Kan læsningen ikke nydes, hvis den er betinget af et læsemål?

Siden årsskiftet har jeg flere gange set debatopslag på Facebook i diverse litteraturgrupper, som går på hvorvidt man sætter sig for at læse et bestemt antal bøger i løbet af året. Flere synes, at de, der læser mange bøger på årsbasis og fortæller om det er nogle pralhalse, og er samtidig komplet uforstående over for, hvorfor man overhovedet vil holde trit med sin læsning. Der er sågar nogle som hævder, at læsningen ikke kan nydes, hvis den er betinget af et læsemål, og at man går på kompromis med kvaliteten. Man behøver ikke skrive skal med store bogstaver, for at nå sit læsemål. At sætte sig for at læse et bestemt antal bøger i løbet af året er ikke et forsøg på at skabe en konkurrence mellem sig selv og andre læsere, men er allerhøjest en konkurrence med sig selv, og når man siger, at kvaliteten forsvinder, når man læser mange bøger, skammer man de, der læser hurtigt. Det sker, at man glemmer dele af en historie eller hele bøger undervejs, når man læser mange bøger på et år, men der er samtidig ingen garanti for, at det ikke sker, hvis man læser dem langsomt, og jeg synes derfor ikke, at der er sammenhæng mellem udsagnet om, at kvaliteten forsvinder, fordi man har et læsemål.

Jeg er en af dem, der hvert år sætter mig for at læse et bestemt antal bøger. Det er altid lykkedes mig at nå dette læsemål, imens andre går i glemmebogen sammen med mine gode intentioner, og det er helt okay, for jeg har altid set mine årlige læseudfordringer som en rettesnor mere end et regelsæt, der skal følges til punkt og prikke. Hvis det var sådan, ville glæden ved at læse gradvist forsvinde, og hvis ikke jeg når mit mål, så når jeg noget andet i stedet. Jeg har i år valgt at nedsætte mit læsemål til 100 bøger, hvor det tidligere har ligget på 150 eller 200, og det tal er ikke betinget af hvorvidt jeg læser klassisk litteratur eller moderne, om bøgerne er lange eller korte. Det tal er sat med forventningen om, at jeg læser lige præcis de bøger, som jeg har lyst til uanset længde, genre og årstal, og sådan har det altid været. Det synes jeg ikke bør give anledning til at skamme de, der udfordrer sig selv på læsefronten eller er bevidst om den. Der er måske ikke noget større formål med at holde sig ajourført med sin læsning, men samtidig forstår jeg ikke behovet for, at der skal være et formål med alt, så længe det du gør, giver mening for dig selv, og er det i virkeligheden ikke formål nok?

Hvad mener du om debatten med læsemål? Mener du, at det påvirker kvaliteten af læsningen, når man læser mange bøger på årsbasis, eller har du også udfordret dig selv på bogfronten i år? 

Reklamer

Turtles All the Way Down af John Green


Turtles All the Way Down af John Green, udgivet af Dutton Books for Young Readers i 2017.

Aza Holmes gør alt hvad hun kun for at være en god datter, en god veninde og en god studerende, men det er ikke let, når den mindste frygt blusser op i hendes tanker og breder sig som en steppebrand i hendes sind. Da millionæren Russell Pickett pludselig forsvinder, og der udloddes en stor dusør til den, der ligger inde med afgørende information i sagen, beslutter Aza og hendes bedste veninde sig for at undersøge sagen. Men det er ikke let for Aza. Hendes hoved er fyldt med tankepiraler, som gør hverdagen og omgangen med andre mennesker svær. Det gør også kærligheden svær for hende, selv når den føles rigtig, og det gør den med Davis Pickett …

Turtles All the Way Down er på mange måder en klassisk John Green-historie, og alligevel er det den mest afstikkende af hans bøger. Forfatteren er kendt for at skrive store historier om en introvert hovedperson med en quirky og overenergisk bedste ven, der drager ud på en søgen efter nogen. Ofte er de skrevet på en måde, som enten får dig til at sukke eller ryste uforstående på hovedet, og sådan en bog er Turtles All the Way Down også. Den fik mig ikke kun til at sukke men også skælve, for nogle gange føles det som om John Green udelukkende skriver i smukke citater. Hans ord er grænsende til det poetiske, og det er alt for let at affeje dem som overdramatiske eller for filosofiske for en YA-bog.

You remember your first love because they show you, prove to you, that you can love and be loved, that nothing in this world is deserved except for love, that love is both how and you become a person and why.

