“The Picture of Dorian Gray” af Oscar Wilde


“The Picture of Dorian Gray” af Oscar Wilde, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 1992 (org. udgivet i 1890)

“The Picture of Dorian Gray” af Oscar Wilde er et portræt af en ung mand af samme navn. Da en maler ved navn Basil Hallward fortrylles af Dorians smukke ydre, og ønsker at male hans portræt, der indfanger og uddødeliggøre hans unge væsen. Ved synet af malerens portræt, frydes og forarges Dorian over sit eget smukke ansigt, og beklager samtidig at han ikke altid vil se akkurat sådan ud. Efter mødet med Lord Henry Watton, kommer han ud på et sidespor, der forandre hans person, alt imens hans ydre forbliver det samme, hvor andres ældes; hans verdensanskuelse er med sig selv som universets centrum, der fører til en række hæslige gerninger mod sine medmennesker, og som kun kan ses på det malet portræt af Dorian og ikke hans fysiske ydre, og afspejler således hans sjæl.

“Words! Mere words! How terrible they were! How clear, and vivid, and cruel! One could not escape from them. And yet what a subtle magic there was in them! They seemed to be able to give a plastic form to formless things, and to have a music of their own as sweet as that of viol or of lute. Mere words! Was there anything so real as words?”

Historien om en ung mand, der sælger sin sjæl for vedvarende ungdom er ikke uhyggelig på grund af pludselig drejninger eller spontane sidespring, som får hjertet til at banke. Bogen er i stedet uhyggelig grundet den gradvise og virkelighedstro forandring, som Dorian gennemgår; han skifter ikke karakter fra den ene side til den anden, men hans gerninger langsomt bliver orienteret om egen vinding, og som får hans sjæl til at visne. Dorians liggyldighed over for sine medmennesker og sin evige hungren efter uddødeligheden, er uden tvivl årsagen til, at bogen ironisk nok selv bliv foreviggjort som en vigtig milepæl i den gotiske litteraturen. Det uhyggelige er på ingen måde et overnaturligt væsen, spøgelser eller ånder, det er mennesket og dets egoisme, som hjemsøger og kaster kaskader af altomsluttende skygger i læserens sind, og det er langt mere gruopvækkende end ethvert overnaturligt væsen, jeg kan komme på.

“You will always be fond of me. I represent to you all the sins you never had the courage to commit.”

Forfatteren er en magiker med ord, som han kastede om sig og de faldt som stjerne støv i øjnene på beskuerne, men som samtidig kaster lange skygger efter sig, når bogens sidste side er vendt, og som hænger ved i bevidstheden længe efter. Maleren maler ikke alene et portræt af protagonisten, men Oscar Wilde maler også et portræt af menneskets, der drukner i sin egen egoisme, og som han ruller ud som et nattetæppe af sort velour, der hænger tungt i øjnene på læseren. De funklende og glisende stjerner derpå slukkes én efter én på samme måde som side efter side vendes mod bogens slutning, der efterlod en kæmpemæssig knude af ubehag i maven på mig. Wilde leger med djævelskab i form af Lord Henrys manipulation af den letpåvirkelige Dorian, som leder ham i fordærv, indtil han selv fordrejer Lord Henrys lokkende hvisken i sit øre til noget endnu mere djævelsk. Indhold og form er en vidunderlig kombination, der forener et væld af dystre tematikker med sproglige solskinsblomster, og som placerer værket som et af de mest suveræne inden for gotisk litteratur. Det er en bog, som jeg søger tilbage til på grund af dens evige relevans, der som en irettesættende pegefinger understreger menneskets egen råddenskab på smukkestevis.

“The Restaurant at the End of the Universe” (Hitchhiker’s Guide to the Galaxy #2) af Douglas Adams


“The Restaurant at the End of the Universe” af Douglas Adams, fra forlaget Random House, udgivet i 2002 (org. udgivet i 1980)

Efter sit seneste eventyr, der kostede Arthur Dent sin hjemplanet, rejser han nu med sine kompagnoner tværs gennem universet efter dens ydrekant for at få noget at spise. Det er dog ikke helt så banalt, som det lyder, fordi det involvere adskillige vanskeligheder, som lurer i de mørke kroge af kosmos, og som ikke viger tilbage for noget, og hvor maden på Restauranten For Enden af Universet bogstaveligt taler for sig selv.

