“Rubinrød” (Ædelstenstrilogien #1) af Kerstin Gier


“Rubinrød” (org. titel “Rubinrot”) af Kerstin Gier, udgivet af forlaget Turbine i 2015 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk — originalsproget er tysk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kærlighed går gennem alle tider. Gwendolyn Shepherds familie er ikke som andre familier. Hun er på mange måder helt almindelige teenager, hvis man ser bort fra det faktum, at hun kan rejse tilbage i tiden. Egentlig var det hendes kusine, der var udset til at have det tidsrejsendegen, og derfor er hun blevet skolet til at håndtere disse tidsrejser. Alting bliver derfor vendt på hovedet, da Gwendolyn pludselig befinder sig i det forrige århundrede. På trods af sin udvidenhed skal hun sammen med den utålelige Gideon forsøge at bringe fortiden i orden, for en kronograf, som bruges af de tidsrejsende, er blevet stjålet og noget stort er under opstand. Det er op til Gwendolyn og Gideon at finde ud af hvad.

“Rubinrød” er en roman, der har modtaget alverdens roser, men som i stedet for at vække min læselyst afskrækkede mig fra at læse den. Jeg frygtede at min begejstring for bogens præcis, ville falde sammen mellem minde hænder i takt med at jeg læste bogen, og derfor var det nødvendigt for mig at tage tilløb til bogen. Heldigvis har Kerstin Gier med “Rubinrød” skrevet en spændende begyndelse på et tidsrejsende eventyr. At læse bogen var som en tidsrejse i sig selv, fordi jeg fløj langt hurtigere igennem bogen sider, end jeg havde regnet med, og jeg ænsede dårligt nok mine omgivelser.

Jeg var ikke noget barn! Jeg var seksten og et halvt. Nøjagtigt lige så gammel som Charlotte. Marie-Antoinette var for længst blevet gift på min alder.

I lige så høj grad som Giers roman handler om tidsrejser og konsekvenserne af at ændre historien, som i øvrigt er beskrevet meget troværdigt, handler den også om simplere tematikker som kærlighed, familie og venskaber, der skaber jordforbindelse til den ellers meget komplicerede historie om at kunne rejse i tiden. Handlingen i “Rubinrød” er dog langt fra et storslået eventyr, men derimod en enormt introducerende historie, som jeg beundrer forfatteren for at lykkes med. Historien er næsten lige så introducerende for læseren, som den er for Gwendolyn, der også skal lære om tidsrejser, og hvordan de fungerer. Dog er romanen en klar optakt til noget større, som jeg forventer mig meget af.

Gwendolyn er en almindelig teenager i en ualmindelig familie, der med sin sans for humor greb om mit læserhjerte og førte mig igennem historien og dens mange tider. Jeg kom hurtigt til at holde af hende, fordi hun stiller alle de rigtige spørgsmål til sin familie omkring det at være tidsrejsende. Men fordi historien er bygget op om en lang række spørgsmål, som ofte står ubesvaret tilbage, kunne jeg ikke undgå at føle, at forfatteren ofte undveg sin egen historie og dens dybdepotentiale ved simpelthen at lade spørgsmålene stå eller besvare dem ved at lade en karakter trække på skulderne. Hvad der føles som plothuller er i virkeligheden et underliggende mysterium fyldt med hemmeligheder.

Jeg strøg forleget en hårlok væk fra mit ansigt, Min åndssvage frisure var blevet fuldstændig ødelagt af løbeturen, der lå sikkert et helt spor af tabte hårnåle fra Eaton Place og hen til kirken.

