Alias Grace af Margaret Atwood


Alias Grace af Margaret Atwood, udgivet af Lindhardt & Ringhof i 2017 (org. udgivet i 1996). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Grace Marks har begået mord. Sådan lyder anklagerne i 1843, hvor hun som sekstenårig idømmes livsvarigt fængsel for at være medskyldig i mordet på sin arbejdsgiver og hans husholderske. Men Grace kan ikke huske mordene. Hendes hjerne er omtåget og blank, og da hendes sag når ud til den brede befolkning, når den også frem til Dr. Simon Jordan, der er specialist i mentale lidelser, og han vælger derfor at opsøge Grace i fængslet, hvor hun fortæller ham sin historie. I sin søgen efter svar, bliver hendes historie en konstant balancering mellem det bevidsthed og ubevidsthed.

Grace Marks var virkelig. Et levende, tænkende individ. Hun er ikke Margaret Atwoods opfindelse, og hun blev virkelig dømt som medskyldig i mordet på sin arbejdsgiver og hans husholderske. Sagen var rødglødende på grund af hendes alder og kønne udseende, som på ingen måde hang sammen med den generelle forestilling om mordere. Det var hun for køn til. Margaret Atwood er en formidabel historiefortæller, og har med sin fiktionalisering af Grace Marks’ historie skabt en fortælling, der er svær at lægge fra sig, når den først er påbegyndt. Dog blev jeg først rigtig fanget af hendes historie, da Grace kronologisk begynder at fortælle Dr. Jordan om sit liv, hvilket er godt 200 sider inde i bogen.

“Et fængsel spærrer ikke bare sine indsatte inde, det holder alle andre ude. Hendes stærkeste fængsel er af hendes egen konstruktion.”

Bogens begyndelse er drøj, præcis som Graces eget liv, men trods bogens langsomme begyndelse, er Graces historie fængslende fra første ord. Hun voksede op i Irland i en ressourcefattig familie, der vælger at rejse over Atlanten med drømme om en bedre fremtid. Men græsset på den anden side er ikke grønnere, og Graces mange prøvelser er kun lige begyndt. Ulykkerne ramler ned over hende, og hun forsvinder i spørgsmål, som selv virkeligheden ikke kan besvare. Er hun medskyldig i mordene? Lader hun bare som om, hun ikke kan huske noget fra dagen, eller tvang hendes formodet elsker hende til at hjælpe sig med at skaffe dem af vejen? Mit svar blev aldrig overmandet af tvivl.

Atwood advokerer for forskellige teorier, men jeg synes dog, at hendes helt klare holdning til hvorvidt Grace var medskyldig i mordene skinner klart igennem. Margaret fortæller stærke kvindehistorier som få, og hendes gengivelse af fortidens psykologiske tilgang til kvinders mentale helbred og samtidige leg med det bevidste og det ubevidste danner grobund for en oplagt Atwood-fortælling, og jeg er glad for, at hun valgte at gøre den til sin. Dog brød jeg mig ikke om den drejning, som historien tager hen mod slutning. Forsøget på at forklare Graces hukommelsestab ud fra et psykologisk perspektiv fejes bort til fordel for noget, som tager historien i en anden retning og kløver den i to. Hvorvidt den er fiktiv eller faktisk, ved jeg ikke, men den forekom mig ikke særlig veludført, og rejste flere spørgsmål end svar. Men måske er det netop meningen. Måske er det et billedligt udtryk for den undertrykkelse kvinder led under.

“Jane gav mig et par sommerhandsker, næsten nye, jeg ved ikke, hvor hun fik dem fra. Og så begyndte hun at græde, og da jeg spurgte hende, hvorfor hun gjorde det, sagde hun, det var, fordi det ville ende lykkeligt med mig, og det var ganske som en bog; og jeg spekulerede på, hvilke bøger hun mon havde læst.”

Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at Atwood i sin gengivelse af Grace Marks’ historie spiller på mystikken i den, for måske er det i virkeligheden også det, der gør den så spændende. Uvisheden hviler altid over læserens egen vurdering som en skygge, og umuliggøre en endegyldig dom. Historien fungerer dog ikke kun på grund af dette, men i allerhøjeste grad også på grund af forfatterens store sproglig indsigt og fornemmelse for 1800-tallets tankegang og samfundsmønstre. Det er af samme grund heller ikke en bog, der bare læser sig selv. Atwoods giver sjældent klare svar, og hendes historier kræver ofte noget mere af sin læser, men det er min erfaring, at det er investeringen værd.