Det er min erfaring, at det oftest gør ondt at læse en bog af John Green, og det er ingen undtagelse med denne. Han har skrevet en roman, hvor Azas følelsesliv er som et vakuum. Hendes tankespiraler er kvælende og gjorde det svært for mig trække vejret. Ikke fordi de er tørvetrillende eller navlepillende, men fordi de er så virkelige. Hendes tanker er relevante, men kører i så højt et gear, hvor selv den mest uskyldige tanke er en hurtig accelleration, der kun venter på at køre af sporet. Det er helt tydeligt, at forfatteren i et eller anden omfang har skrevet hendes erfaringer med OCD og angst ud fra egne erfaringer. De er simpelthen for virkelige til at være fiktive. Med Aza forsøger han heller ikke at skrive en episk kærlighedshistorie, men skaber i stedet noget meget skrøbeligt og fint, som på alle måder føles virkeligt.

Histoiren om mangemillionæren, der forsvinder var aldrig den del af historien, der virkelig vandt mit hjerte. Det gjorde Azas historie og rejse i sig selv derimod. Hendes talrige kampe efterlod mig frustreret, udmattet og håbefuld. De er så virkelig, at jeg fik hjertebanken over hendes pludselige indskydelser, mærkede en knude i brystet ved den mindste bekymring og fik åndenød ved tanken om den magtesløshed, som hun konstant føler. Hendes historie er hjerteskærende og smertefuld at læse, men mest af alt er den vigtig og tabubrydende. John Green giver en stemme til de, der dagligt kæmper indre kampe med et løfte om bedre dage, som gør alle kampene anstrengelserne værd.

Fra og med dig af Mhairi McFarlane


Fra og med dig (org titel Here’s Looking at You) af Mhairi McFarlane, udgivet af HarperCollins Nordic i 2016 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk — originalsproget er engelsk.

Anna har forsøgt at lægge sin fortid bag sig, og det har både resulteret i et job, som hun elsker, men også en række dates fra helvede, som hun har svært ved at slippe af med igen. Hendes skoleår var et sandt mareridt, og bedst som Anna har lagt fortiden bag sig, dukket James Fraser op i hendes liv igen. Han var dråben, der fik bægret til at flyde over, og heldigvis for Anna, kan han ikke genkende hende. Anna får dog hurtigt spundet sig ind i et spind af løgne, som kun fanger James’ opmærksomhed. Deres kærlighed tvinger dem på en uundgåelig rejse tilbage til fortiden.

Fra og med dig besidder alt det, som kendetegner McFarlanes romaner, og alligevel skiller den sig ud fra hendes tidligere bøger ved at besidde en anden dybde. Jeg ved, at jeg burde hade hele konceptet med den grimme ælling, der vokser op og bliver til en smuk svane, men sandheden er, at det gjorde jeg ikke. Med denne har hun hun begået en hjerteskærende roman om second chances, der får smilet til at spille på læberne, og hjerte til at banke. Fra og med dig er fyldt med ærkeengelske betragtninger og en tør humor, som gennemsyrer handlingen og letter for læsningen.

“Nej, Anna ledte efter en sjæleven, som sikkert ikke eksisterede, på et sted hvor han næsten helt sikkert ikke var. Velmenende mennesker sagde ting som: “Du er det sidste menneske i verden, man ville tro, stadig var single! Verden er gået fra forstanden!” Men det var Anne ikke enig i. For hende havde verden altid været sådan.”

McFarlane skriver i en kategori, hvor slutningen ofte er givet på forhånd, men vejen dertil er det, det gør historien læseværdig, og samtidig formår hun at skrive nuancerede og troværdige karakterer, som er lette at holde af eller afskrive. Fra og med dig er fyldt med mange fine betragtninger med masser af styrke og karakter om livet på godt og ondt. Måden hun formår at skrive om Annas svære skoleår og samtidig opretholde bogens humor og lethed er virkelig beundringsværdig. Jeg føler ikke, at Annas historie blev glorificeret, fordi forfatteren formåer at nuancere den og fortælle konsekvenserne af tankeløs behandling af andre mennesker, men at de også kan forandre sig. 

Jeg græd utrøseligt, da Annas fortid blev afsløret i detaljer, og jeg forelskede mig helt og aldeles i hendes kærlighed til James Fraser.Fra og med dig knuste mit hjerte og helede det igen, og det er præcis, hvad en god kærlighedshistorie skal gøre. Der hviler en naturlighed over måden, hvorpå McFarlane skriver forelskelser på, og hun gør det med stor overbevisning. Selvom slutningen føltes en smule forhastet sammenlignet med tempoet i resten af historien, ændrer det dog ikke på, at jeg virkelig nød at læse hvert et ord, for de er så lette at genkende sig selv i. McFarlane skriver bøger, der får dig til at sukke, grine højlydt og tro på kærligheden. 

