“Red Queen” (The Chronicles of Alice #2) af Christina Henry


“Red Queen” af Christina Henry fra forlaget Titan Books, udgivet i 2016.

Christina Henry forsætter sin historie, hvor den slap, og selvom karaktererne er de samme, er alt forandret. Efter de blodige begivenheder i Old City har Alice og den øksesvingende galning Hatcher forladt byen for at finde hans datter. Men hvor landskabet burde blive grønnere, hersker i stedet et andet slags mørke. I et forsøg på at komme til bunds i, hvad der forårsager det tætte mørke, hvor kæmperne i skoven er så oprørte og folkene i byerne gemmer sig i skyggerne, ledes Alice og Hatcher længere ind i mørket, til de til sidst bliver opslugt af Den Hvide Dronnings rige. Mørket lader dem slippe hinanden, og med rygtet om Den Sorte Konge og den forsvundne Røde Dronning, må Alice samle al sin styrke til at genfinde sin store kærlighed og redde byens indbyggere fra en skæbne værre end døden.

Forgængeren til “Red Queen” var en af de bedste bøger jeg læste sidste år. Dens uhygge krøb ind under huden på mig, gik mig til at gyse og efterlod mig rystet af min seneste læseoplevelse. Det var en perle af en skrækhistorie, der kombinerer urban-fantasy og den klassiske historie om Alice, der faldt ned gennem et kaninhul og ind i en underfuld verden. “Red Queen” var en helt anden læseoplevelse, der blegner i sammenligning med sin forgænger. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Henry forsøger at udvide sit fiktive univers ved at lade Alice og Hatcher forlade den nye og gamle bydel, som den forrige historie foregik i, men i stedet for at forsætte den beundringsværdige genfortælling af Lewis Carrolls mesterlige fortælling om Alice, blev historien i stedet en underlig forkrøblet skygge for sin forgænger.

“The world gobbles us and chews us and swallows us,” Hatcher said, in that uncanny way he had of reading her thoughts. “I think happy endings must be accidents.”

Historien faldt til jorden med et brag i sammenligning med den første bog. Hvor den første bog spiller på forfatterens eminente evne til at skrive gys, er denne anden bog en historie uden nogen rigtig handling. I stedet virker det som om Alice og Hatcher peges i retning af deres ønskedrøm at findes hans kidnappede datter ved tilfælde og af unødvendige omveje. Der introduceres også en række nye karakterer, som ikke er fra Lewis Carrolls verden, og derfor også kommer til at føles som en puslespilsbrik, der ikke passer med resten af billedet. Noget af det, som gjorde “Alice” til sådan en spektakulær læseoplevelse var interaktionerne mellem karaktererne i Henrys mareridtsskabte verden, hvor Alice i “Red Queen” er alene det meste af tiden og derfor sjældent interagere med andre. Den selvstændige Alice er også forsvundet til fordel for en sukkende pige, der med sikkerhed ved, at hendes øksesvingende prins nok skal komme og redde hende.

Hvor Alices eventyr før var endeløse mareridt, er de nu blot eventyr, dog uden at være i nærheden af den kvalitet, som Lewis Carroll skrev dem med. I stedet fora t være forunderlige, er de bare underlige. Mit humør startede højt, da jeg begyndte bogen, men faldt løbende indtil den til sidst var helt erstattet af kedsomhed. I sig selv er bogen på ingen måde dårlig, men i sammenligning med sin forgænger er den. Kærligheden mellem Alice og Hatcher fylder i højere grad også i bogen, og selvom den på mange måder gav mening i “Alice”, formår den ikke at bære historien i “Red Queen”, fordi den på mange måder står alene det meste af tiden. Dertil kommer de lange sekvenser hvor Alice er på egen hånd og svælger i sine romantiske følelser, imens enkelte elementer fra den forrige bogen giver genlyd i baghovedet.

