“The White Queen” (The Cousins’ War #1) af Philippa Gregory


“The White Queen” af Philippa Gregory, fra forlaget Pocket Books, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2008).

Rosenkrigene begyndelser i 1464 med “The White Queen”, og fortæller historien om den smukke og ambitiøse enke Elizabeth Woodville fra Lancaster-familien og hendes lange vej til tronen. Med sin mors ukontroversielle måder, får hun hjælp til forfører og ægte den unge kong Edward IV i al hemmelighed fra offentligheden. Det bliver en indædte kamp for deres slægts overlevelse i form af en lang række krige og kamp, der skal udkæmpes på slagmarken såvel som indenfor slottes murer. Kongens trone er ikke sikret, før han har en tronfølger, og hans brødre, nære rådgiver og største fjender har ikke i sinde at vente på, at Elizabeth føder ham en søn og tronfølger.

Jeg er kommet til at holde af historisk fiktion, som andre holder af chick-lit og krimier; jeg holder af den måde hvorpå den gængse forfatter væver et kludetæppe af små billeder af virkelighed og fiktion, der er så nydeligt vævet, at det slutteligt danner et stort helhedsbillede af den pågældende tid og dens mange intriger og kampe. Det er naturligvis svært for den almindelige, at adskille fiktion fra virkelighed inden for denne genre, og “The White Queen” af Philippa Gregory er ingen undtagelse. Alligevel er den enormt indsigtsfuld, og man er som læser ikke i tvivl om, at forfatteren har gjort sit forarbejde.

“He promised her that he would give her everything, everything she wanted, as men in love always do. And she trusted him despite herself, as women in love always do.”

Rosenkrigene er fortalt af forskellige kvindelige og historiske skikkelser, og er en interessant vinkling af den pågældende tid, eftersom at kvindernes magtposition blev undervurderet i det århundred, og hvor deres primære funktion var at føde sin mand en søn. Philippa Gregory vender og drejer det billede, så det til sidst står klart, hvor meget magt kvinderne på den tid egentlig havde; de rådede og vejledte deres mænd, og havde således stor indflydelse på deres mænd og de krige, som de udkæmpede og de taktikker, som de udtænkte, og Gregory bidrager derfor til et feministisk billede af tiden. Denne bogs hovedperson er Elizabeth af Lancaster, der forelsker sig i Englands konge. Hun er en stærk og selvstændig kvinde, der er villig til at gøre alt, hvad der står i hendes magt for at beskytte sin familie og sikre dens videreførelse. Livet som dronning er dog ikke kun gjort af prægtige baller og overdådige kjoler; det er en verden fyldt med intriger, hvor brødre vender sig mod hinanden i kampen om at bestige Englands trone, hvor kongen har affærer efter sit eget bryllup, og hvor døden er en del af dagligdagen.

“Edward lives as if there is no tomorrow, Richard as if he wants no tomorrow, and George as though someone should give it to him for free.”

Fordi historien er fortalt levende og let, gør det den interessant selv for de, der ikke nødvendigvis er interesseret i historie. Dog har Gregory en tendens til at fortælle hvad der sker, snarer end måden hvorpå, hun fortæller det; skrivestile bliver derfor en kende for simpel, og efterlader seriens store potentiale urørt. Dog er det en serie, der på trods af sit noget omskiftelige tempo, der starter ud blidt, og sidenhen farer af sted, som jeg er kommet til at holde af, netop på grund af dens små finesser som dens feministiske synsvinkel, og en svundne og autentiske tid, hvori den foregår.

Bogen trækker spor fra myten om en havgudinde fra oldtiden, der sender romanen ned af en unødvendig rute, der opdeler romanen i to dele, hvor myten fungerer som en slags sekundær og sideløbende historie, der er gået forud for Elizabeths regeringstid. Selvom myten er smuk og dragende, virker den malplaceret. Bogen er unægteligt perfekt, men eftersom at det er den første i en række af mange, håber og tror jeg på, at forfatteren er i stand til at udvikle sine skrivefærdigheder såvel som hendes fantasi er vidtrækkende indenfor de historiske grænser. Hun formår at puste liv i personer, der ikke har trukket vejret i evigheder, og det bliver med følelserne uden på tøjet, når læseren skal lære dem alle sammen at kende i et stort skakspil af interne kampe og krige om kongekronen.

