“The Crimson Petal and the White” af Michel Faber


“The Crimson Petal and the White” af Michel Faber, udgivet af forlaget Canongate i 2014 (org. udgivet i 2002).

De begynder med en påmindelse til læseren om at se efter, hvor hun træder. Dernæst følger en mange siders lang historie, der snor sig gennem det victorianske Londons opdelte byliv mellem velstand og fattigdom, og Michel Faber har ikke bare skabt et enestående univers, men også en uforglemmelig historie. Den prosituerede pige Suger, sukker efter et andet liv, og da hun møder den velhavende William Rackham, der ejer et parfumeri, giver han hende netop det. Selvom Suger aldrig kan undslippe fortidens rammer, begynder kærligheden at overskygge for begæret. Viklet ind i sengelinned og lemmer, formørkes livet hos Rackhams kone, der forsvinder i vrangforestillinger om verden, som hun ikke kan undslippe. Hendes hysteri vil ende med at forandre deres liv for altid.

Faber har skrevet en panoramisk fortælling, der ikke kun udforsker forskellige dele af det victorianske London, men som også samtidig udforsker forskellige karakterer. Der er den prostituerede Suger, den velhavende William Rackham, og hans kone, der langsomt er ved at miste forstanden. “The Crimson Petal and the White” er en multidimensional historie, der med sit brede persongalleri, de mange fortællespor og det maleriske sprog, der grænser sig til at være dekadent mest af alt minder om en Charles Dickens-roman, imens bogens seksuelle elementer minder om noget, John Cleland kunne have skrevet. Det lyder mest af alt som to verdener, men det fungerer hos Michel Faber.

“A single day spent doing things which fail to nourish the soul is a day stolen, mutilated, and discarded in the gutter of destiny.”

Noget af det, som virkelig fangede mig ved bogen, er dens enestående måde til at gribe sin læser. Læseren adresseres løbende som en aktiv part i historien, som fortælleren beder om at rette sit fokus mod noget bestemt, om ikke at snuble på trappens høje trin og følge i fodsporene på en bestemt karakter. Det blev hurtigt en ret personlig historie, fordi Faber samtidig skriver så malende, at det er uundgåeligt ikke at se byen for sig, samtidig med fortælleren inviterer læseren inden for. Jeg så derfor ikke kun Londons gader og byliv for mit indre blik, jeg så mig selv bevæge mig igennem byen, og jeg så dens liv og længsler. Fabers karakterer er svære at holde af, men samtidig kryber de med deres dybsindigt fortalte ord ind under huden på læseren. Selvom Sugers liv er er spændende at følge, var det især Agnes Rackhams, der fangede min interesse. Hendes verdenssyn er ufrivilligt forskruet; hele sit liv er hun blevet skånet for livets skamfuldheder, og derfor ved hun heller ikke, hvorfor hun for eksempel bløder hver måned.

Selvom historien tog fart til sidst og kulminerede i en slutning, jeg på ingen måde kunne have forudset i min vildeste fantasi, så er det ikke en historie, der er drevet af et højt tempo eller sin handling. I stedet er det en historie, der er fyldt med indtryk og liv, og Faber er enormt deltajeorienteret i sine udpenslende beskrivelser. Det er lidt som at læse en bog af Charles Dickens, men som er Fabers helt egen. Jeg nød det rolige tempo, de pludselige og hurtige åndedrag og den svimlende slutning. Det er en historie, der tager sig tid, som opbygger en helt særlig stemning, der resulterer i så dybe billeder, at de næsten føles virkelige. Fabers evne til at beskrive Sugers liv som prostitueret, hendes rejse dertil og den, der følger efter, er tryllebindende såvel som hjerteskærende. Det samme gælder Rackham-familiens.

“She holds her head as high as if she were beautiful, and holds her body as if she were strong.”

