Forfatterinterview med Moïra Fowley-Doyle

Foto: Moïra Fowley-Doyle

Hvad inspirerede dig til at skrive “Ulykkernes tid”, og hvor lang tid tog det dig at færdigskrive den?
Inspirationen til “Ulykkernes tid” kom fra flere steder. Jeg ønskede at skrive noget drømende og en smule magisk, fordi jeg altid har elsket magisk realisme. Jeg ønskede at skrive en bog, som føltes på samme måde som verden nogle gange føles, hvor virkelig kan synes glat og drømmeagtig og fyldt med hemmeligheder og muligheder. Jeg ville gerne tage disse stemninger og pakke en historie ind i dem. For selve historien lånte jeg stykker og detaljer fra en bog jeg skrev, da jeg var seksten år gammel, og som havde lignende elementer af forbudt kærlighed, familie hemmeligheder og en mystisk pige, som efterlader små dukker af sig selv i musefælder. Resten af bogen var ikke planlagt — den blev til i takt med at jeg skrev den.

Ubevidst tror jeg, at jeg var inspireret af det faktum, at jeg selv er lidt af en ulykkesfugl. Jeg har brækket fem knogler siden jeg var sytten – min ankel, mit håndled, min næse og to tæer to gange (så det er syv brud på five knugler). Så det er ikke så overraskende, at det første jeg skrev, da jeg satte mig ned for at skrive denne bog, var: “It’s the accident season, the same time every year.” Jeg skrev det første udkast på mindre end to måneder, renskrev det alene over en periode på seks måneder, så yderligere seks måneder med min agent, og så over endnu et år med mine redaktører. Fra første ord til bogens udgivelse var tre og et halvt år.

Hvordan er din skriveproces typisk?
For det meste involverer mine skriveproces en masse tiltro, en smule magi og meget lidt struktur. Med “Ulykkernes tid” startede jeg med et par tekststykker, detaljer som jeg ønskede at inkluderer. Jeg startede med en stemning. Jeg har måske et par idéer til karakterer, som rumsterer rundt i mit hoved, men det er sådan cirka det. Jeg sætter mig bare ned med min bærbar og ser, hver der kommer ud af det. Det betyder også, at det første udkast af enhver historie jeg skriver er et komplet kaos. Selve bogen bliver langsomt tl over adskillige redigeringsrunder.

Hvilken af dine karakterer identificerer du dig mest med og hvorfor?
Som teenager var jeg meget som Bea — jeg læser stadig tarotkort, tror på det ordinære kan blive ekstraordinært, og spiller endda ukulele (dårligt men enthusiastisk) – men jeg kan også identificere en del med Cara imens jeg skrev. Jeg gav hende bogens stemme, og hun fortalte mig en del om hemmeligheder og stilhed, og det fik mig til at forstå den historie, som hun fortalte og den historie, som hun gemte. Jeg er måske nok også lidt af en upålidelig fortæller. Noget som virkelig overraskede mig, imens jeg skrev, var hvor meget jeg relaterede til Caras mor, sikkert fordi jeg selv blev mor i løbet af få gennemskrivninger. Uanset hvormange fejl, hun begår i bogen, uanset hvor mange gange hun fejler overfor sine børn, er det umuligt som forældre ikke at identificere sig med hendes beskyttergen.

Noget af det, som jeg virkelig godt kunne lide ved din roman er måden hvorpå den efterlod mig usikker i mørket omkring de ting, som sker. Den kan sagtens blive læst som en spøgelseshistorie, men den også blive læst som noget andet og langt mere ildevarslende. Var det din intention at efterlade læserne i syv sind, eller håbede du at efterlade dem med en klar forløsning?
Tak! Det var en af de vigtigste ting for mig i min fortælling af historien: udviske grænserne mellem virkelighed og fantasi. Jeg ønskede helt sikkert at efterlade så meget uforklaret som overhovedet muligt. Hvorvidt historien er en sandhed eller vanvid, magi eller galskab, årsag eller virkening er fulstændig op til læseren. Der er så meget vores sind fordrejer og gemmer for os af forskellige grunde. Der er så meget i denne verden, der ikke bliver forklaret. Underlige og en smule magiske ting sker hver dag, og nogle gange er der en logisk forklaring på det og andre gange er det et tilfælde og nogle gange er det bare et mysterium. Jeg ville gerne skrive en historie om det, når livet nogle gange er sådan. Jeg ønskede at få læseren til at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt historien er virkelig og spørge, om hvad der sker inde i hovederne på karakterer, hvad der er magisk og om der altid er en forskel mellem de tre muligheder.