Reklamer

The Guilty Reader Tag

The Guilty Reader-tag er udarbejdet af youtuberen ReadLikeWildfire og sætter fokus på alt det, der gør den litterære samvittighed tung. Fordi tag-lege er sådan en god måde at lære andre læsere at kende på, vil jeg gerne opfordre Malene, Karina og Maria til også at besvare spørgsmålene, som jeg selv har oversat.

  • Har du nogensinde givet nogen en bog, som du selv har fået i gave? Jeg tror ikke, at jeg har givet nogen en bog i gave, som jeg selv har fået foræret. Som studerende købte jeg en gang brugte bøger i gave til en. Tæller det?
  • Har du nogensinde sagt, at du har læst en bog, selvom det ikke passer? Da jeg startede på universitet stemte jeg nikkende i, da Charles Bukowski blev skamrost af en af mine medstuderende. Selvom jeg var sikker på, at han var en god forfatter, havde jeg bare aldrig læst noget af ham, så efter undervisningen gik jeg på biblioteket og lånte en stor stak af hans bøger. Nu er han en af mine yndlingsforfattere.
    Har du nogensinde lånt en bog og aldrig leveret den tilbage? Tilbage i mine folkeskoleår skiftede jeg skole en gang i forbindelse med en flytning, og efter flere måneder fandt jeg en biblioteksbog fra min gamle skole i en flyttekasse. Det gjorde så ondt i min samvittighed, at jeg var nødt til at skille mig af med bogen, fordi jeg ikke havde mulighed for at levere den tilbage. Jeg har dog aldrig fået en bøde for den.
  • Har du nogensinde læs en serie uafhængigt af bøgernes rækkefølge? Det tror jeg faktisk ikke, for jeg kan ret godt lide systemer og sammenhænge. Jeg købte dog en gang en bog, som jeg vidste var en del af en serie, men inden jeg kom i gang med den, gik det op for mig, at det ikke var den første bog, så jeg endte med ikke at læse den.
  • Har du nogensinde spoilet en bog for nogen? Det tror jeg ikke. Det er i hvert fald ikke noget, som jeg kan huske.
  • Har du nogensinde lavet æselører i en bog? Det har jeg højst sandsynligt, da jeg var yngre. Jeg tror muligvis også, at mine barndomsudgaver af Harry Potter-bøgerne har et par enkelte æselører.
  • Har du nogensinde sagt, at du ikke ejer en bog, selvom det ikke passer? Jeg ejer mere end tusind bøger, og jeg skiller mig fra tid til anden af med bøger, som ikke var nogen succes, så jeg har med stor sandsynlighed gjort det, fordi jeg har glemt, at jeg har skilt mig af med en bog.
  • Har du nogensinde sagt, at du ikke har læst en bog, selvom du har læst den? Nej, det tror jeg ikke. Jeg er meget stolt af min læsning og min bogsamling, så jeg ser ikke nogen grund til ikke at stå ved, hvad jeg læser eller har læst. Guilty pleasures tror jeg heller ikke på. 
  • Har du nogensinde sprunget et kapitel eller et afsnit over i en bog? Ja, det har jeg. Jeg kan ikke huske hvilken, men jeg læste på et tidspunkt en bog, der var så lang og drønkedelig, at jeg gjorde min læsning til et spontant læseeksperiment. Jeg begyndte at springe kapitler over, for dernæst at gå tilbage og se, om jeg missede noget. Det gjorde jeg ikke, så det understregede bare, hvor dårlig bogen var.
  • Har du nogensinde talt grimt og en bog, du faktisk godt kan lide? Jeg har helt sikkert talt mindre pænt om bøger, som jeg ikke kan lide, men jeg når jeg kigger på min bogreol, kan jeg ikke komme i tanke om, at jeg skulle have gjort det samme med bøger, som jeg godt kan lide.

Hvad med dig? Har du nogensinde sprunget sider af over i en bog, eller talt grimt om en bog, du egentlig godt kan lide?

Hun bad selv om det af Louise O’Neill


Hun bad selv om det (org. titel Asking for it) af Louise O’Neill, udgivet af Gyldendal i 2017 (org. udgivet i 2015). Læs på dansk — originalsproget er engelsk.