Michel Faber er en alsidig fortæller. Med “The Book of Strange New Things” skabte han en forunderlig, religiøs rejse gennem verdensrummets til dets yderste grænse, imens “The Crimson Petal and the White” er en historisk fortælling om mennesker i uundgåeligt forfald og rejsen dertil. De to romaner kunne ikke være mere forskellige i indhold og form, men begge handler dog om mennesker i forskellige situationer, der er afgørende for deres videre liv og skæbne. Fabers fremstilling af London er på ingen måde et glansbillede, men derimod et dyster virkelighedsbillede fra en svunden tid, og på trods af dens konstant lurende mørke, forelskede jeg mig i historien og dens karakterer.

The American Book Center, Amsterdam

Da jeg tilbage i november sidste år søgte på boghandlere i Amsterdam, var The American Book Center et af de første forslag, der dukkede op i mit søgefelt og uden at vide, hvad butikken havde at byde på, nedskrev jeg adressen. The American Book Center ligger tæt på en af Amsterdams mest travle shopping gader, men en smule afsides det travle menneskemylder. Butikken er dog ikke svær at finde på grund af det blåskinnende neonskilt, der er meget iøjefaldende. Butikken strækker sig over to etager med et overvældende udvalg af fantasy og science-fiction bøger, og jeg kunne med lethed have købt mig fattig i på butikkens anden sal, som også tog mig med storm. Her kan man også købe en blind date med en bog, som er pakket ind i anonymt papir, hvorpå der står skrevet enkelte nøgleord om bogen. Det er et tiltag, jeg før har set, og det er sådan en fin måde at opdage potentielt gode læseoplevelser på.

Jeg købte faktisk ikke noget i butikken, men nøjedes i stedet med at suge til mig af stedet og dets atmosfære. Butikken henlå nemlig i stilhed, kun afbrudt af en svag summen af lette fodtrin mod gulvbrædderne og små bump fra bøger, der blev løftet fra og sat tilbage på deres plads. Ikke fordi den ikke var mennesker i butikken, for det var der, men fordi de var så optaget af at spore sig frem til en bestemt titel, bladre i bøgerne eller stod fordybet i bagsideordene på en bog. Jeg var så forgabt i butikkens første sal, at jeg aldrig fik forvilde mig videre rundt i butikken, der ellers var temmelig stor. Men det er nu også okay, for jeg fik hvad jeg kom efter: en boghandleroplevelse som er værd at huske på og mindes.

The American Book Center kan findes på Spui 12, 1012 XA i Amsterdam. Butikken har åben alle ugens dage med varierende tidspunkter. De åbner dog typisk klokken 10:00 og frem til 20:00 med undtagelse af søndag.

“Kamp til stregen” (Off-Campus #4) af Elle Kennedy


“Kamp til stregen” (org. titel “The Goal”) af Elle Kennedy, udgivet af forlaget Flamingo i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Sabrina James har planlagt sin fremtid ned til mindste detalje. Hun balancerer på et knivsæg, for at få skole og adskillige fritidsjobs til at passe sammen. Hendes plan omfatter helt sikkert ikke en populær toplækker ishockeyspiller, men i forsøg på at glemme sine egne tårnhøje forventninger og sin stramme tidsplan, hengiver Sabrina sig til John Tucker i hans bil. Tucker har det fint med livet uden for ishockeybanens rampelys, men da Sabrina bliver gravid har han ikke tænkt sig at sidde over. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, som er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. For at vinde hendes hjerte, bliver Tucker nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

Elle Kennedy skriver vanedannende romaner. “Dømt ude” efterlod mig helt ude på kanten af stolen med sin afslørende slutning for den fjerde bogs handling, og jeg hev mig selv i håret over ikke at have den næste bog liggende. Sabrina James er en stærk heltinde; hun er stædig og hårdtarbejdende i lige så høj grad som hun er en lukket bog. John Tucker stjal ligeledes mit hjerte. Han er på mange måder lig sine holdkammerater, som er hovedpersonerne i de forrige tre bøger, og alligevel er han helt sin egen. Han er gammeldags, respektfuld og velopdragen. På trods af sin alder, har han ikke i sinde at sidde på bænken, da Sabrina bliver gravid, men det betyder ikke, at han er både bekymret og bange.