“Charlotte’s Web” af E.B. White


“Charlotte’s Web” af E.B. White, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2001 (org. udgivet i 1952).

Dagen, hvor Fern beslutter sig for at stå tidligt op, bliver også den dag, hvor hun redder en lille gris fra den skæbne, som mange smågrise ellers må lide under. Hun opflasker grisen Wilbur til en glad gris, og en dag møder han en langbenet edderkop ved navn Charlotte, hvis spind han beundre meget. Sammen spinder de et varmt venskab, og med tiden redder hun ham også fra en skæbne, som store grise ellers må lide under.

Dette er en af de mange bøger, som jeg så inderligt ville ønske, at jeg var vokset op med som barn, for selvom jeg nød historien om den glade gris og hans langbenet veninde, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville have nydt historien yderligere, såfremt den havde vokset med mig. Med det i mente, er det dog en hjertevarm historie om betingelsesløse venskaber der kommer til udtryk ved den mest usandsynlige kombination, mellem en gris og en edderkop. Hver besidder de forskellige egenskaber, som den anden ikke evner, og det er netop, hvad der gør dem til gode følgessvende for de mindste.

“Fern was up at daylight, trying to rid the world of injustice. As a result, she now has a pig. A small one to be sure, but nevertheless a pig. It just shows what can happen if a person gets out of bed promptly.”

Wilbur er en melodramatisk grisebasse, der lever i en verden farvet af sin egen melankoli og lykke. Edderkoppen Charlotte er i stedet fornuftigt og rationel, og op trods af at hun ofte hænger med hovedet nedad, har hun fødderne solidt plantet på jorden. Imens Wilbur farver deres venskab med sin flyvske person, er Charlotte hans sikre fundament som gør, at han ikke letter fra jorden og flyver bort. Samtidig formår de at indgå et venskab så yndigt, netop på grund af deres åbenhed for hinandens forskelligheder. Når det er sagt, så føler jeg mig en kende snydt, fordi bagsideteksten fremsætter et andet præmis, end det der rent faktisk er aktuelt. Bondegårspigen Fern synes at spille en større rolle i historien, men er faktisk kun en brøkdel af den, selvom det er hende, der frelser Wilbur fra at blive aflivet. Historien synes derfor at være opdelt i to, hvoraf den første del omhandler Wilbur og Ferns venskab, og den anden del er om Wilbur og Charlottes venskab, og disse to historier holdes særligt adskilte, selvom bagsideteksten til bogen muligvis lover noget andet, der er langt mere sammenholdt.

“’Why did you do all this for me?’ he asked. ‘I don’t deserve it. I’ve never done anything for you.’ ‘You have been my friend,’ replied Charlotte. ‘That in itself is a tremendous thing.”

At skulle formidle tematikker som liv og død for det yngre publikum, er ingen nem opgave, men forfatteren gør det så fint og ærligt ved at fortælle, at liv ikke kan eksistere uden døden og omvendt. Charlotte indhylder Wilburs liv i nogen af livets største glæder og sorger, og som er med til at gøre ham til en bedre gris i sin forståelse af verden. “Charlotte’s Web” af E.B. White er dog forsat en sød fortælling om væsentlige tematikker set i øjenhøjde fra dens målgruppe. Forfatteren spinder sammen med edderkoppen et spind af livlige karakterer på bondegården, der på sin egen klodsede og finurlige måde skaber et idyllisk billede af livet på landet, selv for en gris, der slet ikke skulle have været til. Det er en historie fyldt med glædespredelse og hjertevarme tematikker, der under ingen omstændigheder bør undervurderes.

“Swann’s Way” (In Search of Lost Time #1) af Marcel Proust


“Swann’s Way” af Marcel Proust, fra forlaget Vintage, udgivet i 1966 (org. udgivet i 1913).

