Little Library – Odenses mindste bibliotek

Læseglæde kommer i alle former og størrelser, og af de mange solbeskinnede steder i Odense, er Munke Mose mit foretrukne. Når foråret blomstre, gør livet det også i Mosen; mennesker stimler sammen, lejer vandbåse for at sejle på åen, der bugter sig igennem parken, der spilles spil på græsplænen imens andre sstimler sammen på et tæppe for at sludre med hinanden. Da jeg boede i Odense, var Mosen et sted, som jeg elskede at komme, bare fordi. Det behøvede ikke noget formål. Ofte gik jeg lange tur langs de mange stisystemer, som forgrener sig ud i Odense midte, og ofte var det med en bog under armen, og for at suge sanseindtryk til mig. Mosen er dog en ganske særlig læseoase, fordi Odense Bibliotek har opsat et lille minibibliotek i parkens midte til fri afbenyttelse. Konceptet med Little Library, som bibliotekshuset hedder, er ret simpelt: man tager en bog, og man giver en bog.

Det blåmalede bogbyttehus er noget af det fineste, jeg endnu har set. Det er brugeropereret og fungerer ud fra et princip om, at forbipasserende både kan tage bøger og nyde en god læseoplevelse enten i parken eller andetsteds. Det betyder også, at de bøger, som står i huset, kommer fra andre læsere, der dermed videregive en god læseoplevelse. Jeg har fundet alverdens titler i huset, både det tradionelle og forvnetelige såvel som mere skæve titler. Jeg har fundet hele Fifty Shades-trilogien, men også bøger af Paul Auster og Haruki Murakami og Jordens børn-bøgerne. Der er noget for alle, og der findes sågar også et lille grønt bibliotekshus for børn nær ved legepladsen i Mosen. Det er sådan en fin måde at videregive læseoplevelse uanset deres udfald. Det giver også alle bøgerne i bogbyttehuset en ekstra tilført historie og kaserede bøger et formål, og de venter bare på, at den næste forbipasserende kommer og samler dem op.

Little Library – Odenses mindste bibliotek befinder sig i Munke Mose i Odense. Det lille bibliotek er opsat lige overfor gangbroen, og tages ind i efterårsmånederne. Der findes ligeledes et lille bibliotekshus med børnebøger i Mosen.

“Guder og uhyrer” (Daughter of Smoke & Bone #3) af Laini Taylor


“Guder og uhyrer” (org. titel “Dreams of Gods & Monsters”) af Laini Taylor fra forlaget Bazar, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2014). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

To verdener balancerer på randen af en frygtelig krig, på randen af sammenbrud af vægten fra den anden og et opgør er uundgåeligt. Den blåhåret pige Karou, der i mange år ikke kendte til sit ophav, leder nu kimæreroprøret mod en hær af engle, og forventningernes vægt hviler tungt på hendes skuldre. Englenes kejser har ledt sin hær ind i menneskenes verden, og delt den i to. Englen Akiva og hans oprørsgruppe forenes med kimærerne i et forsøg på at skabe fred mellem to urgamle fjendskaber. Det er en gammel drøm, som de forsøger at give nyt liv, men virkeligheden trænger sig på og vanskeliggøre det. Karou og Akiva tør næsten ikke drømme om en fremtid sammen, for liv står på spil, mennesker dør uskyldigt og engle og kimærer falder fra himlen som udslukkede stjerneskud.

Jeg havde håbet, jeg havde ønsket og jeg havde drømt. Efter slutningen på forrige bog, drømte jeg om en afslutning i stil med historiens begyndelse, noget som jeg havde famlet så febrilsk efter i “Støv og stjerneskær”, og som jeg aldrig fandt. I stedet fandt jeg en rodet historie med hjertet på det rette sted. Ligesom Karou og Akiva drømmer om fred mellem to verdener, drømte jeg om at elske fortællingen om den, men virkeligheden bød sig som et klæde, der blev trukket til side af afsløre min skuffelse. Historien og Karou og Akive toppede allerede for mig i den første bog, og da jeg begyndte på dens forsættelse vidste jeg, at der var langt til dens slutning. Historien i “Guder og uhyrer” trækkes i langdrag, samtidig med at den forsøger at afdække et væld af handlingstråde, selvom den kun formår at gøre halvdelen. Laini Taylor vil for meget med denne afsluttende bog, og alligevel er det som om hun sidder fast i sin egen kreation, der gør, at historien sjældent synes at bevæge sig i nogen retning, selvom skyderne i handlingens horisont trækker sig sammen.