“The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy” var oprindeligt udtænkt til at være en enkeltstående bog, men hvor Douglas Adams’ egne finurligheder overtalte ham til at udfolde det uendelige univers, som han selv kun havde blotlagt en brøkdel af. I “The Restaurant at the End of the Universe” udfolder ikke bare universet sig, men også dets karakterer; bipersonen Zaphod Beeblebrox indtræder med sin sidehistorie som protagonist for denne romanforsættelse. Han er skæv størrelse med to hoveder og to personligheder, som skaber en bred karakter, hvis person synes endeløs.

“The story so far: In the beginning the Universe was created. This has made a lot of people very angry and been widely regarded as a bad move.”

Præcis som i forgående roman, er forfatterens skarphed vittig og vidtrækkende; på ny tager han banale fragmenter fra hverdagen og vender dem på hovedet, til de bliver bizarre og næsten uforståelige, som et billede på, at vi mennesker tager livet så bogstaveligt og uden grund. Det er et fascinerende projekt, som jeg mangler ord til at forklare, fordi det er så skørt at det både er genialt og grotæsk. Hvad det er, der gjorde, at jeg nød denne forsættelse lige så meget som dens forgænger er svært at sige; den er skrevet i samme finurlige stil, og kaster lys over den mørke uendelighed i rummet, imens den fremviser et hav af bemærkelsesværdige observationer og størrelser, der leder til en perlekæde af smil. Handlingen er nedtonet til fordel for netop disse faktorer, og såfremt man ikke læser for plottet, så synes det at fungere, også på grund af bogens korte længde.

“’If I ever meet myself,’ said Zaphod, ‘I’ll hit myself so hard I won’t know what’s hit me.”

Forfatteren gør også meget ud af at fokusere på de små elementer i sin fortælling, de der næsten forekommer overflødige og intetsigende, men som udgør den vigtigste bestanddele i hans historier, elementer som computeren, der kan indstilles til at frembringe alt, og alligevel bryder sammen i et forsøg på at fremstille en kop te. Det er disse mærkværdigheder, som er med til at understrege Adams’ pointe om, at universet er en uforståelig størrelse, som menneskeheden altid har forsøg at finde mening med, men at den netop ikke kan forstås uden disse mærkværdigheder.

“The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”-serien er en forvirrende serie, og “The Restaurant at the End of the Universe” er ingen undtagelse, men det er netop det, som har givet den kultstatus. Der er så meget i tilværelsen, som ikke giver mening, og det hylder Douglas Adams på en forståelig måde. Kan man derfor væbne sig med tålmodighed, kan jeg varmt anbefale, at tage på rumrejse med Arthur Dent i søgen på meningen med livet og spørgsmålet på svaret dertil.

Harry Potter-festivallen #1: En lørdag i magiens tegn


Det har været en mærkværdig weekend. I lørdags imens regnen stilfærdig silede ned, bevægede byens travle menneskemylder sig ikke kun gennem gågaden i tykke jakker og handsker; imellem de efterårsklædte kom også folk iført sorte kapper, stribede halstørklæder og tryllestave slentrende ned af sidegaderne efter multismagsbønner og eliksir ingredienser, som var det en helt normal lørdag eftermiddag i Odense bymidte.

På Vintapperstræde kastede børn besvargelser mod hinanden. “Expalliarmus!” blev der råbt, “protego!” blev der svaret igen, imens de løb mellem benene på de voksne, der varmede sig på et glas ingefærøl fra Den Utætte Keddel. Sammen med Rikke, af hvem jeg også har lånt indlægsbillederne, vekslede jeg penge om til galleoner i Gringotts Banken, og dernæst begav vi os afsted ned af de troldmandsbeklædte gader, altimens de velkendte Harry Potter-temasange kastede et slør af nostalgi over os. Sammen greb vi en fjerpen og skrev et bidrag til Profettidende, klappede en enhjørning, og hørte Hagrid fortælle et eventyr, imens Voldemort og Bellatrix spredte frygt i gaderne med dementorer, og Umbridge ligeså i skrigende pink.