Bogen er blevet kritiseret for at have en umoden hovedpersonen, men det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Gwendolyn er kun seksten år gammel, og selvom hun er en anelse fnidret og sommetider reagerede på situationer på en anden måde, end jeg selv ville, så synes jeg hun skaber en vigtig repræsentation i at være ung ikke er noget entydigt. Bogen er desuden blevet kaldt et romantisk tidsrejseeventyr, men i virkeligheden er kærligheden kun spirende følelser og derfor meget nedtonet i bogen, og på en eller anden måde var det forfriskende, selvom jeg ikke er i tvivl om, at de spirende følelser vil blomstre hurtigt. Jeg nød virkelig at følge Gwendolyn på hendes begyndende tidsrejseeventyr, og selvom jeg dårligt ved, hvad jeg skal vente mig af hendes kommende rejser, så kan jeg dårligt vente.

“Findes der en, findes der flere” af Mhairi McFarlane


“Findes der en, findes der flere” (org. titel “Who’s THAT girl?”) af Mhairi McFarlane, udgivet af forlaget HarperCollinsNordic i 2017 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Til sin venindes bryllup, går Edies liv i stykker, da brudgommen overrumpler hende med et pludseligt kys, og da det bliver opdaget, er det Edie, der får skylden. I et forsøg på at undgå en shitstorm på de sociale medier fra hendes tidligere venner, forlader hun byen for at bo hos sin deprimerede far og bitre søster, der konstant sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad hun gør. Men selv langt fra sit liv i London, kan Edie ikke undgå de mange bebrejdelser. Samtidig har hun fået til opgave at være ghostwriter på en biografi om skuespillerstjernen Elliot Owen. Hvad hun forventer at blive en simpel opgave, viser sig at være langt mere kompliceret, og Edie er nødt til at gøre op kampene en gang for alle.

Mhairi McFarlane har med sin britiske humor og skøre kærlighedshistorier vundet mit hjerte. Jeg holder meget af hendes bøger af flere grunde, men især for at være mere end bare kærlighedshistorier. Det er ikke simple historier om at finde den eneste ene, men derimod historier, hvor kærligheden kommer som en naturlig del af en større historie. Hendes historier handler i lige så høj grad om at finde sig selv, og kæmpe sig ud af forskellige problemstillinger. Med “Findes der en, findes der flere” giver hun taletid til et rigtigt vigtigt emne om trekantsdramaer, utroskab og fejlagtig bebrejdelse. Edies historie følger nemlig et klassisk mønster, hvor den anden kvinde til en utro mand får skylden, for hans eskapader, og det kommer som en selvfølgelig, at det er hendes skyld. Det er ikke fordi McFarlanes romaner er politiske, men de er meget eftertænksomme på en morsom og opløftende måde.

“Edie var kvinden der kyssede brudgommen på hans bryllupsdag, og historien kunne ikke ændres. Hvis hun i det øjeblik havde haft Dr. Whos Tardis, ville det ikke have været et mordforsøg på Hitler, der havde stået øverst på dagsordenen.”

Jeg elsker virkelig McFarlanes britiske humor med de ironiske vendinger. Hun formår altid at få mig til at trække på smilebåndet, og jeg tog endda mig selv i at sidde og fnise ved flere lejligheder, hvilket er endnu en ting, som jeg elsker ved forfatteren. Edit bliver genstand for en uberettiget shitstorm, der vælter hende omkuld og tvinger hende til at tage affære, men i stedet for at gå imod strømmen vælger hun at flygte. Hendes valg er menneskelig, og jeg forstod godt mange af de beslutninger, som hun tog. Handlingen spidser til, da skandalen går viralt, og Edie lægges for endnu et større had. Hvad der før var vrede og frustration over den drejning, som brylluppet tog, bliver nu meget personlig. Edie føler ikke kun, at hun bør forlade sit liv i London, hun tvinges endda til det af sine kollegaer, hvor bruden er en af dem. Hun ser ingen anden udvej end at rejse fra byen og sætte sit liv der på standby.

