Måned: april 2013

“The Age of Innocence” af Edith Wharton


“The Age of Innocence” af Edith Wharton, forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1999 (org. i 1920).

I “The Age of Innocence” af Edith Wharton, der foregår i 1870ernes New York, skal Newland Archer giftes. Da vender hans nyligt skilsmisseramte kusine Ellen hjem fra sine rejser rundt i Europa, og deres blikke mødes i et festfyrværkeri af usagte men gensidige følelser. Deres spirende kærlighed og løftebrud forager det det sirlige samfund, der er præget af traditioner, der ikke altid tilgodeser kærligheden.

Dette er en roman om manerer og moraler, der fortælles og beskrives igennem den mandelige og naive hovedperson, Newland Archer, der spankulerer rundt i et ægteskabeligt dilemma mellem pligt og lidenskab. Det er klart, at romanen gør sig bedst, såfremt læseren sympatiserer med dens hovedperson, eftersom at han samt hans beslutninger er dens omdrejningspunkt, hvilket ikke var mit tilfælde, eftersom at Newland ønsker konstant modsiges af hans handlinger. I stedet var jeg dybt fascineret af historiens fiktive miljø, hvor morale sættes højest på dagsorden, og dermed sætter hjertet ud af spil, og i stedet lader fornuften råde. Her er det alt afgørende at holde sig indenfor samfundets rammer og regelsæt hvad andgår etikette og ægteskab, og det er også det, som holder Newland i skak, selvom hans tanker vandre til fjerne verdens kroge af sit kødelige begær efter den mystiske Ellen.

“In reality, they all lived in kind of a hieroglyphic world, where the real thing was never said or done or even thought, but only represented by a set of arbitrary signs.”

Fordi romanen bevæger sig mellem så store områder, kommer den hurtigt til at lægge sig i overfladen af karaktererne på trods af, at den har en subjektiv fortællerstemme. Der er derfor ikke noget tidspunkt, hvor Edith Wharton for alvor dykker ned i de enkelte karakterer og lader dem blomstre, selvom hendes skrivestil til tider både er vittig og underholdende. I stedet forbliver de spire af forskellige og ufuldkomne typer fulde af potentiale. Dette er i høj grad en bog om hvad der sker, når man forsøger både at blæse og have mel i munden og konsekvenserne heraf.

“His whole future seemed suddenly to be unrolled before him; and passing down its endless emptiness he saw the dwindling figure of a man to whom nothing was ever going to happen.”

Reklamer

“Tom Jones” af Henry Fielding


“Tom Jones” af Henry Fielding fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1999 (org. udgivet i 1749).

Et hittebarn ved navn Tom Jones bliver fundet på dørtrinnet hos en adelig familie, som adopterer ham og opdrager ham som deres egen. Hvor han kommer fra vides ikke med sikkerhed. Tom Jones vokser op med et hjerte af guld, men også som en svag karakter, der med lethed bukker under for livets fristelser, især når det drejer sig om unge piger. På grund af omstændighederne og den onde Master Blifil, tvinges han til at drage væk og finde sit ophav, og med selskab fra den unge og naive Sophia Western træder han ud i en verden, der ligger åben for hans fødder, men det er også en farefuld verden fyldt med løgne, bedrag og hemmeligheder.

“Tom Jones” eller “The History of Tom Jones, a Foundling” er en roman, der så dagens lys før romanensopkomst gjorde det. Den er derfor skelsættende i en eksperimenterende litterær periode, hvor man søgte efter et passende begreb til værker som denne, og hvis man er interesseret i romanhistorie, er dette grund nok til at læse bogen. Den anses for at være den første af en slags, en grundsten i det, der med eftertiden er blevet en lang og rig tradition, der er under konstant udvikling. Dette gør naturligvis bogen spændende at kaste sig over, på trods af at den både er for lang og indeholder intetsigende kapitler, der fremstår mere som enkeltstående episoder, end som en egentlig og sammenhængende del af den overordnede handling.

“No one hath seen beauty in its highest lustre who hath never seen it in distress.”

Romanen er inddelt i en primær handling, samt en masse sekundær handlinger, der ikke nødvendigvis er forbundet til den overordnede historie. Alle kapitler indledes desuden med et kortfattet resume af, hvad hvert kapitel handler om, hvilket tillader læseren at tage stilling ting, hvorvidt han eller hun ønsker at læse det, og fravælges det vil læseren alligevel være bekendt med, hvad der sker. I flere af kapitlerne forsvinder handlingen også helt til fordel for komiske sekvenser og skøre indfald, som læseren sagtens kan være foruden, men som alligevel giver noget til den samlede læsning. Desuden er romanen både en dannelsesroman såvel som en pikaresk roman, og det er interessant at se, hvordan Fielding balancerer disse to og holder dem op mod hinanden.

Endvidere afbrydes handlingskapitlerne af forfatterens egne kommenterende kapitler eller indskudte sætninger midt i handlingens gang. Dette fungerer som en indledning og opsummering af den egentlige handling, og var en typisk måde at skrive litteratur på i romanens samtid. Jeg er dog ikke selv sikker på, hvad jeg synes om at blive adresseret på den måde, fordi jeg føler at det lidt afbryder historiens gang. Denne fortællende forfatterskikkelse er også med til at understrege bogens komiske aspekter, som er en gennemgående rød tråd, der konstant gør sig gældende. Komikken ses eksempelvis, når et kapitel indledes med beskrivelser om blodige kampe og heltegeringer, og i stedet viser sig at handle om spydige bemærkninger og karakternes idioti.