“She didn’t have to be Cheshire’s ideal of a Magician or Hatcher’s ideal of a lover or her parents’ ideal of a daughter. She could be Alice.”

Historien er lidt for let; handlingen er en lang og begivenhedsløs vandring, der pludselig kulminerer i den ene begivenhed efter den anden, som man som læser hele tiden har sukket efter. Det sker også alt for hurtigt, og historien er ovre inden man får set sig om. Henry skal dog roses for enkelte genistreger, men som kan være svære at anerkende, fordi de forsvinder som dug for solen, inden man rigtigt når at beundre dem.  Jeg ved ikke, om hun har i sinde at skrive flere bøger om Alice og Hatcher, og selvom jeg stadig elsker den første bog i hendes kronologi, så håber jeg ikke, at hun vælger at forsætte eventyret. Jeg lukkede “Red Queen” med en skuffet mine, og jeg tvivler oprigtigt på, at jeg nogensinde vil vende tilbage til den verden, der ligger uden for mareridtsbyen, som kun er en skygge af sig selv.

“Tusinde etager” (The Thousandth Floor #1) af Katharine McGee


“Tusinde etager” (org. titel “The Thousandth Floor”) af Katharine McGee fra forlaget Gyldendal udgivet i 2017 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. 

Hundrede år ude i fremtiden rækker et tårn på tusinde etager langt op i himlen som et glitrende fremtidssyn, hvor alt er muligt. På de mange etager bor blandt andet Leda Cole med sit fejlfrie ydre og mørke hemmelighed om afhængighed, Eris Dodd-Radson med sin familie, der er ved at falde fra hinanden og Rylin Myers, der arbejder i Tårnets øverste etager, hvor en verden og et kærlighedsforhold åbner sig for hende, som hun ikke troede var muligt. I tårnet bor også det tekniske geni Watt Bakradi, der bliver hyret som spion, og som fører ham ind i et kompliceret spind af løgne og bedrag. Øverst i tårnet bor Avery Fuller. Hun er er genetisk designet og udstråler perfektion, men sådan er hendes liv ikke. Hun lider under at måtte undvære det eneste, som hun ikke kan få, og som hun ikke kan leve uden. En umulig kærlighed, der giver hende åndenød. I et univers fyldt med hightech luksus og futuristisk glamour kæmper de alle for at finde deres plads, men det er svært, når der er så koldt på toppen og langt ned, hvis man falder …

Jeg har altid sammenkoblet science-fiction med dystopiske elementer, og selvom “Tusinde etager” er en science-fiction roman, så er den på ingen måde præget af et episk opgør mod systemet. Katharine McGee har nemlig formået at skrive en bog, der forener det realistiske med det futuristiske. Hun slog benene væk under mig og skabte noget for øjnene af mig, som jeg ikke troede var muligt: hun forende to elementer, som jeg altid har set som komplette modsætninger. McGees vertikale by er en prægtig forestilling, som jeg øjeblikkelig købte. Det er noget, der allerede er fremvoksende rundt om i verden, som alligevel er så tilpas uvirkeligt, at det skaber drømmende associationer på grænsen til fiktion. Tanken om en så stor bygning, at man aldrig behøver forlade den, fordi livet udenfor er præcis det samme indeni, er virkelig fascinerende, og på trods af at tårnet lyder storslået er tilværelsen ikke guldbelagt for alle. Tårnets laveste etager bærer nemlig præg af fattigdom og svære kår, imens toppen er dennes komplette modsætning.

“Nogle gange er kærlighed og kaos det samme.”

