“Ballet Shoes” (Shoes #1) af Noel Streatfeild


“Ballet Shoes” af Noel Streatfeild fra forlaget Orion Children’s Books, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1936).

Pauline blev reddet fra et forlist skib som spæd, og drømmer nu om at blive skuespiller. Petrovna er af russisk afstamning men uden forældre, og hun er glad for biler og motorer. Polly kom med blot et par balletsko, og hvis hun kunne ville hun danse dagen lang. selvom de tre piger er vidt forskellige, så har de deres onkel tilfælles, som har adopteret dem alle tre. Med ønsker i øst og vest, har de dog et fælles ønske om få deres nye efternavn, Fossil, på alles læber, men på hver sin måde. Med “Ballet Shoes” har Noel Streatfeild skabt en hjertevarm fortælling om et ubrydelig søskendebånd, der på alle fronter viser, at familie ikke nødvendigvis er noget man fødes ind i, men noget man i fællesskab skaber, og hvori der findes den sikreste tryghed. Ved gang på gang at lade Onkel Matthew bringe endnu et fossil-barn hjem i familiens skød, fortælles hver af pigernes korte livshistorie, sådan at pigerne sammen kan skabe den egentlige historie. Hvor de kommer fra, er ikke så vigtigt, som hvor i livet de begiver sig hen, og det er en essentiel pointe, som Stretfeild formår at levere på bedstevis.

“It might have all the same; you never can tell what’s magic.”

Ved at skabe en kronologisk historie, får læseren et bånd til hver af pigerne samtidig med, at de knytter indbyrdes bånd. Sceneriet bliver derfor en balsal af smukke silkebånd, der let og elegant bryder det prægtige rum, som denne fiktion skaber. Selvom handlingen er rolig og mild, på samme måder som dens protagonister, og selve handlingsforløbet er en smule nedtonet, så er det en hjertevarm fortælling i en klassisk gammel stil, der efterlader smil på læberne og suk i hjertet. Jeg synes, at romanen er en vigtig bog for dens publikum, fordi den behandler essentielle budskaber til en skrøbelig højde, der bestemt ikke bør være foruden. Dens varme og sødme bør dog ikke være de voksne læsere foruden, da det også er tematikker, der kan have forvane at gå i glemmebogen med en hverdag præget af valg og dilemmaer i voksenhøjde. Det er naturligvis en børnebog, og er derfor skrevet til børn, men med det i mente vil jeg sige, at jeg nød den i dens fulde længde.

“There is no doubt a new dress is a help under all circumstances.”

De tre protagonister er enkeltstående fragmenter af skønhed, der sammen skaber et lysglimt af beundring og fascination. Ved at give pigerne vidt forskellige personligheder, alder og baggrundshistorie, formår forfatteren at række til horisontens ende hvad andgår bogens målgruppe, fordi der er noget for enhver smag. Der er pige-pige, drengepigen og hende den selvstændige og uafhængige, og at se disse instanser interagere med hinanden er en fryd for øjet, hvori de mest skrøbelige og sirlige pastelfarvet billeder males. Sproget er let tilgængeligt og i forlængelse af sine væsentlige tematikker, formidles de også gennemført, dog uden at være tvungen eller malplaceret. Selvom historien er forudsigelig, formår Streatfeild at følge den til dørs på sin helt egen facon, og det kan man kun beundre. Af samme grund er det også en bog, som jeg ville ønske, at jeg var vokset op med som barn, da den uden tvivl ville have haft en større virkning på mig.

“Doktor Zhivago” af Boris Pasternak


“Doktor Zhivago” af Boris Pasternak fra forlaget Gyldendal, udgivet i 1958 (org. udgivet i 1957).

Doktor Zhivago af Boris Pasternak er en episk fortælling om udfaldet af den russiske revolution, samt den effekt den havde. Dr. Yury Zhivago, Pasternaks alter ego, er en digter, filosof og fysiker, hvis liv afbrydes af krig og kærlighed i form af revolutionen og Lara, som er kone til en revolutionæren, Strelnikov. Fanget i de store begivenheder i politik, krig og kærlighed, som til sidst ødelæggebåde ham og millioner af andre, klamre Zhivago sig til sin private sfære af familielivet og kærligheden. Det er med melankoli og skepsis over den russiske revolution, at Boris Pasternak beretter om de de samfundsændringer, som revolutionen betød for Rusland, imens der samtidig lægges der et slør af digte over de historiske begivenheder, og som indikerer forfatterens stærkeste egenskab, der både bevirker en forstærkning af landets elendighed, men som også søger det smukke, der synes at findes i horisonten.

“De gik af sted og sang ‘Evig ihukommelse’, og når de standsede, var det som om deres fødder, hestene, vinden forsatte sangen.”

