“The Girl Who Soared Over Fairyland and Cut the Moon in Two” (Fairyland #3) af Catherynne M. Valente


“The Girl Who Soared Over Fairyland and Cut the Moon in Two” af Catherynne M. Valente, fra forlaget Feiwel & Friends, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2013).

Ikke alene er September vokset siden hun sidst befandt sig i Fairyland, det samme er længselen efter det fjerne land, hvor hendes nærmeste venner opholder sig, dragen Ell og drengen Saturday. Septembers hverdag er et kompleks sind af spontane løgne, som hun må finde på, for at værne om landetes oprindelse, og da muligheden for endelig at rejse tilbage melder sig, tøver hun ikke et sekund med at gribe den; Fairyland er dog atter i uligebvægt, og må konfrontere den mytiske Yeti, der opholder sig på Fairylands måne. Hvor den første bog er en tornado af pludseligheder og omvæltning, og den anden bog viser en helt ny side af Fairyland i mørkere og dystre toner, følger tredje bog i serien en mere voksen protagonist samt de tematikker, der melder sig hos fjortenårige, såsom at træffe afgørende beslutninger, som gradvist får en til at vokse, om den søde genforenig, og den bittersøde afsked, alt sammen oplyst fra månens blegeskær, der kaster sig sparsomme lys over Fairylands grænseløse land; tilværelsen summer af markedspladser, der sælger ud af hjertets lyst, hvor feer flyver rundt som pludselige lysglimt, og hvor den frygtindgydende og mytisk Yeti spreder forvirring og tumult.

The trouble with lies is that they love company. Once you tell a single lie, that lie gets terribly excited and calls all its friends to visit. Soon you find yourself making room for them in every corner, turning down beds and lighting lamps to make them comfortable, feeding them and tidying them and mending them when they start to wear thin.

Catherynne M. Valentes fantasi er ikke blot lige så vidtrækkende som hendes fiktive land, men hendes evne til at sammensætte klare billeder igennem ord med en så nænsom ynde er lige så vidtrækkende; hun formår at skabe et simpelt nonsensland fuld af komplekse størrelser, der driver læseren frem ord og for ord. Det fiktive land synes mindre og og mindre fiktivt, fordi hendes beskrivelser gang på gang er så virkelige, som var de beskrivelser af et faktisk sted, som Valente har opholdt sig et utal af gange, og hun med sin ordmagi formår at få læseren til at længes efter i lige så høj grad, uden nogensinde at have været der før. Det opsummerer hendes sande talent som forfatter. September er en skygge af Lewis Carolls Alice, hvis opvækst læseren har fornøjelsen af at følge. Fra at være en tolvårig, der længtes efter venskaber, er hun nu fjorten og et helt andet sted med motorolie og kys. Det er derfor ikke kun i størrelsen, at September vokser, men også i mit hjerte; jo mere jeg følger hende, jo mere kommer jeg til at holde af hende. Det er hånd i hånd, at vi sammen går igennem det magiske land, hvor hendes glæde over genforeningen med sine Fairyland-venner bliver min, på samme måde som hendes sorg ved den uundgåelige afsked således også bliver min. At have lært hende at kende, er uden tvivl et af årets største litterære milepæle.

“So it is written-but so, too, is it crossed out. You can write over it again. You can make notes in the margins. You can cut out the whole page. You can, and you must, edit and rewrite and reshape and pull out the wrong parts like bones and find just the thing and you can forever, forever, write more and more and more, thicker and longer and clearer. Living is a paragraph, constantly rewritten. It is Grown-up Magic.”

At se Septembers hjerte vokse af de prøvelser, som hun må gennemgå for at opretholde orden i den verden, som hun så ubetinget elsker, er som at se en blomst åbne sig gradvist; det er en skrøbelig proces, der betager, optager og opsluger beskueren helt og fuldkomment. Fyldt med skrøbeligt øjeblikke af den første kærlighed, og den dertilhørende uvished om, hvad kærligheden i sandhed er, er det en historie, der ikke alene udforsker et fiktive lands grænser, men som også udforsker protagonistens og måler hende tomme fra tomme imens tiden i det magiske land løber fra hende. Det er en børnebogsserie der beretter om, hvordan ingen hverken er for stør eller for lille, for gammel eller for ung til at blive helten i egen fortælling, og hvordan vores beslutninger er altafgørende for udkommet af vores handlinger flettet ind i alskens finurlige eventyrskikkelser og mærkværdige omstændigheder, som gør emnerne lette i deres alvorlighed. Hver bog er et enkeltstående eventyr, som enkelte perler i perlekæden om halsen på September, der binder alle de enkeltstående begivenheder sammen.

“Christmas Books” af Charles Dickens


“Christmas Books” af Charles Dickens, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1998 (org. udgivet i 1843).