McGees futuristiske verdenssyn er virkelig enestående, selvom hun trækker på fremtidskreationer som svævende biler og øjenscanning til at åbne døre, som længe har været en del af science-fiction genren, så gør det dog ikke hendes fremtidssyn mindre værd. Hun formår nemlig også at skabe egne højteknologiske kreationer som for eksempel en svævende bobler med alkohol til fester. Det er små tilføjelser til allerede veletablerede forestillinger om fremtiden, og det fungerer. “Tusinde etager” er en science-fiction roman, og selvom den foregår langt ude i fremtiden, så handler den om nutidige problematikker som familiekriser, kærlighed og afhængighedsproblemer. Jeg tror, at det også gør bogen lettere at tilgå, hvis ikke man er den store science-fiction læser, men gerne vil læse mere i den genre.

Handlingen fortælles fra fem forskellige vinkler, der ikke alene fortæller hver sin historie, men som også giver et helt særligt syn på det, som bringer de fem unge sammen: historiens begyndelse med et fald fra tårnets top. Noget jeg rigtig godt kunne lide ved de fem karakterer er, i hvor høj grad det lykkes McGee at adskille dem fra hinanden uden at gøre dem til komplette modsætninger og derved forstærke forskellene mellem dem. Dertil kommer hendes enestående evne til at skrive en prolog, der er så stærk og så gribende, at jeg fandt det næsten umuligt at lægge bogen fra mig — og det var på trods af, at jeg læste den en dag, hvor jeg ellers var på arbejde og bare lige skulle læse den første side.

“Disse mennesker fra de øverste etager – de troede, at de var immume over for den virkelige verdens problemer. At de kunne være trygge deroppe, forskanset flere kilometer over jorden med deres penge og forbindelser. Men de tog fejl.”

Katharine McGee har med “Tusinde Etager” skabt en gribende historie, der blander realistisk sci-fi med ungdomsgenrens klassiske troper i en spændende fortælling om kærlighed og intriger i en futuristisk verden, og selvom hendes højteknologiske verden på sin vis er relaterbar med sine nutidige problematikker, så har jeg ingen idé om, hvad jeg kan forvente mig af bogens efterfølger, og jeg elsker det. Det er en verden fyldt med løgne og bedrag, om dybtfølte længsler, der tager overhånd og familiebånd der brister for øjnene af en. McGees verden er et fænomen i sig selv, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun vil forsætte historien og udvide sit univers endnu mere.

En læseliste af kærlighedsbøger til valentinsdag

Der findes mange måder at fejre kærligheden på. Nogle siger nogle siger det med blomster, imens andre siger det med ord, og det er ordene jeg er særligt interesseret i — nærmere bestemt de skrevne ord. En af de mange måder, hvorpå man kan fejre kærligheden på, er nemlig ved at læse om den, så hvis du mangler en bog at valentinsdate, så foreslår jeg fem bøger i tre forskellige genre, der alle handler om kærlighed, og som forhåbentligt kan inspirere din valentinslæsning.

Fantasy:

  • “Howl’s Moving Castle” af Diana Wynne Jones er en pudsig historie i bedste eventyrstil, der fortæller historien om hvordan Sophie Hatter bliver forvandlet til en gammel dame og den eneste, der kan hjælpe hende med at ophæve forbandelsen er den frygtede troldmand Howl, der er kendt for at spise unge pigers hjerter.
  • The Goose Girl af Shannon Hale er en genfortælling af det klassiske Brødrene Grimm-eventyr om en prinsesse, der mister sin trone, men som finder kærligheden til prins blandt de gæs hun vogter over.
  • “Deathless” af Catherynne M. Valente er inspireret af russiske eventyr, hvor to ud af tre søstre gifter sig til velstand med respektable mænd, imens den tredje gifter sig med Koschei, den dødsløse. Sådan begynder en magisk rejse til livets kant i grænselandet mellem liv og død, hvor kærligheden blomstrer mod alle forventninger.
  • “Heartless” af Marissa Meyer er en genfortælling af “Alice’s Adventures in Wonderland” men foregår før Alice faldt ned gennem kaninhullet og ned i en underfuld verden. I stedet handler den om hvordan Hjerterdame mistede sit hjerte og dermed også sin forstand i en svimlende forelskede, der ændrede Eventyrland for evigt.
  • “The Princess Bride” af William Goldman er en fantasifuld fortælling om en prinsesse og en stalddreng i et forunderligt kongerige af fjollerier. Golding leger med formatet og tager det op på et metaplan ved at inkorporerer en historie i en historie, der dog begge fortæller historien om den altovervindende kærlighed.