“Da stjerne svandt på himlen og morgenen brød frem, lagde Elizas storm sig. I dag var hun det rasende landskab, den havde efterladt.”

Taylor skriver forsat som en drøm. En ønskedrøm. Hendes sprog er levende og magisk malende, sådan at jeg aldrig var i tvivl om, hvordan handlingen flød og hvordan den så ud. Hun maler med en særlig farvepallet fyldt med farver og nuancer af dem, som jeg ikke kender. Det er et særsyn og en enestående oplevelse, når hun sammensætter sin historie ord for ord og maler hele billeder. Dog himlede jeg mig øjnene over sætninger som: “Mik er lige ved siden af hende, og han er smuk, og Virko sidder på spring foran hende, og han er skrækindjagende, men han er også smuk.” Hendes poesi blev dog overskygget af handlingens struktur, som var, om muligt, endnu mere splittet end i den forgående bog. Narrativet splintres til atomer, breder sig ud og forsøger at favne historien på ny med en anden vinkel, og jeg kunne ikke undgå at føle, at historien ikke længere var den samme. Flere af kapitlerne virker fragmentarisk i måden hvorpå de er skrevet. Taylor forsøger ihærdigt at skabe spænding ved at efterlade små cliff-hangere bag sig, men i stedet for at vække min interesse, efterlod det mig med en nagende følelse. Det virkede for let, som en vind, der uventet bare lægger sig.

Romanen er lang, og Taylor er rundhåndet med sine smukke ord, men flere af kapitlerne er overflødige og uden virke. Et af dem handler om hvordan Zuzana og Mik ankommer til et luksuriøst hotel, som ikke anser dem for værdige kunder på grund af deres smudsede påklædning. Kapitlet handler om hvordan Zuzana, der er temperamentsfuld, puster sig op over for receptionisten i noget der minder om en konkurrence baseret på hvordan de løfter øjenbryn af hinanden, og det er dét. Jeg kan godt se det sjove i det, da det er med til at understrege hendes person, men det fortæller ikke noget nyt eller driver historien fremad. Hvert kapitel er struktureret som en tikkende bombe, der tæller ned til noget, der aldrig bliver italesat, selvom det forventes at være det endelige opgør mellem englene og kimærerne, og som mest af alt føltes for simpelt, da nedtællingen ramte sit nulpunkt. Jeg lukkede bogen med en uforstående mine, glad over at nå slutning, og irriteret over måden den indtraf på. Mine spørgsmål var flere, end da jeg begyndte min læsning.

“De fløj i armene på hinanden. Tiden selv sprang til side, og Karou og Akiva snurrede rundt, og jorden forsvandt under dem. Øen forsvandt under dem. Himlen trak dem til sig og månerne skjulte sig i skuerne og holdt deres tårer for sig selv og deres sorg, der hørte en afsluttende epoke til.”

“Guder og uhyrer” hjemsøger mig stadig. Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er færdig med at læse Laini Taylor, og jeg tror også, at jeg gerne vil genlæse bøgerne en dag. Selvom hver side glitrer af stjernestøv, troede jeg ikke på slutningen, og jeg troede ikke på de ord, som Taylor skabte den med. Jeg troede heller ikke på Karou og Akiva. Det virkede for let og genforeningen for sød. Spændingen, som forfatteren løbende har opbygget, faldt til jorden med et øredøvende brag og efterlod kun tomme løfter bag sig. Jeg sad tilbage med en flad fornemmelse af noget, der burde have været storslået, noget der skulle få mit hjerte til at banke hurtigt. Historien flød sammen i et virvar af sporadiske billeder. Vigtige karakterer dukker pludseligt op og fylder historien ud, som en modeleret brik i et spil, der ellers ikke ville gå op, imens andre fordrev tiden med ligegyldigheder. At læse “Guder og uhyrer” føles mest af alt som et ekko af noget fortidsfjernt.

