“Touch of Power” (Healer #1) af Maria V. Snyder


“Touch of Power” af Maria V. Snyder, fra forlaget Mira Books, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2011).

Avry har en evne som healer, der tillader at helbrede andre, ved at påtage sig deres lidelser, en egenskab, der burde gøre hende anset i landet Kazan, men det er ikke tilfældet; efter en frygtelig sygdom brød løs og hærgede landet, lod befolkningen pege finger af healerne, og deres magi blev bandlyst. En dag redder Avry et barn fra døden, og hendes hemmelighed røbes med dødelige konsekvenser. Med udsigt til halshugning, lader solen sit lys falde på hende i det dybe fangehul, da en fremmed redder hende på den betingelse, at hun skal bruge sin magi for at redde en døende prins. Den selv samme prins, som udløste den sygdom, der henlage Kazan dødende.

Maria V. Snyder er mageløs i sin fremmaning af fjerne lande med kongeriger og korruption; hendes evne til gang på gang at skabe en ny verden, omend dens opbygning ligger i skyggerne af den forrige, med en kvindelig protagonist, hvis person skinner igennem bøgernes sider, hvad end hun er modig eller usikker på sig selv. Snyder skaber således historier af ekkoer fra sine forrige værker, uden at det danner genklang.

“The heart is a strange beast and not ruled by logic.”

På trods af sin evne til at udlægge detaljerede landkort med den blotte bevægelse fra sin blyant, er Snyders fantastiske fortælling ikke uden lette forudsigelser hvad andgår kærlighed, særligt ikke, hvis man er bekendt med hendes forfatterskab. På trods af dette, er bogen ikke præget af store følelses udbrud eller kys i smug, den bærer langt større præg dens overordnede konflikt, og det er forfriskende at se, hvordan det sagtens kan danne grobund for en god historie, uden at have kærligheden som ledestjerne. Skrivemæssigt har jeg det med Snyder, som jeg har det med mange forfattere inden for genren; jeg holder af deres simplificeret skrivestil, der letsindigt indfanger stemninger og humor, og binder dem sammen i en vældig sløjfe, men det er ikke ne skrivestil, som fremkalder gåsehud på mine arme eller salte perler på mine kinder. I stedet er bogen et forfriskende vindpust i tunge trivialiteter, et vindpust der ikke bør undervurderes.

“Flea stared at us, ‘I can’t decide what’s worse. Losing family members or not having a family member to lose.’”

Der er noget ambitiøst og ydmygt over forfatteren; hun ved præcis hvad hun vil uden at sigte efter stjernehøjder, og resultatet deraf er som forventet; en solid rejse med øjeblikke af glitrende stjernestøv, der gjorde mig let om hjertet, men som aldrig lod mine fødder slippe den faste grund, selvom mit hoved befandt sig højt i skyerne. Snyder er dygtig inden for egne rammer, men selvom jeg holder af alt, hvad hun rør ved, så sukker jeg også efter noget afvigende og nyt, som dybde til hendes forfatterskab. Kazan er en verden fyldt af højlydte stemmer, der skaber en dal af ekkoer, men hvor hver enkelte stemme med lethed kan adskilles fra de andre. På trods af den dal, som stemmerne skaber, er hver enkelte stemmes ejermand ikke selv nogen dyb dal, selvom jeg kom til at holde meget af mange af dem. Der mangler en vis dybde i “Touch of Power” for at gøre bogen eksponentiel, men ikke desto mindre er det en bog, som jeg nød i fulde drag, som havde forudsigeligheder såvel som pludselige drejninger, jeg på ingen måde kunne have forventet, hvilket gør, at jeg en dag vil vende tilbage til Kazan.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s