Det var en fryd at se de kappeklædte børn, der bar koste og tryllestave, og som kastede om sig med besværgelser, og det var med en glæde og længsel, at vi betragede dem, imens et utal af smil bredte sig over vores læber. Jo længere ned af gaden vi bevægede os, jo mere indså vi hvor omfattende et stykke arbejde, der var blevet lagt i festivallen, som ikke kun afholdtes på Vintapperstræde, men rundt om i hele centrum af Odense. Med overskydende galleoner og glæden forsat boblende i maven, glæder jeg mig til næste år, hvor endnu en festival lader magien rulle ud i Odense.

“Wildwood Dancing” (Wildwood #1) af Juliet Marillier


“Wildwood Dancing” af Juliet Marillier, fra forlaget Knopf, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2007).

I Transsylvanien ligger der en fortryllet skov fuld af hemmeligheder, som skaber frygt hos landsbyboerne i den nærliggende dal, da skoven vrimler med mørke væsner og hekse. Fem søstre, der bor nær skoven, formår sammen at rejse til Det Andet Kongerige ved fuldmåne, hvor de tilbringer natten med at danse med magiske væsner i det andet rige. Da pigernes far bliver syg og må rejse bort, bliver rejserne ved fuldmåne pigernes holdepunkt i den svære tid. Dog vendes der op og ned på hverdagen, da den ældste søster forelskers sig i et af de mørke væsner, som selv de magiske størrelser i Det Andet Kongerige holder afstand til og som skræmmer landsbyboerne i Transsylvanien. Den næst ældste søster, Jena, forsøger at redde trådene ud, men filtres ind i en svær balancegang mellem fortiden, nutiden og fremtiden sammen med sin bedsteven, froen Gogu. Endvidere sniger en nærtbeslægtet sig ind i pigernes liv, og forkludre deres tilværelse med sin beslutsomhed, både hvad andgår deres hverdag og Jenas følelsesliv. Jena gør dog alt, hvad der står i hendes magt for at beskytte sin familie og sit hjerte, men det indbefatter også et opgør med fortiden for at sikre fremtiden.

“If a man has to say trust me, Gogu conveyed, it’s a sure sign you cannot. Trust him, that is. Trust is a thing you know without words.”

Juliet Marilliers mageløse og magiske fortælling efterlod mig åndeløs med et væld af uoverskuelige følelser, der var blevet kastet rundt og rodet sammen. Det efterlod smil såvel som tårer, og glæde såvel som vrede, og jeg kom således rundt i enhver afkrog af mit følelsesregister, imens fortællingens sødme udspillede sig. Der er noget genkendeligt i form af det klassiske eventyr, om De Tolv Dansende Prinsesser og Frøprisen af Brødrene Grimm, og at se dem komme til liv på ny er både forfriskende og beroligende, som forfatteren bruger på bedstevis til at fortælle sit eget eventyr. Romanens protagonist, Jena, er både inspirerende og relaterbar; hun er hverken den ældste eller yngste, og hendes kvaler og glæder er genkendelige. Hun er dog ikke den typiske heltinde, men bliver det løbende ved at have sin families sikkerhed som drivkraft. Det er også igennem hende, at forfatteren evner at indfange og beskrive fragmenter af følelser, som løber igennem fingrene som sand hos læseren. Hun gør det med lethed og ynde, som en balletbanser, som næsten svæver hen og dansegulvet.

“She seemed fragile like a moonflower – destined to bloom for a single lovely night, and then to fade and fall.”

Det Andet Kongerige er et eventyrland af magiske størrelser, som jeg glædede mig lige så meget over at befinde mig i, som søstrene gjorde, og længste ligeså meget efter, når fuldmånen gled bort, og pigerne måtte vende tilbage til deres egen verden. Selvom denne magiske verden udgør et væsentlig aspekt af romanens handling, er beskrivelserne af den letsindige, på trods af at den rummer eventyr, der venter på at blive opdaget, og et potentiale, som forfatteren efterlader urørt, på trods af at det er det mest interessante. Samlet set har Juliet Marillier skabt en solid og sød fortælling af genkendelighed og originalitet, som efterlader læseren rundtosset af følelser, forført af ord og frustreret over manglende. Det er en bog om et fortryllet kongerige på den anden side af en portal, en portal som jeg vil lade mig gå igennem igen, når lysten til at danse begynder at krible i mine tæer. Et gensyn jeg, som jeg vil se meget frem til snarest.