The Fiery Cross (Outlander #5) af Diana Gabaldon


The Fiery Cross af Diana Gabaldon, udgivet af forlaget Dell i 2005 (org. udgivet i 2001). 

Året er 1771 og krig truer i horisonten, det ved Claire Fraser, der er uden for tid og sted. Claire er fra fremtiden, en engelsk kvinde, der agerede sygeplejerske under Anden Verdenskrig, og som på forunderligste vis rejste tilbage i tiden på sin bryllupsrejse. Her fandt hun kærligheden på ny, da hun mødte den skotske Jamie Fraser, og sammen har de rejst tværs over verdens havene. Nu er de i Amerika, hvor ingen andre end Claire ved, at den amerikanske revolution står for døren, og Jamie kan ikke gøre andet end at tage sin kones ord for gode vare. Sammen forbereder de sig på en krig, der er uundgåelig, men Claires fremtidsviden har før bragt dem i farer, og måske vil den gøre det igen.

Jeg mistede pusten, da jeg læste The Fiery Cross, der er den femte bog i Outlander-sideren. Det er den længste og så afgjort også seriens svageste bog, hvor handlingen gang på gang gik i tomgang. Alene de første hundrede sider handler om forberedelserne til et bryllup, der ender med at blive udsat. Perspektiverne er mange og konstant skiftende, og jeg savnede den historie, som jeg fandt i de første bøger, hvor handlingen stadig var lang men mere lige til. Gabaldon er hverken løbet tør for ord eller sider, og hun fylder dem gang på gang i sådan en grad, at jeg nu skal tage tilløb til hendes bøger, hver gang jeg lægger dem fra mig. Hun skriver atmosfærisk og fængende, men The Fiery Cross er for lang i forhold til dens handlingsmæssige indhold, der med fordel kunne have været flere hundrede sider kortere.

“Our lovemaking was always risk and promise-for if he held my life in his hands when he lay with me, I held his soul, and knew it.”

Jeg mener, at jeg på et tidspunkt læste, at Gabaldon selv har udtalt, at hun skriver sine historier fragmentarisk, og at hun ikke er særlig stærk, når et kommer til handling, og det mærkes tydeligt. Handlingen føles oftest fragmentarisk, selvom hun alligevel har fået den til at hænge sammen i det store hele. Store dele af bogen er fyldt med udenom snak, som kun tilbyder læseren at blive endnu længere i Outlander-universet, men som ikke tilbyder andet. Historien går til tider helt i stå, og på flere hundrede sider er begivenhederne få og intetsigende, grænsende til overflødige fylde, som om forfatteren konkurrerer med sig selv om gang på gang at skrive en længere på end den forrige. Den er som sin forgænger ikke fejlfri, men samtidig medrivende, fyldt med stærke følelser, historiske kontekster, og levende karakterer.

Måske er Gabaldon løbet tør for, og det er derfor historien går i tomgang og gentager sig selv? Det gør hendes skrivestil i hvert fald, hvor hun fast gør brug af forskellige vendinger og udtryk, som ikke har fyldt i mit læsebillede før nu. En af de mange gentagelser ses i form af Brianna og Roger, hvis blikke rettes mod detaljer, der projektereres ud til et langt større billede. Jeg kan godt dem, men deres perspektiver fylder og infiltrerer det, som jeg i første omgang forelskede mig i: Claire og Jamie. Jeg er stadig helt forgabt i dem, og for hver dag de tilbringer på amerikansk jord, længes jeg mere og mere efter det Skotland, som de forlod. Jeg elsker deres dynamik, der ofte fører til komiske øjeblikke på grund af deres historiske tidsforskelle. Jeg elsker dem for deres fejl, for deres tidsløse kærlighed og deres unægtelige forskelligheder.

“He was not afraid to die with her, by fire or any other way – only to live without her.”

Gabaldon belyser enhver handling fra et væld af fortælleperspektiver, og det gør også, at handlingen går i stå i stedet for at bevæge sig frem. Jeg er vild med lange bøger, hvor tempoet i handlingen nedsættes, men der skal være en mening med det, og den ser jeg ikke i The Fiery Cross. Den er bare unødvendigt lang. Ikke fordi der ikke sker noget, for den er fyldt med små episoder og en lang række begivenheder, men disse er oftest meget små og uden formål i forhold til den overordnede handling. Lige så meget som forfatterens historier er dragende, lige så mættende er de efterhånden blevet, og denne tog pusten fra mig i flere måneder, før jeg omsider mærkede savnet og påbegyndte den næste bog. Gabaldon skriver bøger, der efterlader indtryk, og det indtryk som The Fiery Cross efterlod mig med var et langt og opgivende suk.

Som sendt fra himlen (Losing It #2) af Cora Carmack


Som stjernerne står (org. titel Faking it) af Cora Carmack fra LOVEBOOKS, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Bogen er tilsendt af forlaget. 

