Afsked med september: en gennemgang i læseglimt


Hvor august markerede afslutninger, markerede september nye begyndelser, som jeg så småt tog hul på i den forgangende måneds allersidste solbeskinnede sommerdage. Solen skinner i kortere tid, morgenerne unægteligt er blevet køligere, og jeg tæller utålmodigt dagene til bladene på trænerne indånder solens sidste sommerstråler og skifter farve. Jeg har efterhånden fået indarbejdet en hverdagsrytme igen som kredser om mit praktikforløb hos Gyldendal. Oktober kommer til at gå med planlægning af diverse udgivelse og Bogforum, og vi får travlt på forlaget. Jeg vil i den forbindelse gerne nå at læse mere af Patrick Ness, som gæster arrangementet, og som jeg virkelig glæder mig til at møde. Alene tanken får mig til at se stjerner. 

Af samme grund havde jeg ingen forventninger til min læsning i september, netop på grund af mit nyopstartede forlagsliv, men jeg har alligevel brugt min rejsetid som læsetid og fået læst intet mindre end 20 bøger. Langt de fleste har været arbejdsrelateret, men jeg er nu alligevel overrasket over min læsning, nu hvor timeantallet i min hverdag virker langt mindre, end det nogensinde har gjort. Af de mange læseoplevelser elskede jeg især “Vi andre bor her bare” af Patrick Ness, “Det tidlige forår” af Tove Ditlevsen og digtsamlingen, “Milk and Honey”, af Rupi Kaur. Jeg færdiglæste også “Den anden kvinde” af Therese Bohman på blot en eftermiddag, fordi sproget var så godt. Sproget var derimod tungt hos H.G. Wells i “The War of the Worlds”, og det sparsomme sideantal føltes pludselig så uendeligt langt.


Forlaget Lindhardt & Ringhof inviterede mig også til at møde den amerikanske debutantforfatter, Emma Cline, der så jordnært og sympatisk fortalte om hendes arbejdsprocesser med “Pigerne”. Tidspunktet for Emmas besøg var helt perfekt, for weekenden efter mødet med hende samledes læseklubben for netop at tale om hendes debutroman. Det var som om bogen voksede hos mig jo mere Cline fortalte om den. Hun fortalte blandt andet, at hun først og fremmest skrev bogen ud fra sin egen interesse i Charles Manson-kulten, men også ud fra den opfattelse at verdensbilledet hos teenager er meget ekstrem, noget som hun selv kunne nikke genkendende til. Hun fortalte om den udfordring der ligger i at genkalde sig den tid, men også de, der melder sig, når man skriver ud fra en, der er langt ældre end en selv. Hun var meget veltalende og velovervejet at lægge øre til. Du kan læse meget mere om mødet med Emma Cline her.

I slutningen af måneden rev jeg en dag ud af kalenderen og tog med Emil til Comic Con i København, for at tilbringe dagen blandt klassiske superhelte, pastelfarvede anime karakterer og diverse Disney prinsesser. Der blev trykket på knapperne på forskellige spillekonsoller, trådt ind i virtuelle spiluniverser, hvor de forbipasserende kunne følge med på fjernsynskærme, og danset i centrum af det hele til Just Dance og høj musik. Der var merchandice boder så langt øjet rakte, fremvisninger af ny spilteknologi og paneler med skuespillere fra blandt andet the 100, Supernatural og Game of Thrones. Der var dog næsten ingen bøger – heller ikke tegneserier, hvilket gjorde, at dagen ikke blev helt, som jeg havde forestillet mig, men den blev alligevel noget andet og mindeværdigt. Du kan læse mere om det her.

På grund af mit arbejde hos Gyldendal, har jeg haft mulighed for at forevige nogle af forlagets mange titler til min egen samling, bøger som jeg længe har sukket efter og som nu omsider er en del af mit hjemmebibliotek. Samtidig venter jeg på en bogpakke fra Folio Society, som har været længe undervejs, og som jeg frygter er gået tabt i posten. Det er bøger, som jeg bestilte tilbage i August, og som jeg tripper utålmodigt efter at få sat i min bogreol. Heldigvis har de fantastisk kundeservice, som allerede nu arbejder på sagen, så jeg er fortrøstningsfuld.

