Klassikere er en paraply-betegnelse


Min hylder bugner af klassisk litteratur, ny som gammel, hvis vægt tynger hyldernes stærke favn, som rumme et væld af titler, som jeg selv har mistet overblikket over. Besøgende i mit hjem gisper ofte af ærefrygt over de tykke og tunge klassikere med lille skrift og mange sider, og spørger om jeg virkelig ikke læser andet, og hvordan jeg tager mig tiden til at vende hver enkelte side i dem, hvortil jeg ofte trækker på skulderne og mumler noget stilfærdigt om, at jeg da også læser andet. Sandheden er dog, at jeg læser mange klassikere, men at betegnelsen samtidig er et af de mest misledende ord, jeg kan komme i tanke om; i bund og grund af klassikere slet ikke en genre, men et værk, der karakteriserer ved, at dens tematikker stadig har relevans i dag, hvilket gør kategorien bombastisk og nærmest uoverskuelig, samtidig med at den ikke siger det mindste om det enkelte værks indhold. Indholdsmæssigt er der stor forskel på “The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy” af Douglas Adams og “Forbrydelse og Straf” af Fjodor Dostojevskij, begge er klassikere men med 104 års mellemrum, og selvom jeg læser en del klassikere, er det langt fra alle, der står mit hjerte lige nært.

Samtidig er klassikere heller ikke kendetegnet ved deres længde, og der findes af samme grund endeløse titler, der er korte som et pludseligt vindpust. Klassisk litteratur er naturligvis byggestenen for nutidig litteratur, der tårner sig højt over ethvert skrevet nutidigt værk, der har bløde fløjlsbløde undertoner fra kendte fortællinger eller direkte broer imellem sig. Mange af klassiske fortællinger har ageret stier for vores barndom og opvækst, og ledt os igennem forgyldte porte af eventyr og særsyn. Det er historier, der er nærmest uundgåelige, og som jeg finder vagt, når nogen siger, at de ikke bryder sig om klassikere. Begrebet “klassikere” er i virkeligheden en paraply-betegnelse.

Hvad med jer? Har en bogs alder nogen form for indflydelse på jeres læsevalg? Hvad synes I om betegnelsen for klassikere?

Reklamer

12 thoughts on “Klassikere er en paraply-betegnelse

  1. Gitte

    hihi, ‘korte som et pludseligt bindpust’ – for et kort øjeblik så jeg lige et always bind forvandle sig til en lille, hvid, pustende mand :D høhø. ej undskyld :p
    Men nej – alder har ingen indflydelse for mig. Jeg har langt lettere ved at blive skræmt af længde end af alder!

    1. Anne Nikoline

      Det er utroligt, hvor lidt der skal til, for at ændre meningen af ens ord fuldkommen. Hvorfor skal v- og b-tasterne også ligge så tæt op ad hinanden? :b
      Det glæder mig, at du ikke lader alder dominere i dit valg af bøger. Jeg tager i øvrigt hatten af for, at du for tiden får læst så mange af de gamle klassikere. Det varmer virkelig.

  2. Mette J.

    Alder har ingen indflydelse på, hvad jeg læser, jeg elsker klassikere, og jeg har nok nærmest læst flere klassikere end nyere bøger. Du har helt ret i at klassiker-betegnelsen er meget bred, for det er jo ikke en betegnelse for gamle bøger, som nogle tror, det er netop bøger, der stadig har relevans, og de behøver ikke at være helt vildt gamle :)

    1. Anne Nikoline

      Det er også synd og skam, hvis det var tilfældet. Ingen bog er en klassiker, når den udgives, det er noget de bliver med tiden. Om hundred år kan “Fifty Shades” lige så godt stå side om side med “Oliver Twist” og de andre rødder. Det er jo ikke til at forudsige, og derfor synes jeg heller ikke, at man helt kan sige, at man ikke kan lide at læse klassikere, fordi det i bund og grund kan være alt.

  3. Irene

    Det kan godt være, klassikere kan være alt, men 9 ud af 10 bryder jeg mig ikke om. Derfor tillader jeg mig også at sige, at klassikere ikke er noget for mig. Jeg skærer over en kam, simpelthen fordi det er lettere. Når folk spørger, hvad jeg ikke læser, så vil de ikke have en længere udredning af begrebet – som ellers i sig selv kan være en vældig interessant (og aktuel) diskussion! :)
    Jeg læser ikke ældre bøger. Jeg har prøvet, og har opgivet langt de fleste. Med undtagelse af børnelitteraturen. Så nu undgår jeg dem helt bevidst. Historierne er for simple og deskriptive til min smag :)

    1. Anne Nikoline

      Jeg kan sagtens se, at det kan være nemmere at skære dem alle over én kam, men det forkeommer mig bare svært at forstå, at man kan udelukke kategorien fuldkommen. Hvis du godt kan lide ældre børnelitteratur, kan du vel også lide klassisk litteratur bare primært henvendt til børn, som du selv påpeger? Igen, klassiker er så misvisende og vildledende.

      Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvilke klassikere du har læst, hvor du fandt handlingen for simpel, hvis du vil være så sød. Je ghar nemlig dne stik modsatte opfattelse af ældre litteratur, hvor jeg netop synes at handlingen er noget mere kompliceret end moderne litteratur, særligt i young adult-genren.

      1. Irene

        Nu kan jeg selvfølgelig ikke huske allesammen, men blandt de jeg har prøvet er Borte med blæsten og P&P som begge blev opgivet. Den første efter 200 sider, den anden efter bare 75. Også Frankenstein har jeg opgivet.

        Med succes har jeg læst Oliver Twist. Dog som højtlæsning med kæreste, men alligevel. Ligeledes har jeg læst Lord of the Flies og Fahrenheit 451 med succes. De går ikke under hvad jeg personligt betragter som ældre litteratur :) Så måske har du egentlig ret. Jeg kan godt lide klassikere af nyere dato.

        Ja, det er da drønirriterende, at putte alt ind i en boks. Jeg kender det jo udmærket selv med andre ting :) Men sådan er det jo. Vi (læs jeg) går efter den lette løsning. Desværre. Det skyldes jo nok, at alle har så travlt i dag, at de ikke har tid til at lytte – det bliver en helt anden diskussion :P

        Når det så er sagt, så har jeg den dybeste respekt for de forfattere, der har formået at leve i flere år efter deres død. Det er jo fantastisk, at de stadig er læst og elsket. Jeg ville selv gerne kunne elske dem, men ikke for enhver pris. Men jeg har dog en plan om at prøve igen på et senere tidspunkt i mit liv.

  4. Sidsel

    Jeg er som oftest vild med at gå ombord i bøger som betegnes som gamle klassikere. Det betyder jo at en bog har bevist sit værd, idet den stadig læses den dag idag. Ofte synes jeg ikke sproget er svært at læse, men kan godt skræmmes lidt, hvis sproget er alt for gammelt og svært for mig at forstå. Men derudover er det nok også mere skriftstørrelse og tykkelse der skræmmer mig fremfor alder :)

    1. Anne Nikoline

      Det varmer mit hjerte, at du har det sådan, og du har så evigt ret i det, som du siger. Sproget kan som oftest være den største udfordring, men faktisk synes jeg, at det er svære at læse klassikere på dansk end på for eksempel på engelsk. Jeg tror også, ligesom du, at det ofte er formatet der kan virke skræmmende.

  5. Nadia

    Ældre bøger fascinerer mig – om de er 100 eller 200 år gamle spiller ingen rolle, så længe indholdet tiltaler mig.
    Indimellem kan de dog godt skræmme mig – hvad nu hvis bogen er tung at læse, og jeg slet ikke forstår, hvad den egentlig handler om, fordi sproget og måden at fortælle historier på er forskellig fra, hvordan man skriver og fortæller i dag? – Heldigvis er min frygt gradvist forsvundet jo ældre jeg selv er blevet :)

    1. Anne Nikoline

      Hvor er det bare fint, at din frgt for de (til tider) voldsomme bøger. Det er jo heldigvis ikke sådan, at alle klassikere er lige så lange som “Krig og Fred”, faktisk er der mange, som er fanske korte. Efter min mening kan alle bøger være tunge eller svære at læse – selv moderne littratur, det tror jeg ikke udelukket har noget med klassikere at gøre, eller hvad mener du?

      1. Nadia

        Jo, det har du ret i. Og det er også noget, jeg kan blive skræmt over ved moderne litteratur. Jeg tænker måske bare ikke over det på samme måde som med klassikere.

        I forhold til klassikere tror jeg at man – som du også har skrevet i dit indlæg – har større tendens til at generalisere, fordi det netop er ældre litteratur. Jeg falder desværre stadig i med begge ben, selv om jeg ved at nogle af værkerne er nemmere at gå til end andre.

        Jeg tror man bliver meget påvirket af den ærefrygt mange forbinder med den betegnelse for litteratur, og derfor ved man ikke rigtig hvordan man skal gribe det an, og man har derfor større tendens til at skabe begrundelser/undskyldninger for, hvorfor man ikke lige tør tage denne her gamle bog frem og læse den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s