“A Christmas Carol” fortæller den ikoniske historie en decembernat, hvor den gnavne og grådige Ebenezer Scrooge biver hjemsøgt af tre juleånder, der åbner hans øjne for julens godhed. “The Chimes” foregår nytårsaften, hvor klokker ringer det forgående år til ende, og det nye ind i en drøm, hvor handlingen er præget af korruption, og hvor mennesket kan være nødsaget til at handle syndigt. “The Battle of Life” beretter om hvordan menneskeliv er præget af krig, og det det enkelte menneske må beslutte, om de skal vindes fredeligt eller ved at såre andre. “The Haunted Man” er en spøgelsesfortælling der udspiller sig mellem julaften og første juledag, og har strålende lighed med “A Christmas Carol”, hvor protagonisten, Redlaw, involveres med et fantom, der tilbyder ham at slette alle dårlige minder. Igennem accepten af spøgelsets gestus gennemgår Redlaw en karakterudvikling. I “The Cricket on the Hearth” har John Peerybingles en skytsengel i form af en fårekylling, der advarer John om, at hans kone har en affære med en mystisk anden. Trods dette er det en fortælling om smeltende hjerter, der åbner sig for kærligheden og familien.

“I will honour Christmas in my heart, and try to keep it all the year. I will live in the Past, the Present, and the Future. The Spirits of all Three shall strive within me. I will not shut out the lessons that they teach!”

I “Christmas Books” har Charles Dickens skrevet lange noveller og sirlige brudstykker af tekst, der alle har julen tilfælles; lange detaljeret sætninger i eventyrlige noveller, der beskriver julen. Dickens krediterer ofte for at have opfundet julen, sådan som vi kender den i dag, men som måske nærmere er en betegnelse for hans stemningsfulde bedrift som forfatter og skribent, for i bund og grund har han ikke opfundet julen, men snarer beskrevet en lang række af dens traditioner og stemninger. Han skriverier er sidenhen blevet en tradition i sig selv i form af diverse filmatiseringer, som blandt andet “Muppets Juleshow” og “Mickeys Juleeventyr”, og som jeg har præget min opvækst længe før jeg overhovedet kendte det mindste til Dickens forfatterskab. Den ikoniske “A Christmas Carol” er en af mine absolutte yndlingsfortællinger, og fortjener i sig selv alverdens rosende ord, uden at det er gennemgående for de resterende noveller, der er en bred blanding af jul og nytår blandet med det overnaturlige og det realistiske. Flere af novellerne har gennemgående tematikker og sågar også handlingsmønstre, hvor flere af protagonisterne ligner den koldhjertet Ebenezer Scrooge, og flere af novellerne har også karakterudviklingen tilfælles; hvor flere af protagonisterne bevæger sig fra et negativt udgangspunkt og til det, som Dickens anser for at være den idealiserede jul, hvor mennesker mødes, samles og forenes rundt om middagsbordet med juletræet i baggrunden, udveksling af gaver, latter og smil.

“…and it was always said of him, that he knew how to keep Christmas well, if any man alive possessed the knowledge. May it be truly said of us, and all of us! And so, as Tiny Tim observed, God bless Us, Every One!”

Dickens er en ordkløver, der med det klassiske viktorianske sproget indfanger julens ånd som små snefnug, fastholder den for en kort stund og fremhæver dens fineste kvaliteter nænsomt, så det det enkelte snefnug fremstår som klare snekystaller snarer end et virvar af faldne fnug. Hans sprog er tungt og let på samme tid, og fuld af tidsrejser, spøgelser og magi, der alle kredser om den søde decembermåned. Ved at forene fortid nutid og fremtid formår Dickens at hylde julen til fylde ved, at mindes fortiden, forene mennesker i nutiden, velvidende at den også vil være at finde i fremtiden. Med disse mange små stykker af komprimeret julestemning, formår Charles Dickens at skabe det helt rigtige billede af julen og dens værdier, samt den magi, som netop denne højtid besidder. Selvom flere af de fragmenterede julehistorier blegner ved siden af den uddødelige “A Christmas Carol”, så skaber de til sammen et nuanceret baggrundstæppe for novellens tilblivelse, såvel som det traditionstro billede, som vi har af julen den dag i dag. Det er af samme grund historier, jeg hvert år vender tilbage til med samme glæde.

“Nutcracker and Mouse King and The Tale of the Nutcracker” af E.T.A. Hoffmann og Alexandre Dumas


“Nutcracker and Mouse King and The Tale of the Nutcracker” af E.T.A. Hoffmann og Alexandre Dumas, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2007 (org. udgivet i hhv. 1816 og 1844).