Boris Pasternak er i sandhed beundringsværdige og smukke, og det er uden tvivl også derfra hans poetiske sprog kommer fra, når han beskriver sin fiktive verden med dens gøren og laden. Han formår at fremføre en symfoni, der kommer omkring i hele følelsesregisteret på godt og ondt, samtidig med at han nedfælder sin subjektive holdning til krigen. Det er en balancen gang, som han gennemgående formår at mestre, selvom han ofte kommer i ublance med sin fortællings langsomme og rolige tempo. Hovedpersonen, Yuri, der også er bedre kendt som Doktor Zhivago, er en skrøbelig mand, hvis bløde natur bringer ham i problemer i revolutionens stormvejr. Han er en tænker og spekulant, og skal afspejle forfatterens egen tilgang tilgang til omskiftelighederne på daværende tidspunkt i Rusland. Såfremt dette er rigtigt, giver det et meget godt billede på, hvem Pasternak var, men uden bedre kendskab til ham som person eller hans forfatterskab, er det ikke noget, der gør indtryk på læseren.

“Triste tanker hjemsøgte og ophidsede hende. Hvis hun var begyndt at tænke højt og gå dem igennem fra ende til anen, havde hun ikke kunnet nå det inden daggry.”

Personligt var det en roman, der krævede langt mere af mig, end jeg umiddelbart havde forventet; dens rolige tempo blev hurtigt generende, på trods af dens ellers korte og overkommelig kapitler, der alle er beskrevet smukt, og hvis poesi tager den til nye højder. Persongalleriet er omfattende, hvilket det generelt er i russisk litteratur, og det kræver derfor, at man holder tungen lige i munden som læser, da hver enkel person har flere navne alt efter hvilken sammenhæng de optræder i. Romanen har som udgangspunkt to formål, hvoraf det første er at fortælle om de historiske begivenheder i Rusland fra 1900-1930 og med hvilken effekt, det havde på landets befolkning, samt de ofre den medførte. Romanens andet formål er at beskrive den melankoli, ensomhed og kærlighed, der finder sted i form af bogens protagonist, og som skaber en psykologisk dybde. Ved at kombinere disse to formål, skabes der et omfattende helhedsbillede af omstændighederne i den pågældende periode.

“Tales from the Perilous Realm with Roverandom” af J.R.R. Tolkien


“Tales from the Perilous Realm with Roverandom” af J.R.R. Tolkien fra forlaget Houghton Mifflin Harcourt , udgivet i 2008 (org. udgivet i 1997).

Med sin samling af mindre værker fra Midgårdsuniverset, supplementer Tolkien den kanon, som han allerede har været med til at indskrive sig i. I børnefortælling om den lille hund, Rover, sker det en dag, at den en dag bider i en troldmands bukser itu, og forvandles til en legetøjshund, der rejser ud i verden og hjem igen. “Farmer Giles of Ham” fortæller historien om mødet mellem Farmer Giles og en snu drage ved navn Chrysophylax, der ønsker at udslette kongerige, hvori Giles bor. I “Adventures of Tom Bombadil” gifter en troldmand sig med en vandnymfe. han kommer på eventyr, da han forsvinder på en fisketur, som involverer orker, der er har Tom på menukortet.

I “Leaf by Niggle” bor unsteren Niggle i et en landsby, der ikke anser kunsten for nogen betydning. Han beslutter sig dog for at male et stort træ. Da han senere rejser ud, opdager han, at det træ han har malet stammer fra en by, der nu er ødelagt og forladt. I “Smith of Wootton Major” skal en festival afholdes, der kun finder sted hver fireogtyvende år. I den forbindelse spiser en dreng af Den Store Kage, som er fyldt med magi og gør ham til ven med Faeryfolkene. Mange år senere må drengen, der nu er blevet voksen, give sin gave videre, til den næste festival. Desuden indeholder bogen også en lektion, “On Fairy-Stories”, som Tolkien gav i 1930erne om, hvad fantasy er.

“I did nothing but run away from the time I was a puppy, and I kept on running and roving until one fine morning – a very fine morning, with the sun in my eyes – I fell over the world’s edge chasing a butterfly.”

Jeg finder det altid vanskeligt at retfærdiggøre novellesamlinger, fordi hver enkelte historie ikke får den opmærksomhed, som den fortjener. Alligevel vil jeg prøve at sammensatte min tanker om “Tales from the Perilous Realm with Roverandom” af J.R.R. Tolkien i en samlet vurdering. Gennemgående for bogen er dens eventyrligende fortællinger, der både egner sig for store og små læsere, og som både knytter sig til Midgårdsuniverset såvel som uden for det. Det bliver en samling af beundringsværdige noveller, der alle rummer en væsentlig morale, og hvis udtryk både er lyrisk og episk. Hvad andgår de lyriske sigte i samlingen, så fremgår det tydeligt, at hvert ord er nøje udvalgt, da det bidrager til hele digtets rytme og form. Det er et håndværk, som Tolkien får til at se simpelt ud, men som snarer er koncentreret og kompleks. Alan Lee komplimenterer Tolkiens søde fortællinger med sine skitseringer af disse, der indfanger forfatterens stemningsfyldte billeder, der er malet med ord. Sproget fortaber sig ikke i deltajer, sådan som Tolkien ellers er kendt for, og tempoet i hver enkelt fortælling derfor højt uden at det føles forhastet eller for overfladisk.