“Ulykkernes tid” er meget atmosfærisk og smukt skrevet. Var det let for dig at skrive, og hvordan skabte du stemningerne?
Tusind tak! Fordi stemningen i bogen kom før noget andet, var det ret let at lade den drømmende stemning tage over. Faktisk, i det første udkast, var historien mere atmosfærisk end handlingsdrevet. Da jeg redigerede historien blev plottet stærkere udkast for udkast, og jeg blandede det drømmende narrativ med en god dosis mørke for at gøre den mere sælsom end fantastisk. Det håber jeg også er det, som står tilbage med den endelig bog, som er en blanding af de to.

Hvad håber du på læsere tager med sig fra din roman?
Jeg håber de får sanser sløringen af deres egen virkelighed. Jeg håber, at det får dem til at overveje deres egne hemmeligheder, og hvordan de hemmeligholder dem. Jeg håber, at det inspirerer dem til at skrive. Jeg håber, at de får et glimt af noget magisk. Jeg håber, at det giver dem underlige drømme. Og så håber jeg, som enhver anden forfatter, at de elsker den på samme måde, som jeg elsker mine yndlingsbøger: med et glimt af noget genkendeligt, af en forbindelse af en art. Med underlignede passager og noter i margen. Med en næsten sikkerhed om, at denne bog var skrevet helt specielt til dem. Mest af alt håber jeg, at de får et par timers god læsning.

Hvilken bog var din yndlings, da du var yngere, og hvilken bog er det nu?
Da jeg var elleve år læste jeg “Notern Lights” af Philip Pullman for første gang, og jeg har aldrig haft en anden yndlingsbogserie siden. Men jeg elsker også alt af Jeanette Winterson og kate Atkinson, Francesca Lia Bloack og A.S. King, Alice Hoffman og David Almond, Maggie Stiefvater og Catherynne M Valente.

Hvad ville du lave, hvis ikke du var forfatter?
Før jeg skrev “Ulykkernes tid” skrev jeg en afhandling om teenage vampyrer i ungdomslitteraturen, så jeg ville helt sikkert stadig beskæftige mig med ungdomslitteratur på den ene eller anden måde — i stedet ville jeg nok researche om den i stedet for at skrive den. Alternativt ville jeg undervise i dans for små børn og sælge post med vandfarve og digte på søndagsmarkeder.

Hvad er det bedste råd du har gået som debutantforfatter? 
Det råd, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, nu her hvor jeg skriver min tredje bog er dette: det første udkast af enhver bog er kun forfatterens fortælling af historien til sig selv, hvor hun lærer sine karakterer at kende og finde ud af det hele. Det er ikke meningen, at det skal være perfekt; det kan det ikke være. Det er bare nødt til at være ord på papir. Alt andet sker i redigeringsprocessen.

Kan du fortælle en smule om, hvad du skriver på i øjeblikket?
Min anden bog hedder “Spellbook of the Lost and Found” og handler om en lille gruppe teenagere, som på mystisk vis begynder at miste deres ting efter en sommerfest. De finder en ødelagt bog med trylleformularer i et gammelt hus, hvorefter de kaster en besværgelse for at finde alt det, som de har mistet. Men nogle mistede ting er det ikke meningen man skal finde igen, og nogle ting er det bedst helt at glemme. det er en bog med tatoverede bortløbende og rustne nøgler, medtagede huse og ønsketræer. Den udkommer i England og USA næste sommer (juni og august for at være mere præcis), og jeg er så spændt på det.

 

“Ulykkernes tid” af Moïra Fowley-Doyle


“Ulykkernes tid” (org. titel “The Accident Season”) af Moïra Fowley-Doyle fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Bogen er læst på dansk — orgiginalsproget er engelsk.

Det er det samme hvert år; knogler brækker, huden får rifter og sjælden får skrammer. Hvert år rammes Cara og hendes familie af ulykkernes tid med sort uheld, mystiske ulykker og tragiske begivenheder, som kaster lange skygger over hende og hendes familie, men i år er alting alligevel anderledes. Da Cara bladrer igennem en stak billeder, opdager hun til sin store forbløffelse, at den samme pige optræder på dem alle i baggrunden. Samtidig forsvinder en pige, og da Cara finder en underlig dukke i skovbrynet forvilder hun sig langsomt ind i et spind af hemmeligheder, der er blevet tiet ihjel, og ganske langsom begynder mørke familiehemmeligheder at røre på sig.

