“Touch of Power” (Healer #1) af Maria V. Snyder


“Touch of Power” af Maria V. Snyder, fra forlaget Mira Books, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2011).

Avry har en evne som healer, der tillader at helbrede andre, ved at påtage sig deres lidelser, en egenskab, der burde gøre hende anset i landet Kazan, men det er ikke tilfældet; efter en frygtelig sygdom brød løs og hærgede landet, lod befolkningen pege finger af healerne, og deres magi blev bandlyst. En dag redder Avry et barn fra døden, og hendes hemmelighed røbes med dødelige konsekvenser. Med udsigt til halshugning, lader solen sit lys falde på hende i det dybe fangehul, da en fremmed redder hende på den betingelse, at hun skal bruge sin magi for at redde en døende prins. Den selv samme prins, som udløste den sygdom, der henlage Kazan dødende.

Maria V. Snyder er mageløs i sin fremmaning af fjerne lande med kongeriger og korruption; hendes evne til gang på gang at skabe en ny verden, omend dens opbygning ligger i skyggerne af den forrige, med en kvindelig protagonist, hvis person skinner igennem bøgernes sider, hvad end hun er modig eller usikker på sig selv. Snyder skaber således historier af ekkoer fra sine forrige værker, uden at det danner genklang.

“The heart is a strange beast and not ruled by logic.”

På trods af sin evne til at udlægge detaljerede landkort med den blotte bevægelse fra sin blyant, er Snyders fantastiske fortælling ikke uden lette forudsigelser hvad andgår kærlighed, særligt ikke, hvis man er bekendt med hendes forfatterskab. På trods af dette, er bogen ikke præget af store følelses udbrud eller kys i smug, den bærer langt større præg dens overordnede konflikt, og det er forfriskende at se, hvordan det sagtens kan danne grobund for en god historie, uden at have kærligheden som ledestjerne. Skrivemæssigt har jeg det med Snyder, som jeg har det med mange forfattere inden for genren; jeg holder af deres simplificeret skrivestil, der letsindigt indfanger stemninger og humor, og binder dem sammen i en vældig sløjfe, men det er ikke ne skrivestil, som fremkalder gåsehud på mine arme eller salte perler på mine kinder. I stedet er bogen et forfriskende vindpust i tunge trivialiteter, et vindpust der ikke bør undervurderes.

“Flea stared at us, ‘I can’t decide what’s worse. Losing family members or not having a family member to lose.’”

Der er noget ambitiøst og ydmygt over forfatteren; hun ved præcis hvad hun vil uden at sigte efter stjernehøjder, og resultatet deraf er som forventet; en solid rejse med øjeblikke af glitrende stjernestøv, der gjorde mig let om hjertet, men som aldrig lod mine fødder slippe den faste grund, selvom mit hoved befandt sig højt i skyerne. Snyder er dygtig inden for egne rammer, men selvom jeg holder af alt, hvad hun rør ved, så sukker jeg også efter noget afvigende og nyt, som dybde til hendes forfatterskab. Kazan er en verden fyldt af højlydte stemmer, der skaber en dal af ekkoer, men hvor hver enkelte stemme med lethed kan adskilles fra de andre. På trods af den dal, som stemmerne skaber, er hver enkelte stemmes ejermand ikke selv nogen dyb dal, selvom jeg kom til at holde meget af mange af dem. Der mangler en vis dybde i “Touch of Power” for at gøre bogen eksponentiel, men ikke desto mindre er det en bog, som jeg nød i fulde drag, som havde forudsigeligheder såvel som pludselige drejninger, jeg på ingen måde kunne have forventet, hvilket gør, at jeg en dag vil vende tilbage til Kazan.

Reklamer

“The Turn of the Screw” af Henry James


“The Turn of the Screw” af Henry James, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1993 (org. udgivet i 1898).

En guvernante rejser til Bly for at varetage to børn, Miles og Flora, imens deres onkel er ude af billedet. Miles bortvises fra sin kostskole med et postulat om onde handlinger, som ikke uddybes. Guvernanten ser nægter at tro på, at der i det lille drengebarn med engleansigt skulle findes nogen form for ondskab, og hun begynder i stedet selv at undervise ham og hans søster. Da begynder mystiske hændelser af indtræffe; fremmed skikkelser i godsets tårne, en sær fornemmelse af at noget ondt forfølger de to søskende, og tidligere ansatte på godset viser sig fra det hindsides. Guvernanten er ansat på én betingelse: at hun ikke vil kontakte onklen, men istedet håndtere de eventuelle problemer, der end måtte opstå. Selvom onklen ofte forekommer i hendes tanker, forsøger hun med næb og klør at beskytte børnene fra det mystiske på godset, i den tro at de kommunikere med spøgelserne bag hendes ryg. Gradvist bliver hun mere og mere paranoid og utilregnelig og det ender katastrofalt for dem alle.

