Serier som er gået i glemmebogen

Jeg plejede at læse rigtig mange serier. Det gør jeg tildeles stadig. Jeg er i hvert fald god til at påbegynde flere serier ad gangen i sådan en grad, at jeg hurtigt mister overblikket. Det sker, at jeg helt mister interesse for en serie, og at den derfor går i glemmebogen, men andre gange sker det gradvist og næsten ubemærket, fordi nye bøger løbende kommer til og fastholder mit fokus. Selvom jeg prøver at holde lidt igen med serielæsning, så banker mit hjerte stadig for den slags historier, for det er nu noget helt særligt ved at kunne blive i en god historie i længere tid en bare den første bog.

Her er en top fem liste over serier, som jeg er gået i stå med

  • Study-serien af Maria V. Snyder. Den oprindelige trilogi er blandt mine yndlingsfantasybøger, og da forfatteren offentliggjorde, at nye bøger var på vej, kunne jeg dårligt få armene ned. Alligevel har jeg endnu ikke fået læst bøgerne, og selvom jeg gerne vil tager jeg tilløb til at få det gjort. Før eller siden skal det nok lykkes.
  • Fever-serien af Karen Marie Moning. Jeg var ret begejstret for denne serie, og jeg fløj da også igennem de første fire bøger. Siden da er jeg ikke kommet videre med bøgerne. Serien har siden da sneget sig op på ti bøger, og er pludselig blevet et projekt, jeg ikke helt kan overskue, selvom jeg ret godt kan lide de bøger, jeg allerede har læst.
  • Anne of Green Gables-serien af L.M. Montgomery er min helt store litterære skam. Jeg har kun læst de første tre bøger i serien, og det er på trods af, at jeg forguder forfatterens andre bøger. Alligevel står hendes mest kendte serie tilbage som en brændende skam i min bogreol. Måske i også min største litterære skam overhovedet.
  • Green Rider-serien af Kristen Britain. Jeg elskede den første bog i serien, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har genlæst den. De første fem bind står også i min reol, og tre af dem har jeg allerede læst, men nu er det ved at være så længe siden, at jeg føler mig nødsaget til at genlæse dem igen, før jeg læser eventyret til ende, og da bøgerne er på op mod 700 sider lange, er det endnu et projekt, jeg ikke helt kan overskue.
  • Barsoom-serien af Edgar Rice Burroughs. Jeg lyttede til A Princess of Mars for et par år siden, og jeg kunne ret godt lide den, men oplæseren til den efterfølgende bog var så ringe, at jeg ikke har læst bøgerne siden.

Er du også en hardcore serie-læser, og hvis du er, hvordan holder du så styr på dem? Er der nogen serier, hvor du har måtte opgive dem, eller som du har helt har glemt eksisterede? 

Reklamer

Det forsvundne barn (L’amica geniale #4) af Elena Ferrante


Det forsvundne barn (Storia della bambina perduta) af Elena Ferrante, udgivet af CK Forlag i 2014). Læst på dansk — originalsproget er italiensk.

Der er sket meget siden Elena og Lila første gang mødte hinanden som børn, siden de legede med dukker på vejen og skrev historier. Året er 1978 og Elena, der nu er en kendt forfatter, flytter tilbage til Napoli med sine to døtre for at bo sammen med sin store kærlighed i det kvarter, hun som barn ikke kunne flygte hurtigt nok fra. Relationen til Lila er en forsat balancegang, der med årene både er blevet stærkere af tiden og mærket af distance, fortielser og knuste drømme.

Der skete noget, da jeg læste Det forsvundne barn, som jeg har svært ved helt at sætte ord på. Det var ikke fordi, jeg mistede interessen for historien, eller fordi den ikke længere var spændende, men jeg oplevede en brist i Lila og Elenas endeløse ulykke, som gjorde, at jeg lukkede bogen med suk. Jeg har siden seriens begyndelse, der egentlig begynder med historiens slutning, set frem til at få afsløret det mysterium, som danner grobund for hele fortællingen. Ikke alle skæbner ender lykkeligt, og ulykkerne bliver ved med at hagle ned over Lila på en måde, som gjorde, at jeg holdt op med at håbe på en bedre fremtid, og jeg tror, at det hel blev for meget til sidst.

“En gang sagde jeg til hende, for at understrege at det frygtelige øjeblik var forbi:
‘Verden er faldet på plads igen.’
Hun svarede drillende.
‘Hvilken plads?'”

