“I Capture the Castle” af Dodie Smith


“I Capture the Castle” af Dodie Smith, fra forlaget Vintage Classics, udgivet i 2004 (org. udgivet i 1948).

Familien Mortmain lever i en forfalden slotsruin, hvorfra den syttenårige Cassandras dagbogsoptegnelser også udspringer fra. Hun skriver i et forsøg på at beherske ordene, og med en far, der tidligere er et bogligtgeni, er hendes forekærlighed for bøgernes sarte verdener ikke så bemærkelsesværdig. På trods af tilværelsen i et slot og med en stedmor i spil, lever Cassanda Mortmain ikke just en prinsessedrøm; efter faderens eneste bogudgivelse, har han ikke formået at skrive et eneste ord, og i stedet isolerer han sig bag lås og slå med sin læsning, imens børnene er lettere overladt til sig selv.

Imens Cassandra fylder den ene linjeret side i sin dagbog efter den anden, udfolder en drømmelignende tilstand fra en fjern tidsalder sig på nethinden; en tid præget af oprigtig kærlighedsintriger set i lyset af den tid, hvori bogens handling udspiller sig. Bogen er også fyldt med familieopgør, der samlet set efterlader sig spor af vigtig tematik som ingen nogensinde bliver for gammel til at beskæftige sig med.

“How I wish I lived in a Jane Austen novel!”

At læse “I Capture the Castle” af Dodie Smith er en fornøjelig affære, der byder på romantiske formuleringer og begivenheder i et sådan omfang, at man ikke bør være bogen foruden; Dodie Smith smukke sætninger i form sin hovedperson er dragende skriblerier, der helt får fødderne til at lette fra jorden. Den bohemisk livsstilførelse, som familien Mortmain indskrives i, forsegler dem sålede i en lille bekvemt tidskapsel, der sprudler af fjollerier og følelser på bristepunktet, der alt sammen formuleres på en troværdig og levende måde, der sender læseren på jordomrejse sir følelsesregister; det er den type bog, der ikke står til skamme for oprigtige sukken og gispende udbrud.

Det kan meget vel skyldes min egen snæversynethed, for selvom jeg underligt forgyder den sødme, der hviler over bogens mange sider, så forekom Cassandra mig altid at være langt yngre, end hendes faktiske alder; det efterlod mig en tilstand af limbo, hvor jeg ikke kunne få bundet enderne sammen i forhold til hovedpersonen og hendes formuleringer. Jeg synes i høj grad bogen burde henvende sig til det yngre publikum, men på grund af portagonistens alder, frarøves de unge en smule for det potentiale, der ellers befinder sig mellem siderne.

“When I read a book, I put in all the imagination I can, so that it is almost like writing the book as well as reading it – or rather, it is like living it. It makes reading so much more exciting, but I don’t suppose many people try to do it.”

Med sine mange litterære referancer til højlitteræreværker skrevet af blandt andet Austen, Brontë og Hardy, kastes der kaskader af uddødeliggjorte tidsaldre over bogen, der præger den med sin romantik i form af komposition og længsel; bogen bliver derfor en overgang mellem de endeløse barndoms dage under en strålende sol, til en uvis tilblivelse og tilværelse som voksen. Dodie Smiths projekt er således både velformuleret og vellykket på trods af enkelte skævheder, der ikke bør overskygge bogen helt.

På trods af bogens længde og snørklende og funderende sætninger, er “I Capture the Castle” af Dodie Smith en hurtigtlæst bog, der ikke på noget tidspunkt trækker i langdrag, selvom legen med ordene overskygger romanens plot. Bogen udgør derfor en smuk coming-of-age fortælling om en brøkdel af livets væsentligste tematikker, som man ikke bør være foruden, og hvor dens sødme og endeløse tankestrøm af finurlige spekulationer driver bogen frem på godt og ondt, men altid med håb i hjertet.

Reklamer

6 thoughts on ““I Capture the Castle” af Dodie Smith

  1. Rikke

    Egentligt har jeg altid betragtet Cassandras naivitet og barnlighed som et symbol på den isolation, hun udsættes for. Hendes skærmede tilværelse har skabt mangel på virkelighedsfornemmelse, og derfor er hun måske så håbløst drømmende i hendes person.
    Men det er jo blot et tolkningsspørgsmål; og jeg kan godt følge dig i, hendes alder ikke altid skinner tydeligt igennem.

    1. Anne Nikoline

      Det tror jeg også du kan have ret i. Hun og hendes søskende er virkelig isoleret, og dertil kommer også de barnlige og naive følelser og beskrivelser. Det var også noget, jeg godt kunne abstrahere fra, men som alligevel satte sine spor på min læsning.

  2. mabrsa

    Tak. Jeg synes at det godt kan gå hen og blive for kedeligt, Hvis det er de samme bøger, som man læser i løbet af en måned :)

    Jeg må indrømme at jeg var lidt usikker på om jeg vil se kaste mig ud i den. Sådan nogle bøger plejer ikke at være min smag. Har du planer om at læse den? Hm ikke rigtig. Måske når den en gang kommer på dvd. Men der er så mange film i biografen, som jeg hellere vil se. Skal du se den?

    Er du klar over, at man ikke kan trykke videre til din blog, når du skriver et indlæg? der står kun dit navn

    1. Anne Nikoline

      På nuværende tidspunkt planlægger jeg det ikke. Heller ikke at se filmen, men jeg har heller intet forhold til universet deri. Nej, det var jeg ikke klar over. Det skal jeg lige få kigget på. Det samme gør sig gældende for din blog. Tak for det!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s