Forfatterinterview med Anne-Cathrine Riebnitzsky

Foto: Politikens forlag

“Forbandede yngel” er en barsk fortælling med et smukt sprog om fire børns opvækst under deres fars løftede hånd og verbale udbrud, noget der afspejler din egen opvækst, såvidt jeg har forstået. Hvad ligger der til grund for at skrive en så ærlig bog?
Det er en bog, som jeg har gået med indeni meget længe. Den egentlige grund til at skrive en roman så tæt på min egen opvækst, skyldes den smerte det såede i mig – og som på en eller anden måde måtte ud, hvis ikke det skulle ødelægge mig. Jeg gjorde mig mange overvejelser om hensynet til min mor, der stadig lever, og hensynet til min bror (jeg har kun en bror, selv om der er fire søskende i bogen). Min far var død, mens jeg var udsendt til Afghanistan første gang, så han kunne ikke tage til genmæle. Min konklusion var, at det naturligvis ville såre min mor, men det ville redde mig. hende havde jeg forsøgt at redde i årevis uden at det førte til noget. Konklusionen var også at i bedste, mest heldige fald kunne jeg risikere at gøre noget utrolig godt og sundt for andre voksne, der havde haft en opvækst, der lignede min.

Hvor stor en del af bogen er din historie, og hvorfor besluttede du dig for at skrive den inden for fiktionens ramme i stedet for at skrive en biografi? Der er tydelige forskelle mellem romanen og mit liv. jeg er storesøster med en lillebror. Romanens fortæller, Lisa, er næstældst i søskenderækken med en storebror, Ivan, en lillebror Peter, som sidder i kørestol, og den yngste Marie, som lige har forsøgt at begå selvmord. Min bror sidder ikke i kørestol og han har ikke forsøgt selvmord. Men de fire søskende gav mig nogle muligheder for at udspille flere facetter af det som jo var mit liv. Jeg kunne også skjule mig selv og min bror i de fire søskende – dele facetter af os ud på de andre. Havde jeg kunnet give romanen fire forældre og bevare troværdigheden havde jeg gjort det. Men det blev for kompliceret. Vigtigst af alt kan man i en roman skabe nogle sammenhænge, som ikke altid forekommer i virkeligheden. Der er mange ting vi i vores virkelige liv aldrig får svar på. Der var ting jeg ikke vidste og ting jeg ikke huskede eller kun huskede dele af. Udfordringen var at skabe en roman, som var læseværdig – ikke en irriterende gang bekendelseslitteratur. Min allerførste bog, Kvindernes krig, var jo netop en fagbog, en biografi om mine oplevelser som udsendt til Afghanistan. Men efter den skrev jeg romaner – og selv om de på mange måder er sværere at skrive end at rapportere fra virkeligheden, så rummer de en masse muligheder. Dertil kommer, at jeg på ingen måde kan vide, hvad andre har tænkt. Erindringen er plastisk og min bror og jeg husker ikke altid tingene ens. Nogle ting husker vi påfaldende samstemmende, men andre husker vi forskelligt, fordi vi har oplevet dem forskelligt. Overordnet kan man vel sige at de mest voldsomme ting, der overgår børnene i bogen, alle er mine egne erindringer.

Med “Forbandede yngel” vandt du Politikens romankonkurrence 208 deltagere. Hvor var du, da du fik beskeden, og hvad var din umiddelbare reaktion? Jeg sad ved spisebordet i det lille hus, hvor min mand og jeg på det tidspunkt boede – på Als. Telefonen ringede og en mand sagde: det er Jes Stein. Du ved sikkert hvorfor jeg ringer? I mit hoved skete der så en kortslutning, hvor jeg forvekslede Jes Stein med Jesper Stein, som i dag er krimiforfatter, men dengang var journalist og havde lavet et meget behageligt interview med mig. Så jeg sagde: Hej Jesper, nej det ved jeg ikke lige. Og Jes Stein, der er vant til at blive forvekslet med Jesper (irriterende for dem begge) sagde: Jeg ringer selvfølgelig, fordi du har vundet Politikens romankonkurrence. … Og så faldt alle brikkerne på plads meget hurtigt. Og jeg sagde: Det er løgn! Det er løgn! Og jeg kunne ligesom ikke sige mere eller andet end det. Og det er lidt tragisk, for jeg sagde faktisk nøjagtigt det samme, da jeg omtrent et halvt år senere fik at vide, at jeg havde fået De Gyldne Laurbær for den samme roman. Jeg har tænkt en del over, at det åbenbart er min reaktion, når jeg får en virkelig god nyhed: at påstå at det må være løgn. Det er en typisk rest fra min barndom. Nogen påstår, at der sker noget godt, og jeg konkluderer at det ikek kan passe. Det kan umuligt stemme overens med virkeligheden.