Klassiker

  • “Frenchman’s Creek” af Daphne du Mairier handler om de mange længsler, som Lady Dona St. Columb har og som gør, at hun en dag rejser bort fra livet i byen for at tilbringe en stille stund alene. I stedet fører det hende lige i armene på en fransk pirat, som er lige så længselsfuld efter kærlighed og eventyr som hende selv.
  • “Wuthering Heights” af Emily Brontë fortæller om en stormfuld forelskelse mellem Catherine Earnshaw og hittebarnet Heathcliff, hvis kærlighed er så intens, at den næsten bliver dæmonisk.
  • Pride and Prejudice af Jane Austen er en oplagt valentinsbog med dens udødeliggjorte historie om umulig kærlighed på tværs af klasser og den hårfine grænse mellem kærlighed og had. Det er en af den slags historier, som jeg aldrig bliver færdig med at læse, fordi historien vinder hver gang.
  • “Anna Karenina” af Leo Tolstoy er ikke nogen typisk kærlighedhistorie, men handler ikke desto mindre om kærlighed mellem to elskende, om kærlighed til sin familie og kærlighed mellem mand og kone, og de mange sideliggende historier er så dybtfølte, at jeg alligevel endte med at sætte bogen på listen.
  • “First Love” af Ivan Turgenev er en hvirvlende fortælling om storladet følelser, da en række mænd fortæller hinanden om deres første store kærlighed, og en af mændene fortæller hvordan han forelskede sig i en prinsesse.

Contemporary

  • “Aftalt spil” af Elle Kennedy er en af den slags bøger, hvor siderne vender sig selv. Den fortæller den klassiske historie om to modsætninger og en bytteaftale, der i stedet bringer dem tættere sammen.
  • “Det er ikke mig, det er dig” af Mhairi McFarlane er en virkelig intelligent og sjov historie om en ung kvinde, hvor hverken karriere eller kærlighed fungerer for hende. Og så er der hendes hemmelige dobbeltliv som superhelt i sin egen tegneserie, som giver hende styrken til at opsøge det, som hun virkelig ønsker sig.
  • “Eleanor & Park” af Rainbow Rowell handler om den første store kærlighed, hvis følelser Rainbow Rowell indfanger med stor overbevisning. Det er en bog, der giver sommerfugle i maven og let hjertebanken.
  • “Som stjernerne står” af Cora Carmack handler om at turde give slip og miste kontrollen et øjeblik, om at turde give sig hen og tillade kærligheden at blomstre. Det er en letsindig, fjerlet og sød historie med noget på hjertet.

Hvad med dig? Hvilke bøger planlægger du at valentinsdate? Og hvilken kærlighedshistorie er den absolut yndlings?

“A Court of Thorns and Roses” (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas


“A Court of Thorns and Roses” af Sarah J. Maas fra forlaget Bloomsbury Children’s udgivet i 2015. 

Hverdagen i Pritanien, som er delt mellem mennesker og elever, er for Feyre er en daglig kamp for overlevelse. Efter hendes familie blev revet i stykker af ulykke, har travet skovene tynde for at skaffe familien den nødvendige mad på bordet for at overleve. Da hun en dag ser en stor ulv i skoven, dræber hun den med en magisk pil, men ulven er ikke nogen almindelig ulv. Det er en elver i forklædning, og prisen for at tage et magisk liv er høj. Da storfaunen, Tamlin, fra et af de mange riger på den anden side af muren kommer for at krave sin ret, tilbyder han hende at vende ryggen til sit liv og i stedet leve på sit magiske slot. For at redde sit liv rejser hun med over den magiske grænse, hvor elevernes riger er splittet af interne intriger. Men Tamlins gennemborende blik får stærke følelser til at blomstre i Feyres bryst, og hun må beslutte, om hun skal lytte til alle advarslerne om Tamlins slags, eller om hun skal følge sit hjerte.