“Swann’s Way” væver to beslægtede historier sammen fyldt med minder om fortællerens minder om franske by Combray, der i hans hukommelse fremmaner et væld af skyggebilleder. Romanens første del fortæller historien om Marcel, en yngre version af fortælleren selv, der finder søvnen frygtsom. Hver aften længes han efter sin mors godnatkys, men finder dem også fatale, da de går forud for søvnen. En nat, da Charles Swann, en ven af familien er på besøg, forhindres hans mor i at kysse ham godnat. Mange år senere forelsker Marcel sig i den unge Gilberte Swann, datter af den selv sammen mand, der en aften forhindre hans mor i at kysse ham godnat.

Romanens anden del fortæller historien om Charles Swann og Odettes kærlighedsaffære. Odette har et skrækkeligt ry, men hende skønhed overstråler det i Swanns øjne, og han forelsker sig hovedkluns i hende. Deres forhold vakler på grund af manglende gensigdighed og et væld af intriger, om hvordan kærlighed gør blind, sådan som den unge Marcel også erfare, og det kæder de to fortællinger sammen.

“But sometimes illumination comes to our rescue at the very moment when all seems lost; we have knocked at every door and they open on nothing until, at last, we stumble unconsciously against the only one through which we can enter the kingdom we have sought in vain a hundred years – and it opens.”

Med undertitlen “In Search of Lost Time” er denne roman rig på farvestrålende billeder vævet af den menneskelige hukommelse, der farvelægger ethvert minde nænsomt. Det resultere i en lang række klare billeder af den mest sarte eksistens. Hukommelsen er en subtil størrelse, og det er ikke nogen nem opgave at læse femhundred siders sanseindtryk. Marcel Proust er derfor ikke en forfatter, hvis værker læses fra ende til anden; det er et længere og kompliceret projekt, der bestemt af tiden og besværet værd. At læse “Swann’s Way” af Marcel Proust fra ende til anden er en umulig opgave; det er en roman der ikke bare skal læses men opleves. Den trækker vejret igennem læserens evne til at forestille sig ting, så det danse ballet på nethinden med alle sine sanseindtryk.

Historien om Marcels opvækst samt historien om Swann og Odettes kærligheshistorie er sværd at vurdere som enkeltstående værk, eftersom at “Swann’s Way” er en brik i et større puslespil som bogens undertitel netop antyder det. Bogen er således en del af en længere krønike om tid og minder, to begreber der ikke med lader sig indfange nemt. Alene det, at fortælleren fortæller sin egen historie, dernæst en anden, der fandt sted længe før han selv var født, for sidenhen at reflektere over den vidner om værkets kompleksitet og sværhedsgrad. Kapitlerne er endeløse lange, selvom de kun er fragmenter af fortællerens egne tanker og spekulationer.

“Love is a striking example of how little reality means to us.”

At se Proust formå at komponere et litterært værk af sådan en længde med samme opbygning som en perlekæde af tanker er mageløst og beundringsværdigt, selvom den lange prosa, som han mestre, til tider kan være trættende og uoverskuelig, da en sætning sagtens kan fylde en halv side. Det er derfor ikke en bog, der egner sig som det godnatkys, fortælleren selv længtes sådan efter. Alligevel formår forfatteren at indfange scenarier, der er virkelig vanskelige at udtrykke med ord, sådan som han indleder romanen med ved detaljeret at beskrive hvordan søvnen indtræder, der på magiskvis fortælles som om det at falde i søvn er et eventyr i sig selv. At søge med Proust efter tabte tider, er en rejse fyldt med ambivalens og vanskeligheder, men også en rejse jeg for alt i verden ikke ville ikke gå glip af, da den er så rig på beskrivelser. Det tog mig dog en evighed at komme rigtigt ind i historien, og i det hele taget at forstå handlingens komplekse opbygning, men da jeg gjorde det slugte den mig fuldstændigt, og jeg mistede mig selv gang på gang på gang…

“The Library Book” af Alan Bennett m.fl.


“The Library Book” af Alan Bennett m.fl., fra forlaget Profile Books, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2012).

“The Library Book” er en hyldest til de offentlige biblioteker, et vidnesbyrd om vigtigheden ved at bevare lånerkortets blotte eksistens, og fintfølende fortællinger om, hvordan et enkelt besøg ind i bibliotekets mægtige gemakker kan ændre et liv. Således beretter adskillige forfattere om i form af bittesmå essays, hvilken indflydelse bibliotekerne har haft på deres liv og senere karriere.

