“The Woman In Black” af Susan Hill


“The Woman In Black” af Susan Hill, fra forlaget Vintage, udgivet i 19998 (org. udgivet i 1983).

Arthur Kipps, junior advokat i London, tilkaldes til Crythin Gifford for at deltage i begravelsen af fru Alice Drablow, for at sortere hendes personlige papirer som advokat. Ved begravelsen ser Kipps en kvinde klædt i sort og fornæmmer noget mystisk ved hendes tilstedeværelse. Fra begravelsen rejser han til Eel Marsh House og ser kvinden igen, han også hører skræmmende lyde ude på mosen, og en tilbagevendende kirken og knagen i husets værelser, men Kipps er altid alene i huset. Trods sine oplevelser, beslutter han at tilbringe natten i huset for at opfylde sin pligt med at sortere fru Drablows papirer. Eel Marsh House hjemsøges af den selv samme kvinde, som Kipps så til fruens begravelse, og som forårsager de mange uhyggeligheder i huset, som Kipps har svært ved at tolke som værende virkelige eller indbilske, og med en række rædselsvækkende oplevelse i huset, bliver han mere og mere i tvivl om, at det i virkeligheden er ham, der ser spøgelser frem for at de virkelige er der.

“For I see that then I was still all in a state of innocence, but that innocence, once lost, is lost forever.”

“The Woman In Black” af Susan Hill er en gyserfortælling med klassiske træk i form af spøgelser og genfærd, hvor protagonisten gradvist nedbrydes til sit endeligt, hvor historien for første gang fortælles. Ved at fortælle historien bagfra, ved historiens slutning, fremvokser et væld af forventninger hos læseren, der søger en den gruopvækkende forstyrrelse, som har efterladt protagonistens nerve flosset. Historien fortælles på klassisk vis ved at fungere som en fortælling blandt mange, men har dog en lang indledning før selve begravelsen og kvinden i sort begynder at hjemsøge bogen. Dernæst er det en gradvis uhygge, der spreder sig over ordene som en uigennemtrængelig tåge, hvor læseren sammen med protagonisten må famle sig vej igennem, uden at vide, hvad der er i den tykke tåge. Det der gemmer sig i tågen får Arthur Kipps til at stille spørgsmålstegn ved sin egen fornuft og tilregnelighed, og som underbygger romanens indledende suspens. Det gjorde, at jeg fik et pludseligt behov for at låse min hoveddør, imens nakkehårene rejste sig som børster.

“No, no, you have none of you any idea. This is all nonsense, fantasy, it is not like this. Nothing so blood-curdling and becreepered and crude, not so… so laughable. The truth is quite other, and altogether more terrible.”

På trods af sin lange indledning før selve det uhyggelige indtræder, er det en bog, som førte mig af omveje i tågen, der næsten syntes at sprede sig fra bog og ud i min lejlighed, og som gav gjorde mig både bange, men også ivrig efter bogens slutning. Slutningen viste sig dog at være et antiklimaks, der fik tågen til at lette og frygten til at forsvinde. I stedet for at eksperimentere med udkommet af bogen, går forfatteren af kendte stier, hvor den ellers så velfungerende fortælling forenkles og forringes. Selvom det er en næsten klassisk fortælling inden for gysergenren, så var jeg en smule ærgerlig over dens slutning, der virkede brat og pludselig. Selve romanens komposition holdt jeg meget af, der sammen med dens nette sprog udøvede den største magi, og skabte en velfungerende fortælling, hvor kuldegysningerne kom som bølger på de rigtige tidspunkter, og hvor læser og protagonist gradvist forenes og frygten fordobles. Det er en roman, der får sin fulde effekt i de sene aftentimer efter mørkets frembrud, men som også hjemsøger i drømmeland, når den sidste side er vendt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s