“The Cuckoo’s Calling” (Cormoran Strike #1) af J. K. Rowling


“The Cuckoo’s Calling” af J. K. Rowling, fra forlaget Little, Brown Book Group, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2013).

Efter at have mistet sit ben i Afghanistan, arbejder Cormoran Strike nu som privatdetektiv, et erhverv der lige knap kan løbe rundt; kunderne er få, kreditorerne ringer, og han har lige brudt med sin forlovet, og må nu tilbringe nætterne på sit kontor. Da kommer John Landry ind på hans kontor, med noget, der kunne blive gennembruddet for Strike; Landrys søster, den legendariske supermodel Lula Landry, kendt som Cuckoo, faldt ned fra en balkon og slog sig ihjel et par måneder tidligere. Politiet erklærede sagen afsluttet ved at understrege, at hun begik selvmord. Strike er ikke så sikker, og må nu begive sig ind i en forrykt verden af multimillionær skønheder, rockstjerner og designere i et forsøg på at finde frem til den afdøde models kald.

“The buzz in the strett was like the humming of flies. Photographers stood massed behind barriers patrolled by police, their long-snouted cameras poised, their breath rising like steam. Snow fell steadily on to hats and shoulders; gloved fingers wiped lenses clear. From time to time there came outbreaks of desultory clicking, as the watchers filled the waiting time by snapping the white canvas tent in the middle of the road, the entrance to the tall red-brick apartment block behind it, and the balcony on the top floor from which the body had fallen.”

“The Cuckoo’s Calling” af J. K. Rowling er en stærk komponeret krimi, der skiller sig ud ved måden den er struktureret på; den er bygget som London selv med sine hovedgader, der udgør plottets røde tråd, men en stor del af historiens dybe findes på dens snævre sidegader, der vender og drejer historien til ukendeligheder, således at gætværket om morderen og motivet bag Lula Landrys død forbliver vedvarende, selvom bogen måske bliver en kende for lang til sin simple røde tråd og rolige tempo. Rowling svinger om sig med detaljerede beskrivelser af både persongalleriet og omgivelserne, og tegner derved visuelle kort over historiens udspil, der snor sig igennem Londons gader i søgen efter Lula Landrys ekko. Måden hvorpå forfatteren med lethed skaber så livagtige karakterer er beundringsværdig; hvor selv den mindst interessante person træder ud af siderne med sin gennemarbejdet klarhed. Det er på romanensdystre sidegader, at persongalleriet menneskeliggøres, og hvor forfatteren overlader det til læseren at dømme den enkelte på baggrund af deres komplette fortælling.

Krimiens fundament er ikke banebrydende, men forbliver en irriterende bagatel sammenlignet med måden hvorpå den udføres. Den berøre et væld af livets skyggesider set i lyset fra fotografernes blændende blitz som enkeltestående fragmenter i et større billede, der på intet tidspunkt virker tvunget eller banalt. Igennem Strike favner Rowling de historiske tråde, og binder dem sammen i en nydelig sløje, der udgør slutningen for sin krimi, der samtidig efterlader helt nye og uåbnede eventyr for Cormoran Strike.

“Another minute passed, and then a small black man was suddenly crossing the floor towards Strike, catlike and silent on rubber soles. He walked with an exaggerated swing of his hips, his upper body quite still except for a little counterbalancing sway of the shoulders, his arms almost rigid.”

Med det i mente, at jeg ikke har meget at sammenholde den med, er det svært at retfærdiggøre romanen. Den synes dog vellykket, og formår at drive læseren rundt i manegen, sådan som en krimi skal; historien falder dog en smule i baggrunden i forhold til styrken af persongalleriets livlighed. Dog synes forfatteren til tider fortaber sig herved, men som også bidrager til de enestående klare billeder, som hun fremaner med præcision og ynde. I sin helhed er det en simpel krimi, der holdes oppe af sine realistiske komponeret aspekter. Det sagt, er det næppe en bog, jeg ville have udset mig, hvis ikke den havde forfatterens berøring, men som jeg sidenhen er glad for, at jeg at have, da det vidner om at der også findes gode krimier, og jeg ser frem til gense Strike.

“The Mill on the Floss” af George Eliot


“The Mill on the Floss” af George Eliot, fra forlaget Wordswort Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1872).

