“Inkheart” (Inkworld, #1) af Cornelia Funke


“Inkheart” af Cornelia Funke (org. titel “Tintenherz”) fra forlaget Scholastic, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2003) Læst på engelsk – originalsproget er tysk.

Tolvårige Meggie Folchart er vokset op i et hjem hvor fyldte bogreoler fra gulv til loft, bøger, stablet langs væggene som søjler, og en far der binder de smukkeste bøger som sit erhverv. En dag dukker en fremmed op, og sætter gang i en kædereaktion af skelsættende begivenheder, som fortalt vil ændre Meggies litterære verden. På grund af sin fars til at læse karakterer ud af bøgerne, flygter de fra de, der ønsker at drage nytte af hans egenskab i en ond sags tjeneste. Det bliver en farlig færd fyldt med uvurderlige biblioteker, litterære skikkelser og et sekundært univers mellem en bogs sider. “Inkheart” er en bog, jeg er stødt på utallige gange, som har betaget mig, hvis ryg jeg gentagende gange har ladet mine fingre kærtegne. Alligevel gik der lang tid, før bogen blev en del af min samling, og siden da er den blevet blandt de mest værdifulde. Som dedikeret læser, fik hver en side det til at krible yderligere i fingerne for de øjne, der ikke kunne få nok, og inden dagen var omme var bogen det, mens et storslået eventyr endnu kun havde taget sine spæde skridt, og jeg måtte straks læse forsættelsen.

“Only in books could you find pity, comfort, happiness–and love. Books loved anyone who opened them, they gave you security and friendship and didn’t ask anything in return; they never went away, never, not even when you treated them badly.”

Med bøger som fundamentet for fortælling, har Cornelia Funke skabt en uforglemmelig roman for alskens bogelskere, hvor sproget flyder i en stime af velvalgte ord og velformulering. At udvælge to citater til at fremhæve bogens skrivestil er en vanskelig opgave, fordi bogen er fyldt til randen med smukke sætninger og observationer af følelsesmæssige fragmenter, som forfatteren indfanger som små sommerfugle, der er uden for læserens rækkevidde, og alt sammen med en omhyggelig ynde og lethed. Selvom Funke til tider fortaber sig i egne formuleringer, så er universet og dets aktører gennemført beundringsværdigt, samtidig med at det rummer en hvis simpelhed, der gør, at den er let at gå til på trods af sin længde. Hver kapitel introduceres med et citat fra kendte såvel om ukendte litteræreværker, og som skal afspejle hvert kapitels indhold. Ikke nok med at det indledende citat gang på gang er rammende for handlingen, så har det også introduceret mig til et væld af bøger, jeg ikke kendte det mindste til, og som har ledt til timevis af opdagelse af nogen af de mest hjertevarme fortællinger.

“Books have to be heavy because the whole world’s inside them.”

Meggie er en protagonist, som jeg kunne spejle mig i fra romanens begyndelse og til dens slutning; hendes kærlighed til bøgerne er gennemtrængende og dyb, og et middel til at være modig og overkomme hverdagens forhindringer. De præger hendes person, men tillader hende også at stå på egne ben, når det virkelig gælder. Tanken om at kunne læse personer ud af forskellige værker er spændende, men heller ikke uden risiko; det er en vanskelig overgang, der kan påvirke det oprindelige værk i begge retninger, så som når Meggie læser Klokkeblomst ud af Peter Pan. Verden af papir og blæk har derfor også sine begrænsninger i form af konsekvenser, og det gør dens rammer troværdige. Samlet skaber det en smuk historie om bøger, fortællinger og beretninger og læsningens omfattende magt på godt og ondt. “Inkheart” af Cornelia Funke er en lang men nydelsesfuld roman med lange beskrivelser, store personligheder og dybe tematikker i et og samme eventyr, som enhver bogorm ikke bør være foruden. Det er en bog, jeg har genlæst et utal af gange, og som jeg for fremtiden vil genlæse et utal af gange.

“The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making” (Fairyland #1) af Catherynne M. Valente


“The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making” af Catherynne M. Valente fra forlaget Feiwel & Friends, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2011).

Tolvårige September lader sig en dag bære bort af Den Grønne Vind og hans leopard, som tager hende til Fairyland. Landet, der ellers burde være gennemsyret af lykke, lader sig kue af dens tyranniserende herskerinde, kaldet Marquess, og det står da hurtigt klart for September, at hende tilstedeværelse i Fairyland ikke er tilfældig. Sammen med et væld af skæve størrelser mærker hun livet på godt og ondt i omgivelserne fra et eventyrligt land med eventyrlige skikkelser. Men forsøget på at bringe smilet tilbage i Fairyland, bliver mere omfattende end hun kunne have forstillet sig.