September har også budt på andet end bøger, læsning og forlagsliv. Der har også været tid til sociale stunder med nogle af de mennekser, jeg skatter højest i min hverdag. Den første weekend i måneden tog min kæreste og jeg hinanden og et vennepar under armen for at se Anders Matthesens nye standup-show i København. En søndag eftermiddag mødtes jeg også med min læseklub for at tale om Emma Clines “Pigerne”, som fik timerne til at flyve forbi, imens snakken flyttede sig fra bogen til det mere generelle. Vi vendte i traditionens tro verdenssituationen og ledte i øst og vest efter vores næste fælles læseoplevelse, hvor valget fald på “Hex” af Thomas Olde Heuvelt. Bogen skulle være lige i ånden til den tid som bliver i forbindelse med Halloween — hvis nogen af os da tør bevæge sig uden for en dør til den tid.

Har I haft en god september måned med gode læseoplevelser? Hvilke læseplaner har i for oktober?

Banned Books Week: “The books that the world calls immoral are books that show the world its own shame.”

Jeg er ikke sikker på i hvilken sammenhæng Oscar Wilde sagde, at “the books that the world calls immoral are books that show the world its own shame”, men jeg tror der er noget om snakken. Tanken om at bandlyse bøger lyder mest af alt som handlingen i en Ray Bradbury roman, men nogle steder er det virkelighed og ikke bare fiktion, for nogle steder bliver fiktionen bandlyst af den ene eller ånden årsag. Forleden bekendtgjorde den populære forfatter, Rainbow Rowell, at hendes roman “Elinor & Park” står til at blive fjernet fra et skolebibliotek i Minnesota, fordi nogle forældre ikke mener, at bogen er egnet for deres børn — og det er på trods af at skolens bibliotekarer har rost bogen og opfordret eleverne til at læse den. Der er altså tale om uddannede fagpersoner, der beskæftiger sig med læsere og litteratur, som ved hvad der rør sig hos hos dem og i det litterære. Bibliotekarer er litteraturens vogtere og formidlere, og alligevel mener nogle forældre, at de ved bedre end nogen, der er udannet inden for området. Med Rowells roman handler det jo ikke om, at nogen mener, at det er en dårlig bog, men at det er en umoralsk og forkert bog, og at den ikke bør læses overhovedet. “Elinor & Park” er dog langt fra den eneste bog, der har mod udfordringer hos voksne læsere. Listen af bandlyste bøger er ubegribelig lang og fyldt med skøre og subjektive begrundelser. “The Perks of Being a Wallflower” af Stephen Chobsky er bandlyst flere steder i USA på grund af dens eksplicitte sexindhold, “An Area of Darkness” af V. S. Naipaul blev bandlyst i Indien for sin negative fremstilling af Indien, og “Doctor Zhivago” af Boris Pasternak er bandlyst i Rusland på grund af dens kritik af nationen. Det forekommer mig så ekstremt at bandlyse noget, alene fordi man ikke er enig i det.

For er det ikke det, som det i virkeligheden handler om? Selvom alle er berettiget deres mening om noget, betyder det ikke nødvendigvis at denne skal påtvinges andre eller for så vidt bestemmes ved lov, og slet ikke, når der er tale om læsning. På grund af de mange bandlysninger opstod der også en modreaktion – heldigvis! Banned Books Week er en uge, der hvert år er dedikeret til læsningen af alle de bøger, der af den ene eller anden årsag bliver bandlyst. Det handler om at have fri adgang til viden i alle afskygninger og den frie vilje til at læse lige netop det, som man har lyst til. Mange af de bøger, der bliver bandlyst bliver det af forskellige årsager, men lige nu er der en tendens i udlukningen af bestemte type bøger, nemlig dem der omfavner diversiteten. Det betyder, at bøger skrevet af forfatter med en anden hudfarve end hvid, ofte ender på listen, eller hvis forfatterens bog handler om etnicitet eller seksualitet, der afviger fra den vestlige race og heteroseksualiteten. Da jeg læste Rowells indlæg om hvorfor nogen ønsker at censore hendes bog, kunne jeg ikke lade vær med at tænke på Neil Gaimans seneste bog. Et af dens essays handler om forældre, der har spurgt ham, hvordan de bedst præger deres børn til at læse bestemte bøger eller helt afholde dem fra dem, hvortil han forklarer, at børn læser bøger, når de er klar til dem, og at det de finder mellem en bogs sider ikke nødvendigvis er det samme, som voksne finder der. Jeg synes det er sådan en fin måde at se tingene på — også i forlængelse af Banned Books Week. Læsning skal ikke dikteres, det skal vælges og læses med hjertet. Det er en menneskeret.