Min geniale veninde (Napoli-romanerne #1) af Elena Ferrante


Min geniale veninde (org. titel L’amica geniale) af Elena Ferrante, udgivet af C&K Forlag i 2017 (org. udgivet i 2007). Bogen er læst på dansk — originalsproget er italiensk.

Elena Ferrante har skrevet en uforglemmelig spøgelseshistorie om livslange venskaber set i lyset af en benhård opvækst præget af vold og fattigdom. I Napoli opdager Elena, at hendes barndomsveninde Lila er sporløst forsvundet, og at hun ikke har efterladt sig spor. Hun har skåret sit ansigt ud af alle familiefotografierne i hjemmet, og hun har taget alle sine ejendele med sig. Hun har slettet sin historie, og derfor beslutter Elena sig for at fortælle den og sin egen, der begynder i 50’erne i et af Napolis fattige bydele, hvor de to piger møder hinanden, og et livslangt venskab begynder.

Min geniale veninde er en af de mest underspillede romaner, som jeg længe har læst, og alligevel fangede den mig øjeblikket i et jerngreb af intensitet. Jeg kunne ganske enkelt ikke lægge den fra mig. Hvad der forekommer at være en simpel historie om en kvindes forsvinden, og en andens forsøg på at fortælle deres fælles historie, er i virkeligheden meget mere end det. Det er et nøje detaljeret portræt af af et fængslende venskab, men også af en tid og en by, som gør, at man næsten kan mærke den brændende sol over sig, smage støvet fra gaderne på læberne og høre kvinder råbe af deres børn i gården. De to piger er vokset op i hver deres rendesten under irettesættende lussinger og talrige knytnæveslag, magtesløse over for de mange tilnærmelser fra det modsatte køn, og deres evige kamp for at realisere sig i en verden fyldt med begrænsninger. Elena forsøger kronologisk at stykke Lilas historie sammen i forsøget på at finde ud af, hvorfor hun pludselig forsvandt. Det bliver en åre lang rejse gennem livets mange faser, der hele tiden stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt Elena overhovedet kendte sin bedste veninde. 

“Der var noget uudholdeligt ved tingene, ved menneskene, ved ejendommene, ved gaderne, som kun kunne blive udholdeligt, hvis man genopfandt det hele, som under en leg. Det vigtigste var dog at kunne lege, og det kunne hun og jeg, kun hun og jeg.”

Deres venskab er usædvanligt, for Elena kan dårligt eksistere uden Lila. Romanen igennem spejler sit værd i Lilas billede, og selv når Lila er ondskabsfuld over for hende, er vreden, frustrationerne og ydmygelserne ikke nok til at sætte punktum for deres venskab. Elenas besættelse bunder i jalousi og usikkerhed, men Lila har det heller ikke nemt; hendes intellekt gør hende til klassens nummer et, men hendes familie har hverken penge eller interesse i dette, og derfor må hun tage arbejde i familiens skomagerværksted, imens hendes bedste veninde får sig den uddannelse, hun så brændende ønsker sig. Deres historie er ikke præget af en hurtig handling eller pludselig skift i fortællingen, men alligevel er den handlingsmættet på samme måde, som et hvert liv er det. Det er fyldt med begivenheder, hvor selv det mindste kan være skæbnesvangret. Det er de ting, der sætter historien i gang, og får den til at bevæge sig i en ny retning.

Elena Ferrante har siden 1992 formået at holde sin identitet hemmelig med sit nom de plume, og selvom bogen burde kunne stå alene, tilføjer den en mystisk dimension til den i forvejen gådefulde historie om Elena og Lila. Der er noget befriende ved ikke at kende forfatterens identitet, ikke at vide, hvem hun er inspireret af, eller hvorvidt historien er biografisk eller ej, og samtidig er det en nagende nysgerrighed, der ikke vil slippe sit greb i læseren. Ferrantes beskrivelser vækker Napoli til live for øjnene af læseren. Hendes ord er af høj litterær kvalitet og de er autentiske i sådan en grad, at de smager af Italien. Hun evner at indfange tidsånden i pigernes indviklede relation til hinanden og omverdenen på skarpeste vis, uden at gøre det for eksplicit, for der er langt mere at hente i det usagte mellem linjerne. I virkeligheden har svært ved at finde de helt rigtige ord til at beskrive Min geniale veninde, der gjorde så stort indtryk på mig, at jeg købte de efterfølgende tre bøger i serien, imens jeg endnu kun var halvvejs i første bog. Måske er det i virkeligheden meget sigende for, i hvor høj grad den tog mig med storm. Jeg kan ikke anbefale den nok.