Leigh Bardugos debutroman er formularisk fantasy, men fængende fra start til slut

Shadow and Bone af Leigh Bardugo fra forlaget Square Fish i 2017 (originalt udgivet i 2012).

Jorden ryster under Ravka, hvor dæmoniske væsner lever, og enhver, der forsøger at krydse The Shadow Fold lever sjældent længe nok til at fortælle om det. Men så opdager den forældreløse Alina Starkov sine sande kræfter, der måske kan redde Ravka og oplyse dets mørke. Da lyset skærer igennem hende, må hun lære at kontrollere sine evner som Grisha, og hun bliver derfor øjeblikkeligt den mystiske Darklings protegé. Langsomt åbner en ny verden sig for Alinas øjne, og det bliver klart for hende, at ikke alt er, som de ser ud til.

Sund fornuft ville være ikke at genlæse bøger, som du ikke bryder dig om, som falder igennem og ikke slår til. Tiden er knap med alle de bøger, jeg gerne vil læse, og alligevel valgte jeg at genlæse Shadow and Bone kort efter, at jeg blev færdig med den. Det viste mig, hvor afhængig af tidspunktet en læseoplevelse kan være, for Leigh Bardugos debutroman er væsentlig bedre, end jeg første gav den kredit for. Shadow and Bone er ikke bare den første bog i trilogien af samme navn, det er også den første bog i forfatterens omfattende Grishaverden, det strækker sig over flere serier og en samling af eventyr, som på fineste vis binder karakterer og historier sammen.

The thought filled me with grief, grief for the dreams we’d shared, for the love I’d felt, for the hopeful girl I would never be again.

Ravka vakler under et altopslugende mørke, hvis skygger trækker sig sammen om den udvalgte Alina, hvisker forførende i hendes ører med alverdens løfter, da hendes magiske egenskaber pludselig eksploderer. Hun ønsker ikke at besidde den slags magt, men hun har ikke noget valg. Det er ikke svært at føle sympati for hende, da hun bliver nødt til at lægge sig gamle liv bag sig, og træde ind i en verden, hun ikke ønske at være en del af. Hendes modstykke, mørket, der kalder på hende, er den smukke Darkling, der både besidder en enorm tiltrækningskraft men også indgyder stor frygt. Han er farlig, forførende og nem at forelske sig i, men hans vision for Ravka får jorden til at ryste i sådan en grad, at den truer med at styrte sammen. Bardugo opretholder et højt niveau af spænding, trods historiens ellers formulariske udformning, ved at tilbageholde vigtig information for læseren. Det er håbløst medrivende.

Shadow and Bone er på mange måder en formularisk fantasy, men med denne viser Leigh Bardugo også dens evige styrke. Det er en klassisk flugtsfortælling, en historie om den udvalgte, og den handler om kampen mellem det gode og det onde. Shadow and Bone er en af den slags bøger, hvor historien hurtigt tager fart. Bardugo spilder ikke et øjeblik på ligegyldigheder. I stedet kaster hun en magisk besværgelse over bogens sider, som gør den svær at lægge fra sig. Hun er en billedskaber og en mester med ord. På trods af at Leigh Bardugo har skabt en fængende historie, der tager afsæt i russisk mytologi, og gør luften tung af magi, så forsøger den samtidig at være nyskabende, uden egentlig at være det. Den følger et velkendt spor, og selvom det holder hele vejen igennem, så bliver det aldrig til mere end det. Dog glæder jeg mig til igen at betræde det snedækkede Ravka og følge i Alinas fodspor.

Reklamer

Profilerer forfattere sig på succesfulde bøger?

Opsang og undskyldning

Forfatteren til Children of Blood and Bone var genstand for stor kritik da hun i et tweet skrev, at “it would be nice if an artist could create something special without another artist trying to shamelessly profit off it”. Tweetet, der sidenhen er blevet slettet, indeholdte også et billede af to bøger. Den ene var Tomi Adeyemis egen, og den anden var Of Blood and Bone af Nora Roberts. Debatten fik mange til tasterne i takt med at den tog til, valgte dronningen af romance også at forsvare sig selv. I sit statement gjorde hun det klart, at hun har været i branchen i mere end 30 år med over 200 bøger bag sig, og at hun selv har oplevet at blive plagieret: “I’ve been plagiarized, and will always have an open wound from the blow. To me, plagiarism is the most terrible sin a writer can commit.” Det var dog ikke kun Nora Roberts, som Adeyemis tweet fik til tasterne. Flere læsere påpegede, at det var muligt at forudbestille Roberts’ bog før Children of Blood and Bone overhovedet var udkommet. Flere præsenterede også forfatteren for en lang række af bøger, der hedder noget tilsvarende hendes bog, som beviser, at Adeyemi trods sin placering på de store internationale bestsellerlister ikke selv har begået en genistreg i forhold til at navngive sin bog. Efter talrige opfordringer efter situationen blev løst internt, har Adeyemi slettet sine oprindelige tweets, og kun efterladt sig det afklarende, hvor hun samler op på sagen og fortæller, at hun har sagt undskyld.