Jeg husker bedst biblioteket som en kæmpemæssig balsal af dansende reoler, klædt i et væld af ordbeklædte papirskjoler, der gjorde at jeg sjældent gik derfra tomhændet; reolernes uendelige muligheder var overvældende og skræmmende, fordi jeg aldrig ville have tid nok til at læse dem fra ende til anden, men samtidig så skelsættende i måden hvorpå de efterlod mig litterære milepæle, der sidenhen har præget mig til den, jeg er i dag. Biblioteker blev i mange år mit tilflugtssted bogstavelig såvel som i overført betydning; her kunne jeg altid pynte gråvejrsdage med eventyrselementer.

“Great writers, I discovered, were not to be bowed down before and worshipped, but embraced and befriended. Their names resounded through history not because they had massive brows and thought deep incomprehensible thoughts, but because they opened windows in the mind, they put their arms round you and showed you things you always knew but never dared to believe. Even if their names were terrifyingly foreign and intellectual sounding, Dostoevsky, Baudelaire or Cavafy, they turned out to be charming and wonderful and quite unalarming after all” Stephen Fry.

Biblioteket tillod mig at genlæse Harry Potter-bøgerne lige så mange gange, som mine arme kunne magte at bærer de tunge bøger hjem, og jeg lånte gerne flere end jeg kunne nå at læse. Det lille lånerkort blev en essentiel nøgle til et væld af døre med berigende indhold, portaler til fjerne verdenskroge, som stadig tillod mig fysisk at forblive, hvor jeg var, men som lod mit sind rejse vidt og bredt. Det medførte tragiske togture med Anna Karenina, et væld af ture til Mordor med broderskabet, og sejlture ned af floden med Huck og Jim; historier jeg på ingen måde ønsker at have været foruden.

“The Library Book” åbnede også mine øjne for hidtil ukendte forfatterskaber, som jeg alligevel fik stor indsigt i. Stephen Fry formåede at ramme mig i hjertekulen med sit essay ved navn “Have You Ever Heard of Oscar Wilde?” der fortæller om en ensom læser finder trøst i en fiktionel verden. Fry opdagede Oscar Wilde ved et tilfælde, men det førte sidenhen til en besættelse, men også en fortrøstningsfuld åbenbaring om, han ikke var et isoleret tilfælde hvad andgår hans seksualitet. Det er en meget privat beretning, som Fry så fint fortæller med sine livlige og beherskede formuleringer, der bestemt har givet mig lyst til at udforske hans forfatterskab nøje.

“Libraries aren’t supermarkets; they’re places of cultural importance, where magic happens and where dreams begin. Or at least they should be” Ann Cleeves.

Formålet med “The Library Book” er naturligvis at påvise bibliotekets uundværlighed i nutidens samfund. Nogen essays er bedre end andre, men der er uden tvivl en smagssag. Fælles for dem er deres kærlighed til bibliotekerne, lånerkortene og bibliotekarerne; en lang række kendte forfatter pointere med private historier, hvordan deres karriere ikke været aktuel, hvis ikke de havde været for en tilfældig tur på biblioteket, som i “This Place Will Lend You Books For Free” af James Brown, hvor han netop fortæller, hvordan bibliotekernes fremmanede utallige bøger ganske gratis, og hvordan det blev skelsættende i udviklingen af sit eget forfatterskab.

Debatten i “The Future of the Library” af Seth Godin om bibliotekets futuristiske eksistens i en ellers modernistisk verden påviser, at emnet hverken er af politisk eller samfundsmæssig betydning, det handler snarer om mennesker, og bibliotekerne er af den grund værd at bevare og værne om. Det er som Peter Collins så fint udtrykker det: “When I was working in the school library, I’d sometimes put a book in a kid’s hands and I’d feel excited for them, because I knew that it might be the book that changed their life. And once in a while, you’d see that happen, you’d see a kind of light come on behind their eyes. Even if it’s something like 0.4 percent of the population that ever happens to, it’s got to be worth it, hasn’t it?” Og han har så evigt ret.