Med sin enormt lange titel, spinder Catherynne M. Valente et spin af velkendte eventyrtræk og klassiske fortællinger i stil med “Alice in Wonderland” og Narnia-fortællingerne, og som sammen skaber et selvstændigt og originalt værk med et tilhørende sprog uden nogen lige. Selvom romanen er forholdsvis kort, så synes den langt mere omfattende på grund af sine velvalgte ordm der både giver et lyrisk og atmosfærisk udtryk i sine vældige beskrivelser. Forfatteren får det til at se legende let ud, selvom der uden tvivl ligger et enormt stykke arbejde bag hver eneste sætning.

“All stories must end so, with the next tale winking out of the corners of the last pages, promising more, promising moonlight and dancing and revels, if only you will come back when spring comes again.”

September er en forunderlig protagonist, der virker genkendelig i form af sine Alice-træk, men som også rummer sin helt egen personlighed på trods af strukturelle ligheder. Allerede fra første side vælter beskrivelser af hende ud og slår kolbøtter hen over siderne, sådan at man som læser hurtigt ender ud med et komplet billede af hendes person, som udgør en passende rollemodel for bogens læsere. September er ikke den eneste, hvis personlighed synes komplet, det samme gælder nemlig for største delen af romanens mange eventyrlige skikkelser, der alle rummer deres helt egne subfortællinger, som påvirker den overordnede fortælling som små brudstykker i en mosaik. Jeg finder det vanskeligt at sætte en finger på noget i fortællingen om September, da den virker så gennemført allerede seriens første bog, men samtidig skaber det også skyhøjde forventninger, der skal kunne overgå en litterære Wyvern, hvis navn afspejler hans viden (A til L), og hvis far var et bibliotek, en flyvende leopard fyldt med hengivenhed, heksesøstre der deler ægtemand og væsner skabt af sæbebobler. Valente fantasi synes at være lige så vidtrækkende som hendes fiktive kreation, og det er beundringsværdigt.

“One ought not to judge her: all children are Heartless. They have not grown a heart yet, which is why they can climb high trees and say shocking things and leap so very high grown-up hearts flutter in terror. Hearts weigh quite a lot. That is why it takes so long to grow one.”

På trods af romanens mange fantasmer, fortæller historien i høj grad også en uundgåelig fortælling om det at blive voksen, og den smerte der følger med, som September får at føle. AF samme grund skal man ikke lade sig narre af bogens barnagtige ydre, da dens mange finurligheder er underholdende, og dens mange fragmenter af virkeligheden er så velbeskrevet, af ingen bør være foruden. Det er en bog, der efterladte smil på min læbe, en tåre i min øjenkrog og et gisp i min mundvige. Det er på mange måder en bog, der frembragte mit indre barn, men som samtidig holdt den voksne mig i hånden, når fortællingen tog til og uvejret bredte sig i Fairyland.

Handlingen er fremadskridende og uden nogen form for unødvendig afvigelse. Handlingen er hele tiden konkret, selvom den synes at bestå af mange sidespor, så bindes alle disse sammen til slut i en famøs sløjfe. Netop dette vidner også om det arbejde, der ligger bag bogen, og som endnu en gang fortæller sin egen historie om forfatterens skrivemæssige egenskaber. På grund af disse og hendes vældige fantasi er “The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making” uden tvivl blevet en af de bedste bøger, som jeg har læst i længere tid, og derfor uden tvivl også en bog, jeg snart vil læse igen, alt imens jeg venter på de følgende fortsættelser.

“Matilda” af Roald Dahl


“Matilda” af Roald Dahl fra forlaget Puffin, udgivet i 2007 (org. udgivet i 1988).

Matilda er en spektakulær pige, der med lethed overses i sin familie af sin højtråbende far, sin ligegyldige lillebror og sin fraværende mor, i stedet forvilder hun sig alene ind på biblioteket, hvor hun opdager en helt ny verden af litterære vidundere, som bliver hendes eskapistiske tilgang til den svære hverdag. Sidenhen begynder hun også i skole, og oplever både tyranniserende lærer såvel som empatiske, og på sin helt egen og overnaturlige måde, formår Matilda at skrive sig selv ind i et eventyr for de mindste. Matilda er en henhivende og beundringsværdig protagonist, der sætter en dyd i at være en god rollemodel, uden at hige efter det; hendes glæde for bøger frem for fjernsynet er berigende, og hendes varme følelser for det at lære og gå i skole er sjældne. Det er svært ikke at holde af hendes nysgerrighed for læren og visdom, og selvom hun dårligt nok kan nå de høje hylder på biblioteket, så formår hun altid at kæmpe med de remedier, som hun har, når den højråbende far skælder og smælder.

“So Matilda’s strong young mind continued to grow, nurtured by the voices of all those authors who had sent their books out into the world like ships on the sea. These books gave Matilda a hopeful and comforting message: You are not alone.”