Et gram af sandhed?

Jeg nød virkelig at læse Children of Blood and Bone, men det er samtidig også en bog, der gør brug af rigtig mange uoriginale troper som trekantsdramaer, the chosen one og en verden, der lever i skyggerne fra den øverstbefalende ordensmagt med truslen om en revolution hængende over sig. Det er der ikke noget nyt i, og det er set mange gange før med bøger som Harry Potter, The Hunger Games og Divergent. Det gjorde ikke bogen mindre god for mig, men i sammenhæng med det, som Adeyemi kritiserede, så henleder det kun mine tanker på ordsproget om ikke at kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Men er der i virkeligheden et gram af sandhed i Adeyemis udsagn, som ikke nødvendigvis relaterer sig til Nora Roberts? Jeg tror ikke, at det er nødvendigt for Roberts at forsøge at profilere sig på Adeyemis bestseller, for hun er allerede en kæmpe succes, men jeg tror samtidig, at det er noget der sker uden at det står klart i hvilken grad. Selv hvis en forfatter udgiver en bog med en titel tilsvarende en bestsellers, så betyder det ikke automatisk, at bogen har fået sin titel i forsøget på at profilere sig. Ligningen kan være mere kompliceret end det. Selv hvis det er tilfældet, så har Nora Roberts ret, når hun i sit forsvar skriver følgende: “I titled this particular book, wrote this book, turned this book into my publisher nearly a year before her book–a first novel–was published. So unless I conquered the time/space continuum, my book was actually titled before hers. Regardless, you can’t copyright a title. And titles, like broad ideas, just float around in the creative clouds. It’s what’s inside that counts.”

Har du fulgt med i sagen på de sociale medier, og hvad mener du om det hele? Tror du, at der er forfattere, der forsøger at profilere sig på succesfulde titler af andre forfattere?

Gail Honeymans roman Eleanor Oliphant is Compeltely Fine er ikke bare okay men helt fantastisk

Eleanor Oliphant is Compeltely Fine af Gail Honeyman fra forlaget HarperCollins Publishers Ltd i 2018.

Eleanor Oliphant har det helt fint. Det mener hun i hvert fald selv. Hun passer sit kontorjob, spiser sin frokostalene, taler i telefon med sin mor om onsdagen og spiser den amme pastaret til aftensmad. Ingen afvigelser, kun gentagelser. Eleanors skemalagte hverdag begynder dog langsomt at falde fra hinanden, da hun møder Raymond fra IT. Meget mod sin vilje lærer han hende, at hun er nødt til at åbne sit hjerte, hvis hun nogensinde skal blive hel igen, for Eleanor har holdt på en hemmelighed i så mange år, at den truer med at ødelægge hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er en titel, der fra start afsløre sig selv som en løgn, for Eleanor Oliphant er langt fra okay, men hvorfor det forholder sig sådan udfoldes gangske langsomt, og på en måde, som formår at fastholde læserens opmærksomhed. Eleanor er regelret, simpel og alligevel så kompliceret. Hun går på arbejde, spiser sin frokost alene, løser krydsordene i avisen, køber sin vodka til weekenden og spiser den samme ret til aftensmad. Sådan forløber hendes uge uden at hun fortrækker en mine. Humoren er tør og britisk, og gik rent ind hos mig. Jeg grinede over Eleanors ulogiske slutninger, hendes skæve betragtninger og hendes evige fordømmelse af andre for ikke at være dannede nok. Hun mindede på mange måder om en ældre dame snarere end den tredveårige kvinde, hun i virkeligheden er. Det gav hendes karakter kant, understøtter også den uro, som hviler tungt over siderne.

If someone asks you how you are, you are meant to say FINE. You are not meant to say that you cried yourself to sleep last night because you hadn’t spoken to another person for two consecutive days. FINE is what you say.”

En af bogens styrker er, at Eleanor ikke bliver reddet af en stærk mand, som slår benene væk under hende. Det skal hun selv gøre, og det er hårdt og smertefuldt at dykke ned i hendes erindringer, som hun så længe har forsøgt at fortrænge, men det er også helt grundliggende for historiens udvikling og ikke mindst hendes egen. Gail Honeyman formår virkelig at skabe en velafbalanceret historie, der aldrig går i stå, selvom den i høj grad begrænser sig til den trivielle hverdag. Historien favner også eksistentielle kriser, traumer og bristepunktet, hvor et menneske kan vælge at blive liggende eller rejse sig fra asken, men også ønsket om at opleve på trods og måden, et menneske kan skabe urimelige rammer for sig selv i forsøget på det. Eleanors hverdag ligner ikke de flestes, og alligevel er der på trods af hendes særheder en stor genkendelighed i måden hun gribe r hverdagen an på, som er med til at menneskeliggøre hende.