“He was there or was not there: not there if I didn’t see him.”

Rammerne for Henry James’ gotiske fortælling, er etableret som et æskesystem, hvor hver æske danner rammen om den næste eller den forrige, og hvor den inderste æske, den der foregår i fortiden, er den væsentligste. Historien er således fortalt baglæns, da den starter ud med en prolog, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller hinanden uhyggelige historier, og hvor den næste æske er historien om de to børn og deres guvernante sidenhen fortælles efter deres tid, der så fortælles højt til gruppen af mænd. Guvernantens navn er en uklarhed på samme måde som den affære, hun vikles ind i; historien i sig selv er simpel; tidligere ansattes spøgelser taler med de to børn, og som leder dem i unåde. Fordi guvernanten har svoret at tage sig af børnenes opdragelse, forsøger hun at skærme dem fra enhver anklage om onde gerninger, med det udfald, at det bliver deres endeligt. Resten er en diset tåge af et virvar af tolkningsmuligheder. Jeg læser det selv som om, at guvernanten er draget af onklen, uden at det er gengældt, og at hendes neurotiske og seksuellefrustrationer leder hende i fordærv sådan, at hun skader børnene mere end hun gavner dem. Selvom jeg har svært ved at greje Miles.

“No, no—there are depths, depths! The more I go over it, the more I see in it, and the more I see in it, the more I fear. I don’t know what I don’t see—what I don’t fear!”

Den lange novelle er skrevet i en tid, hvor den engelske og amerikanske befolkning var særligt optaget af spøgelser, og hvor der blev udgivet en lang række litteræretekster, der forsøgte at videnskabeliggøre spøgelsers faktiske eksistens. Dette får James’ historie til at synes en kende ironisk, eftersom at den fiktive protagonist bliver offer for sin egen besættelse, i et forsøg på at beskytte børnene fra onde spøgelser, at hun selv begynder at se spøgelser og genfærd. Historien har derfor labyrantlignende gange, der forgrener sig ud i et net af tolkningsmuligheder, og hvor den ene begivenhed fører til den næste. Samtidig hviler der en en kold dis over bogens sparsomme sider, der får nakkehårene til at rejse sig gradvist i takt med guvernantens indsigt i de to børns gøren og laden. Miles, der til at starte med betagede hende med sit smukke ydre, jages af en sort skygge af djævelskab, som står i kontrast til hans engelansigt. “The Turn of the Screw” af Henry James er derfor en psykologisk og metaforisk fortælling, der ikke rummer et entydig svar, og hvor det gotiske underbygger den uhygge, som James forsøger at fremmane.

“The Woman In Black” af Susan Hill


“The Woman In Black” af Susan Hill, fra forlaget Vintage, udgivet i 19998 (org. udgivet i 1983).

Arthur Kipps, junior advokat i London, tilkaldes til Crythin Gifford for at deltage i begravelsen af fru Alice Drablow, for at sortere hendes personlige papirer som advokat. Ved begravelsen ser Kipps en kvinde klædt i sort og fornæmmer noget mystisk ved hendes tilstedeværelse. Fra begravelsen rejser han til Eel Marsh House og ser kvinden igen, han også hører skræmmende lyde ude på mosen, og en tilbagevendende kirken og knagen i husets værelser, men Kipps er altid alene i huset. Trods sine oplevelser, beslutter han at tilbringe natten i huset for at opfylde sin pligt med at sortere fru Drablows papirer. Eel Marsh House hjemsøges af den selv samme kvinde, som Kipps så til fruens begravelse, og som forårsager de mange uhyggeligheder i huset, som Kipps har svært ved at tolke som værende virkelige eller indbilske, og med en række rædselsvækkende oplevelse i huset, bliver han mere og mere i tvivl om, at det i virkeligheden er ham, der ser spøgelser frem for at de virkelige er der.

“For I see that then I was still all in a state of innocence, but that innocence, once lost, is lost forever.”