Som stjernerne står fortæller historien om Cade Winston, der møder pigen Max Miller på et tidspunkt i sit liv, hvor hans hjerte er tungt ved tanken om, at han ikke kan få den pige, som han ikke kan få ud af hovedet. Max lever det vilde liv fyldt med musikerdrømme, farverige tatoveringer og flammende rødt hår, hvilket på ingen måde passer ind i hendes forældres ønske om, hvordan hun bør være. Alle hendes løgne er lige ved at ramle sammen, men så møder hun ved et tilfælde Cade, der indvilliger i at spille den fornuftige kæreste, som hun har fortalt sine forældre om, og som på ingen måde stemmer overens med virkeligheden. Hvad der bare skulle være én aftens spil for galleriet bliver i stedet startskuddet på en lang række løgne, og jo mere de faker deres forhold, jo mere ægte begynder det langsomt at føles.

Some stjernerne står var en sød kærlighedshistorie om et forbudt forhold mellem en studerende og hendes lærer, og selvom jeg nød at læse den, vandt den ikke mit hjerte. Men det gjorde Som stjernerne står. Jeg skænkede ikke Cade mange tanker, da jeg læste den første bog, der handler om Bliss og Garrick, hvor han bare er en sidebemærkning til deres kærlighedshistorie. I denne bog er han den ene af to hovedpersoner, og hans og Max’ historie vandt mit hjerte. Cades hjertesorger, er smerteligt at læse om, imens Max’ historie med sine forældre og deres urimelige forventninger knuste mit hjerte. De er på mange måder et umage par, og det var præcis derfor jeg kom til at holde så meget af dem.

“Jeg tager mine chancer med dit utilregnelige hjerte, hvis det betyder, at det er mit.”

Det er på mange måder klassisk at lade modsætninger mødes, og samtidig lade dem være det helt rigtige match, og det kan virke som lidt af en kliché efterhånden, men Cade og Max fungerede overraskende godt på trods af at deres store forskelligheder. Deres dynamik, Cades sødme og Max’ skarpe tunge gjorde, at siderne nærmest vendte sig selv. Der er masser af kemi imellem dem, som langsomt vokser sig til mere end gensidig tiltrækning. Jeg elsker naturligheden i deres tiltrækning, på trods af de lidt usædvanlige omstændigheder. Max og Cade er ikke hinandens typer, men da de begynder at lære hinanden at kende og kommer ind under huden på hinanden begynder følelserne at tage til. Desuden beundrer jeg forfatterens velafbalancerede brug af sex i bogen, som føles naturlig og aldrig overtagende.

Bogen er fyldt med forskellige grader af problemstillinger; Cade kæmper med hjertesorger over den pige, som han ikke kan få, imens Max kæmper med fortiden og sine forældre. En bog er ikke nødvendigvis god, bare fordi den behandler tunge emner, men måden hvorpå Cora Carmack behandler sorg, traumer og om at turde have mod på livet efter et knust hjerte er virkelig fin og skrøbelig. Det er så let at tage sådanne emner forgivet, overse dem eller negligere dem, men det gør hun ikke. Uden at afsløre den, føltes slutning dog en smule forhastet, og jeg sad tilbage med følelse af, at forfatteren glemte sit handlingsspor eller pludselig løb tør for sider. Det ændrer dog ikke på, at jeg virkelig nød at læse den.

“Nogle gange ved man ikke, hvad man lever efter, før det har slået en omkuld.” 

I samme grad som Som sendt fra himlen handler om fjerlette fornemmelser og unægtelig tiltrækning, handler den om at turde tage sig selv i nye retninger, gribe livet og række ud efter stjernerne. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er forløsning i enhver konflikt, men finde forløsning i sig selv og give slip på det, der gør hjertet tungt. Cora Carmack har skabt en historie, der sagtens kunne have været pladderromantisk og sukkersød, fyldt med klichéer og faldgruber, men i stedet har hun skabt en fin, fjerlet og fornøjelig fortælling om at overkomme forskellige former for forhindringer i livet. Som sendt fra himlen er lige så sød og hjertevarm, som den er alvorlig og vigtig.

En litterats bekendelser #5

Jeg har endnu en gang samlet en liste over mine litterære bekendelser, som handler om alt lige fra forfattere, jeg aldrig har læst til personlige præferencer i bøger og min egen uvidenhed om forfattere og bøger.

  • Jeg har aldrig læst noget af Dennis Jürgensen. Heller ikke da jeg var yngre.
  • Den bog, der har stået på min Goodreads læseliste i længst tid er også den første bog, jeg tilføjede til listen. The Last Unicorn af Peter Beagle har stået på listen siden 2011. Jeg burde nok snart få den læst.
  • Jeg kan bedre tilgive en fejl i en bog på side 100 end på side 10.
  • ‪Lige så meget som jeg synes opskårede bogsider er flotte, ligeså  besværlige synes jeg de er at vende.
  • Jeg bliver altid så skuffet, når jeg bestiller bøger fra Book Depository, og der ikke følger et bogmærke med. Faktisk er bogmærkerne den primære grund til, at jeg overhovedet køber bøger der.
  • Jeg foretrækker titelløse kapiteloverskrifter end kapitler med kapiteloverskrifter.
  • I lang tid troede jeg, at forfatteren til Bonjour Tristesse var en mand, men det er faktisk en kvinde.
  • Jeg har en ret omfattende bogmærkesamling, og alligevel tager jeg mig selv i gang på gang at bruge de samme tre bogmærker, som alle er nogle, jeg har flere af, og jeg ved virkelig ikke hvorfor det er sådan.
  • Jeg foretrækker at læse i sengen, i sofaen, i min læsestol eller i morgentoget på vej til arbejde.

