“The Tenant of Wildfell Hall” af Anne Brontë


“The Tenant of Wildfell Hall” af Anne Brontë, forlaget Wordsworth, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1848).

Det er med legende lethed, at Anne Brontë, den yngste af de tre forfatter-søstre, i “The Tenant of Wildfell Hall” portraterer en kvindens rolle i det victorianske England på en så realistisk måde, at det komme til at ligne en sandfærdig historie.

Tilflytter enken, Helen Graham, og hendes søn bliver offer for sladder, der raserer byen og pletter deres ry i en sådan grad, at byens beboere distancerer sig fra den lille familie alene på grund af rygteren. Gilbert Markham, modsat resten af byen, tilbyder Helen sit venskab, og da bliver han suget ind i en verden af intriger, der har præget hendes liv.

“His heart was like a sensitive plant, that opens for a moment in the sunshine, but curls up and shrinks into itself at the slightest touch of the finger, or the lightest breath of wind.”

Brontës fortælling regnes blandt de første feministiske værker, og igennem sin karakter, Helen Graham, gav Brontë en stemme til kvinderne i litteraturen, som sidenhen har dannet grobund for et hav af feministiske værker. Helen Graham bliver derfor inspirationskilde til en række kvindelige frontfigurer, der med omløb i hovedet ikke kræver en ægtemand for en hver pris. Helen Graham synes både sammenbidt og utilnærmelig i begyndelsen, hvilket dog senerehen afspejler hendes stærke karakter. Fortællerstemmen veksler imellem hende og Gilbert Markham, hvor sidste nævnte komplementerer Helens karakter ved at belyse hendes skikkelse udefra, imens hun selv underbygger egne kvaliteter, som det selvstændige individ hun er.

“But smiles and tears are so alike with me, they are neither of them confined to any particular feelings: I often cry when I am happy, and smile when I am sad.”

Sproget er en dans på roser, der danner dybe dale af forundring og fascination, og som i takt med at handlingen skrider frem, udspringer der sig i hele landskaber af billedelige metaforer og overforfinet afsit. Det er derfor som at begive sig ind i en have af velkomponeret sprog og komposition, der er næste uendelig. Helen Grahams historie, som læseren langsomt præsenteres for sammen med Gilbert Markham, er skræmmende virkelig, hvilket uden tvivl er en af grundende til, at værket er uddødeliggjort som klassiker, som som med sit smukke sprog, ikke bør overses, på trods af at Anne Brontë altid vil stå i sine søstres skygger. Hendes fortællinger rummer ganske givet ikke samme slagkraft sine søstres, men er i stedet simple og virkelighedstro fortællinger, der stadig trylebinder, hvilket hun bør anerkendes for.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s