“Størrelsen på ens pengepung gør hverken fra eller til. Vi lider allesammen. Vi elsker allesammen. Vi er ens. Og din fortid, hvem du bor sammen med, og hvor du kommer fra, det behøver ikke betyde noget. Du skaber din egen fremtid, og jeg vil gerne se, hvor den vej fører dig hen.”

Sabrinas liv er kaotisk; hun har mange jern i ilden som en investering i fremtiden og en virkelighedsflugt fra nutiden. Husets fire vægge virker klaustrofobiske på hende, hvor hendes stedfar udsender konstante faresignaler. Jeg elsker hende for at tage kampen op mod sin baggrund og ikke bare håbe på en bedre fremtid men arbejde for den, selvom hendes ihærdighed grænser sig til at være alarmerende. Hun er en stærk kvinde, der har sine fejl, og jeg beundrede hende fra start til slut. Hun står i en umulig situation, og selvom nogen nok vil kalde hendes håndtering af den unødvendigt dramatisk, så forstår jeg hende godt. Hendes fremtidsplaner ændrer sig i det øjeblik hun bliver gravid, og selvom der skal to til at skabe et barn, føler hun ikke, at hun kan tage Tucker med sig i faldet.

Jeg beundrer Elle Kennedy af mange grunde, og en af dem er hendes evne til at tage Sabrina og Tuckers graviditet og vende den til noget positivt, uden at graviditeten bliver noget negativt. Naturligvis ændrer den på en masse i begge deres fremtidsplaner, men er det nødvendigvis dårligt? Det bringer dem sammen, giver dem begge den nødvendige plads til at udvikle sig og i sidste ende det liv, som ingen af dem kan undvære. Jeg finder det også beundringsværdigt, hvordan Kennedy arbejder imod forventningen om at fyrer i Tuckers position ikke kan håndtere at blive forældre i en tidlig alder. Det er på mange måder forfriskende uden at hendes fremstilling bliver et urealistisk glansbillede.

“Da han kysser mig, er det ikke som de kys, vi tidligere har delt. De var rå, hede og ladet med sex. Dette kys er blødt som blomsterblade og sødt som den sirup, han har hældt ud over sine ord. Det føles, som om han hælder litervis af ømhed ud over mig. For hver gang han trykker sine læber mod mine, gentager han sit løfte om at give mig mere, end jeg beder om. Og det er at blive kysset sådan, sødt, ømt og betænksomt, der skræmmer mig mere end noget andet, jeg nogensinde har følt. “

Som det typisk er med Elle Kennedys romaner, er der en forventning om, at de to hovedpersoner finder sammen, og det som gør historierne interessante at læse er vejen dertil. Det samme gælder for “Kamp til stregen” som ikke bare viser den kamp Tucker må kæmpe for at overbevise Sabrina om, at de skal klare graviditeten sammen, men også den kamp det må være pludselig at blive forældre. Der følger en masse overvejelser med, men Kennedys roman er ikke kun et babydrama. Den er tilsvarende erotisk som de andre bøger i serien, og jeg elskede den på lige fod med “Aftalt spil”.

“Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore


“Chokolade til morgenmad” (org. titel “Chocolates for Breakfast”) af Pamela Moore, udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2016 (org. udgivet i 1956). Bogen er tilsendt af forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Der findes bøger med står stor en styrke, men som på forunderligste vis går i glemmebogen. “Chokolade til morgenmad” af Pamela Moore er en af den slags bøger. Bogen er en coming-of-age historie om den 15 årige Courtney Farrell, der elsker at læse bøger, som ellers er forbudt på den kostskole, hun går på. Bøgerne får hun udleveret af en kvindelig lærer, som hun får følelser for, og da det ikke ender godt, må Courtney flytte hjem til sin mor i Hollywood. Men tungsind hjemsøger hende, og i et forsøg på at undslippe det vælter hun ind i en verden af dry martinier og en passioneret affære med en ældre mand. Hun genforenes også med sin bofælle fra kostskolen, og deres venskab begynder en lang række af tragiske begivenheder, der tvinger Courtney til at tage sig selv alvorligt.