Gik hun for udfordrende klædt? Var hun lidt for fuld? Emma O’Donovan har det hele. Selvom hun bor i en lille irsk by, hvor der ikke sker ret meget, er hun populær, smuk og selvsikker. Drømmen om at flytte fra byen er inden for når rækkevidde. Men så vågner hun en dag foran sin hoveddør. Hende krops gør ondt, og hukommelsen er et sort hul. Hun ved ikke, hvad hun laver der, eller hvad der er sket, men det gør alle andre. Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved hendes krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egen skyld.

Hun bad selv om det er en af den slag bøger, der er svære at tale om uden at røbe for meget af bogens handling, men det er samtidig en af de vigtigste bøger, jeg har læst i år, og som fortjener at blive talt om. Den er et mareridtsscenarie, og enhver piges største frygt og evige bekymring, der sidder i brystet som en knude, der ikke kan bindes op, men den er samtidig en vigtig bog. Louise O’Neill skriver med stor autenticitet om voldtægtskultur og victim blaming på den måde, der udvisker grænserne mellem fiktion og fakta. Der er sikkert nogen, der vil læse bogen og tænke, at Emmas historie er for ekstrem, at der er tale om fiktion, og at det ligger fra langt fra virkeligheden, men Emmas historie er nogen historie, og den fortjener at blive hørt, ødelægge hjerter og åbne det for, hvordan virkeligheden er.

“Nej.”
Ordet kommer helt automatisk. Nej. Nej. Nej. Det er det eneste, jeg siger i øjeblikket. Det føles lidt, sim im jeg kompenserer for dengang, jeg burde have sagt det, men ikke kunne. Hvor jeg ikke fik chancen for at sige det. Nej. 

I begyndelsen af bogen, før den aften, der ændrede hendes liv, er Emma en meget usympatisk hovedperson, men hun lever på mange måder også i en enormt usympatisk verden. Sympatien for Emma opstår ikke som resultat af det, der sker med hende. I stedet blotligger forfatteren den virkelighed, som mange piger og kvinder hver dag vågner op til. En verden, hvor skønheden vejer tungest på vægtskålen. I løbet af bogens første sider formår forfatteren at indfange det skønhedsideal, som tvinges ned over hovedet på kvinder, og hvordan det reducerede dem til noget, der skal stå i forlængelse af andre. Det er nedværdigende, men det er sandt. Familien forsøger at fortie virkeligheden ihjel, imens Emma langsomt kvæles af den. Hun kan ikke undslippe den i søvnen, ikke vaske minderne af sin krop og hun kan ikke undgå byens bebrejdende blikke. Det gør så ondt at læse, at jeg lyst til at samle hende op og komme hende i min lomme, skærme hende for alt det, hun har oplevet og den verden, som modarbejder hende.

Den største mavepuster er ikke det faktum, at Emma har været udsat for seksuelt overgreb, men det enorme tidsrum, der går, før hun selv indser det. Virkeligheden siger, at det kræver et nej før der er tale om overgreb, og Emma var i en position, hvor det ikke var en mulighed. Hun mistede ikke kontrollen, hun fik den frataget af andre. Det var ikke hendes skyld, men omverden siger noget andet, fordi hun havde drukket, fordi hun gik udfordrende klædt, og fordi hun havde et aktivt sexliv. Der er sikkert nogen, der vil læse bogen og tænke, at Emmas historie er for ekstrem, at der er tale om fiktion, og at det ligger fra langt fra virkeligheden, men Emmas historie er nogen historie. Hun bad selv om det er en af den slags bøger, der bør være på skoleskemaet og på alles læber, for vi er nødt til at tale om det, den repræsenterer.

“De er alle sammen uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Men det gælder ikke mig. Jeg er en løgner, indtil det modsatte er bevist.”

Louise O’Neill pakker ikke Emmas historie ind i et glansbillede. Den efterlod mig hulkende på sengekanten og i toget på vej hjem fra arbejde. Det gjorde så ondt i mit hjerte, at jeg aldrig troede det ville hele igen. O’Neill ord er stærke, ærlige og rammende, selvom de handler om fordømmelse, fornægtelse og fortielse. Der er intet magisk over hendes bog, men den er tryllebindende, fordi den viser verden fra sin værste side, og den er skræmmende, grim og frustrerende. Af samme grund er den en af de mest klaustrofobiske bøger, jeg til dato har læst. Det er ikke kun en bog, der henvender sig til de, der kan relatere til Emmas historie eller de, der er pårørende til den. det er en historie, der vedkommer os alle — både mænd og kvinder — og som jeg af hele mit blødende hjerte ikke kan anbefale nok.

Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen


Vejen til Panteon af Boris Hansen, udgivet af forlaget Tellerup i 2016.

I en nær fremtid er verden en anden. Som samfundets svageste bor Lucas med sine venner uden for storbyen i grå betonblokke i Zonen. Det er det eneste hjem, han nogensinde har kendt, og vennerne den eneste familie, han har. Da hans bedste ven, Cassandra, forsvinder under mystiske omstændigheder, beslutter Lucas sig for at finde hende. Bag sig har Cassandra efterladt sig et spor af ledetråde, som langsomt afslører, at hun er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden fyldt med guder, der strides og engle, der forsøger at forhindre en selvudslettende krig.

Jeg tøvede, tog tilløb og samlede mod, før jeg kastede mig over Vejen til Panteon,  og det var en fejl. Boris Hansen tager dansk fantasy til ny højder og gjorde alle mine snæversynede fordomme til skamme. Da jeg endelig begyndte at læse bogen, kunne jeg dårligt slippe den igen, og jeg når jeg ikke læste den, tænkte jeg på den. Jeg nød at følge en historie om den efterladte, den ikke-udvalgte og den helt almindelige. For Lucas er ikke den udvalgte, og det er ikke ham, der er udset til at rede verden. I virkeligheden vil han bare gerne have sin bedste ven tilbage. Med vrede, frustrationer og håb begiver han sig ud på en rejse af langt større proportioner end forventet. Det er en rejse, der vil sætte selv de stærkeste venskaber på prøve, også forholdet til den pige, hans hjerte banker for.

“Det eneste han ikke tænkte på var hvad der mon ventede efter døden. Den slags spørgsmål havde han aldrig brugt tid på før, og det virkede for sent at begynde nu.”

Det begynder med et varsle, der langsomt bliver til resultatet af en dommedagsfortælling med en række forladte børn, der er overladt til sig selv og hverdagens små glæder i et grænseløst betonhelvede af et liv. Ganske langsomt begynder historien at ændre karakter, og hvad der startede som en apokalypsehistorie begynder langsomt men sikkert at blande sig med fantasygenren på en måde, som udvisker grænserne mellem dem. De afløste hinanden, flød sammen og blev til én , som det mest naturlige i verden. Jeg kunne med tiden ikke skelne de to fra hinanden, og resultatet var en virkelig velfungerende hybridgenre. Det er fantasy, når det er bedst.

Bogens perspektiv skifter mellem englene Saida og Mardelus i Panteon og Lucas i Zonen, og det var hovedsageligt hans rejse, som jeg nød at følge. Den forløber nemlig ikke kun fra Zonen til Panteon men også som en lang indre kamp. Tabet af sin bedste ven, visheden om at hun valgte at rejse uden forklaring eller afsked og de følelser, som det affødte var stærke og nuanceret beskrevet. Forfatteren kommer rundt i hver en afkrog af Lucas’ følelsesregister, og det endte også med at slå skår i mit eget hjerte. Jeg mister ofte hurtigt overblikket, når historier indeholder skiftende perspektiver og et stort persongalleri, men Boris Hansen formår at skrive karakterer, der er svære at glemme. Jeg elskede Theodor for alle hans litterære referencer til Pullman, Wells, Tolkien og Lewis, og selv en af historiens mest usympatiske karakterer endte med at krybe ind under huden på mig og finde vej til mit hjerte. Og Lucas, selvfølgelig.

“Er det ligesom i dine bøger?” spurgte Lucas uden at tage øjnene fra vidunderet.
“Bedre,” sagde Theodor. “Meget bedre.”

På trods af sin genre er Vejen til Panteon en af den slags historier, hvor jeg sjældent havde føling med handlingen. Den var så original, at den kunne have bevæget sig i alle retninger. Jeg havde sjældent en idé om, hvad der ventede forude, og det var en fryd at læse. Det gjorde, at jeg hele tiden bare lige skulle vende en side med, og en side blev altid til flere. Da jeg lukkede bogen, og sidste side blev vandt, var jeg ikke klar til at give slip på historien, og jeg bestilte straks og utålmodigt dens efterfølger hjem, så jeg ikke behøvede at slippe det helt. Men selvom ventetiden føltes lang, slap jeg aldrig helt taget i historien, eller også var et den, der ikke slap sit tag i mig.