Boghandlerproblematikken


Det lyder som noget taget ud af en George Orwell roman, eller en Ray Bradbury fotælling, hvor regeringen forsøger at etablere en lovgivning om en litteraturpolitik, forskellen er dog blot, at dette tilfælde langt fra er fiktivt, det er virkeligheden for mange boghandlere på verdensplan. Efter en årrække med Stieg Larsson-efftekten i Danmark, er der ingen tvivl om at det danske bogmarked er presset på de litteræreområder, der har resulteret i at op mod 60 danske boghandlere har måtte lukke siden 2008. [1] Flere danske boghandler må således dreje nøglen om i skyggen af internationale onlineforhandlere som Amazon, hvis udbud og service er altoverskyggende i dansk henseende, og som kaster kaskader af utilfredshed hos de danske boghandlerne. Det har ført til længere tids debat om digitaliseringen og liberaliseringen af bogpriserne, og det evigt tilbagevende spørgsmål om en mulig boglovgivning, der skal forhindre befolkningen i udelukket at beskæftige sig med bestsellere og onlineudbydere. [2]

For nyeligt begav jeg mig i en boghandler hvor jeg til min egen forbløffelse fandt “Swann’s Way” af Macel Proust i en udgave, jeg længe har set mig blind på. Hvor den på nettet kan fås til den nette sum af halvtreds kroner plus moms, måtte jeg i min forblændethed betale det tredobbelte af prisen for en engelsk bog. Netop af den grund, gør jeg sjældent mine køb hos danske boghandlere grundet det sparsomme udvalg både hvad andgår sprog og genre, men også på grund af de urimelige priser. selvom det er med boblende lykke i kroppen, når postbuddet ringer på med en bogpakke, er der ikke samme salighed over, som ved at træde ind i boghandel, og situationen bliver for mit vedkommende en umulig balancen gang, jeg på ingen måde kan mestre for alles bedste.

Alligevel finder finder jeg tanken om en boglovgivning forkastelig, selvom jeg godt kan se problematikken: bogmarkedet mangler kunder, og af samme grund gøres der primært reklame for bestsellere i et håbløst forsøg på at tiltrække kunder. Det er derfor ikke bemærkelsesværdigt, når kunderne udelukket vælger bøger i denne kategori, da bestsellere automatisk er et løfte om en god bog, og fordi der ikke gøres bedre reklame med skæve titler og genre, falder valget ofte på et væld af krimier eller storsælgende erotikromaner værker som også er væsentligt i vedligeholdelsens af bogbranchens eksistens, men som kun udgør en brøkdel af hvad, der burde udgøre den. Hvordan foretrækker I at handle jeres bøger og med hvilken begrundelse?

“The Uncommon Reader” af Alan Bennett


“The Uncommon Reader” af Alan Bennett, fra forlaget Farrar, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2007).

Da hendes hendes Majestæt, dronningen af England, en dag forvilder sig ind i et mobilt bibliotek parkeret nær Buckingham Palace, føler hun det som en pligt at låne en bog derfra. Det bliver startskuddet på en lang række læseglæder, for hendes Majestæt, der strækker sig fra JR Ackerley, Jean Genet, Ivy Compton-Burnett og adskillige klassikerne. Det er i denne forbindelse, at hendes syn på verden også ændres.

I sin nyfundne betagelse af Norman, en ung mand fra det kongelige køkkenen, der også holder det mobile bibliotek, stiller dronningen spørgsmålstegn ved den foreskrevne rækkefølge af verden og mister tålmodigheden med rutiner i hendes rolle som monark. Hendes nye passion for læsning alarmer slottet personale og snart fører til overraskende og meget morsom konsekvenser for den engelske nation.

“What she was finding also was how one book led to another, doors kept opening wherever she turned and the days weren’t long enough for the reading she wanted to do.”

Med sine 120 sider, er “The Uncommon Reader” af Alan Bennett en hjertevarm og hurtiglæst bog, der efterlader smil på læberne og latterudbrud i mundvigen. Det er en skøn fortælling, der på intet tidspunkt er stødende overfor den engelske monark, og som alligevel gengiver et respektfuldt billede af en fiktiv dronning, afbillede af den virkelige dronnings udtryk. Den lange novelle eller korte roman bevæger sig således i overfladen på en hårfingrænse, der synes at opretholdes på en subtil måde.

Bogen er en vittig og velskrevet satire, der forsøger at portrættere vigtigheden af det at læse, og hvor indflydelsesrige bøger kan være; det bliver således også en fortælling om hvilken magt de kære størrelser besidder, og hvordan de rummer evnen til at omforme vores tanker og holdninger. Det er dog ikke kun en køn fortælling om det at læse eller om bøger i almindelighed, men også det at finde sig selv igennem det at læse.

“Once I start a book I finish it. That was the way one was brought up. Books, bread and butter, mashed potato – one finishes what’s on one’s plate. That’s always been my philosophy.”

Det er en bog, hvis kløgt driver læseren frem, uden at det kræver alverden. Jeg anser Alan Bennett for modigt i sit valg af hovedperson, da dette uden tvivl er en balancegang, der dog synes at understrege hans pointer på bedstevis. Værket er dog ikke revolutionært på nogen måde, men skøn i sin egen væren. “The Uncommon Reader” af Alan Bennett er et kort værk, som enhver der har interesse i litteratur og læsning ikke bør være foruden; det er en historie hvor der er overenstemmelse mellem de billeder forfatteren maler, og de stemmer, som han knytter til dem. Det er samtidig en bog, der giver et skønt afbræk fra de tunge romaner, og som næsten virker som et forfriskende vindpust i denne forbindelse.

“The Graveyard Book” af Neil Gaiman


“The Graveyard Book” af Neil Gaiman, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2008 (org. udgivet i 2008).

