplæring. Hun tror på det bedste i mennesket, og de, der er klar over dette, formår også at udnytte hende ved at sno hende om sin lillefinger, som en gylden hårlok. At følge hende starter ud som romanens drivkraft, der hvor hendes unge sind fører læseren ind i fortællingen, og siderne vendes hurtigt. På trods af at Nell er bogens protagonist, er hun ikke gennemgående hvad andgår fortællevinklen, der pludselig skifter fra at fortælle bestandigt om hende, til i stedet drukne hendes sarte stemme i et væld af bipersoner og deres interaktioner med hinanden. Som læser følte jeg mig som en havn, hvor Nell udgjorde bølgerne på havet, som kun ganske let slog mod kajen, fordi der ofte var vindstille. På hende sejler et væld af skibe i form af de mange bipersoner, hvor blandt andet Quilp, en dæmonisk dværg og helten Kit Nubbles særligt dominerer fortællingen.

“To this it must be added, that life in a wig is to a large class of people much more terrifying and impressive than life with its own head of hair.”

Dickens var dygtig til at opdigte personer og livliggøre dem, sådan at læseren vandre igennem et væld af forskellige ansigter, hvor det enkelte stråler klart ud fra mængden. At se ham blæse liv i skikkelse efter skikkelse er altid fornøjelig, selvom det i dette tilfælde også påvirkede min oplevelse af bogen negativt, fordi bogens protagonist forsvandt i menneskemylderet, og i en konstant søgen efter hende, blev de mange karakterer en smule ligegyldige og intetsigende, selvom deres historier knytter sig til Nell. Det er her, hvor romanens styrke svinder, når vældet af farverige karakterer begynder at skubbe sine hovedpersoners perspektiv ud til fordel for mindre karakterers synspunkt. Det udvider tildeles horisonten, men efterlod mig også tung om hjertet og lettere irriteret, og det påvirkede naturligvis min læsning af romanen, selvom det sproglige trak i den modsatte retning. Dickens besidder nemlig en evne til at beskrive omgivelserne på en sådan måde, at læseren ikke selv skal tænke sig til omstændighederne, men i stedet ser dem færdiggjorte i sit hoved. Romanens slutning erstormfuld, og jeg forstår så udmærket, at “The Old Curiosity Shop” vagte opsigt ved sin fragmenteret udgivelse i 1840’erne, hvor Nells skæbne var et vendepunkt i historien, der viste, hvor bredt Dickens favner som forfatter, samt hans snilde i observationerne af sin samtids samfund, der i høj grad var præget af mørke og kulde.