“Nutcracker and Mouse King” af E. T. A. Hoffmann er en oprigtig fortælling fyldt med julevarme eventyrelementer, der spreder en kærkommen sødme i fingrespiserne som en kop te mellem hænderne. Historien udspiller sig juleaften, hvor den lille Marie Stahlbaum kaster sin kærlighed på en ituslået nøddeknækker-figur, som hun i skæret fra julelysene tager sig af. Efter mørkets frembrud og resten af familien er faldet i søvn, åbner der sig en verden for øjnene af Marie; en verden af baconspisende mus, der udkæmper en krig mod resten af legetøjet, i en verden af honning glaseret søer og slikbeklædte landsbyer. Alexandre Dumas adopterer Hoffmanns hjertevarme fortælling og gør den længere uden at få den sukkerglaseret fortælling til at smelte sammen til en kilsetret masse.

“Marie supposedly is still queen of a land where you can see sparkling Christmas Forests everywhere as well as translucent Marzipan Castles – in short, the most splendid and most wondrous things, if you only have the right eyes to see them with.” E. T. A. Hoffmann

E.T.A. Hoffmanns fortælling er udformet af simple beskrivelser, der gør novellen både letlæselig og forståelig i sin idylliske moral, som ikke kun berør de små, der får historien fortalt, men i ligeså høj grad de voksne øjne, der fortæller fortællingen. Som så mange andre eventyr, tager denne sig ud i form af en lille pige, der vakler mellem fundamental barndomsfantasi og vældige barndomsdrømme. Disse mangfoldige fantasier og drømme efterlader Marie i en tilstand af splittelse, da omgivelsernes reaktionerne på hendes viltre fortællinger er nedtyssende og henslående, hun alligevel vender hun trofast tilbage til sine fantastiske oplevelser gang på gang på trods af de voksnes afvisende kommentarer.

“Nutcracker and Mouse King” er et silkebånd af en fortælling; den strækker sig i al sin simpelthen, bølger elegant i spænding på de helt rigtige tidspunkter; spædning stiger langsomt, aftager igen og eksploderer et et virvar af novellens afslutning med hjulehjerter, slikstokke og alskens julebag uden at det bliver kvalmende. Den dybde, som fortællingen mangler, er til gengæld at findes i Alexandre Dumas’ fortælling. Denne er en mere fyldig og farverig fortælling end Hoffmanns ellers så varmsindige historie, på trods af at det fundamentalt er den samme historie uden undtagelse. Det, som får Dumas’ udgave til at stråle klarer end Hoffmanns, er fordi Dumas’ formår at tage den oprindelige historiens kerne, og pakke den ud til dens fulde potentiale, som en smuk gave juleaften; beskrivelserne eksploderer i adjektiver i regnbuens farver som et pyntet juletræ. Hoffmanns historie bliver et typisk og traditionelt pyntet juletræ, imens Dumas’ formår at favne breder med et større og mere pyntet træ, der afspejler hans store og vældige armbevægelser. Samtidig vinder Dumas yderligere indpas i mit hjerte, for den måde han inkluderer læseren, som var det en historie, han fortalte direkte til læseren, der begejstret lader sig drage af hans stemme.

“Instead of playing with her toys as she had done before, she just sat there, silent and immobile, keeping her thoughts to herself. As a result, people called her the Little Dreamer.” Alexandre Dumas

Uanset hvilken af de to typer af pyntet juletræer, som man er mest til, er begge fortællinger der giver den kønneste genklang af julestemning, fantasi og fyrværkeri rent sprogligt. Det er svært at undvige den varme, som fylder siderne, uden at den nogensinde føles tvungen; det er uden tvivl en fortælling, der på samme måde som Charles Dickens’ “A Christmas Carol”, hvert år vil blive taget ned fra sin støvet plads på boghylden, sådan at julesødmen atter kan indhylde mig i sit eventyr om det familiære, det fantastiske og det simple som jeg allerbedst forbinder julen med.

Forfatterinterview med Essie Fox

© forfatterens hjemmeside

Først og fremmest, vil jeg gerne spørge dig hvad du anser som god litteratur, samt hvilke forfattere, der har haft indflydelse på netop dit forfatterskab.
Jeg læser mange bøger i forskellige genrer, og jeg elsker det. Jeg mener, at god litteratur er hvadend der formår at transportere dig til en anden verden, som forfølger dig, og holder dig tilbage længe efter, at du har afsluttet historien. Mit forfatterskab har uden tvivl båret præg af andre forfatteres indflydelse, herunder de eventyr, jeg læste som barn. Jeg holdte særligt af de, der omhandler vand, så som “Den lille havfrue” og “The Water Babies”, som vedblev i min fantasi og som sidenhen førte til “Elijah’s Mermaid” med deres mørkere tematikker.