Moïra Fowley-Doyle fortæller en dobbelthistorie, der er svær at placere genremæssigt, fordi den balancerer på grænsen mellem at være magisk realisme og en spøgelseshistorie. Hvad der begynder som en usædvanlig historie med hverdagsmagi, forvandles langsomt til en mørk og dyster historie om en forsvunden pige og glemte hukommelser. Samtidig er det en klassisk ungdomshistorie om venskaber, familie og forbudt kærlighed. Fordi den kan læses på flere måder, er det også en af den slags historier, der bliver hos sin læser længe efter sin slutning. Var det en familietragedie eller en simpel spøgelseshistorie? Er ulykkernes tid virkelig eller er det bare overtro? Én ting er sikkert: man kan ikke vide sig sikker på noget med denne sælsomme og usædvanlige ungdomsfortælling.

“Det er, som om det her underlige, varme oktobervejr omsider er blevet træt af at lade, som om det er sommer, og bare venter på efterårets regn og blæst, så det kan føle sig rigtigt igen.”

Lige så meget som jeg nød at læse bogen, i lige så høj grad var jeg klar over dens faldgruber, som afslører forfatterens ambitiøse projekt, der dog med fordel kunne have været skrevet strammere. Historien er fyldt med huller og løse ender, som med fordel kunne have været uddybet, men som jeg alligevel valgte at overse alene på grund af skrivestilen. Fowley-Doyle skriver som en eventyrdrøm! Hendes sprog er så stemningsfremkaldende, at verden omkring mig forsvandt lige så snart jeg dykkede ned i hendes ord. Hendes sprog er så levende, at jeg døsede hen i en nydelsesrus, som jeg ønskede aldrig ville aftage. Lige så poetisk som bogen er skrevet, lige så hjemsøgende er den. Ikke kun på grund af de lange skygger, som sproget kaster af sig, men på grund af dens kvalitet. Sproget er dog uden tvivl en smagssag, og noget som jeg vægter meget højt i min læsning, selvom det for andre udne tvivl vil forekomme tungt og trættende.

En af bogens mange tematikker er forbudt kærlighed i form af halvsøskende og undertrykkelse af følelser, der for alt i verden ikke må komme frem i lyset, men det er samtidig noget, som behandles så lidt og så let, at det føles malplaceret og unødvendigt på trods af temaets væsentlighed. Jeg ville ønske, at forfatteren havde undladt det eller omskrevet det og gemt kærlighedhistorien om søskende til en anden bog. Idéen om at gå imod ungdomsromanens klassiske stereotyper er en rigtig god idé, men jeg synes ikke det fungerer i “Ulykkernes tid”, alene af den grund, at forfatteren ikke går nok i dybden med emnet. Derimod fortæller hun en fremragende historie om venskaber og familieliv.

“Hun smager af nætter så sorte som katte, skorstensrøg og evigheden og noget sødt og rødt, som et kirsebær hyllet i flammer.”

Den første tredjedel af historien forekom mig en smule vanskelig at læse, fordi jeg havde svært ved at finde ud af karaktererne, deres realtioner og hvordan ulykkernes tid fungerede, hvorimod den sidste del af historien tog mig med storm og efterlod mig gysende og gættende. “Ulykkernes tid” er en betagende fortælling om den første forelskelse, om det at være ung, om maskeballer, sammenfaldende huse og hjemsøgende spøgelser fra fortiden, der kolliderer med nutiden. Det er en historie med et fængende præmis, der hjemsøger og skræmmer uden at det tager overhånd. Den er på den måde perfekt velafbalanceret, og som passer helt perfekt til mørke efterårsaftener.

Et kig i Newt Scamanders kuffert fuld af skabninger

Denne bog er venligst tilsendt af forlaget HarperCollins Nordic for omtale.

Bogen er designeret som en gammel kuffert i stil med den, som Newt har med sig i filmen, og inden i er den et magisk eventyrland af grænseløs magi, der spænder lige fra de fiktive skabninger, der bor i kuffertens dyb til filmproduktionens tilgang til at skabe en ny æra i J.K Rowlings magiske univers. “En kuffert fuld af skabninger: Udforsk filmmagien bag Fantastiske skabninger og hvor de findes” af Mark Salisbury er en bog om Newt Scamanders kuffert, der er fuld af magiske skabninger. De 160 farvebelagte sider ligner gammel pergament i falmet gullige farver, fyldt med skriblerier om troldmandsverden længe før Harry Potter var et kendt navn. Bogen er rig på materiale, der tager læseren bag filmkulisserne og ind i historiens filmverden. Den bringer sin læser bagom karaktererne og filmens tilblivelse med beskrivelser helt ned itl selv den mindste deltaje, som for eksempel hvilket stof karakterernes tøj er lavet af, eller hvordan Eddie Redmayne, der portrætterer Newt, insisterede på at alle de magiske og animerede skabninger skulle spilles af virkelige skuespiller, for at han bedre kunne interagerer med dem igennem øjenkontakt.