Flugten fra London til Nottingham bliver heldigvis ikke kun et sidespor, hvor hun kan skjule sig og slikke sine sår. Tilbagevendelsen til sin hjem sætter gang i andre helingsprocesser og nye begivenheder, som langsomt drejer historien i en anden retning. Dog kan “Findes der en, findes der flere” virke for lang bog i forhold til sin bagsidetekst, men den indeholder et væld af handlingstråde, der gør historien en smule omfattende og tidskrævende. Edie Thompson får nemlig ikke kun problemer med sine venner og kollegaer efter kysset ved brylluppet, forholdet til superstjernen Elliot Owen tager langsomt form, og så er der familielivet med den deprimerede far, den bitre søster og historien med deres mor. Der er meget på spil i McFarlanes roman, men det fungerer upåklageligt.

“‘Det er fordi du ikke er virkelig for dem på internettet. Du er en abstrakt størrelse. de tror ikke, at du nogensinde ser, hvad de har skrevet, og de er også ligeglade. Du er en leg. En historie. Og desto flere de er, desto nemmere bliver det for dem. Snefnugget føler sig ikke ansvarlig for lavinen.'”

Selvom forholdet mellem Edie og Elliot er meget klassisk for forfatteren, var jeg ikke helt solgt på idéen om dem, måske fordi det var noget af det, som gjorde historien meget favnende i sådan en grad, at den næsten spilder over. Det betyder dog ikke, at jeg ikke nød deres del af historien, men den gjorde samtidig, at den føltes længere, end jeg brød mig om. McFarlanes skrivestil er meget observerende og moderne. Hun formår at skrive om vigtige emner, der går ud over kærlighedselementet, her i blandt internetmobning og mentalt helbred, samtidig med at hun skriver muntert og humoristisk. McFarlane skriver kærlighedsbøger med noget på hjertet.

“The Crimson Petal and the White” af Michel Faber


“The Crimson Petal and the White” af Michel Faber, udgivet af forlaget Canongate i 2014 (org. udgivet i 2002).

De begynder med en påmindelse til læseren om at se efter, hvor hun træder. Dernæst følger en mange siders lang historie, der snor sig gennem det victorianske Londons opdelte byliv mellem velstand og fattigdom, og Michel Faber har ikke bare skabt et enestående univers, men også en uforglemmelig historie. Den prosituerede pige Suger, sukker efter et andet liv, og da hun møder den velhavende William Rackham, der ejer et parfumeri, giver han hende netop det. Selvom Suger aldrig kan undslippe fortidens rammer, begynder kærligheden at overskygge for begæret. Viklet ind i sengelinned og lemmer, formørkes livet hos Rackhams kone, der forsvinder i vrangforestillinger om verden, som hun ikke kan undslippe. Hendes hysteri vil ende med at forandre deres liv for altid.

Faber har skrevet en panoramisk fortælling, der ikke kun udforsker forskellige dele af det victorianske London, men som også samtidig udforsker forskellige karakterer. Der er den prostituerede Suger, den velhavende William Rackham, og hans kone, der langsomt er ved at miste forstanden. “The Crimson Petal and the White” er en multidimensional historie, der med sit brede persongalleri, de mange fortællespor og det maleriske sprog, der grænser sig til at være dekadent mest af alt minder om en Charles Dickens-roman, imens bogens seksuelle elementer minder om noget, John Cleland kunne have skrevet. Det lyder mest af alt som to verdener, men det fungerer hos Michel Faber.

“A single day spent doing things which fail to nourish the soul is a day stolen, mutilated, and discarded in the gutter of destiny.”

Noget af det, som virkelig fangede mig ved bogen, er dens enestående måde til at gribe sin læser. Læseren adresseres løbende som en aktiv part i historien, som fortælleren beder om at rette sit fokus mod noget bestemt, om ikke at snuble på trappens høje trin og følge i fodsporene på en bestemt karakter. Det blev hurtigt en ret personlig historie, fordi Faber samtidig skriver så malende, at det er uundgåeligt ikke at se byen for sig, samtidig med fortælleren inviterer læseren inden for. Jeg så derfor ikke kun Londons gader og byliv for mit indre blik, jeg så mig selv bevæge mig igennem byen, og jeg så dens liv og længsler. Fabers karakterer er svære at holde af, men samtidig kryber de med deres dybsindigt fortalte ord ind under huden på læseren. Selvom Sugers liv er er spændende at følge, var det især Agnes Rackhams, der fangede min interesse. Hendes verdenssyn er ufrivilligt forskruet; hele sit liv er hun blevet skånet for livets skamfuldheder, og derfor ved hun heller ikke, hvorfor hun for eksempel bløder hver måned.