“The Woman In Black” af Susan Hill er en gyserfortælling med klassiske træk i form af spøgelser og genfærd, hvor protagonisten gradvist nedbrydes til sit endeligt, hvor historien for første gang fortælles. Ved at fortælle historien bagfra, ved historiens slutning, fremvokser et væld af forventninger hos læseren, der søger en den gruopvækkende forstyrrelse, som har efterladt protagonistens nerve flosset. Historien fortælles på klassisk vis ved at fungere som en fortælling blandt mange, men har dog en lang indledning før selve begravelsen og kvinden i sort begynder at hjemsøge bogen. Dernæst er det en gradvis uhygge, der spreder sig over ordene som en uigennemtrængelig tåge, hvor læseren sammen med protagonisten må famle sig vej igennem, uden at vide, hvad der er i den tykke tåge. Det der gemmer sig i tågen får Arthur Kipps til at stille spørgsmålstegn ved sin egen fornuft og tilregnelighed, og som underbygger romanens indledende suspens. Det gjorde, at jeg fik et pludseligt behov for at låse min hoveddør, imens nakkehårene rejste sig som børster.

“No, no, you have none of you any idea. This is all nonsense, fantasy, it is not like this. Nothing so blood-curdling and becreepered and crude, not so… so laughable. The truth is quite other, and altogether more terrible.”

På trods af sin lange indledning før selve det uhyggelige indtræder, er det en bog, som førte mig af omveje i tågen, der næsten syntes at sprede sig fra bog og ud i min lejlighed, og som gav gjorde mig både bange, men også ivrig efter bogens slutning. Slutningen viste sig dog at være et antiklimaks, der fik tågen til at lette og frygten til at forsvinde. I stedet for at eksperimentere med udkommet af bogen, går forfatteren af kendte stier, hvor den ellers så velfungerende fortælling forenkles og forringes. Selvom det er en næsten klassisk fortælling inden for gysergenren, så var jeg en smule ærgerlig over dens slutning, der virkede brat og pludselig. Selve romanens komposition holdt jeg meget af, der sammen med dens nette sprog udøvede den største magi, og skabte en velfungerende fortælling, hvor kuldegysningerne kom som bølger på de rigtige tidspunkter, og hvor læser og protagonist gradvist forenes og frygten fordobles. Det er en roman, der får sin fulde effekt i de sene aftentimer efter mørkets frembrud, men som også hjemsøger i drømmeland, når den sidste side er vendt.

Yahya Hassan ved Syddansk Universitet


En time før Yahya Hassan skulle læse op af sin nyudgivet digtsamling, stimlede fremmede sammen fra nær og fjern for at lægge øre til begivenheden. Dørene gik op, og med en asen og masen tyndede menneskemylderet ud i det store auditorium, hvor en snaksagelig stemning hurtigt bredte sig i rummet. Denne blev dog hurtigt erstattet af en ambivalent stemning, der fyldte rummet som en tyk tåge, da debutforfatteren indtog talerstolen, og lukkede lyrisk galde ud om sin opvækst, der henlagde salen i stilhed.

Jeg blev betaget af Yahya Hassan i forbindelse med faget lyrik, hvor jeg første gang stiftede bekendtskab med den 18-årige danske digter med palæstinensisk baggrund, og derfor stod jeg gerne i kø til fødderne blev ømme, og skulderne trætte. Selvom jeg er i tvivl om min holdning til Yahya Hassans fremtoning, så holder jeg meget af hans pointer; pointer om gensidig respekt, og ethvert individ bag sin religiøse overbevisning har det tilfælles med andre at være menneske, og derfor er lige værdige til at betræde jorden. Det var langt fra alle, der var enige i det, og det skabte gnidninger og antændte tilråb med en anden tunge, som mit stupide øre ikke formåede at knække.

Dybt imponeret over hans ordforråd og evne til at kombinere det med stereotype indvandre-opfattelser, gik jeg efter debatten fra salen med en knugende fornemmelse i maven og et smil på læben; lige så ambivalent som jeg var kommet, gik jeg derfra, men med en sikker overbevisning om, at forfatterens digtsamling kommer på min ønskeseddel til jul. Desuden prydede et utal af titler Campus Torvet, og som resulterede i at fire af dem fandt vej ned i min taske, som en litterær afslutning på en litterær dag. Har I eller forventer I at stifte bekendtskab med Yahya Hassans forfattterskab?