Tiden er mærket af efterskælvet fra en naturkatastrofe, som river et hvert håb om stabilitet og soliditet hos de to kvinder, hvis liv på mange måder har fulgtes ad, og som alligevel ikke kunne være mere forskellige. Ferrante formår som altid at male detaljerede billeder af de to kvinder og deres vidt forskellige liv på en levende måde, selvom hun også tillader læseren at digte med undervejs. Særligt med denne fjerde bog, er det tydeligt at mærke, hvordan Elena har svære ved at fortæller sin og Lilas historie med samme dybde, som i de første bøger. Tiden har sat sit tag i hende, og intet liv varer for evigt. Samtidig falmer hendes idealisererede billede af sin veninde på en måde, som tvinger hende til at konfronterer en Lila, hun ikke længere kan se op til. Dog fandt jeg stadig historien medrivende.

Elena har altid levet på kant med samfundets regler og forventninger. Hun giftede sig med den mand, hun ønskede sig, tog en lang uddannelse og fik succes som forfatter, imens Lila ser verden som noget konstrueret, der ved bare det mindste vindpust kan forandre sig og blive til noget andet. Det forsvundne barn sætter punktum for historien om Elena og Lila på en hjerteskærende måde ved at vise vigtigheden af at turde give slip og gøre det i rette tid. Ikke kun i forhold til venskaber, men også i forhold til det, vi oplever i livet og de valg vi træffer, og selvom jeg fandt historien mangelfuld, har Elena Ferrante ikke desto mindre skrevet en mesterlig serie om venskaber, familiebånd og livet på godt og ondt med karakterer, der er begår fejl og ikke er perfekte, og selvom Det forsvundne barn er romanens svageste led.

Bloggerevent med Celeste Ng — om identifikation, moderskab og farveblindhed

Et blankpoleret samfund på overfladen

Der er lidt som at træde ind i en ny verden, når man møder forfatteren bag en bog, der stjal ens hjerte. Sådan havde jeg det, da forlaget Hr. Ferdinand inviterede til bloggerevent med Celeste Ng (hvis du er i tvivl om, hvordan hendes efternavn skal udtales, henviser jeg til hendes twitter), der lige nu er aktuel med Små påsatte brande. Det er en af den slags prisbelønnede bøger, som jeg har set alle steder i bogverdenen, og som jeg længe måtte tage tilløb til selv at læse af netop samme grund. Bogen endte med at stjæle min nattesøvn. Det er en bog, der kan læses for den umiddelbarhed, som den besidder, men det er også en historie fyldt med dybe lag og svære tematikker, og dem valgte forfatteren at italesætte en regnvåd eftermiddag i København. Små påsatte brande handler om to familier, der er hinandens modsætninger, og som netop tiltrækkes af den grund. Den handler også om et samfund med strenge regler om hvor affald skal opbevares, for at gaderne tager sig bedst ud, og hvor bøder udskrives, hvis græsset bliver for højt. Det er et samfund med en blankpoleret overflade, men som gemmer på dybe hemmeligheder i hver en skygge.

Walk a mile in my shoes

I bøger lærer vi at sætte os i andres sted, og derfor ændrede Ng også syn på sine karakterer undervejs i skriveprocessen. Det var hendes intention fra starten, for ingen mennesker er udelukkende gode eller onde, selvom det ofte er den forestilling vi bliver præsenteret for. Her henviste hun Chimamanda Ngozi Adichies fænomenale Tedtalk om faren ved the single-story. Derfor er det er ikke uden grund, at familien McCullough vil adoptere Bebe Chows datter, og det er heller ikke uden grund, at Bebe var nødt til at opgive hende, eller at Elena Richardson behandler Izzy som hun gør. Alt er enormt velovervejet og virkelig veludført. Ngs oplæg handlede også om det at være mor, for det er også et gennemgående tema i bogen. En række forskellige mødre præsenteres løbende og viser et nuanceret billede af moderskabet på godt og ondt, men hun talte også om hvad moderskab egentlig er. Er det defineret ved blod eller kærlighed, og er det overhovedet det samme? Hun giver ingen svar, men opfordrer læseren til at tage stilling. Ng talte også om det at være farvet i USA, hvordan hendes generation troede, at feminismen var et overstået og vellykket projekt, og hvor lidt, der i virkeligheden har ændret sig. Hun tog afsæt i sin egen opvækst, hvor hendes mor kæmpede for at finde bøger og legetøj, som hun kunne spejle sig. I den forbindelse talte hun også om påtaget farveblindhed og det hvide privilegium, som også er en vigtig del af bogen. Eksempelvis bliver en hvid pige gravid med en afroamerikansk fyr, og hvor hun allerede planlægger deres fremtid, tager han afstand på grund af det syn, der er på hans etnicitet.