Selvom historien tog fart til sidst og kulminerede i en slutning, jeg på ingen måde kunne have forudset i min vildeste fantasi, så er det ikke en historie, der er drevet af et højt tempo eller sin handling. I stedet er det en historie, der er fyldt med indtryk og liv, og Faber er enormt deltajeorienteret i sine udpenslende beskrivelser. Det er lidt som at læse en bog af Charles Dickens, men som er Fabers helt egen. Jeg nød det rolige tempo, de pludselige og hurtige åndedrag og den svimlende slutning. Det er en historie, der tager sig tid, som opbygger en helt særlig stemning, der resulterer i så dybe billeder, at de næsten føles virkelige. Fabers evne til at beskrive Sugers liv som prostitueret, hendes rejse dertil og den, der følger efter, er tryllebindende såvel som hjerteskærende. Det samme gælder Rackham-familiens.

“She holds her head as high as if she were beautiful, and holds her body as if she were strong.”

Michel Faber er en alsidig fortæller. Med “The Book of Strange New Things” skabte han en forunderlig, religiøs rejse gennem verdensrummets til dets yderste grænse, imens “The Crimson Petal and the White” er en historisk fortælling om mennesker i uundgåeligt forfald og rejsen dertil. De to romaner kunne ikke være mere forskellige i indhold og form, men begge handler dog om mennesker i forskellige situationer, der er afgørende for deres videre liv og skæbne. Fabers fremstilling af London er på ingen måde et glansbillede, men derimod et dyster virkelighedsbillede fra en svunden tid, og på trods af dens konstant lurende mørke, forelskede jeg mig i historien og dens karakterer.

The American Book Center, Amsterdam

Da jeg tilbage i november sidste år søgte på boghandlere i Amsterdam, var The American Book Center et af de første forslag, der dukkede op i mit søgefelt og uden at vide, hvad butikken havde at byde på, nedskrev jeg adressen. The American Book Center ligger tæt på en af Amsterdams mest travle shopping gader, men en smule afsides det travle menneskemylder. Butikken er dog ikke svær at finde på grund af det blåskinnende neonskilt, der er meget iøjefaldende. Butikken strækker sig over to etager med et overvældende udvalg af fantasy og science-fiction bøger, og jeg kunne med lethed have købt mig fattig i på butikkens anden sal, som også tog mig med storm. Her kan man også købe en blind date med en bog, som er pakket ind i anonymt papir, hvorpå der står skrevet enkelte nøgleord om bogen. Det er et tiltag, jeg før har set, og det er sådan en fin måde at opdage potentielt gode læseoplevelser på.

Jeg købte faktisk ikke noget i butikken, men nøjedes i stedet med at suge til mig af stedet og dets atmosfære. Butikken henlå nemlig i stilhed, kun afbrudt af en svag summen af lette fodtrin mod gulvbrædderne og små bump fra bøger, der blev løftet fra og sat tilbage på deres plads. Ikke fordi den ikke var mennesker i butikken, for det var der, men fordi de var så optaget af at spore sig frem til en bestemt titel, bladre i bøgerne eller stod fordybet i bagsideordene på en bog. Jeg var så forgabt i butikkens første sal, at jeg aldrig fik forvilde mig videre rundt i butikken, der ellers var temmelig stor. Men det er nu også okay, for jeg fik hvad jeg kom efter: en boghandleroplevelse som er værd at huske på og mindes.

The American Book Center kan findes på Spui 12, 1012 XA i Amsterdam. Butikken har åben alle ugens dage med varierende tidspunkter. De åbner dog typisk klokken 10:00 og frem til 20:00 med undtagelse af søndag.