“Someday, Someday, Maybe” af Lauren Graham


“Someday, Someday, Maybe” af Lauren Graham, fra forlaget Ballantine Books, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2013).

I New York forsøger Franny Banks sig som skuespiller, med kun seks måneder tilbage af den treårige deadline. Hun bor i Brooklyn med to værelseskammerater, bedsteveninden Jane fra college, og sci-fi forfatteren Dan, der på ingen måde er kæreste-potentiel i Frannys øjne. Med genganger auditions for opvaskemiddel og jordnøddesmør-reklamer, er Franny ved at løbe tør for tid i forhold til den plan, hun lagde. Hendes far vil have hende til at komme hjem og undervise, hendes agent ringer ikke tilbage. Franny har afgjort ingen tid at spilde, hvis hun skal realisere sine drømme.

Lauren Graham er en vittig skuespiller, der også viser sig at være en vittig forfatter med sin debutroman “Someday, Someday, Maybe”. Historien er tildeles fiktiv og tildeles autobiografisk, hvoraf sidstenævnte ses klareste i romanens livlige og spøgende sprog, hvor hun indfanger små fragmenter af hverdagen, som de fleste kan nikke genkendende ti, og beskriver dem på en sådan måde, at de fremstår som små klare sole.

“I open my eyes halfway. I can see from the window above my bed that it’s another grey and drizzly January day. I can see that because I took the curtains down right after Christmas in order to achieve on of my New Year’s resolution, of becoming an earlier riser.”

Kompositionen er interessant og indsigtsfuld, og efterlader læseren et farvet billede af Franny Banks person. Imellem kapitlerne og de mange telefonsvarebeskeder, inddrages læseren i hendes personlige kalender, der er fyldt med planer, penselstrøg og perspeksle spekulationer, som hun gør sig i forlængelse af sit forsøg på at realisere sine skuespillerdrømme i byen af drømme og muligheder.

Romanens temporalitet er noget vaklende, mens fordi den skal afspjele Frannys egen karrieremæssige afmagt. Romanen er komponeret som en nedtælling mod romanens knudepunkt, men synes dog lidt at svinde til fordel for pudsige indfald og og blindgyder, der ikke får læseren til at krumme tæer af spænding. Samtidig drukner enkelte bipersoners stemmer som en summen imellem hinanden, på trods af de ellers kvikke konversationer personerne imellem, og som virkelig er forfatterens største styrke foruden sin egen ærlighed, som siderne er belagt med.

“I hit the stop button on the machine and the tape dies off with a pitiful beep. Briefly, it crosses my mind to call him back, but what world be the point? I can imagine everything he’s going to say already I’ll call him back tomorrow, next week, never.”

Franny Banks vil utvivlsomt være en universel kop the hos publikum, da hun til tider trækker romanens handling i langdrag. Som dens talsrør formår hun også at efterlade et grin på læsernes læber med sin skarpe tunge og rap i replikken. Handling er desuden meget tilregnelig, hvilket er synd, fordi jeg ikke et sekund betvivler forfatterens potentiale som original forfatter. Jeg vælger dog at se igennem fingre med de nemme valg og smutveje, som Lauren har gjort sig, der til tider får hendes roman til at ligne endnu en blandt mange lignende. Med en ambivalent holdning til den overordnede chick-lit genre, formår Lauren Graham med “Someday, Someday, Maybe” alligevel at skabe en roman, som tildeles formår at gå ud over kærlighed og klichéer, netop på grund af dens autentiske personlighed, der nænsomt kysser hver en side. Bogen kommer således til at virke både inspirerende og indsigtsfuld i forhold til forfatteren, der selv har befundet sig i Frannys sko, men også til de, der går med en spirende drøm i maven, der bare venter på at blive realiseret.

“The Last Tycoon” af F. Scott Fitzgerald


“The Last Tycoon” af F. Scott Fitzgerald, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 2011 org. udgivet i 1941).

“The Last Tycoon” af F. Scott Fitzgerald er blevet spået til at være forfatterens største værk, men forblev forfatterens sidste værk og forelå ufuldendt ved hans død i 1940. Romanen er dog beretningen om Hollywood-produceren Monroe Stahr, som efter en kometagtig karriere må opleve, at pendulet begynder at svinge den anden vej: hans helbred er slidt op af et altfortærende arbejdsliv, og samtidig er den filmbranche, han har været med til at bygge op, i voldsom forandring – og i krise.

Selvom romanen aldrig nåede at blive afrundet, og det som blev udgivet et år efter forfatterens død måske i virkeligheden er mere en skitse af muligheder, er “The Last Tycoon” alligevel et bemærkelsesværdigt værk, der tillader læseren et unikt kig ind i værkstedet hos en af det 20. århundrede helt store forfattere.

“He saw Kathleen sitting in the middle of a long white table alone. Immediately things changed. As he walked toward her the people shrank back against the walls till they were only murals; the white table lengthened and became an altar where the priestess sat alone. Vitality welled up in him and he could have stood a long time across the table from her, looking and smiling.”

Handlingen er et par hundred sider langt, og tillader derfor dens karakterer at udfolde sig for publikum på en så tilstrækkelig måde, at de formår at blive let genkendelige i vrimlen af neon skilte, og larmen fra new yorker jazz. Mange af karakterne ligner personer fra forfatterens andre værker, men der er alligevel noget unikt over dem.

Sproget er sælsomt levende, og typisk Fitzgerald. Han formår at indgange små virkeligheds fragmenter og forvandle dem til sommerfugle for øjnene af læseren. Der er ingen tvivl om, at det var hans tørste talent; sin evne til at formulere sig, som han brugte til at lade læseren træde ind i den amerikanske jazztid uden at flytte sig en tomme.