Samlingen bliver derfor en finfølende størrelse, der virkelig tillader læseren at udforske forfatterens kendte univers i dybden, og hans tanker om hele dens genre.Som læser må man ikke forvente fortællinger på lige fod med “Ringenes Herre”, da disse brudstykker er langt mere solbeskinnede og muntre i deres udformning. De er ikke lige så omfattende som “Hobitten”, men er mere i samme stil med denne; de er eventyrlige og rummer farefuldefærde med magiske væsner fra Midgård, der tilføjer en hjemmelig følelse til hver enkelte fortælling, såfremt man er bekendt med Tolkiens forfatterskab. Det er med en fantasi uden lige, at Tolkien spinder et væld af fantastiske fortællinger, der rejser vidt og bredt i det univers, han skabte for så længe siden og stadig beundres. Selv de enkelte fortællinger, der ikke finder sted indenfor Midgårds grænser, har stadig en hvis genkendelighed i form af sit sprog, og de rummer hver en eventyrlig sødme.

“The Curious Incident of the Dog in the Night-Time” af Mark Haddon


“The Curious Incident of the Dog in the Night-Time” af Mark Haddon fra forlaget Vintage, udgivet i 2004 (org. udgivet i 2003).

Den femtenårige Christopher Boone er en dreng med asperger syndrom, der holder af matematik og lister, der giver ham en følelse af tryghed i en verden af voksne menneskers kaos og konflikter. En dag finder han genboens puddel myrdet. Han beslutter sig for at løse de mystiske omstændigheder omkring hundens død, og det bliver startskuddet på en lang række begivenheder, der for altid vil ændre hans verden.

Hvert kapitel begynder med et primtal, og indikerer allerede her Christopher Boone tankegang af snoet og kryptiske gange, som han langsomt tillader læseren at begive sig igennem. Med sin udlægning af brudstykker, formår Mark Haddon igennem sin protagonist til sidst at skabe et fuldkomment bilede af Christophers situation, samt den udvikling han gennemgår. Samtidig udfolder der sig en sekundær verden, de færreste er bekendt med; en verden med daglige udfordringer i forlængelse af autisme, og dette billede som Haddon maler er troværdigt og virkelighedstro.

“Sometimes we get sad about things and we don’t like to tell other people that we are sad about them. We like to keep it a secret. Or sometimes, we are sad but we really don’t know why we are sad, so we say we aren’t sad but we really are.”

På trods af, at Christopher Boone er optaget af matematik og fysisk, er han alligevel realterbar, selvom man ikke nødvendigvis holder af de samme ting, som han gør; hans evne til at opfange, observerer og oversætte sine medmenneskers handlinger er kompleks og hjerteknusende, men også kompetent og hjertevarmende. Hans autisme spænder i høj grad be for ham gentagende gange, men den tildeler ham også en særlig evne til at formulere sig i forhold til sine næsten poetiske beskrivelser af sine følelser. Romanens tone ligner til forveksling “The Catcher in the Rye” af J. D. Salinger, men Haddon formår alligevel at gøre historien til sin egen, da de to romaner handlingsmæssigt er hinanden ulige. Jeg kom til at holde af bogen af mange årsager, men konceptet med “curious incident” synes at være langt mere nedtonet i handlingen, på trods af at den danner udgangspunktet for romanens tilblivelse. Romanen kommer således til at handle om langt større tematikker, end blot baggrunden for en myrdet nabohund.

“On the fifth day, which was a Sunday, it rained very hard. I like it when it rains hard. It sounds like white noise everywhere, which is like silence but not empty.”

Selvom Mark Haddon maler et realistisk billede af måden, hvorpå nogen forældre håndterer deres autistiske børn, fandt jeg enormt provokerende, fordi Christophers far ofte er verbalt voldelig over for sin søn, og sidenhen køber sig fra sin skyld ved at tage Christopher med i zoologiskhave, eller køber ham en hund. Faren kæmper naturligvis med en afmagt som enlig forældre til en autistisk søn, og selvom det billede som forfatteren udlægger forekommer at være realistisk og nutidigt, så fandt jeg det sørgeligt. Af samme grund er det en bog, der er særligt egnet til debat. “The Curious Incident of the Dog in the Night-Time” af Mark Haddon er en vittig fortalt historie, om en dreng med vanskeligheders vej til en større forståelse af de voksnes verden, en verden som han også er en del af. Christophers evne som fortæller er både underholdende og velformuleret, da han formår at sætte ord på ting, der i hans verden er svære at håndtere, men som for ikke-autistiske personer kan være lige så svære at forholde sig til. Bogen er således morsom såvel som foruroligende, hvilket uden tvivl gør den læseværdig for unge og voksne af netop disse årsager.