“Chokolade til morgenmad” er en kultbog, der er en tidsløs tidslomme ind i en anden verden, der synes at ligge langt fra vores nutid, men som ikke gør det. Bogen er blevet kaldt for amerikanernes svar på “Bonjour Tristesse”, og forfatteren var bare 18 år, da hun skrev den. Syv år senere tog hun sit eget liv. Hendes debutroman fortæller også historien om en pige, der lever på kanten. Hendes tiltagende depression affejes med bortforklaringer og usammenhængende slutninger, og skubber hende hele tiden længere mod den totale afgrund. Af samme grund er det en historie, der fik mig til at holde vejret, fordi jeg på ingen måde kunne forudse, hvor den vindblæste men kraftfulde historie ville ende.

“Hun lod sine hænder løbe ned over sine ribben og over sine hofter hUn kunne godt lide sin krop. Hun kunne stole på sin krop. Den var stærk og smuk, og den svigtede hende aldrig. Den kunne svømme lige så mange baner, som hun bad den om; den kunne spille hockey i timevis; den bevægede sig yndefuldt; den slappede af, når hun gerne ville sove. hendes hoved sov, når hendes krop gerne ville live. Hendes hoved fortabte sig i dagdrømmeri og tvang hende til at soe, når hun ikke var træt. Nogle gange hadede hun sit hoved.”

Courtney lever i en tidsalder, der er fyldt med jazztoner og bobler i glassene, og hvor det er svært at finde sig til rette. Hendes tungsind var en verden for sig, som kastede et mørke over hendes narrativ. Forfatteren skrivestil er sofistikeret og stærk, men har også en langt simplere umiddelbarhed over sig. Sproget har en interesant jargon, som jeg lige skulle vende mig til, men som også var med til at give bogen dens unægtelige charme. Det er delvist skuffende, at der ikke bliver spist chokolade til morgenmad, som bogens titel antyder, men samtidig er det også enormt tilfredsstillende, fordi titlen er så sigende for bogens indhold i symbolsk forstand. Bogen er dog på ingen måde så lyserød, som dens forside antyder. Det er ikke en bog om den første forskelelse, den første gang og livslange venskaber. Det er i stedet en bog om depression, om en piges indtræden og risikobevidste ageren i de voksnes begærsverden.

Pamela jagter det såkaldte søde liv, men sådan er virkeligheden langt fra. Hun er en klog og begavet pige, fanget i sin egen drømmeverden med et mørke, der konstant truer med at flå hende i småstykker. Det var hjerteskærende at læse om, hvordan omverden bortforklarede hendes pludselige trang til at sove, hendes nedsatte appetit og konstante ønske om at være alene handlede om, at hun tænker for meget. Jeg ønskede mere end noget andet at række ind bag bogens ord og tage pigen med det blødende hjerte i mine arme. “Chokolade til morgenmad” med modtaget med løftede øjenbryn på grund af dens provokerende indhold. Den har næppe den virkning på læsere i dag, men det gør den ikke mindre læseværdig, fordi den er så sigende for sin tid og dens kontekst.

“Hun forsvandt ind i sin egen lykke. Jeg er blevet elsket, tænkte hun. Og dette er min elsker — hun smagte på ordet, formede det, dvælede ved det. Et gammelt og banalt navn, et ord fra historiske romaner, men i hendes ører var det et dejligt ord.”

Jeg tror ikke på, at alder behøver være signende for en romans litterære kvaliteter, men der er løse ender i Moores roman, som hun skrev meget tidligt, men samtidig er det også så raffineret en historie, der kun lige berør toppen af isbjerget, imens man som læser ikke er et øjeblik i tvivl om alt det, der ligger under overfladen. AF samme grund vil jeg anbefale bogen til læsere af Jacqueline Susanns “The Valley of the Dolls” og “The Bell Jar” af Sylvia Plath, der begge rummer en lignende melankoli og en lignende sofistikeret skrivestil. At læse “Chokolade til morgenmad” efterlod mig med en følelse af beruselse, for det er netop sådan en læseoplevelse bogen er.