Fortæl lidt om din skriveproces. Hvor skriver du henne, og var det vanskeligt at fortælle sin egen historie?
Alle mine bøger er blevet til ved at skrive to timer hver formiddag mandag til fredag. Jeg gik på Forfatterskolen fra 1996 til 98 og jeg var ikke sådan en forfatter dengang. Jeg skrev i mange timer og mange dage og så var der lange pauser. Da jeg kom hjem fra Afghanistan havde jeg stress – almindelig arbejdspres-stress, ikke PTSD. Effekten var at jeg ikke kunne holde til at skrive ret meget ad gangen. Så jeg har lært at dosere det. Jeg trives rigtig godt med det. De to første bøger blev skrevet i sofaen. Forbandede Yngel blev skrevet ved spisebordet. Jeg havde allerede i løbet af min tidlige ungdom samlet henved 100 siders noter til den bog. Så da jeg først gik i gang blev det en af mine hurtigste bøger. Den tog ti måneder at skrive. Romanen før den og også den seneste, Orkansæsonnen og Stilheden, tog henholdsvis to år og to et halvt.

Du har også været udstationeret. Hvordan har det påvirket dit forfatterskab?
Jeg har jo arbejdet i en krigszone og dermed haft overvejelser om liv og død meget tæt på. Det har påvirket mig positivt på rigtig mange måder. Den vigtigste påvirkning for mit forfatterskab var nok, at mine to udsendelser til Helmand i Afghanistan blev til min første bog og mit hul igennem til et forlag. Det er svært at skrive den første bog. Virkelig svært. Når man har gjort det en gang kan man bedre sige til sig selv, at man godt kan fuldføre en bog igen.

Du er aktuel med “Orkansæsonen og stilheden”. Fortæl lidt om den, og hvad der ligger til grund for den.
“Orkansæsonen og stilheden” er blevet til ud fra en masse overvejelser om tro og moral og hvad et godt liv er. Den er flerstrenget med mange personer, hvis liv fletter sig ud og ind af hinanden. Den handler blandt andet om en præst og en astrofysiker, en forsvarsadvokat, der har mistet sin elskede i en trafikulykke … og så indgår der en hel del buejagt. Jeg er selv buejæger, og ofte er det sådan at mine hobbies og interesser på et tidspunkt vandrer ned i mine bøger.

7: Hvad kan vi vente af dig i fremtiden?
Flere romaner. Jeg er netop gået i gang med at skrive på en ny … og jeg ved som sædvanlig ikke ret meget om hvad det går ud på. Så derfor er det svært at sige noget om endnu.

8: Hvilken er den sidste bog du læste og hvilke indtryk efterlod den dig med?
Jeg har lige læst Marilynne Robinsons “Åndsfraværelse” som er en essaysamling om ånd primært … men det handler også om tro og videnskab. Marilynne Robinson er en prisvindende amerikansk romanforfatter. Mest af alt var jeg rystet over, hvor meget vi tager for givet, at denne eller hin teori er sandhed, selv om rigtig mange videnskabelige teorier er propfulde af huller, eller værre endnu … nogle er det rene nonsens og vås. Det var meget tankevækkende at læse sådan en stille saglig gennemgang af eksempelvis Freud, hans argumenter, hans samtid og så undervejs spørge sig selv, har disse udsagn fra den store mester nogen som helst sammenhæng med min virkelighed, med min egen erfaring? Jeg går stærkt ind for videnskab, så længe den holder sig til sande videnskabelige metoder og så længe vi tør revurdere videnskaben undervejs. Robinson forsvarer selvets dybde og autonomi og hun forsvarer ånden, altså åndeligheden som en inderste menneskekerne, og det var velgørende og udfordrende at læse.

“Dream Days” af Kenneth Grahame


“Dream Days” af Kenneth Grahame fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2015 (org. udgivet 1898).