Den er fyldt med forunderlige interaktive elementer, reproduktioner af rekvisitter og dokumenter fra filmen. Et af disse er Tina Goldsteins personkort med et holografisk billede, fingeraftryk og hendes personlige oplysninger. Der er blandt andet tre store kvadartiske kuverter, der indeholder to forskellige kort og to efterlysningsplakater af Newt Scamander og Tina Goldstein. Bagerst i bogen er der også en ansøgningsblanket til kyndige magikere. Der er også et kapitel dedikeret til det skabninger, som rent faktisk findes i Newts kuffert. Det er dog ikke alt tekst i bogen, der er oversat, som det også fremgår på et par af de første billeder. Jeg kunne tilbringe timevis med at bladre i bogens kulørte sider. Det er klart en bog til fans af “Harry Potter Page to Screen: The Complete Filmmaking Journey”, der fungerer som et nostalgiske opslagsværk eller en øjenåbner til den magiske verdens endeløse grænser, hvis man i forvejen ikke kender den.

Fordi der er så mange smukke billeder i bogen, giver jeg et lille yderligere smugkig i bogen med en hurtig bladrevideo.

Afsked med november: en gennemgang i læseglimt

November forsvandt i bøger, og ikke nødvendigvis fordi jeg fik læst en masse. Måneden gik med bloggeraktiviteter, BogForum med forlaget og planlægningen og afviklingen af diverse julekampagner. Jeg nåede derfor også kun at finde plads til fem bøger i den forgangne måned. Jeg faldt pladask for “Tusinde etager” af Katharine McGee, imens jeg dårligt kunne komme igennem Howard Jacobsons “Mit navn er Shylock”, hvis sider forekom mig rodet og endeløse. I traditionens tro planlægger jeg at læse et par enkelte men særligt udvalgte julebøger i december.

November forsvandt i en vind af farver og billeder, fastlåst som en genspilning på min nethinde i sådan en fart, at jeg har svært ved ikke at blive rundtosset. November var ikke alene begivenhedsrig for mig som blogger, men også i forbindelse med mit arbejde som forlagspraktikant hos Gyldendal. November er nok den absolut travleste måned i forlagsverden på grund af årets helt store bogfest. En hel weekend fløj forbi med BogForum, hvor jeg blandt andet stod for at varetage vores ungdomsbøger og hjælpe nysgerrige læsere i retning af deres næste store YA-læseeventyr, et eksklusivt bloggerevent i samspil med forlaget Høst & Søn og Carlsen med et særligt interview med Patrick Ness, Meredith Russo og Ronnie Andersen. Jeg stod også for afviklingen af Peter Plys’ 90 års fødselsdag på børnenes BogForum, som forsvandt i skattejagt, kage og ballonregn. Det samme gjorde Peter Pedals fødselsdag og malebogsaktiviteten med Mimbo Jimbo. Jeg hilste personligt på Patrick Ness, som jeg læste første gang i 2011 og har beundret lige siden, jeg oplevede Sofi Oksanen, genså gamle kollegaer fra forlagsbranchen og mødte et væld af medbloggere og bloglæsere. Det var en weekend med ømme fødder og søvntunge øjenlå såvel som vedblivende smil. Læs mere om mit BogForum her.

Med forlaget var jeg også inde til en forlagsvisning af Syv minutter og midnat, som er titlen på filmatiseringen af Patrick Ness’ “Monster”, og allerede ti minutter inde i filmen faldt de første tårer, der først ophørte længe efter rulleteksterne.

I begyndelsen af måneden inviterede Bogforum en række bogblogger og forfatter til bobler og forfattersnak i Bella Skybar. Her hilste jeg på Kenneth Bøgh Andersen, som jeg tidligere har arbejdet med hos Rosinante & Co., Anne-Cathrine Riebnitzsky som jeg har interviewet her på bloggen, og Sarah Blædel. Aftenen forsvandt i bogsnak og læserglæde, samtidig med at vi fik en forsmag på, hvad vi kunne forvente af dette års BogForum, hvor fokus i høj grad var på børne- og ungdomslitteratur. Det var en mageløs aften, som du kan læse meget mere om her.

Har I haft en god november med mindeværdige læseoplevelser? Hvilke læseplaner har i for december?