Sarah J. Maas har et stort forfatterskab bag sig, som hele tiden vokser sig større, og selvom det først er nu jeg læser hendes bøger, så var jeg ikke i tvivl om, hvor jeg gerne ville starte. “A Court of Thorns and Roses” er en løs genfortælling af det klassiske eventyr om skønheden og udyret, og hvis der er noget jeg holder særligt af i litteraturen, så er det genfortællinger af mine yndlingshistorier. Det klassiske eventyr fungerer mere som rammer, end som den rød tråd, der strækker sig igennem historien. Det fungerer godt, fordi det stadig tillader Sarah J. Maas at skabe sin egen historie frem for at skabe en genfortælling, der er en kærlighedserklæring til den originale historie mere end noget andet.

“I threw myself into that fire, threw myself into it, into him, and let myself burn.”

Maas’ historie er fyldt med forunderlig magi, hårdtslående intriger og uundgåelig kærlighed, og selvom den på mange måde er en original historie, så har den også elementer af det genkendelige og vante. Feyre er en stærk og selvstændig protagonist, og hendes slags er efterhånden en trope i moderne ungdomslitteratur. Ikke desto mindre kunne jeg godt lide hende på trods af hendes til tider irrationelle beslutninger, som ofte gjorde hende genstand for alverdens faretruende situationer. Hun har karakter og hun har hjerte. Derimod vandt Tamlin aldrig mit hjerte, selvom jeg så brændende ønskede det. Skønheden og Udyret er en smuk historie, fordi Belle forelsker sig i prinsen på trods af hans uskønne ydre. Hun ser ikke udyret i ham, men for mig gennemgik Tamlin aldrig den samme forvandling.

Tamlin har en uheldig vane med at bide Feyre i halsen, og det gjorde fysisk ondt på mig at læse, fordi det er så tåkrummende at læse — særligt når han gør det uprovokeret. Det henledte min tanker på de vampyrbøger jeg læste for flere år siden. Jeg forstod aldrig deres kærlighed på samme måde, som jeg forstod kærligheden mellem skønheden og udyret, for Tamlin  gennemgår aldrig samme forvandling. Han forbliver følelseskold, manipulerende og selvhøjtidelig — og alligevel falder Feyre for ham. Det er sjældent at jeg bryder mig om trekantsdramaer, men jeg er glad for at en karakter som Rhysand blev introduceret for at give modspil til Feyres forhold til Tamlin — og så endte han også med at løbe med mit hjerte. Det betød dog ikke, at der var øjeblikke, hvor kærligheden mellem dem gav mig røde kinder.

“I was as unburdened as a piece of dandelion fluff, and he was the wind that stirred me about the world.”

Handlingen er ikke omdrejningspunktet i “A Court of Thorns and Roses”, men det afholdte mig ikke fra at læse nysgerrigt videre. Men Maas’ univers er virkelig stort, og jeg længtes efter at udforske de mange eleverriger frem for Tamlins endeløse slotsgange. Frem for at skabe en hæsblæsende og handlingsmættet historie, fokuserer Maas mere på at skabe relationer mellem sine karakterer. Handlingen spidser naturligvis til i romanens sidste del, og som virkelig blev skelsættende for Feyre som person. Hendes sprog er lette penselstrøg, der sommetider maler nattehimlens stjerner, der stjæler åndedrag. På trods af enkele ting, den manglende udforskning af den magiske verden og det faktum, at “A Court of Thorns and Roses” på mange måder føles som en begyndelse, så kan jeg slet ikke vente til at læse videre.