Kenneth Grahame er mest kendt for sin nostalgiske fortælling “The Wind In the Willows”. Ligesom så mange andre børn, voksede jeg op med historien om Hr. Tudse og ikke om dragen, der ikke vil kæmpe i “Dream Days”. “Dream Days” var dog så stor en succes både salgsmæssigt og litterært, at “The Wind In the Willows”, som fulgte efter var en skuffelse. Ligesom resten af verden er det “The Wind in the Willows”, der vandt mit hjerte frem for “Dream Days”, og er jeg alligevel glad for, jeg opdagede den lille, blå bog. Historien er en samling af fortællinger om børneminder og den tids endeløse fantasi fordelt på otte fortællinger, der som sådan ikke er en sammenhængende roman, men episoderne involverer alleligevel de samme karakterer, og kapitlerne står på den måde ikke helt alene, selvom de med lethed kan læses hver for sig.

Historierne er børnehistorier set i retrospektiv af en voksenstemme; et tilbagetrukket, ukendt jeg, der ser tilbage på sin barndom og mindes tiden med en smule længsel i stemmen. Med nostalgiske toner bevæger den forkendte fortæller ned af mindernes stil på en måde, som får minderne til at udfolde sig på ny igen, samtidig med at de udfolder sig som kulørte blomster for øjnene af læseren. Kenneth Grahame skriver så fint og skrøbeligt, at sproget føles som små sæbebobler båret af vinden. Det er svært ikke at lade sig rive sig med både af forfatterens sprog og børnenes talrige eventyrer, også selvom de først og fremmest er noget, børnene oplever gennem deres fantasi.

“I slid the book off its desk with some difficulty, for it was very fine and large, and staggered with it to the hearthrug — the only fit and proper place for books of quality, such as this.”

“The Walls Were of Jasper” fortæller historien om en dreng, der fortaber sig i sin billedbog og drømmer sig væk i sine egne fantasifuld forestillinger, som udspringer af de farvestrålende billeder. Historien er så fin, fordi forfatteren understreger, at det gode ved billedbøger er, at man ikke behøver teksten for at få historien. Fantasien i sig selv er nok til at skabe den. “The Reluctant Dragon”, som også er illustreret på forsiden af den yndigfine blå bog, vandt mit hjerte helt og aldeles. Den fortæller den skøre historie om en drage, der ikke vil kæmpe, selvom beboerne i byen ønske at bekæmpe den. I stedet søger den selskab hos en modig dreng fra byen, der advarer dragen om dens usikre fremtid. Fælles for bogens historier er de simple men fine påmindelser om, hvad barndommen var for voksne.

“The Magic Ring” handler om ønsker, om spektakulære cirkusforestillinger, imens “A Saga of the Sea” handler om pirateri, sørøvertogter og sværdfægtning spundet på tråde af ønsketækning og børns forestillingsevne, og med så mange forunderlige historier lever “Dream Days” så fint op til sin titel med sine historier om drømme, fantasier og barndommen. Den ukendte fortællers mange tilbageblik er så fine, at de næsten føltes som mine egne, og de gjorde mig varm om hjertet. Grahame skaber en helt særlig atmosfære med sine forunderlige tilbageblik på en svunden tid, hvor dagene var lige så lange, som barndommens fantasi var endeløs. 

“This was altogether a more sensible sort of room that I had got into; for the walls were honestly upholstered with books, though these for the most part glimmered provokingly through the glass doors of their tall cases. I read their titles longingly, breathing on every accessible pane of glas.”

Jeg elsker ikke “Dream Days” på samme måde, som jeg elsker “The Wind In the Willows”, men jeg knytter også en helt anden nostalgi til sidstnævnte, som jeg ikke har kendt “Dream Days” længe nok til at kunne associere den med, men jeg holder stadig af den. Med så mange fine fortællinger lige fra sørøvere, sneboldskrige og poesilæsende drager, hvordan kunne jeg så ikke holde af bogen? Men selvom jeg endte med at holde meget af bogen, var umuligt ikke at bide mærke i, at nogle fortællinger bar bogen i højere grad end andre. Sådan som det ofte er med den slags bøger. Enkelte af historierne forekom mig underligt tunge eller kludrede i deres formuleringer, imens andre flød langt mere letsindigt og ubesværet. Med sine krøllede sætninger er denne edwardiansk børnelitteratur når det er bedst.