“It is much easier to make good men wise, than to make bad men good.”

I forlængelses af romanens omfattende længde, er persongalleriet også af noget broget karakter, da det rummer et væld af forskellige størrelser og personer. Af samme grund kræver det en vis udholdenhed, at holde styr på dem alle, da bogen starter ud langt før Tom Jones bliver aktuel. De første halvtreds sider kan af samme grund være svært overkommelige. Det morerede mig meget at læse bogen, selvom den også satte min tålmodighed på prøve med sine mange sider og pludselige handlingsmæssige svingeringer.

Dewey’s Read-a-Thon: en minutiøs opdatering #1


Fireogtyve timers læsning kan virke hovedpinefremkaldende og trættende. Alligevel sidder der netop nu mange verden over med næserne langt nede i en bog, imens øjnene suger de mange ord i sig, og læser det næste døgn i Dewey’s Read-a-Thon. Dewey’s Read-a-Thon handler dybest set om at afsætte et døgn dedikeret til læsningen. Det er et døgn fyldt med ord, udfordringer og litterær snak. Derfor har jeg kogt en kande af min yndlings te, og fundet den tunge “Tom Jones” af Henry Fielding ned fra hylden, som jeg vil forsøge at give mig i kast med. Når hovedpinen melder sig, eller trætheden gør det svært at holde den tunge roman fast mellem mine hænder, tager jeg “Harry Potter og Flammernes Pokal” af J. K. Rowling i ørerne og går mig en tur. Ved min side står også en nøje udvalgt bogstak, som jeg håber på at nå til bunds i inden for de næste 24 timer.

Skal I læse natten bort? Hvilke bøger har I udset jer at læse, og hvordan planlægger I at holde jer vågne i de sene nattetimer?

“The Fountainhead” af Ayn Rand


“The Fountainhead” af Ayn Rand fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2007 (org. udgivet i 1943).

Det tog den russisk-amerikanske forfatter, Ayn Rand, syv år at skrive sin roman “The Fountainhead”, som blev afvist af ikke mere end tolv forlag. Bogen, der handler om den noget ukontroversielle arkitektstuderende, Howard Roark, en arkitektstuderende, der bliver bortvist fra skolen. Med drømme og oforhåbninger om at blive selvstændig inden for faget, tager han benene på nakken og rejser ud. “The Fountainhead” anses i dag for at være en moderne klassiker om penge, magt og en mands kamp for at lykkes på sine egne primisser, og samtidig er den en hyldes til individualismen og menneskehedens kreative potentiale.

“The Fountainhead” er en mangesidet roman, der handler om idealismer,noget der kan lyde lidt som en lang ørkenvandring i den forstand, at man næsten kan se sandet glide ud mellem siderne. Det kan virke endeløst og tørt, men i stedet fungerer det som det omfattende bogs røde tråd, der strækker sig gennem handlingen. Den fungerer også som bindeled for flere af romanens karakterer og deres individuelle historie. Fordi objektivismen som tema bliver brugt på denne måde, er det en fornøjelse at læse om noget, der ellers kan forekomme tungt og kompliceret.

“I could die for you. But I couldn’t, and wouldn’t, live for you.”

Plottet er på intet tidspunkt direkte forudsigeligt, men heller ikke fuldkommen uforanderlig; i stedet er det en balancegang for Howard Roarks kamp for at lykkes i en tid på egne præmisser, der stille bekymrende spørgsmål i forhold til, hvorvidt dette er en mulighed. Ligesom Howard selv, er mange af karakterne ekstreme, og selvom flere af dem til sider synes at lette fra jorden med hjertet boblende af drømme, håb og længsler, skaber det også en beundringsværdig mangfoldighed, der gør dem troværdige, virkelige og mærkbare. De er velkomponeret på en sådan måde, at selvom læseren bevæger sig imellem mange historier spredt over flere hundred sider, så har hver karakter sin egne tydelig person, sin egen historie, som gør de mange sider ganske overkommelige.

Helt grundlæggende kan historien siges at handle om den individuelle Howard Roark, og den plagierende Peter Keating, samt hvordan de hver især kæmper sig vej frem i samfundet, om deres storhed og fald. Der er naturligvis mere til historien end blot denne spejling af to karakterers tilgang til livet. Rands filosofiske tanker afspejler sig særligt i disse to karakterer, men omfatter samtidig også samfundet såvel som individet. Hendes behandling af objektivismen kan synes hård og nådesløs, og det er også noget, som romanen siden sin udgivelse er blevet kritiseret for. Selvom mange af karaktererne er egoistiske, ser jeg dog ikke det at sætte sig selv først som det samme som at sætte alle andre sidst.

“The hardest thing to explain is the glaringly evident which everybody has decided not to see.”

Dette er en bog, der ikke bare introducerer forfatterens idealisme som et manifest. Ayn Rand fortæller om vigtigheden af at tro på sig selv i tykt og tyndt, at være sig selv nærmest uanset andres mening, og at dette leder til den ultimative frihed et mennesket kan opnå. Vejen dertil kan forekomme selvisk og hård, men det er ikke mit indtryk, at det er denne, som Rand opfordrer til at følge, men at denne kan være nødvendig, da man bør leve sit liv for sig selv og ikke for andre.