Hvad mener I om at bandlyse bøger og lovegive sig ud af læsning, og står retten til at læse til diskussion?

Comic Con i københavn 2016

Jeg havde glædet mig længe, krydset dagene af i min kalender og talt ned til dagen, hvor jeg endelig skulle til Comic Con i København. At træde ind i Bellacenteret var som at træde igennem en portal til en anden verden, en eventyrlig en af slagsen. Hvor jeg for et øjeblik siden befandt mig mellem helt almindelig klædte mennesker, befandt jeg mig pludselig mellem superhelte karakterer, Disney udklædninger og anime kostumer. Bevæbnede stormtroopere vandrede op og ned mellem de mange boder fyldt med alverdens merchandise fra utallige film- og tegneserie universer lige fra billige Funko Pop!-fugurer til dyre samlerobjekter. Der var hele boder dedikeret til manga figurer, pastelfarver og plysdyr, imens andre fremviste den seneste teknologiske udvikling til diverse spillekonsoller, men jeg manglede det litterære. Jeg manglede de klassiske tegneserier, mangabøgerne og genfortællingerne af DC og Marvels ikoniske superhelte i nye rammer. Arrangementet var så lidt litterært, at jeg et øjeblik overvejede ikke at skrive blogindlæg om det.

Jeg så ikke nogen af panelerne, og selvom køerne til dem var lange, forekom det mig ikke at være omdrejningspunktet for dagen. Der var i øvrigt også tale om skuespillere med mindre roller fra store tv-serier som the 100, Supernatural og Game of Thrones. Jeg trak på skulderne, købte mig et Wonder Woman krus og spiste mig glad i japansk mochi. Stemningen var dog overvældende, og billederne taler også for sig selv: arrangementet har potentiale, og entusiasmen er der også. Jeg knipsede løs med kameraet, for udklædningerne var intet mindre end fantastiske. Jeg mødte blandt andet prinsesse Merida, der lige havde spillet VR, Dorothy iført røde glimmersko i snak med en stormtrooper, og en højtråbende og hårdtslående Harley Quinn med sin enorme hammer. Det var nok i virkeligheden stemningen, der gjorde størst indtryk på mig, og den som jeg husker dagen bedst for. Jeg ville have elsket at gå derfra med tegneserier under armen, bøger jeg kunne åbne og blive mindet om en forunderlig dag med stor kærlighed til alverdens superhelte og skurke, i stedet gik jeg derfra med et smil på læben og et lille stik i hjertet.

“The Titan’s Curse” (Percy Jackson and the Olympians #3) af Rick Riordan


“The Titan’s Curse” af Rick Riordan fra forlaget Disney Hyperion Books i 2008 (org. udgivet i 2007).

Percy Jacksons liv har ikke været det samme siden den dag han fandt ud af, at han er søn af en græsk gud. Det har heller aldrig været farligere. Da han bliver sendt af sted med en gruppe andre halvguder for at finde to børn, der endnu ikke kender deres guddommelige ophav forsvinder Annabeth pludseligt, da situationen spidser til. Med længsel i hjerte er Percy parat til at rejse ud efter hende, men sporene er få og spørgsmålene mange. Da dukker Artemis op med sin hær af kvindekrigere og stemningen i halvblodslejren har aldrig været mere presset. Et sted i nærheden rejser Kronos’ hær sig større og stærkere end nogensinde, og Percy må kæmpe imod tiden for at genfinde sin ven og samle styrke til det uundgåelig slag der venter forude, et slag mellem guder og mennesker, halvguder og monstre.

Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at genlæse historierne om Percy Jackson og hans mange eventyr. Selv ikke efter så mange år, hvor jeg med tiden har fået øje på historiernes fejl og mangler. De er stadig gode go betyder forsat noget særligt. Rick Riordan har en helt særlig måde at skrive medrivende romaner på, hvor der er større fokus på den plotdrevne handling frem for sproglige finesser og dybsindige tematikker. Jeg var dog overrasket over, at jeg ikke nød historien i samme grad, som jeg før har gjort. Det skyldes måske at handlingstrådene er mange, og den grundliggende handling i “The Titan’s Curse” minder om den i “The Sea of Monsters”, hvor det var en anden af Percys nære venner, der pludselig forsvandt og skulle findes igen. Redningsaktionen er naturligvis ikke den samme, da Percy måder andre mytologiske skikkelser på sin rejse, men alligevel føltes historien en smule velkendt.

“There is always a way out for those clever enough to find it.”

Riordan skriver med stor indlevelse og integritet. Hans bøger er sjove, påfaldende og skøre. I traditionens tro skriver han morsomme og medrivende kapiteloverskrifter, som på en eller anden måde er sigende for hvert kapitels handling, men som alligevel er så underfundig, at det er svært at lægge bogen fra sig med kapitler som “I get a new enemy for Christmas”, “I break a few rocketships” og “We meet a dragon of ternal bad breath”. Vaneligt peger “The Titan’s Curse” i retning af noget større, der afgiver løfte om endegyldig kamp mellem det gode og det onde, en kamp som ikke kun vedkommer Percy og hans venner at udkæmpe, men også hele den moderne mytologiske verden og menneskenes. En kamp som involverer os alle. Handlingen er hurtigt, og der er sjældent tid til at pauser og ophold mellem kapitlerne. Det er en historie der omfavner og gør svimmel med sit ihærdige tempo, og af samme grund er det også en historie, der får eftermiddage til at forsvinde i godt og velkendt selskab.

Percy Jacksons giver et frisk pust i en travl hverdag, og “The Titan’s Curse” er ligesom sine forgængere en såkaldt “middle grade” bog, der henvender sig til et yngre publikum, og selvom jeg tydeligt at kan identificere dens fejl og mangler, så er det forsat en bog, som jeg holder af. Percys eventyr er mange, og selvom jeg i dag har et andet forhold til bøgerne, end da jeg læste dem første gang, er det forsat gode og plotdrevne historier med masser af handling og humor. Forfatteren tager i hver historie afsæt i udvalgte mytologiske historier, hvor det i denne særligt er fortællingen om Atlas, der som straf for sine gerninger blev sat til at bærer himlens tungevægt på sine skuldre, men også Artemis’ jægerkorps udforskes og giver et nyt pust til den velkendte historie, der dog før kun har omhandle halvblodslejren. Percy er desuden blevet ældre, og det kan mærkes. Han er blevet mere stædig og fastbesluttet på at være den store profetis udvalgte. Det er svært at tale ham til fornuft, og han drives af pludselig impulsive beslutninger og et hamrende følelse i brystet, som han ikke kan finde ord for, selvom Afrodite ihærdigt forsøger at pege ham i retning af dem.

“In a way, it’s nice to know that there are Greek gods out there, because you have somebody to blame when things go wrong. For instance, when you’re walking away from a bus that’s just been attacked by monster hags and blown up by lightning, and it’s raining on top of everything else, most people might think that’s just really bad luck; when you’re a half-blood, you understand that some devine force is really trying to mess up your day.”

“The Titan’s Curse” blev med sine mange pludselige cliffhangere en smule anstrengende at læse. Flere gange, midt i et kapitels handling, afbrydes historien med pludselige indspark fra en karakter, der er i færd med at fortælle noget vigtigt, som kommer til at påvirke historiens gang, men som igen afbrydes af den overordnede historie, som skubber den usagte information i baggrund for en stund. Disse episoder er mange, og de fik mig til at skære tænder, fordi de i overflod forsøger at skabe spænding i historien på en måde, som jeg fandt tarvelig, gentagende og unødvendig i det omfang, som de fandt sted. Historiens struktur følger det samme skema som de to forrige bøger i serien, og selvom det er betryggende at vende tilbage til et så velkendt univers, så gør det også, at en sule af magien går tabt. Det ændrer dog ikke på, at jeg holder meget af Percys eventyr og i lang tid endnu vil følge ham til verdens ende i kampen mod det onde.