Har du det på samme måde eller helt modsat med nogle af mine litterære indrømmelser, og hvilke har du selv på sinde?

Eleanor & Park af Rainbow Rowell


Eleanor & Park af Rainbow Rowell, udgivet af forlaget Orion i 2013. 

Eleanor er den nye pige i byen, der forstår at gøre sig bemærket med sit uregerlige hår og sin skæve tøjstil. I bussen til og fra skole er hun nødsaget til at sidde ved siden af den ranglede dreng Park, der altid er klædt i sort med sit headset i ørerne og næsen begravet i tegneserier. Ganske langsomt bliver Eleanor lukket ind i Parks verden, men det er dog langt svære for Park at blive lukket ind i hendes. På trods af spirende følelser kæmper Eleanor en daglig kamp med sin familie, der tvinger hende mod desperate valg. På trods af at “Eleanor & Park” har et element af noget langt mere eksistensrystende, er den først og fremmest en historie om den første store kærlighed, og de stormfulde følelser som følger med. Eleanor og Park er hinandens første forelskelse, der både er akavet og uskyldig.

Bogens forside giver søde associationer. Det er også en bog, som ofte er blevet sat i forbindelse med det søde adjektiv, og naturligvis forventede jeg mig en sukkersød kærlighedshistorie om den første store forelskelse, kun for at opdage, at bogen er meget mere end det. Den er autentisk helt ind til kernen både i form af karakterer og deres karaktertræk. Rainbow Rowell formår at beskrive hver en afkrog af det at være en følsom og akavet teenager, hvor ingen er supermodeller eller græske helteafstøbninger. Og så er der hele afbildning af Eleanors liv, som giver historien kant og antydning af alt andet end en sød historie om forelskelse. Desuden tager Rowell sin læser med på en tidsrejse tilbage til 1986’erne, hvor Eleanor og Park lærer hinanden at kende gennem kassettebånd og tegneserier.

“Holding Eleanor’s hand was like holding a butterfly. Or a heartbeat. Like holding something complete, and completely alive.”

Jeg kom hurtigt til at holde af den tålmodige Park, der med sin multikulturelle baggrundshistorie ofte finder det svært at placerer sig i forhold til sine venner og sin familie. Selvom hans evige kamp med den følelsesladet Eleanor er svær, så affejer han hende aldrig som vanskelig eller sær. Hendes historie er mindst lige så enestående som hans. Eleanor lever i en klaustrofobisk tilværelse, hvor hun, sine søskende og deres mor bevæger sig på listetæer under stedfarens kontrollerende adfærd. Eleanors karakter er blevet kritiseret for sine humørsvigninger og måden, hvorpå hun gang på gang river sig løs af sit forhold til Park, som jeg dog ser som en forståelig reaktion på den tilværelse, der langsomt kvæler hende. Eleanor får gang på gang dikteret, at hun ikke er noget værd, og at hun derfor heller ikke fortjener at have det godt, så når lykken tilsmiler hende er det kun forståeligt, at hendes stedfars ord melder sig.

Rowell vandt mit hjerte med sin historie om den usikre, kurvede pige og outsiderfyren med asiatiske rødder. Hun formår på bedste vis at vise, hvor altopslugende og skrøbelig en ungdomsforelskelse kan være. Jeg tog mig selv i gentagende gange at smile over deres klodsede adfærd, men bogen fik mig også til at kæmpe en brav kamp for at tilbageholde de tårer, der stædig pressede sig på. “Eleanor & Park” er nemlig fyldt med følelser — både af den gode og svære slags. Rowell har skabt en helt særlig historie, som jeg ikke mindes at have læst før, og det er på trods af at det er en ungdomsbog, der handler om den første forelskelse. Hendes persongalleri er både nuanceret og alsidigt.

“Eleanor was right. She never looked nice. She looked like art, and art wasn’t supposed to look nice; it was supposed to make you feel something.”

Uden at afsløre den, var jeg til at begynde med i vildrede over bogens slutning. Jeg følte, at Rowell stoppede midt i en sætning med en sådan pludselighed, at jeg febrilsk vendte siderne i håb om at finde mere på deres bagside, uden at det var tilfældet. Men da jeg læste hendes efterord blev slutningen også sat i perspektiv. Hun forklarer ikke alene, hvordan historien blev til, og at hun vidste, hvordan den skulle ende længe før den overhovedet begyndte, men hun forklarer også slutning på fineste vis. Rowell ville ikke skrive en afrundet historie, fordi unge mennesker ikke får den slags. I stedet får de nye begyndelser, og hun ramte mig så hårdt i hjertet med sin realitetssans, at jeg vaklede efterfølgende. Pludselig var slutningen ikke længere afstumpet og pludselig, men derimod helt rigtig og håbefuld.