“These lights, this brightness, these clusters of human hope, of wild desire—I shall take these lights in my fingers. I shall make them bright, and whether they shine or not, it is in these fingers that they shall succeed or fail.”

Min udgave af bogen indeholder en skitsering af forfatterens intentioner for værket, og selvom han aldrig nåede at overfører dem til papir, giver de alligevel et billede af romanen som helhed. Romanens sidste ord er desuden særligt roste, så selvom Fitzgerald kun nåede at afslutte sit femte kapitel i “The Last Tycoon”, så fik romanen måske alligevel en slutning, der var forfatterens storhed værdig.

“The Beautiful and Damned” af F. Scott Fitzgerald


“The Beautiful and Damned” af F. Scott Fitzgerald, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 2011 org. udgivet i 1922).

Dette er historien om den Harvard-uddannede og håbefulde æstetiker Anthony Patch, der gifter sig med den smukke Gloria. Deres ægteskab begynder imidlertid at svaje under indflydelse af alkohol og griskhed, der langsomt driver dem fra hinanden og konsekvenserne heraf. Det er en roman om skyhøje ambitioner, der falder til jorden, om det vilde natteliv i New York, og den enkeltes stille ensomhed, der sender hver karakter på raketfart ud i egne demissioner langt fra hinanden.

Anthony Patch, portagonisten, har store ambitioner, der gælder bare ikke for romanens handling; han driver den ikke frem, men agerer i stedet passiv imens han åbner den ene flaske alkohol efter den anden, imens han venter på at sin berømte bedstefar skal gøre ham og Gloria til arving. Da det sker, er de bgge blot spøgelser af deres tidligere selv.

“Things are sweeter when they’re lost. I know–because once I wanted something and got it. It was the only thing I ever wanted badly, Dot, and when I got it it turned to dust in my hand.”

Anthonys alkohol misbrug og Glorias indkøbsmani er ikke hvad romanen handler om. I stedet bliver de begge en allegori på den råddenskab, der hærger deres ægteskab, og som går langt ud over deres dårlige vaner. Historien markerer derfor en ændring fra ydre dimensioner til indadvendte i forlængelse af forfatterens magifinkante sprog.

F. Scott Fitzgerald var med til at navngive den kanon han skrev i, “the jazz age”, og af samme grund mestre han alle aspekter af den verden, der danner fundament for alle hans litterære værker. Han formår at få en simpel historie om et vaklende ægteskab til at udfolde sig som en blomst for øjnene af læseren. Der er dog ikke en transformation, der finder sted på bogens første side, men snarere en skrøbelig men sikker proces.

“Tired, tired with nothing, tired with everything, tired with the world’s weight he had never chosen to bear.”

Romanen skulle efter sigende afspejle store dele af forfatterens eget liv, der også bar præg af at leve for hurtigt og dø for ungt; det bar også præg af fremgang og fiasko. Med et sådan kendskab til forfatterens egen kontekst er det klart, at forståelsen for historien er større og af samme grund bliver en kende mere følsom. Titlen på bogen beskriver præcis og rammende det, som bogen handler om: Storhed og forfald af overklassen i New York i 1920’erne, der ellers synes at drukne i pompøse fester, store biler og overdådige selskaber. F. Scott Fitzgerald illustrerer fint og fornemt den dobbelthed der er ved denne tilværelse, og at intet er fuldkommen.

“Dracula” af Bram Stoker


“Dracula” af Bram Stoker, fra forlaget Wordsworth, udgivet i 1993 org. udgivet i 1897).

Den gotiske “Dracula” af Bram Stoker skulle oprindelig have været flere hundred sider længere, en den oprindelig er, og den skulle havde hedder “Un-Dead”, men denne udgave skulle eftersigne være gået tabt, og alligevel sidder mange i dag og læser værket. Der hvilker derfor en myte over myten om Dracula, hvilket alene udgør en god historie.

Bogen er bygget op om dagbogsoptegnelser og korrespondance karaktererne imellem i form af brevudveksling. Bogen sætter derfor ikke Dracula som bogens hovedperson, men forsøger i stedet at holde en scenisk distance med sin videnskablige objektivitet. Dette efterleder Dracula forsat omsluttet af mystik, der holder myten i live. Bogen er ikke et bombardement af karakterer, udfordringen er snarer deres indbyrdes forhold.

“We learn from failure, not from success!”

Sproget er overraskende lige til, og på trods af karakterenes indbyrdes indtagering med hinanden kan være en udfordring at holde rede på, så bidrager det også til en langt større overflade, som tillader læseren at befinde sig i øst og vest af de mange skikkelser i forhold til fortællingen om den frygtindgydende og skrækindjagende Dracula og det gotiske Transylvanen.

Historien om den blodsugende vampyr er ikke kun skelsættende indenfor sin genre, da den i høj grad har ageret stamfader til kategorien, men også et velkomponeret tæppe af temaer, der ikke kun omhandler det grotæske. Hvor besynderligt det end måtte lyde, er det en bog, der også understrege vigtige moraler, som i ovenstående citat.

“I am longing to be with you, and by the sea, where we can talk together freely and build our castles in the air.”

“Dracula” af Bram Stoker er derfor en gotisk roman, der har haft stor indflydelse på verdenslitteraturen, og isærdeleshed indenfor vampyrgenren, og der er nu ikke noget som en original historie om blodsugende skurke, der kan bekæmpes med hvidløg, kors og sollys. Gamle legender, der ofte drukner i moderne vampyr-romanener.