Et inderligt forhold mellem bror og søster i en traditionsbunden engelsk familie udspiller sig på møllen ved Floss. Maggie Tulliver er en skæv karakter, der på grund af sit iltre temperament og sine stærke overbevisninger, altid kommer i unåde. Det resulterer blandt andet i, at hun løber hjemmefra for at drage med signøjerne på eventyr i den overbevisning, at de lever et mere spændende liv. Da hun nærmer voksenalderen, er hendes temerament forsat stort, og bringer hende atter i konflikt med samfundet, familien og sin højtelskede bror, Tom, hvis hengivenhed hun altid søger efter. Maggie Tullivers liv bevæger sig konstant mellem idyl og kaos, der efterlader hende i et valkende dilemma mellem krav og forventninger om et moralsk ansvar i det traditionelle samfund, og hendes lidenskablige søgen efter selvudfoldelse og frie tøjler. Det vaklende fundament resulterer i en skæbnesvanger tragedie om løsrivelse og tilhørsforhold. Continue reading ““The Mill on the Floss” af George Eliot”

Grunde til at læse

1: viden: hver gang en ny bog åbnes, åbnes der også for en verden af viden, der tillader læseren et privilegium af særlig grad. En sådan viden behøver ikke udelukket komme fra tunge termer i faglitteratur, men kan sagtens udspringe fra fiktive plots om verdens undergang eller fra simple kærligheds kvaler. Litteratur får i alle henseener læseren til at tænke selvstændigt, og det er også med til at komplimentere den viden, der allerede findes i bøgerne. Viden er ikke sådan at miste på samme måde som materielle goder eller social status; viden kan gøre selv den fattigste mand til den rigeste. Continue reading “Grunde til at læse”

“The Princess and the Goblin” af George MacDonald


“The Princess and the Goblin” af George MacDonald, fra forlaget Wordswort Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1872).

En dag begiver den naive og ensomme prinsesse Irene sig op af en hidtil hemmelig trappe til det øverste tårn af slottet, hvor hun finder sin tip-tip-tipoldemor opholde sig. Det bliver startskuddet til en lang række begivenheder, der alle bedrager til prinsessens udvikling, og som styrker hende til afgørende begivenheder for sit riges sikkerhed. Samtidig overhører minearbejdersønnen Curdie et djævelsk plan, som de underjordiske gnomer er i færd med at iværksætte, og som vil resultere i krig mellem menneskene og gnomerne i et forsøg på at vælte kongen af tronen for selv at overtage den. Da Curdie i samme forbindelse frelser Irene fra et overfald af gnomerne under bjerget, sander de begge situationens alvor, og med hjælp fra Irenes magiske ring og sin tip-tip-tipoldemors råd, kan de måske slå gnomerne tilbage, hvor de kom fra før det er for sent.

Dette er et overset eventyr indenfor sin genre, der rummer mindst lige så væsentlige værdier, som dem så mange kender udenad fra begyndelse til slutning; “The Princess and the Goblin” af George MacDonald er et eventyr inspireret af store forfatterskaber som J. R. R Tolkien og C. S. Lewis, og hvis sødme skaber et bestandigt eventyrunivers, der dog hverken er omfattende som Tolkiens, eller så nytænkende som Lewis’, men som er beundringsværdigt inden for egne rammer, og derfor ikke bør undervurderes.

“Seeing is not believing — it is only seeing.”

Prinsesse Irene er ikke en gennemført prinsesse i lyserøde blondekjoler med tyl og hvide hansker på hænderne; snarer taler hun af tid ti anden nedsættende om sin kammerpige, og opfører sig fjernt fra sin alder og sine privilegier, alt sammen noget, der blot er hendes udgangspunkt, og som løbende forvandler hende til en selvstændig lille pige, frem for et overforfinet billede på sin fars status og rigdom. Forvandlingen frarøver hende heldigvis ikke sine barnlige sider, hvilket tillader hende at se ting, der ikke er tilgængelige for alle. Curdie er en ingen ordinær prins i en skinende rustning på ryggen af en hvid hest, men snarer en svindedreng fra de nederste samfundslag. Det er af samme grund, at han forekommer at være mere voksen end den kvindelige protaognist, men det er ikke en hindring for at samme barnlighed som hos Irene kan blomstre hos ham.

George MacDonald fletter sirlige beskrivelser sammen med vigtige budskaber i børnehøjde uden at det frarøver voksne læsere muligheden for en blid fortælling, hvor en prinsesse lover bort et kys til den, der kan redde kongeriget fra at blive væltet fra tronen, og det efterlader en antikveret stemning, som indhyller læseren i sin sødme. Forfatteren spinder vildt omkring sin røde tråd, og sender læserne ned af side gader i den farefulde skov, og op af alskens trappetrin til det øverste tårn, sidehandlinger der i sin enkelthed kan synes ubetydelig og trættende i forhold til hovedhandlingen, men som forfatteren alligevel formår at binde sammen til en nydelig sløjfe ved eventyrets ende. Det er utvivlsomt det perfekte eventyr, med det er et eventyr med perfekte finesser, der efterlader suk på læserens læber og lysten i fingerspidserne for at vende side efter sider. Hvorvidt det er et eventyr, jeg vil tage ned gentagende gange for min hylde, synes ikke at være tilfældet, men det er et eventyr der har et fundament i store forfatter, og en næsten ukendt forfatters originalitet, som jeg under alle omstændigheder finder læseværdig på trods af historiens mangler.