Eleanor Oliphant is Completely Fine er ikke en lattermild historie om en ung kvindes falden-på-halen oplevelser med kærligheden eller kollegerne, for selvom historien måske starter sådan ud, så bliver det hurtigt tydeligt, at der Eleanor er alt andet end okay. I stedet har Gail Honeyman skabt en bog, der på fineste vis balancerer humor og sorg uden på noget tidspunkt at blive manipulerende. Med Eleanor Oliphant viser hun livet fra sin skrøbeligste side, men også viljen til vriste sig fri af fortiden greb. Eleanor Oliphant har det helt fint, men det var jeg ikke, da jeg havde læst den færdig.

Robert Dinsdales roman er en lunken historie om krigens konsekvenser mere, end den er et magisk vinterventyr

The Toymakers af Roberts Dinsdale fra forlaget Del Rey i 2018.

Når frosten melder sin ankomst, åbner den storslået legetøjsbutik, The Emporiumi London. Butikken er fyldt med alverdens barnedrømme, og det er kun fantasien, der sætter grænser for det legetøj, der pryder forretningens hylder. Hverdagen er dog ikke lige så sødme fyldt for unge Cathy Wray, der venter sig uden for ægteskab, og med håbet om en bedre fremtid, sætter hun kurs mod legetøjsbutikken og lægger sit liv bag sig. I mellemtiden skær krigen sig tværs gennem Europa, og det samme gør den mellem to brødre i butikken. Da frosten kommer, opdager Cathy, at butikken gemmer på en række mørke hemmeligheder, der overskygger hendes egen.

The Toymakers er blevet sammenlignet med The Miniturist og The Night Circus, og på trods af løftet om en magisk historie, så vandt den aldrig mit hjerte. Jeg kunne enormt godt lide idéen om historien, men jeg føler ikke, at forfatteren formår at skabe en velafbalanceret og stærk historie, der gør den svær at slippe. Kapitlerne er frygtelig lange og sproget enormt deskriptiv, og fordi der samtidig er skruet helt ned for tempoet, føles bogen unødvendig lang. Hvis du udelukkende forventer at læse en hjertevarm og magisk fortælling om en fortryllet legetøjsbutik, der først åbner, når den første frost kommer, så er der stor chance for, at du bliver skuffet ligesom jeg gjorde. Det viser sig nemlig, at historien i højere grad handler om krig og dens konsekvenser. Det er et element, som tilbyder dybde til historien, men som samtidig udvasker den magi, der i første omgang fangede min opmærksomhed.

“Once upon a time, all of us, no matter what we’ve grown up to do or who we’ve grown up to be, were little boys and girls, happy with nothing more than bouncing a ball against a wall.”

Bogens største svaghed er uden tvivl karakterernes manglende styrke. Det var Cathys historie, der til at begynde med gjorde, at siderne tog fart, men i det øjeblik hun træer ind i legetøjsbutikken begyndte min opmærksomhed at slippe sit tag i historien på trods af den magi, der slippes løs i butikken. Hun er også den af karaktererne, der fremstår klarest i bogen, imens de ro rivaliserende brødre hurtigt flyder sammen til en grødet masse. De fremstår mere som karikaturer end egentlige personer. Dog er legetøjsbutikken nærmest en karakter, og den fremstår langt tydeligere end de, der træder ind gennem dens døre og forlader den igen med en lille smule magi i hænderne. Men det er også med en karakter som denne, at de mange og lange deskriptioner for alvor bliver tydelige.

Historien har sine øjeblikke, hvor magien tager fart, men de er flygtige og få. Grundliggende tror jeg, at The Toymakers kunne være en rigtig fin og følsom fortælling, dog uden at forfatteren formår at løfte sin egen historie op på det niveau, hvor den hører til. Den er for deskriptiv og tung at læse, karaktererne er for karikerede, og bogens magiske realisme harmonerer ikke med virkelighedens rædsler, selvom der er er nogle virkelig interessante billeder og budskaber gemt i sammenspillet mellem dem. Dertil kommer også narrativet, der løbende afbrydes af en alvidende fortæller, som giver historien et eventyrpræg, og som får den til at bevæge sig i en helt ny retning, der kun er med til at skabe større ubalance. Historien lever ikke op til det, den starter ud med at være, og virker mest af alt som et mislykket vintereventyr. I sidste ende holder jeg mere af idéen end selve historien.