Med sine simple ord, formår forfatteren, Roald Dahl, der er bedst kendt for at skrive romaner for de mindste, at skabe en solid fortælling med et væld af tematikker og teknikker; ved at blande det realistiske med et strøg af det overnaturlige, skaber han en udvidet verden, der vil få både store og små til at spærre øjnene op. Det bliver af samme grund også en bog, jeg med længsel i hjertet ville ønske havde præget min opvækst, fordi den rummer en sødme og vittighed, ingen bør være for uden. Af samme grund er det ikke for sent at læse den, såfremt man som læser er klar over bogens præmis, selvom dens varme uden tvivl ville være større, hvis man er vokset op med den. Selvom Matilda næppe er noget gennemsnitligt barn, er det interessant at se hvordan hendes perspektiv kan opfattes af voksne, hvis verden hun ikke rigtig forstår sig på på trods af sit intellekt. Hun formår at forsimple den verden, som en påmindelse til den voksne læser om at sætte farten ned, at finde de små glæder i hverdagen og frem for alt ikke at undervurdere vigtigheden af viden, imens hun til sine jævnalderende formidler de voksne komplicerede størrelse set fra et atypisk barns perspektiv, samtidig med at hun udlægger råd til hvordan den kan håndteres ved narrestreger og eskapistisk læsning.

“The books transported her into new worlds and introduced her to amazing people who lived exciting lives. She went on olden-day sailing ships with Joseph Conrad. She went to Africa with Ernest Hemingway and to India with Rudyard Kipling. She travelled all over the world while sitting in her little room in an English village.”

Det eneste, der ærgrer mig en smule, er den pludselige overgang fra Matilda begynder at læse, og hvor hele hendes verden kredser om bøgerne, til hun begynder i skole, og bøgerne falder en smule i baggrunden. Naturligvis tillægger sidste nævnte andre væsentlige tematikker at indtage scenen, men bøger synes lidt at blive to separate fortællinger, omend de begge er skønne hver for sig og i forlængelse af hinanden. Det er dog en bagatel og en smagssag, der ikke berør det samlede billede, som Roald Dahl udlægger. Med “Matilda” formår han at komme i enhver krog af det at være barn i en voksen verden, der er domineret af tyranniserende forældre og modbydelige lærer, men på en måde der gør den overskuelig, samtidig med at den fortæller, hvordan disse parameter kan håndteres. Samlet set skaber det en god bog af smil og varme.

Goodreads problematikken


Det er en balancegang, der er begyndt at hælde, sådan at både Goodreads og dets brugere begynder at vakle. Der har længe udspillet sig en række dramaer mellem utilfredse forfattere, som sender store ord efter deres læsere, der ikke har været tilfreds med en pågældende bog af forfatteren. Fra at være en næsten usynlig kamp af enkeltstående tilfælde, udvikler det sig til en revolution mellem Goodreads, forfattere og læsere, hvor førstenævnte censorer negative anmeldelser, hvor forfatteres egoer kommer på tværs deres læseres holdninger, og læsere føler deres ytringsfrihed frataget. Da jeg i 2009 oprettede mig på Goodreads, var det grundet min glæde for bøger og læsning, men også for at fortælle andre om mine oplevelser med de læste bøger. Når jeg vælger en bog, har jeg en tendens til at læse de negative anmeldelser frem for de positive, fordi min erfaring er, at en del bøger synes at drukne i skamrosende udlægninger, som bogen slet ikke kan leve op til, af samme grund skræmmer det mig, at Goodreads nu censorer negative anmeldelser, fordi de “ikke lever op til kravene”, et opslag der end ikke blev sendt ud på mail, men som i stedet var et opslag i en gruppe, som man skal være medlem af, for at se, hvilket end ikke gør annonceringen officiel. Hvis en kategori hedder “will-not-read-again” er det så stødende over for fatteren, eller hvis man oprigtigt mener, at en forfatter er naiv på grund af sin bogs præmis, og det har indflydelse på læsning af bogen? Jeg er i tvivl om hvor grænsen går.

Efter at Amazon har fået andel i Goodreads, synes siden nu at fokusere mere på dens forfatterbrugere snarer end det, som siden startede ud med at omhandle. Store ord som “author behavior” og bombastiske egoer kommer i vejen for det, vi alle sammen tilmeldte os for. Bøgerne. Goodreads bestræber sig nu på at nå ud til flere forfattere, og det stiller adskillige brugere i en vanskelig situation, som kan læses om her. Jeg har endnu ikke fået fjernet anmeldelser, men på grund af min ofte kritiske læsning, er det et spørgsmål om tid, og selvom den nye politik har væsentlige pointer, så finder jeg det alligevel forkasteligt, at opperatørerne bag internetsiden vil gribe sådan ind, fordi det bliver en vurderingssag, som vil fører til træk, der kan få brugerne til at trække stikket ud. Selv holder jeg af Goodreads, men ikke for enhver pris.

Hvad mener I?