Rudyard Kipling skrev den uddødelig klassikere om drengen Mowgli, der vokser op i junglen blandt dyerne. Neil Gaiman skrev en børnebog om drengen Nobody “Body” Owens, der vokser på på en kirkegård blandt spøgelser. En nat, hvor historien tager sin begyndelse, finder et tredobbelt mord sted, hvor Nobody forvilder sig ind på den nærtliggende kirkegård, forældreløs og med Manden Jack i hælene.

Nobodys tilværelse og opvækst på kirkegården efterlader ham i et komplet grænse land, hvor han bevæger sig på kanten mellem liv og død, som Neil Gaiman betragter på en betagende og indbydende måde, på trods af at kirkegården også rummer de mest gruopvækkende gespænser. Historien tager sit primære udspring på kirkegården, der udgør Nobodys hjem, men tildeles også på den anden side af dens ydremurer.

“You’re always you, and that don’t change, and you’re always changing, and there’s nothing you can do about it.”

Selvom “The Graveyard Book” har Rudyard Kiplings børnebogsfortælling som skabelon, er det ikke noget, der gør sig mærkbart; Neil Gaiman genfortæller dens historie i nye rammer i form af gys og gru. Budskabet gives på romanens sidste sider, og handler om ikke at forglemme at leve mens tid er; det kan synes banalt, men det er et vanskeligt emne at skulle overlevere i børnhøjde. Måden hvorpå det lykkes ham er ved at skabe en så hjertevarm fortælling fortalt på en ganske absurd måde.

På trods af at historien udspiller sig på en kirkegård, er sproget både levende og lystigt; Nobodys naivitet og barnlige sind spænder ofte ben for ham, således at han ender i unåde, der resulterer i et pragtfuld eventyr for det læsende publikum. Hvert kapitel indeholder således nye karakterer og eventyrlige bedrifter, og gør bogen svær at slippe.

“If you dare nothing, then when the day is over, nothing is all you will have gained.”

Neil Gaiman får det at skrive børnelitteratur til at synes let som en leg, men ved nærmere eftersyn forekommer det at være en vanskelig projekt, som han dog mestre. “The Graveyard Book” er original, selvom den tager udgangspunkt i et allerede fortalt eventyr, og fortælles med adskillige tvist og en svag antydning af en humor så sort som graven.

“We the Living” af Ayn Rand


“We the Living” af Ayn Rand, fra forlaget Penguin Modern Classics, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1936).

I efterkrigstiden i Petrograd, Rusland, vender Kira Argounova og hendes familie tilbage til byen i et forsøg på at genetablere en tilværelse der før krigen brød ud. Landet er forandret, men det samme er Kiras opfattelse af verden; den stigmatiseret middelklassen tyraniseres af soldatertropper, og Kiras højeste ønske er at blive ingeniør, og derved bygge kraftfulde maskiner og stærke monumenter, dette lys slukkes brat, da hun møder Leo Kovalensky; en ung mand med rebelske tankespind om et frit Rusland.

Den kommunistiske Andrei Taganov får stor indvirkning på den attenårige piges liv, efter at hun involvere sig med Leo, og da han både bliver syg og sendt i fængsel, kan Kira kun redde sit eget skin ved at indlede et forhold til Andrei. Affæren bliver et væld af tråde, der til sidst danner en kæmpemæssige knude for både Kira og læseren, der til sidst kulminerer i hendes kamp for friheden, der er lige inde for rækkevidde.

“Sometimes the train stopped at night. No one knew why it had stopped. There was no station no sign of life in the barren waste of miles. An empty stretch of sky hun over an empty stretch of land; the sky had a few black spots of clouds; the land – a few black spots of bushes. A faint, red, quivering line divides the two; it looked like a storm or a distant fire.”

Da amerikansk russiske Ayn Rand udgav sin debut roman “We the Living”, var det i et forsøg på at etablere den ideologi om objektivisme, som hun også agerede stamfar til, men også i forsøget på at distancere sig fra sine russiske rødder og sin opvækst i landet. Det ses tydeligt i hendes beskrivelser af Rusland, der beskrives som indholdet af en skraldespand – både hvad andgår landets geografi og politiske overbevisninger.

Selvom de enkelte personer klædes af til skindet, er det sjældent at deres stemmer kan kendes fra hinanden, og det gør det vanskeligt at kende dem fra hinanden. Ayn Rand skriver med gode intentioner om et flygtigt projekt, der i høj grad fuldføres, men ikke i forhold til beskrivelserne af sit persongalleri. Personerne er meget neutrale og stumme, og falder i med omgivelserne, på trods af at de både handler og taler meget.

“The faces around her spoke of Petrograd. She did not know whether the sentences hissed into the dusty air were spoken in one hour, or one day, of through the two weeks in the rocking haze of dust, sweat and fear. She did not remember – because she did not listen.”

“We the Living” af Ayn Rand er således et uundgåeligt litterærtværk for de, der ønsker at udforske forfatteren, som amerikanerne hylder som en ukronet dronning for hendes “The Fountainhead” og “Atlas Shrugged”. Selvom bskrivelserne fejler brat i forhold til personkarakteristikken, er sproget ellers detaljeret og beskrivende, så ikke bare Rusland træder frem på læserens nethinde, men snarer Ayn Rands Rusland. Bogen er således forfatterens første udkast til et manifest om objektivisme, samt en frigørelse fra sine rødder, som er både velfungeret og velformuleret; det er en bog, der på grund af sit politiske aspekt kan fremstå som kedelig, men i høj grad også handler om kærlighedintrigerne mellem to mænd og en kvinde i kampen på friheden, hvilket formildner det tørre emne, og bløder det op til en hjerteknusende fortælling.