Hvordan fandt du inspirationen til “Somnambulist”, “Elijah’s Mermaid” og “The Goddess and the Thief”, der er tre vidt forskellige fortællinger?
De har alle tre et viktoriansk udgangspunkt, en ellers er de vidt forskellige. Min inspiration kan komme fra mange ting. Med “The Somnambulist” var det et sted, Wilton’s Music Hall i øst-London, der er en gammel virkoriansk sal, der stadig er åben for offentligheden den dag i dag. Det blev redet fra nedrydning i midten af det sidste århundred, og selv om det er nu er i en tilstand af forfald, udstråler det stadig magi og glamour. Da jeg først havde aflagt besøg der, kunne jeg ikke lægge stedet fra mig; og hurtigt fremvoksede imaginære preformeres liv, med deres forestillinger og tilskuers beundring. Fra det frø voksede “The Somnambulist”. Hvis “Elijah’s Mermaid” er inspireret af eventyr, kan det samme siges om “The Goddess and the Thief”, der er inspireret af ældgamle hinduistiske historier om guder og gudinder, særligt dem om Shiva og Parvarti. Men “The Goddess and the Thief” er i lige så høj grad inspireret af den sandfærdige historie om Koh-i-noor diamanten; en hellig indisk sten, der blev stjålet fra Punjab i slutningen af Anglo sikh krigen, hvorefter den blev udstillet i London, på den store udstilling i 1851. Der er så mange myter vedrørende den diamant, og jeg gjorde dem til mine egne, samtidig med at jeg tog udgangspunkt i en af mine yndlings viktorianske temaer, som omhandler spiritualisme. Sammen skabte det historien om tyveri og ejerskab.

I forlængelse heraf, er “Elijah’s Mermaid” delvist baseret på H.C. Andersens eventyr om “Den lille havfrue”. Var du så nødsaget til at gøre et større research arbejde for at kunne skrive romanen med udgangspunkt i eventyret?
De landlige scener i “Elijah’s Mermaid”, huset, åen, kirken og folkeeventyrerne, stammer alle fra min barndom, hvor jeg ofte besøgte den nøjagtige by. Men jeg var nødsaget til at researche på The Foundling Museum i London, lige såvel som med de viktorianske prostitueredes liv, populariteten af datidens freak shows, og hvordan verdens kunst og litteratur kan have fusioneret med pornografi.

I forlængelse heraf, hvor nøje planlægger du så dine romaner?
Mit svar hertil er: ikke særligt meget. Jeg har normalt en klar åbning i tankerne, og en vag idé om en afslutning. Jeg kender de store temaer, som jeg ønsker at indarbejde, de elementer, der har inspireret mig visuelt, socialt eller politisk. Men fra da af, lader jeg karaktererne udvikle sig og tage mig derhen, hvor de vil . Jeg håber blot, at det resulterer i noget sammenhængende og læsbart.

Hvilke af dine fiktive karakterer minder mest og mindst om dig selv?
Åh, det er et svært spørgsmål. Jeg tror, at mine fortæller bærer præg af min person, men ingen af dem er mig. Så meget fantasi kommer i spil, og jeg er overbevist om, at en forfatter er næsten som en metodisk skuespiller, der trækker på andre velkendte elementer set i film eller læst om i bøger. Hvem er mig fjernest? De fleste af dem! Måske skulle jeg prøve at svare ved at fortælle, hvem jeg synes mindst om at skulle være? I så fald vil det være Tip Thomas fra “Elijah’s Mermaid”, og i lidt mindre grad Lucian Tilsbury i “The Goddess and the Theif”. Jeg tror Tip er min modsætning. Og selvom Lucian Tilsbury gør nogle virkelig forfærdelige ting, jeg har en hel del mere sympati for ham som karakter, end jeg har for Tip Thomas.

Hvor skriver du og hvornår?
Jeg skriver for det meste i sengen; jeg står tidligt op om morgen, laver kaffe og vender tilbage til min bærbar, som står på en lille bakke på mit skød i sengen Jeg holder af den tid, hvor intet fra virkeligheden endnu har infiltreret med min fantasi. Jeg bruger ofte lange timer på tog, og jeg holder af disse ture, til at skrive idéer til mine historier. At sidde alene imens verden uden for glider forbi er en stor inspirationskilde for mig. Som om jeg er i Ingenmandsland, og mine tanker kan rejse frit.

Hvilke bekymringer havde du, da du valgte en kariere som forfatter?
Min frygt var at fejle. Jeg vidste ganske enkelt ikke, om jeg kunne skrive en hel roman og vedholde den kompleksitet i mit hoved. Før jeg begyndte at skrive, arbejde jeg som illustratør med succes. Men jeg havde altid historier i hovedet, og længtes efter at nedskrive dem. I sidste ende besluttede jeg mig for, at give mig selv tre år til at fuldføre det, som var jeg igen på universitet. I den tid prøvede jeg at skrive en roman, søge en agent og min plan virkede. Ville jeg stadig skrive, hvis den havde slået fejl? Det tror jeg. At skrive er en en afhængighed. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle lave andet.