En filmatisering med kvinder i fokus

Der er ingen tvivl om, at jeg skal læse mere af Celeste Ng. Hun er en utrolig intelligent og velovervejet kvinde, som jeg sagtens kunne have lyttet til i timevis uden at kede mig. Hendes evne til at observere selv de mindste tendenser i mennesket, og hendes evne til at gennemgive dem nuanceret, detaljeret og realistisk er imponerende. Bogen udspiller sig i Shaker Heights, som er en virkelig by i USA, og selvom jeg aldrig har besøgt byen (og til at begynde med troede, at der var tale om en fiktiv by), formåede Ng at virkeliggøre byen i sådan en grad, at jeg følte, at jeg havde været der. Til sidst gik snakken på den kommende TV-filmatisering af bogen, som Reese Witherspoon instruerer og medvirker i, og af samme grund bliver det en produktion med kvinder i fokus. Indtil da kan jeg varmt anbefale bogen.

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov


Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, udgivet af Politikens forlag i 2018.

Da Leonoras mor dør, beslutter hun sig for at skrive historien om sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Men selvom Leonora holder sig inden for stregerne, ser hun sig til sidst nødsaget til at flytte til København for at genskabe sig selv som forfatter og menneske, og til sine forældres rædsel forelsker hun sig også i en kvinde. Men selvom Leonoras liv begynder at tage form, stopper hendes ønske om sin mors kærlighed aldrig.

Den, der lever stille er alt andet end stille. Det er en stormfuld historie om følelser i opbrud, svigt og længsel efter kærlighed. Jeg har læst denne ene roman af Leonora Christina Skov, og den slog mig nådesløst og ubarmhjertigt omkuld. Den, der lever stille er hendes historie og virkelighed, og den er så ærlig fortalt med så mange smukke ord og skrøbelige betragtninger, at jeg slog mig på den. Det er en roman, der gjorde ondt at læse fra start til slut, og selvom den var hård og tårerne flere gange trængte sig på, var den også svær at slippe igen. Jeg er glad for, at jeg startede mit kendskab til forfatteren med netop denne bog, for den tog så meget fra mig, men gav mig samtidig så meget igen.

”Klokken var lidt over tolv om formiddagen. Den rigtige datter ville for længst have kastet sig hulkende på sin mors hospitalsseng, men jeg havde været den forkerte datter i årevis, muligvis siden jeg blev født, og min mor brød sig ikke om kropskontakt.”

Det er en roman, der kræver tålmodighed. Ikke fordi den er svær at læse eller historiens tempo er langsomt og handlingen kedelig, men på grund af de verdenssyn, der løbende bliver præsenteret, og som i så mange år er blevet presset ned over hovedet på forfatteren. Jeg havde på en gang både lyst til at knuge bogen tæt ind til mig og kaste den tværs gennem stuen, og på grund af de følelser rammer Leonora Christina Skov hovedet på sømmet med sin historie. Den får alle de rigtige følelser frem i læseren på de helt rigtige tidspunkter og som bliver siddende længe i kroppen efter endt læsning. Noget af det hårdeste ved at læse Skovs historie er, at forældrene ikke formår at se, hvad de gør galt. Af samme grund er denne roman vigtig, fordi den er et portræt af en familie, der sjældent bliver fortalt om. Kernefamilien, der på overfalden lever et stille liv, men som bag facaden forsøger at kvæle enhver truende afvigelse.

Skovs historie beretter om komplicerede familieforhold, om forældre der kun elsker deres børn på deres egne betingelser, og om mødre, der ikke anerkender deres døtre. Forfatterens mor er en eksistens uden ro, for hvem verden ramler ved den mindste ændring, og som sender hårdtslående og ødelæggende tidevandsbølger igennem familien. Faren klynger sig til sin hustru, imens Leonora Christina selv forsøger at overleve sin mors påstande, der alle sammen handler om, at hun er årsagen til ødelæggelsen. Det er hjerteskærende at læse, hvordan Leonora Christina krymper sig under disse og svinder ind til en skygge af sig selv, men samtidig rejser hun sig som en føniks af asken og giver et sprog til de, der leder efter ord, og håb til de, der leder efter en vej ud af mørket. Romanen fortjener al den larm, den har fået.